Dobbeltdørene var slået op på vid gab, så lyden af bølgernes slag mod klippen trængte ind i rummet. Her, i Villa dei Mulini, vandrede Napoleon Bonaparte mumlende op og ned ad gulvet i sit store arbejdsværelse.
Kalenderen viste 16. februar 1815. Året før havde Napoleon tabt til en samlet front bestående af Østrig, Rusland, England og Preussen.
Sammen havde fjenderne indtaget selveste Paris og tvunget Napoleon ned fra sin kejsertrone. Derefter var han blevet sendt i eksil på den lille ø Elba 20 km fra Italiens vestkyst.
Men Napoleon kunne ikke nøjes med at regere over Elba og dens få tusinde indbyggere. Han ville være kejser af Frankrig igen. Og anså ikke drømmen for uopnåelig.
Den nye franske konge Ludvig 18. var højst upopulær, og franskmændene blevet endnu mere begejstrede for Napoleon, da de havde opdaget, hvor hårde krigsskadeserstatninger landet blev pålagt af sejrherrerne.
Napoleons plan var klar. Han skulle uset væk fra Elba og sejle til Frankrig med sin livgarde på 600 mand. Her ville de franske veteraner flokkes om hans fane, og folket rejse sig mod Ludvigs styre.
Så han satte sig ved sit skrivebord og tog brevpapir frem: “Til general Douot. Få briggen i dok og sat i stand. Få den malet som en engelsk brig, og forsyn den med mad til 30 dage”.
Den engelske flåde patruljerede farvandet omkring Elba, for at den afsatte kejser ikke skulle undslippe. Men Napoleon havde lagt mærke til, at patruljeringen var blevet uregelmæssig i løbet af vinteren.
Ti dage efter var de sidste detaljer på plads. 299 dage efter at Napoleon første gang så det smukke Elba, satte en lille flåde – med den nymalede brig i spidsen – kurs mod Frankrig.
Tre uger senere red Napoleon i triumf ind i Paris, stort set uden at et skud var løsnet. Med løfter om reformer og hævn blev han på ny hyldet som kejser.