Hitler ville befri Mussolini: Sendte krigshelt på umulig mission

Hitlers jægersoldater

Østrigeren Otto Skorzeny, der er 1,95 meter høj og et muskelbundt af fødsel, er leder for SS-kommandogruppen Jägerverbände Friedenthal. Det er en lille udvalgt skare af SS-soldater, som Skorzeny siden 1942 har trænet til at udføre sabotage og spionage bag fjendens linjer.

Friedenthalerne, som gruppen kaldes, er våben- og sprængstofseksperter. Mange af dem taler fremmedsprog flydende og har tekniske uddannelser bag sig. Under træningen lærer de bl.a. at føre forskellige køretøjer som motorcykler, lokomotiver og kampvogne. De lærer også at ride, svømme og bluffe sig frem under falske identiteter.

Skorzeny selv er uddannet ingeniør ved universitetet i Wien. Han er veteran fra invasionen af Belgien, Holland og Frankrig i 1940 og af Sovjetunionen i 1941, hvor han blev såret og hjemsendt.

Tilbage i Tyskland træner han friedenthalerne, som nu for første gang skal i aktion.

Fascister taber modet

Den 25. juli 1943 – fire dage før Skorzenys møde med Hitler – bliver Italiens fascistdiktator Benito Mussolini afsat ved et statskup i Italien. Den italienske konge Victor Emmanuel og marskal Pietro Badoglio beordrer italienske politifolk til at arrestere diktatoren efter et møde i kongens palads i Rom.

Politifolkene genner Mussolini ind i en ambulance og fører ham til et hemmeligt sted under skarp bevogtning. Officielt hedder det sig, at Mussolini frivilligt er trådt tilbage og har overladt magten til kongen og en ny regering under Badoglio.

Hitler er rasende

Situationen i Italien er yderst ømtålelig for Nazityskland. Frem til statskuppet den 25. juli har de to lande stået sammen i krigen.

Men nu spiller den nye italienske regering et dobbeltspil. Den forhandler hemmeligt med briterne og amerikanerne om at slutte fred og dermed trække Italien ud af krigen. Men samtidig bedyrer de over for Hitler, at Italien vil kæmpe til den bitre ende på Nazitysklands side.

Det gør kongen og Badoglio, fordi de frygter tyske repressalier og en tysk besættelse af det italienske fastland.

I Tyskland raser Hitler over, at hans ven og kampfælle Mussolini er blevet fjernet ved et statskup. Hitler har tyske tropper i Italien, og han ønsker umiddelbart at besætte landet med magt, finde Mussolini og genindsætte ham som diktator. Men Hitler tøjler sin vrede og lyst til at hævne sig på kupmagerne.

Han har kun lidt over tre tyske divisioner i Italien, hvoraf ca. 60.000 mand fortsat kæmper side om side med italienske soldater på Sicilien mod briterne og amerikanerne. Hitler frygter, at italienerne vil vende sig mod ham, hvis han farer for voldsomt frem. Men samtidig har føreren mistanke om, at kongen og Badoglio i det skjulte forhandler om fred med de allierede.

Det er en alvorlig trussel for Nazityskland. Hvis Italien overgiver sig, bliver det lettere for de allierede at indtage Syditalien og åbne en front mod Tyskland. Den britiske premierminister Winston Churchill kalder ligefrem Italien for “Europas bløde underliv”.

Italien skifter side

Fredsforhandlingerne mellem den nye italienske regering og de allierede tager seks uger. Det skyldes bl.a., at de allierede i begyndelsen er mistænksomme over for kupmagerne, som tidligere har støttet Mussolini.

Men den 9. september underskriver de en våbenstilstandsaftale, hvor Italien overgiver sig betingelsesløst. Landet er nu på de allieredes side i krigen.

I mellemtiden er det lykkedes Hitler at forstærke de tyske tropper i Italien fra tre divisioner til otte divisioner.

Mange tyske soldater kommer straks i kamp bl.a. syd for Napoli, hvor amerikanske tropper nu er gået i land. Andre tyske soldater afvæbner de omkring én million italienske soldater. Det sker stort set uden modstand.

Kongen og Badoglio flygter fra Rom til Syditalien, hvor de kommer under de allieredes beskyttelse. Nord- og Mellemitalien er nu besat af tyskerne, mens briterne og amerikanerne rykker frem i Syditalien.

Fuglen er fløjet

Et eller andet sted i dette virvar befinder Mussolini sig under bevogtning af italienske politisoldater. Badoglio har givet dem en klar ordre: Mussolini skal skydes, hvis tyskerne forsøger at befri ham.

Det er SS-hauptsturmführer Otto Skorzenys værste mareridt. Hans stjerne hos Hitler står og falder med, om det lykkes ham at finde og befri Mussolini, inden han bliver skudt eller udleveret til de allierede. Hitler håber nemlig, at en befriet og genindsat Mussolini vil kunne få Italien tilbage på Nazitysklands side i krigen.

Straks efter sit møde med Hitler den 29. juli rejser Skorzeny til Italien. Her indgår han et samarbejde med den tyske general Kurt Student, der er leder for de tyske faldskærmstropper, og tyske agenter.

Vha. øjenvidner lykkes det dem at spore Mussolini og hans fangevogtere til den lille ø Ponza ud for Napoli. Men da de når frem, er han blevet flyttet.

I august svirrer rygterne om, hvor eksdiktatoren befinder sig. Mange af rygterne er bevidste vildledninger, som bliver spredt af agenter fra den italienske efterretningstjeneste, der er loyale over for kongen og Badoglio. I ugevis forfølger tyskerne falske spor.

Ingen må tortureres

På grund af den spegede politiske situation i Italien i august 1943 gør Skorzeny og Student ikke brug af anholdelser og tortur af italienere.

I stedet forhører de sig blandt tyske soldater, som er udstationeret i landet, og det er typisk via dem, at de får oplysninger. En af disse oplysninger kommer fra den lille ø La Maddalena ud for Sardinien. En tysk flådeofficer i området har hørt et rygte om, at Mussolini holdes som fange i en stor villa på øen.

En af Skorzenys mænd, som hedder Robert Warger, taler italiensk flydende. Han bliver forklædt som matros og sendes ud til øen for at falde i snak med de lokale og italienske søfolk.

Warger udfordrer italienere til væddemål om, hvor Badoglio har skjult Mussolini. En lokal frugthandler tager mod væddemålet og afslører, at Mussolini befinder sig i en afsondret villa.

Warger udspionerer villaen og opdager, at den er bevogtet af ca. 150 politisoldater. Desuden ligger der et Røde Kors-vandfly ankret op ved kysten lige i nærheden.

Skorzeny begynder straks at planlægge en operation, som bl.a. involverer vandfly og hurtiggående motorbåde. Men inden han får organiseret alle sine mænd, vandflyene og motorbådene, bliver Mussolini for anden gang flyttet.

Kort efter, at Warger fandt villaen, er Røde Kors-vandflyet borte, og vagtmandskabet er skåret ned til få mand. Fuglen er fløjet lige for næsen af Skorzeny.

Det italienske ord “fiasco” ringer ham for ørerne. Eftersøgningen må begynde helt forfra. Mussolini kan nu være hvor som helst.

Tvivlen nager Goebbels

I Tyskland begynder Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels at tvivle på, om Mussolini nogen sinde bliver fundet og befriet.

Til sin dagbog i begyndelsen af september 1943 betror han: “Vi frygter, at han allerede er blevet udleveret til englænderne og nu befinder sig på et britisk krigsskib.”

For Goebbels ville en befrielse af Mussolini være et kærkomment propaganda-scoop.

I løbet af sommeren er en tysk storoffensiv på østfronten slået fejl, og de tyske tropper er nu på tilbagetog. Samtidig rykker briterne og amerikanerne frem i Syditalien, og desuden lægger deres bombefly den vesttyske havneby Hamburg i ruiner.

Pessimismen nager nu propagandaministeren, hvis opgave det er at holde tyskernes kampmoral oppe.

Skjulestedet afsløres

Men omkring den 1. september har en tysk radioovervågningsenhed opsnappet en interessant melding på italiensk: “Sikkerhedsforanstaltningerne omkring Gran Sasso er færdiggjort,” lyder meldingen.

Den finder vej til general Students hovedkvarter i Frascati lige uden for Rom. Han tager ikke umiddelbart meldingen alvorligt pga. de mange falske spor. Men ved et tilfælde inspicerer Student og Skorzeny en vandflyveplads på søen Bracciano nord for Rom den 4. september.

Her befinder de tyske vandfly sig, som skulle have været brugt under angrebet på Villa Webber. Under inspektionen hører Student om et øjenvidne, der har set et italiensk Røde Kors-vandfly lande på søen, og som kort efter så en ambulance køre af sted med en kortege af andre biler.

Student forbinder øjeblikkeligt Røde Kors-vandflyet ved villaen på øen La Maddalena med øjenvidnets beretning om flyet på Braccianosøen. Samtidig kommer han i tanke om radiomeldingen fra Gran Sasso. Gran Sasso er en del af Appenniner-bjergkæden, der løber ned gennem den italienske halvø.

På et plateau 2100 meter over havoverfladen ligger ski-hotellet Campo Imperatore, hvor en svævebane er den eneste vej op og ned. Højden på Gran Sasso-delen af Appenninerne er vigtig for faldskærmsgeneralen Student.

Han ved, at luften er for tynd og vindforholdene for ustabile til, at hans faldskærmsjægere kan springe ud over ski-hotellet. Svævebanen kan heller ikke bruges.

Det vil tage mindst 10 minutter at komme op til hotellet med den, og den kan let saboteres af italienerne. Både Student og Skorzeny ved, at overraskelsesmomentet er en absolut nødvendighed. Fangevogterne skal stoppes, før de når at henrette Mussolini.

Det efterlader tyskerne med én mulighed. De skal gøre noget, som aldrig er blevet gjort før. De skal lande på en stenet bjergryg med svævefly.

Svæveflyene er lavet af metalstænger betrukket med kanvas. Under en landing glider de på lange metalstænger langs skroget, indtil de stopper af sig selv. Men skrogene er beregnet til at kure hen over fx en græsmark og ikke over en ujævn bjergryg.

Aktionen sættes i værk

Skorzeny og Student går straks i gang med planlægningen af et angreb på Hotel Campo Imperatore. Svæveflyene rekvireres fra Tyskland, mens Skorzeny og hans næstkommanderende Karl Radl går om bord i et bombefly, som er udstyret med et luftfotografiapparat. Men fotografiapparatet virker ikke.

I bombeflyet over bjergene åbner Skorzeny derfor en lem og læner sin overkrop ud i den iskolde luft i 5000 meters højde. Radl holder fast i Skorzenys ankler, for at han ikke skal falde ud.

Med et håndholdt kamera tager Skorzeny nogle billeder af plateauet, hvor Campo Imperatore ligger.

Da billederne bliver fremkaldt, er de så små, at Skorzeny og Radl knap nok kan få noget fornuftigt ud af dem. Men de aner, at der er et fladt område omkring hotellet.

Ud over disse billeder har Skorzeny en turistbrochure fra hotellet. Men billederne i den er heller ikke særlig detaljerede.

Skorzeny kan ikke få fat i en detaljeret plan over hotellet. Det betyder, at han ikke engang ved, hvor der er døre og indgange, eller hvordan hotellet ser ud indvendigt.

To angreb på samme tid

Luftrekognosceringen af Campo Imperatore finder sted den 8. september. Den samme dag bringer de allieredes radio nyheden om, at den nye italienske regering har skrevet under på en våbenstilstandsaftale. Nu er italienerne og tyskerne på papiret fjender.

Tiden er knap for tyskerne, som frygter, at Mussolini skal blive udleveret til de allierede. Men svæveflyene fra Tyskland kan først nå frem til Italien morgenen den 12. september.

Planen er derfor at lette så hurtigt som muligt fra en flyveplads ved Pratica di Mare lidt syd for Rom den 12. september. Flyvningen er beregnet til at vare én time.

Et par timer forinden skal en kolonne af motorcykler, biler og lastvogne køre til svævebanens nederste station, som ligger i Aquila-dalen, og erobre den.

Svæveflyenes landing på bjergryggen og angrebet på svævebanestationen i dalen skal ske på præcis samme tid, så tyskerne ikke mister overraskelsesmomentet.

SS'erne tager føringen

Svæveflyene når først frem sent på formiddagen. De bliver trukket af propelfly vha. lange stålwirer. Da de ankommer til Students flybase, bliver udstyr straks bragt om bord.

Men afgangen forsinkes, fordi allierede bombefly pludselig angriber landingsbanen.

Skaderne er dog ikke større, end at propelflyene og svæveflyene kan lette klokken 13.00. I alt letter ti svævefly fra basen. I hvert af dem sidder der ti mand inklusive piloten.

To af svæveflyene er bemandet med Skorzenys mænd, mens otte er fyldt med Students faldskærmsjægere.

Undervejs skal flykonvojen over nogle forbjerge til Appenninerne.

Det første og andet fly svinger lige før forbjergene rundt i en stor cirkel for at vinde højde og dermed komme sikkert over. Men det ser piloterne bagved ikke, fordi de befinder sig i et skydække. Først da de kommer fri af skyerne, opdager de, at de to første fly er borte.

I det tredje fly sidder Skorzeny. Hans pilot spørger, hvem der nu skal lede konvojen, og Skorzeny svarer: “Vi overtager selv føringen og flyver mod målet.” Resten af konvojen følger Skorzeny og flyver over forbjergene uden nogen problemer overhovedet.

Svæveflyene slippes løs

Med sin kniv skærer Skorzeny huller i svæveflyets kanvas for at kunne se, hvor langt de er kommet. Under sig ser han motorcyklerne fra den kolonne, som skal angribe svævebanestationen.

De er i fuld fart på vej op gennem Aquila-dalen. Alt går efter planen bortset fra, at de to første fly er faldet bagud pga. cirkelmanøvren ved forbjergene.

I sit svævefly har Skorzeny den italienske general Fernando Soleti med om bord. Han er nølende gået med til at deltage i den risikable aktion. Soletis opgave er at tale de cirka 200 italienske fangevogtere fra at skyde Mussolini.

Igennem et spredt skydække opdager Skorzeny, at de nærmer sig Gran Sasso og hotellet. “Slip slæbetovet løs,” råber han til piloten. Propelflyet forsvinder, og nu kan kun vindens susen høres i svæveflyet.

Både piloten og Skorzeny får øje på landingszonen. På de små luftfotografier havde den set rimelig flad ud, men nu opdager de, at den skråner som en skihopbakke. Alligevel lykkes det piloten at sætte svæveflyet ned, så det kurer skævt hen ad skråningen.

Lyden af itureven kanvas, metalstænger, der kvases, og skrogets skraben hen over den stenede grund ringer dem i ørerne. Ved et lykketræf stopper svæveflyet blot femten meter fra hotellets ene side.

Skorzeny og hans mænd springer ud af flyets dør, som bekvemt er blevet flået af sine hængsler under landingen, og de stormer hotellet: “Hænderne i vejret,” råber de på italiensk til nogle forskrækkede fangevogtere.

Den nølende general Soleti rives med ud af flyet, og han råber af sine lungers fulde kraft “Skyd ikke.”

Skorzeny løber ind ad den nærmeste dør, hvor han opdager en radiotelegrafist, der sidder på en stol. Skorzeny sparker stolen væk under ham og smadrer radioen med skæftet på sin maskinpistol. Radiorummet fører ingen steder hen, så Skorzeny løber ud igen.

Han fortsætter hele vejen bag om hotellet og kommer om til forsiden, hvor der er en forhøjet platform, som er en stor veranda.

Et par af hans mænd løfter ham op, og fra verandaen spejder han op mod hotelvinduerne. I et vindue på 2. sal ser han et velkendt skaldet hoved. Det er Mussolini.

Skorzeny råber: “Gå væk fra vinduet.” Han frygter, at eksdiktatoren skal blive ramt, hvis der opstår en ildkamp.

Skorzeny og hans SS’ere stormer videre mod hotellets hovedindgang, hvor et par italienske soldater står vagt med maskingeværer. Men inden italienerne når at se sig om, bliver de tromlet omkuld af den næsten to meter høje Skorzeny. Ikke et eneste skud bliver løsnet.

Inde i foyeren løber italienerne rundt i panik. Dem, der kommer i vejen for Skorzeny, skubbes til side og holdes i skak af SS’erne.

Skorzeny springer op ad trapperne med en af sine untersturmführere lige i hælene. De når op til 2. sal, hvor Skorzeny brager gennem en dør til et af hotelværelserne. I værelset står Mussolini bevogtet af to italienske officerer, som untersturmführeren hurtigt genner ud på gangen med sin maskinpistol.

“Duce, Der Führer har sendt mig. De er fri,” siger Skorzeny til Mussolini. Mussolini omfavner straks sin redningsmand og svarer: “Jeg vidste, at min ven Adolf ikke ville lade mig i stikken.”

Befriet på få minutter

Fra landingen, til Skorzeny står foran Mussolini, er der gået fire minutter. Udenfor er andre svævefly landet eller er ved at lande. Det er et skrækindjagende syn, fordi svæveflyene pludselig dukker frem fra lavthængende skyer og lander lynhurtigt med skurrende lyde.

De tyske soldater stormer hotellet og den øverste svævebanestation. Overalt er de italienske politisoldater så paralyserede, at de overgiver sig uden kamp. Nede i dalen har den motoriserede tyske kolonne fået kontrol med svævebanestationen i dalen.

Her er to italienere blevet dødeligt såret. På bjerget er et af svæveflyene styrtet til jorden pga. et vindstød. Flere om bord er blevet hårdt såret. Men de overlever alle.

Skorzeny er for tung

Et spinkelt et-propelsfly, som er beregnet til én pilot og én passager, lander på Gran Sasso klokken 15.00. Flyet skal fragte Mussolini til flyvepladsen ved Pratica di Mare. Men Skorzeny insisterer på at flyve med i det lille fly.

Han har ikke til hensigt at lade sin “fangst” slippe af syne.

Piloten, der med møje og besvær har landet på bjergryggen, nægter at tage andre end Mussolini med. Han påpeger, at Mussolini vejer et godt stykke over gennemsnittet for én passager, og at Skorzeny også er alt for stor.

Piloten skal starte på den stenede bjergskråning, og det er i sig selv farligt med blot én passager om bord.

Efter en del diskussion overtaler Skorzeny piloten til at tage dem begge med. Mussolini sætter sig ind på passagersædet, mens Skorzeny moser sig ind bag sæderne, hvor der er en smule plads.

Flyet styrtdykker

Det spinkle fly har særdeles god affjedring, men ikke særlig mange hestekræfter. Flyet bumper ned ad skråningen uden at lette, og pludselig opdager piloten en grøft, der løber på tværs af skråningen.

Han presser gashåndtaget i bund, og flyet hopper over grøften, hvorefter hjulene igen bumper mod skråningen.

De tyske soldater på bjerget stirrer nervøst efter flyet, som nu når et punkt, hvor skråningen bliver til en stejl skrænt. Flyet styrtdykker ud over skrænten. Men netop som alle tror, det styrter til jorden, retter det sig og fortsætter ned gennem Aquila-dalen.

Piloten brugte bevidst et styrtdyk for at få fart nok på til at lette. Endnu en gang har Skorzeny taget en dristig chance på grænsen til det overmodige.

Hitler ønsker tillykke

På den tyske flybase Pratica di Mare ved Rom stiger Mussolini og Skorzeny om bord i et transportfly, som samme aften lander i Wiens lufthavn. Herfra tager de til det fornemme Hotel Imperial.

Hotellets receptionist afviser først de to sjuskede og klatøjede rejsefæller. Men da det går op for ham, at de har reserveret værelser under navnet Mussolini, får han travlt med at betjene dem. Mussolini går straks i seng, mens Skorzeny fejrer succesen med et glas vin.

Kort efter begynder telefonen at ringe. Den første gratulant er lederen for SS, Heinrich Himmler.

Derefter ringer Adolf Hitler og udnævner Skorzeny hauptsturmführer til sturmbahnführer (kaptajn til major), og en tysk oberst i Wien møder op på Hotel Imperial for at overrække Skorzeny militærordenen Jernkorset. Han er nu Nazitysklands mest berømte krigshelt.

Selv briterne udtrykker en vis beundring for hans dristige og veludførte redningsaktion.

SS'ere forklæder sig

Skorzeny fortsætter under krigen med at løse specialopgaver. Under Hitlers sidste offensiv mod vest i Ardennerne 1944 skaber han kaos bag amerikanernes linjer.

Skorzeny og hans mænd forklæder sig som amerikanske soldater. De spreder falske oplysninger og vender vejskilte, så amerikanske kolonner kører forkert. Det skaber forvirring blandt amerikanerne, hvilket forsinker deres angreb.

På et tidspunkt frygter amerikanerne, at Skorzeny og hans mænd vil kidnappe Dwight D. Eisenhower - de vestallieredes øverstbefalende general. Det fører til, at bevogtningen af generalens hovedkvarter flerdobles.

Men de allierede overreagerer. Skorzeny har ingen planer om at gennemfører en sådan aktion.

I slutningen af april 1945 står Berlin for fald. Hitler sidder i sin bunker i byen, som angribes af russerne fra alle sider. Skorzeny er parat med et fly, som skal bringe Hitler bort.

Men i stedet begår Hitler selvmord, og Skorzeny ender som krigsfange hos briterne og amerikanerne.

Skorzeny møder Evita

Efter krigen anklages Skorzeny for krigsforbrydelser, men bliver frikendt. Han holdes dog som fange i en afnazificerings-lejr. Herfra stikker han i 1948 af til Argentina, hvor han arbejder for diktatorparret Juan og Evita Perón.

Han indleder en affære med Evita. Men da hun dør, flytter han til general Francos fascistiske Spanien, hvor han bl.a. hjælper andre nazister med at flygte, få falske identiteter og forsvinde.

Skorzeny dør i 1975 i Madrid af sygdom i sin seng.