Kardinalen der samlede Frankrig

Litterær skurk fik styr på tingene

Enhver læser, der bliver forvirret over forviklingerne og den historiske baggrund i Dumas’ roman om musketererne, behøver ikke at blive pinligt berørt, for 1600-tallets Frankrig var nemlig fuld af indviklede magtkampe.

Overalt var der konflikter: Protestanter mod katolikker, højadelen mod kongemagten – ja selv inden for kongefamilien blev der udkæmpet hårde kampe.

Volden sås overalt. Politiske mord, hen­ret­tel­ser og åbne bondeoprør afløste hinanden på skift. Uden for landets grænser ventede fjendt­li­ge naboer på den rette lejlighed til at gå til angreb.

Den franske stat var et vak­kel­vornt bygningsværk, der var tæt på kollaps. Det var her, kardinal Richelieu trådte ind på scenen.

I historierne om de tre musketerer er han kendt som den store skurk. Virkelighedens Richelieu samlede Frankrig mod indre og ydre fjen­­­der. Han håndterede sine mod­stan­de­re vha. kompromiser, intriger og trusler.

Han skabte en skare af samvittighedsfulde statstjenestemænd, satte den op­rør­ske adel på plads, fik kontrol over de religiøse stridigheder og bekæmpede lan­dets ydre fjender.

Richelieu var en lærd kirkens mand – slet ikke som andre lan­des rå og brutale 1600­-talsherskere. Og derudover var han en mester i at befinde sig på rette sted til rette tid.

Diplomati førte kardinalen til tops

Efterverdenen kender bedst Richelieu som l’éminence rouge – “den røde eminence”. Navnet henviser til den røde dragt, som pavens nærmeste mænd, de såkaldte kardinaler, bar.

Richelieus historie begynder dog i Paris i 1585. Her blev Armand-Jean du Plessis Richelieu født som den yngste søn i en lavadelig familie.

Børnene forventedes at gøre karriere, og kun ni år gammel blev han sendt til Paris for at studere filosofi. Efter planen ventede en militær uddannelse herefter.

Men da Armand-Jeans ældre bror nægtede at overtage familiens bispedømme, måtte familiens yngste søn i stedet læse teologi.

Allerede i løbet af sine unge år i kirkens tjeneste udviste Armand-Jean en mageløs ærgerrighed og arbejdskapacitet. Han blev biskop som 22-årig i 1607 og indledte en politisk karriere.

Den gjorde ham med tiden til en af de nærmeste mænd omkring enkedronningen Maria Medici. Frem til 1617 styrede hun Frankrig for sin søn Ludvig 13.

Mor og søn havde et kompliceret indbyrdes forhold, som førte til borgerkrig. Her blev de to sider støttet af forskellige grupper af adelsmænd og rådgivere.

Richelieu fik en mæglerrolle i konflikten, hvor han havde held til at styrke sin egen stilling. I 1622 blev han udnævnt til kardinal, et af de højeste embeder i den katolske kirke, og kun to år senere blev han leder af det kongelige råd med titlen førsteminister.

Fra og med det tidspunkt var den 37-årige Richelieu Frankrigs reelle leder. Han er efterfølgende blevet kaldt historiens første premierminister i ordets moderne betydning.

Protestanterne blev kuet

En af Richelieus første gerninger ved magten var at slå ned på huguenotterne, en fransk protestantisk bevægelse.

Lige siden 1500-tallet havde Frankrig været hjemsøgt af religiøse stridigheder, som i perioder havde været tæt på at sønderrive landet.

Under Ludvig 13.s styre var katolikkerne blevet stærkere. Det førte til gentagne oprør blandt huguenotterne i 1620’erne.

En særlig kilde til uro for kongemagten var huguenotfæstningen La Rochelle – en velbefæstet havneby med en stærk flåde. Richelieu fór hårdt frem mod byen.

En belejring blev igangsat, og fra tid til anden tog kardinalen selv kommandoen over belejringshæren. England sendte tropper for at hjælpe de indespærrede protestanter, men undsættelsen endte i et stort nederlag.

Alligevel holdt byens forsvarere ud i 14 måneder, inden de blev tvunget til at give op. Da var 20.000 personer døde af sult.

Ved freden i 1629 fik Richelieu gennemtrumfet, at huguenotterne skulle rive befæstningsværkerne omkring deres byer ned.

De blev også frataget deres politiske rettigheder, men fik dog lov til at beholde deres religionsfrihed.

Frankrigs magt voksede under krig

Richelieu ønskede også at nedbryde den habsburgske kejserfamilies dominans i Europa. Familiens medlemmer regerede i både Spanien og Det Tysk-Romerske Kejserrige – Frankrigs mægtigste nabolande. De habsburgske stater var Fran­krigs største fjender.

Opgøret med habsburgerne trak Frank­­­rig ind i den komplicerede konflikt, som vi i dag kalder trediveårskrigen. Kampene blev fortrinsvis udkæmpet i vore dages Tyskland, men fik også stor betydning for det øvrige Europas politik.

I begyndelsen af krigen gik det rigtig godt for den tysk-romerske kejsers tropper. Det brød Richelieu sig ikke om.

Han frygtede, at hans fjende skulle få mere magt. Richelieu indgik derfor alliancer og ydede økonomiske bidrag til de protestantiske stater i Nordeuropa – selvom han selv var katolik.

Først gik danskerne ind i krigen i 1625, men de blev snart tvunget til at trække sig ud af striden. Fem år senere trådte svenskerne med Gustav 2. Adolf i spidsen ind på scenen.

I starten gik det godt for Sverige, men efter kongens fald ved Lützen i 1632 og et katastrofalt svensk nederlag ved Nördlingen i 1634 så Richelieu sig nødsaget til at sende franske tropper i kamp.

Med tiden gik den langvarige krig bedre og bedre for franskmændene, og i perioder var Richelieu den mægtigste mand i Europa. Da den westfalske fredsaftale blev underskrevet i 1648, var Frankrig en af sejrherrerne.

Skattestigninger førte til oprør

På det tidspunkt var Richelieu dog ikke længere at finde på scenen. Han døde i 1642, men da var Frankrig som forvandlet. Kongens magt var blevet styrket og Frankrigs fjender svækket.

Statsfinanserne var dog ikke Richelieus stærkeste side, og de mange krige var blevet en stor økonomisk byrde for landet. Højere skatter førte til flere bondeoprør, der måtte nedkæmpes.

Gennem hele sin karriere havde kardinal Richelieu også udvist interesse for kunst og litteratur. Han opbyggede et stort bibliotek, støttede franske forfattere og elskede teatret.

Han opførte bl.a. sin egen scene i sit private palads i Paris, Palais-Cardinal. I dag er den statslige bygning (omdøbt til Palais-Royal efter kardinalens død) meget passende sæde for Frankrigs kulturministerium.

I 1635 grundlagde Richelieu desuden Académie française – det franske akademi. Dets fornemste opgave blev at kultivere det franske sprog samt at udgive en ordbog.

Akademiet var det første af sin art og fik efterfølgere i en række andre europæiske lande. Antallet af medlemmer var dengang som i dag 40, der blev kaldt immortels – udødelige.

Kardinalens enorme indsats for landet gjorde ham dog aldrig populær. I sin tid ved magten blev han uden succes forsøgt afsat eller myrdet mindst fem gange.

Trods sin autoritet og arbejdskapacitet var Richelieu aldrig nogen fysisk stærk mand, og livet igennem var hans helbred dårligt.

Han led af tilbagevendede febersygdomme og urinvejsproblemer. Mod slutningen af sit liv hostede han blod op.

Kardinalen døde efter åreladning

Han blev behandlet med åreladning, men blodtabet gjorde ham kun svagere. Til sidst gav kroppen op. Han døde den 4. december 1642 i en alder af 57 år.

Mange forskere har i eftertiden funderet over, hvad der drev Richelieu. “Den franske stats ve og vel” er det traditionelle svar.

Historikere i dag peger dog på hans personlige ærgerrighed og omsorg for sin egen families stilling.

Da Richelieus efterkommer, kardinal Jules Mazarin, tog over, var scenen sat for en ny æra i fransk politik. Reformerne havde lagt grundstenen til en stormagt.

I 1661 fik Ludvig 14. magten og gjorde sig kendt som et symbol på kongeligt enevælde. Eller som Ludvig 14. selv – efter sigende – udtrykte det: “L’état c’est moi!” – “Staten, det er mig!”