Du har sikkert hørt udtrykket en pyrrhussejr. Det burde dog snarere hedde pyrrhussejre.
Kong Pyrrhus fra Epeiros (319/18 - 272 f.Kr.) var en brillant hærfører, der i flere store slag besejrede romerne.
Det var dengang, hvor Rom stadig kun var én af flere lokale magter i Italien.
Der er dog en god grund til, at vi i dag taler om Romerriget og ikke om Pyrrhus' imperium.
Kong Pyrrhus og hans græske falanks og krigselefanter manglede nemlig det sidste held under deres felttog mod Rom, der udspillede sig mellem 280 og 275 f.Kr.
Læs om Pyrrhus' dramatiske liv og hans krige mod romerne.
Det er liv spækket med store, men ofte tvetydige sejre.
Ironisk nok var det ingen soldat, der endte krigsgeniets liv. Det gjorde derimod en gammel kone midt i en kaotisk bykamp.
Lyden af hestevrinsk og kampråb fra tusinder af soldater gjalder ud over flodsletten ved byen Heraklea i det sydlige Italien i juli 280 f.Kr.
Efter ordre fra den græske kong Pyrrhus stormer 30.000 infanteritropper frem mod Siris-floden i en bred front.
Med deres frygtindgydende, fem meter lange lanser i række efter række danner soldaterne en ustoppelig mur. Over for lanse-muren står 40.000 romerske legionærer, som netop har krydset floden, klar til kamp.
Den 39-årige Pyrrhus har masser af krigserfaring. I over 20 år har han kæmpet sammen med selveste Alexander den Stores generaler, og han er ekspert i de krigstaktikker, som makedonerne har brugt til at underlægge sig et enormt område i syd og øst – fra Grækenland til Egypten og helt til Indien.
“Pyrrhus – hvis han når at blive gammel nok”. General Antigonos’ svar på, hvem tidens bedste hærfører var
Slaget mod det lille, opadstræbende Rom burde være let. Alligevel er Pyrrhus bekymret, for disse romere, han står overfor, bliver indædt ved med at kæmpe. Pyrrhus’ indledende angreb med kavaleri har på ingen måde rystet fjenden, og de ser heller ikke ud til at frygte hans infanteri – tværtimod.
Igen og igen angriber romerne. Pyrrhus har aldrig mødt en sådan fjende. Til sidst giver han angrebssignal til sit stærkeste våben: Elefantkompagniet. Nu må det briste eller bære.
Krigen mellem den græske kong Pyrrhus og den uanseelige romerske republik blev en af oldtidens mest afgørende.
Pyrrhus var i familie med Alexander den Store, og hans tropper toptrænede veteraner fra et verdensrige.
Rom derimod var stort set ukendt uden for Italien, men byen havde store ambitioner og anså krigskunst for den største af alle dyder. Pyrrhus’ felttog var grækernes sidste chance for at knuse romerne, inden de blev for stærke.
Opvækst i Alexander den Stores skygge
Pyrrhus blev født som kongesøn i 319 f.Kr. i det vestgræske kongedømme Epeiros – kendt for sine barske bjerge og hårdføre indbyggere.
Fire år tidligere var Alexander den Store død efter at have erobret oldtidens hidtil største rige. Alexanders mor, Olympias, kom fra Epeiros’ kongefamilie, og Pyrrhus var derfor nær slægtning til den afdøde makedonske verdenserobrer.
Ifølge de antikke kilder så Pyrrhus mere frygtindgydende ud end kongelig. Han holdt sig desuden i stærk fysisk form.
Den verden, Pyrrhus voksede op i, var præget af blodige magtkampe, for overalt i Alexanders enorme rige kæmpede den afdøde konges generaler om magten, og Pyrrhus’ familie blev offer for disse kampe.
Da kongesønnen var to år gammel, blev faren sat af tronen, og familien måtte flygte i eksil.
I 307 f.Kr. blev den nu 12-årige Pyrrhus med hjælp fra en nabokonge indsat på Epeiros’ trone, men blev fem år senere smidt på porten igen af en ny rival. Den unge Pyrrhus måtte søge andre muligheder.
I Lilleasien havde en af Alexander den Stores stærkeste generaler, Antigonos, taget magten, og ham søgte Pyrrhus nu tjeneste hos.
Ifølge den oldgræske historiker Plutarch kastede Pyrrhus sig under Antigonos’ kyndige vejledning over studiet af militærstrategi, som han “anså for den mest kongelige vidensgren”. Gamle Antigonos så straks potentialet i ynglingen. Da Antigonos blev spurgt, hvem han mente, var den største feltherre, svarede han ifølge Plutarch:
“Pyrrhus – hvis han når at blive gammel nok”.
I 301 f.Kr. stod Pyrrhus ved Antigonos’ side, da den gamle feltherre med 80.000 tropper konfronterede Alexander den Stores andre generaler nær byen Ipsos.
Trods en heltemodig indsats blev Antigonos under slaget omringet og faldt i en regn af spyd, og selvom Pyrrhus kæmpede heroisk til det sidste, var nederlaget uafvendeligt. Men den blot 18 år gamle Pyrrhus havde med sin indsats bevist, at han havde lært krigens håndværk.
Som led i den efterfølgende fredsaftale blev Pyrrhus sendt som gidsel til Alexanders tidligere general Ptolemaios i Egypten, hvor den unge mand blev så velanset, at han snart fik lov at gifte sig med Ptolemaios’ steddatter.
Med hjælp fra sin svigerfar kunne Pyrrhus i 297 generobre Epeiros. Han måtte dele magten med en medregent, som Pyrrhus dog snart fik snigmyrdet, så han enevældigt styrede det militært stærke kongerige.
Trængte grækere bønfaldt om hjælp
Mens Pyrrhus konsoliderede sin magt ved at erobre dele af Illyrien mod nord og Makedonien mod øst, udfoldede afgørende begivenheder sig på den anden side af Adriaterhavet i Italien.
Her havde den lille, men meget aggressive by Rom underlagt sig størstedelen af sine latinske naboer og var gået i gang med at presse de mange græske kolonier, der lå spredt ud over den sydlige del af Italien.
“Romerne, for at sige det generelt, forlader sig på styrke i alle deres handlinger”. Polybios, oldgræsk forfatter
En politisk konflikt mellem Rom og den store græske havneby Tarentum i Syditalien udviklede sig i 282 f.Kr., da Roms ambassadør fik sin toga overdænget med urin under en tale til byens borgere. De tilstedeværende grinede højlydt af ydmygelsen og gesandtens elendige græsk:
“Grin I bare, mens I kan. I vil komme til at græde, når I vasker dette tøjstykke med jeres blod”, advarede gesandten ifølge den romerske historiker Dio Cassius.
For romerne var ikke til at spøge med. I de foregående 50 år havde Rom konstant været i krig. Som den græske historiker Polybios beskrev dem: “Romerne, for at sige det generelt, forlader sig på styrke i alle deres handlinger”.
Kort efter vendte romerne da også tilbage til Tarentum med krav om øjeblikkelig overgivelse. Tarentinerne afslog, men da de ikke kunne slå romerne på egen hånd, sendte de bud efter Pyrrhus i Grækenland.
Alexander den Stores trofaste generaler gik i flæsket på hinanden efter kongens død.
Makedonerne styrede den antikke verden
Da Alexander den Store døde i år 323 f.Kr., efterlod han sig et rige, som strakte sig fra Grækenland til Indiens grænse. Den makedonske konge havde aldrig udpeget en arving med det resultat, at hans generaler gik i krig med hinanden i forsøget på at tage magten over riget.
Pyrrhus blev fra barnsben hvirvlet ind i denne blodige strid, der blev udkæmpet over hele det enorme rige med konstant skiftende alliancer.
I 301 f.Kr. blev opdelingen af riget endegyldig, da generalen Antigonos – med Pyrrhus ved sin side – led nederlag til de andre generaler i slaget ved Ipsos.
Tre store riger opstod i årene efter, alle ledet af tidligere Alexander-generaler og deres efterkommere. Pyrrhus’ lille græske rige, Epeiros, formåede dog – i varierende størrelse – at forblive selvstændigt.
Pyrrhus voksede op i en blodig tid, hvor den afdøde Alexander den Stores generaler sloges om makedonerkongens enorme rige.
Her er de mægtigste riger på kong Pyrrhus' tid
Få overblikket over rigerne her
Pyrrhus’ Epeiros
Det lille rige Epeiros forblev selvstændigt. Pyrrhus forsøgte forgæves også at erobre Makedonien.
Antigonide-riget
Generalen Antigonos mistede livet i kampen mod de andre generaler i 301 f.Kr., men hans efterkommere tog kontrol over Makedonien og dele af Grækenland.
De øvrige græske stater
En række græske områder forblev i perioder uafhængige eller blev overtaget på skift af forskellige krigsherrer.
Ptolemæer-riget
I Egypten og Mellemøsten sad generalen Ptolemaios på magten. Hans slægt herskede over riget i næsten 300 år.
Seleukide-riget
Generalen Seleukos tog kontrollen over den asiatiske del af Alexanders rige.
Pyrrhus stillede skrappe krav
Da Tarentums budbringere ankom til Epeiros, forstod Pyrrhus, at han nu havde en oplagt chance for at vise sig som grækernes store beskytter. I første omgang krævede kongen dog, at Tarentum betalte alle krigens omkostninger, hvilket byen gik med til.
Kongen krævede også at få lov til at indsætte en garnison soldater i selve Tarentum. Garnisonen ville sikre, at han fik de penge, som Tarentum havde lovet.
At tillade en fremmed magt at have en garnison i sin by var nærmest det samme som at blive annekteret. Men tarentinerne var nødt til at acceptere. Pyrrhus kunne derfor begynde at samle sin hær og sejle den til Italien.
Foruden de mænd, Pyrrhus selv kunne stille med fra sit lille kongerige eller hyre for de penge, tarentinerne sendte ham, fik han også uventet hjælp fra en af sine konkurrenter til den makedonske trone.
Kong Ptolemaios Keraunos af Makedonien tilbød nemlig Pyrrhus hele 5.000 makedonske fodfolk, 3.000 ryttere og 20 store kampelefanter med til krigen i Italien. Det var en billig måde for den makedonske konge at få den iltre Pyrrhus sendt afsted på til den anden side af havet, hvor han ikke var til besvær.
I foråret 280 f.Kr. var Pyrrhus’ hær samlet og klar til at sejle til Tarentum, hvor 3.000 soldater, der var sendt i forvejen, allerede ventede.
Hovedstyrken talte 20.000 fodfolk, 3.000 ryttere, 2.000 bueskytter, 500 slyngekastere og 20 krigselefanter.
Det var den største hær, nogen hærfører i den vestlige del af Middelhavet kunne mønstre. Men allerede inden felttoget kom i gang, var det tæt på at gå galt.
Storm spredte flåden
På vej over Adriaterhavet splittede en storm Pyrrhus’ flåde, og da kongen nåede frem til Tarentum, var hans 25.500 mand og 20 elefanter blevet reduceret til en styrke på blot 2.000 mand og to elefanter.
Sammen med de 3.000 mand, han havde sendt i forvejen, forskansede Pyrrhus sig nu i Tarentum.
Kongen forventede, at Tarentum – en by, der var blevet grundlagt som en koloni af den græske bystat Sparta – ville være fyldt med gode krigere.
I stedet viste det sig, at indbyggerne for hovedpartens vedkommende var halvtykke handelsfolk, der brugte deres tid på at gå i teatret, debattere og holde fester. Det fandt Pyrrhus sig ifølge Plutarch ikke i:
“Han satte en stopper for al alkoholudskænkning, selskaber og festivaler og indkaldte derefter alle til hæren”.
Hver dag nåede skibe fra Pyrrhus’ spredte flåde enkeltvis eller i små grupper ind i Tarentums havn, så Pyrrhus inden længe igen havde det meste af sin hær samlet.
Vigtigst af alt, havde alle hans 20 kampelefanter overlevet turen over havet.
Og nu strømmede beskeder ind fra Syditaliens græske byer, der ville sende forstærkninger til Pyrrhus i håbet om en gang for alle at kunne drive de aggressive romere tilbage.
Men sammen med de opmuntrende meddelelser kom der også besked om, at romerne var gået i offensiven og havde sendt en stor hær afsted til den tarentiske koloni Heraklea ved floden Siris.
Selvom Pyrrhus havde foretrukket at kunne vente på flere forstærkninger, havde han intet valg, han måtte vise, at han var villig til at kæmpe mod romerne og dygtig nok til at besejre dem.
Den græske falanks mødte Roms legion
256 mand med lanser: Hvert kompagni tungt infanteri med stødlanser bestod af 256 mand opstillet i en firkant på 16 gange 16 soldater.
Under Pyrrhus’ invasion af Italien stødte en af oldtidens mest gennemtestede militære formationer – den græske falanks – for første gang sammen med romernes nye militære opfindelse: Legionen.
Græske hære havde i århundreder kæmpet i en falanks-formation, hvor soldater bevæbnede med skjolde og lange spyd eller lanser formede tætte rækker. Med lanserne rettet direkte fremad gik falanksen i et støt tempo mod fjenden – som en gigantisk mur, der tromlede alt ned.
Falanksen blev yderligere udviklet under Alexander den Stores far, Filip, som fik den til at arbejde tæt sammen med højmobilt kavaleri. Filip udstyrede desuden falanksens fodsoldater med en fem meter lang stødlanse kaldet en sarissa. Med disse lanser var falanksen stort set umulig at komme tæt på, endsige gennemtrænge.
Oprindeligt kæmpede romerne ligesom grækerne i en falanks med stødspyd som det primære våben. Romernes tidlige fjender – heriblandt lokale bjergstammer samt invaderende gallere – kæmpede imidlertid i små og mere fleksible formationer, som let kunne udmanøvrere falanksen.
Romerne opfandt derfor legionen, som var opdelt i mindre, uafhængige enheder kaldet manipler.
Enhederne var langt mere fleksible og kunne støtte hinanden. Desuden var soldaterne opstillet i flere linjer i stedet for falanksens ene linje.
Systemet gjorde det muligt at sende linjerne ind i kampen på skift. Når den første angrebslinje var kørt træt, blev den udskiftet af den næste og så fremdeles. Romernes hovedvåben var nu kastespyd og sværd.
Romerne overraskede kongen
I juli 280 mødte Pyrrhus for første gang sin romerske modstander nær floden Siris – nutidens Sinni-flod. Om aftenen inden slaget observerede kongen modstandernes lejr på afstand. Synet var foruroligende.
Frem for at se en uorganiseret hob af barbarer, som kongen forventede, var romerne yderst disciplinerede. Ifølge den romerske historiker Livius bemærkede Pyrrhus imponeret til sine folk:
“Disse barbarers orden er slet ikke barbarisk. Vi skal snart se, hvad de kan udrette i et slag”.
Den romerske hær befandt sig på den anden side nær byen Heraklea, og Pyrrhus håbede, at den ville blive der, indtil kongens lovede forstærkninger ankom. Men tidligt om morgenen indledte romerne et angreb over floden med deres fodfolk, der i tætte kolonner bevægede sig fremad.
Pyrrhus, hvis hær endnu ikke var rede til kamp, sendte hurtigt sit lette infanteri ned til floden for at holde romerne tilbage, mens hans tunge infanteri, der hovedsageligt bestod af veteraner med flere meter lange lanser kaldet sarissaer, gjorde sig rede til kamp.
Det lette infanteri stoppede hurtigt romerne i vandkanten. Men netop som det så ud til, at Pyrrhus’ mænd havde fået bremset fjenden, udløste romerne deres fælde. I al hemmelighed havde det romerske kavaleri krydset floden længere oppe og kom nu stormende ind i flanken på Pyrrhus’ lette infanteri, der blev sendt på vild flugt.
Pyrrhus beordrede straks sit kavaleri frem og red selv i spidsen for at redde den faretruende situation.
Heste og ryttere blev kastet mod hinanden, gennemboret af spyd og sølet til i blodet fra de sårede og døde.
Forrest i kampen var kong Pyrrhus selv, der med sin gyldne brynje og purpurfarvede kappe var let at genkende.
En romersk rytter angreb igen og igen kongen, hvis hest til sidst blev dræbt, så han tumlede om i græsset. Her kunne Pyrrhus’ liv og felttog være endt, hvis ikke kongen i sidste øjeblik var blevet reddet af sine mænd:
“Den mest trofaste blandt hans livvagter hev ham op på sin hest og red væk”, skriver Plutarch.
Efter at være kommet i sikkerhed byttede Pyrrhus rustning og kappe med livvagten, så romerne ikke så let kunne finde kongen. Derefter anførte han personligt det tunge infanteri med deres fem meter lange lanser til angreb.
20 krigselefanter kom på banen
Romerne nåede netop at få deres hær i formation, inden den græske hovedstyrke kom bragende ind i dem som en gigantisk mur af spidse lanser.
De romerske tropper havde aldrig oplevet noget lignende. De var vant til at kæmpe mod fjender med almindelige spyd eller sværd i mindre formationer – ikke tusinder af veltrænede infanterister med lange lanser, der gjorde det umuligt for romerne at komme tæt på med deres korte sværd og spyd.
Slaget kørte nu fast, for romerne kunne ikke komme tæt nok på grækerne til at gøre skade, mens grækerne ikke kunne tvinge romerne tilbage, da hver falden mand straks blev erstattet af en ny. Hele syv gange angreb Pyrrhus – uden held.
Pludselig genlød slagmarken af paniske råb fra de græske linjer:
“Kongen er død!”.
Langs de romerske linjer red en soldat og viftede med Pyrrhus’ hjelm som bevis. Panikken spredte sig blandt grækerne, indtil Pyrrhus pludselig kom ridende igennem hæren for at berolige sine folk.
Romerne havde dræbt Pyrrhus’ tapre livvagt – ikke kongen selv.
Nu besluttede Pyrrhus sig for at sætte sit stærkeste våben ind. Hidtil havde han holdt sine 20 krigselefanter tilbage, men de blev nu sendt frem.
På hver af de to flanker, hvor de to hæres rytteri havde udkæmpet en drabelig kamp, kom 10 elefanter nu tromlende mod romerne, der aldrig havde set elefanter før. Lugten af dyrene fik Roms heste til at gå i panik. Med ét var de romerske flanker forvandlet til et virvar af flygtende ryttere.
Pyrrhus’ kavaleri satte efter og huggede romerne ned som kornstrå under høsten.
Elefanterne fortsatte ind i siden på det romerske infanteri, mens de svingede hovederne fra side til side, kastede romerske soldater gennem luften og trampede på enhver, der ikke kom af vejen i tide.
Hele den romerske hær var nu på flugt. En enkelt romersk soldat ved navn Gaius Minucius gik dog til modangreb og huggede sit sværd i den ledende elefants snabel, så kæmpedyret panisk vendte om og trak de andre elefanter med sig.
Minucius’ heltemod reddede den romerske hær fra udslettelse. Frem for at følge efter romerne var Pyrrhus nu nødt til at få styr på de paniske elefanter.
Han havde vundet slaget, men det var ikke blevet den afgørende sejr, han havde håbet på. Af de 45.000 romere, han havde stået overfor, var 7.000 døde og 2.000 taget til fange, men hovedparten af deres hær var sluppet væk.
Selv havde Pyrrhus mistet 4.000 mand, hvoraf mange var hans veteraner og venner. Sejren var derfor dyr, for soldaterne kunne ikke erstattes.
Romerne opdagede hurtigt, at spyd og ild var et effektivt våben mod de enorme krigselefanter.
Krigselefanterne var Pyrrhus’ hemmelige våben
De græske hære brugte i tiden efter Alexander den Store ofte krigselefanter. Romerne havde aldrig kæmpet mod de enorme dyr, men de lærte snart, hvordan dyrene kunne slås.
Da romerne mødte Pyrrhus i slaget ved Heraklea i år 280 f.Kr., var det første gang, de stod over for krigselefanter.
Ingen romere havde før set de gigantiske dyr, der skabte panik blandt tropperne, når de kom trampende med svingende hoveder, så stødtænderne fejede soldaterne væk. Heste, der ikke var vant til lugten af elefanter, stak desuden af. Derfor var de store dyr et stærkt våben.
Krigselefanter var blevet optaget i de græsk-makedonske hære efter Alexander den Stores invasion af Indien. Tykhuderne havde et tårn på ryggen, hvori der sad tre-fire mand med kastespyd og lange lanser.
Bag elefantens hoved sad en fører, der med ben og en spids stav styrede elefanten. Føreren havde en hammer og et metal-spyd, som han hamrede ind i dyrets hjerne, hvis den blev en fare for egne soldater.
Rom nægtede al tale om fred
Efter sejren ved Heraklea sluttede flere græske og latinske byer sig til Pyrrhus’ hær, der hurtigt voksede. Han hastede mod nord med sin styrke, mens han befriede den ene by efter den anden.
Pyrrhus håbede, at hans sejr ville overbevise romerne om, at det var bedst at indgå en fredsaftale. Men da fredstilbuddet blev fremlagt i Roms senat, rejste den gamle senator Appius Claudius sig ifølge Plutarch og tog ordet:
“Tro ikke, at I kan komme af med den fyr ved at gøre ham til jeres ven!” tordnede senatoren:
“Andre vil foragte jer og se jer som mænd, som enhver let kan undertrykke, hvis Pyrrhus får lov til at slippe afsted med sine fornærmelser ustraffet”.
Talen fik senatet til at bryde ud i klapsalver – Pyrrhus ville ingen fred få.
Den gamle senatoren Appius Claudius overbeviste med en flammende tale romerne om at de ikke måtte slutte fred med Pyrrhos.
For Pyrrhus, der var græker, kom Roms afvisning som en komplet overraskelse. I den græsktalende verden sluttede en fjende fred, når fjenden var blevet besejret.
Men sådan tænkte romerne ikke. For dem handlede hver krig om at kæmpe, indtil fjenden var udslettet, eller de selv gået under i forsøget.
Pyrrhus forsøgte dog igen at få en fredsaftale, da Roms udsending, Gaius Fabricius, kom til kongens lejr for at forhandle om udveksling af fanger.
Først tilbød Pyrrhus udsendingen guld. Da det ikke gjorde indtryk, forsøgte han at skræmme romeren ved at stille sin største elefant uden for det telt, hvor de forhandlede.
På signal fra kongen blev gardinet, der skjulte elefanten, pludselig trukket fra, hvorefter dyret stak sin lange snabel ind og udstødte et øredøvende trompetskrald. Ifølge Plutarch vendte Fabricius sig roligt og smilede til Pyrrhus:
“Dit guld imponerede mig ikke i går, og det gør dit bæst heller ikke i dag”.
Kort efter fik Pyrrhus besked om, at romerne havde indgået en fredsaftale med de norditalienske etruskere, som Rom længe havde ligget i krig med.
Pyrrhus blev rasende, for han havde håbet på at kunne angribe Rom sammen med etruskerne. Kongen kunne derfor ikke gøre andet end at trække sin hær tilbage til Tarentum og omgruppere.
Krigerkongen drager i felten igen
I foråret 279 drog Pyrrhus igen i felten med sin hær. Ved byen Ausculum stødte hans hær på 40.000 mand og 19 tilbageværende elefanter sammen med en tilsvarende romersk styrke.
Slagmarken var ujævn og fyldt med bakker og træer, og det viste sig hurtigt at være et problem for grækerne, der havde svært ved at bruge deres våben og taktikker ordentligt i det kuperede terræn.
I stedet udviklede slaget sig til bitre nærkampe mand mod mand omkring en lavvandet flod. Til Pyrrhus’ held blev det hurtigt mørkt, hvorefter hærene trak sig tilbage for natten.
For at undgå igen at skulle kæmpe i dårligt terræn beordrede Pyrrhus i ly af natten sin hær til at krydse floden, hvorefter han overrumplede de få romerske forposter.
På den romerske side af floden var der nemlig et stort, åbent stykke land, hvor Pyrrhus’ mænd kunne udnytte deres lange lanser optimalt.
Endnu en katastrofal sejr
Da solen stod op, var de to hære på hver 40.000 mand klar til at kæmpe på den åbne slette.
Pyrrhus’ infanteri formede igen en lang mur med tusinder af lanser rettet mod romerne, der modigt, men uden stor effekt, kastede sig mod grækerne. På begge flanker udkæmpede de to hæres kavaleri en udmattende kamp, som ingen af dem kunne få overtaget.
Langsomt begyndte de romerske soldaters forsøg på at bryde gennem grækernes lanse-mur dog at virke. Pyrrhus kunne se sin venstre flanke blive presset tilbage. Noget måtte der gøres.
På hver flanke havde Pyrrhus holdt halvdelen af sine elefanter i reserve, og den ene gruppe af disse sendte han nu frem for at støtte sin venstre fløj.
Som ved Heraklea fik synet og lugten af elefanterne det romerske kavaleri til at stikke af i vild galop, mens elefanterne satte kurs mod flanken af infanteriet. Men denne gang var romerne forberedt.
For at stoppe Pyrrhus’ elefanter havde de medbragt stridsvogne, der var udstyret med lange metalpigge og fyldt med soldater, der kastede spyd og brændende krukker efter elefanterne for at skræmme de store dyr.
De kostbare stridselefanter var nær gået tabt i kampen mod stridsvognene, men Pyrrhus havde været forudseende nok til at sende lette fodfolk med elefanterne, der med stenslynger og kastespyd fik afværget angrebet.
I et vildt angreb stormede elefanterne derefter mod fjendens infanteri, der i panik flygtede tilbage mod deres lejr.
Nu manglede Pyrrhus bare at sætte sit kavaleri ind, så de kunne løbe fjendens fodfolk over ende og fuldkommen knuse den romerske hær.
Men nu kom en rytter galoperende fra grækernes lejr, der netop var blevet angrebet af en mindre romersk styrke.
Da nyheden spredte sig til Pyrrhus’ hær, blev tropperne ramt af panik, for alle havde de deres ejendele liggende i lejren. Pyrrhus måtte derfor opgive kampen for at redde lejren.
Fik tilbudt to troner
Endnu en gang havde Pyrrhus besejret Roms hær, og igen havde sejren været dyrekøbt. 3.500 af hans bedste mænd var dræbt i slaget, og selvom romerne havde mistet det dobbelte antal, kunne de hurtigt erstatte de faldne tropper.
“Og de tabte ikke modet ved nederlag – nej, deres vrede gav dem tværtimod mere energi og beslutsomhed til at fortsætte krigen”, tilføjer Plutarch.
Pyrrhus måtte derimod indse, at hans hær blev mindre og mindre for hvert slag, han udkæmpede.
“En sejr mere som denne, og vi er fortabt”, råbte han desperat efter slaget.
Krigen mod Rom havde udviklet sig til en håbløs affære. Men netop da ankom nærmest samtidig to tilbud, som krigerkongen måtte overveje nøje.
Hjemme var den makedonske trone blevet ledig, og han blev nu opfordret til at overtage tronen.
Fra Sicilien kom bud fra den store græske by Syracusa, der var ved at blive løbet over ende af den nordafrikanske stat Karthago. Hvis Pyrrhus kom byen til undsætning, ville han til gengæld blive udråbt til konge over den rige ø.
I sidste ende valgte Pyrrhus Sicilien. Med tropper herfra kunne han forstærke sin hær og vende tilbage til det italienske fastland og én gang for alle knuse Rom.
Karthagos hær var ingen svær modstander for Pyrrhus’ veteraner, der på tre år knuste al modstand på Sicilien. Kun havnebyen Lilybaeum med sine stærke forsvarsværker holdt ud.
Karthago tilbød fred mod, at de fik lov til at beholde Lilybaeum som deres eneste by på Sicilien – et tilbud, Pyrrhus var villig til at acceptere, men hans sicilianske allierede nægtede.
Kongen var derfor tvunget til at indtage Lilybaeum, men byen blev forsynet fra havet af Karthagos flåde og kunne ikke erobres ved stormløb.
Pyrrhus måtte i stedet bygge sin egen flåde og begyndte derfor at inddrive skatter fra de sicilianske byer, hvilket fik dem til at gøre oprør.
Situationen på Sicilien var ved at være umulig for Pyrrhus, da han modtog bud fra fastlandet.
I hans fravær havde Rom underlagt sig hele Syditalien på nær Tarentum, og byen bad igen om hjælp. Pyrrhus forlod derfor det besværlige Sicilien for at vende tilbage til Italien.
Pyrrhus erobrede by efter by på Sicilien, men byen Lilybaeum viste sig umulig at indtage.
Fem års felttog endte bittert
I fem år kæmpede Pyrrhus mod Rom. De to første slag vandt han, men sejrene kostede ham dyrt i tropper. Efter et felttog på Sicilien tog han det endelige opgør med Rom – og indså, at fjenden var umulig at slå.
Elefanter knuser romerne (280 f.Kr.)
Ved Heraklea støder Pyrrhus’ hær for første gang sammen med Roms krigsmagt. I et tæt slag formår krigerkongen vha. sine elefanter til sidst at sende Roms hær på flugt, men det lykkedes ham ikke at udslette den.
Alliance skal sætte Rom skakmat (280 f.Kr.)
Pyrrhus marcherer mod Rom og satser på en alliance med etruskerne, der også ligger i krig med byen. Sammen skal de én gang for alle udrydde den voksende stormagt. Men Rom slutter fred med etruskerne, og Pyrrhus må vende om.
Endnu en dyr sejr (279 f.Kr.)
Efter at have overvintret i Italien samler Pyrrhus atter sin hær til kamp mod romerne. Ved byen Ausculum vinder han igen en dyrekøbt sejr. Roms hær er slået, men han har også selv mistet mange folk, der modsat de romerske tab ikke kan erstattes.
Militært kviksand på Sicilien (278 f.Kr.)
Den græske by Syrakus på Sicilien beder om hjælp mod Karthagos styrker på øen. Pyrrhus ser en mulighed for at erobre øen, hvorefter han kan vende tilbage til fastlandet med fornyet styrke. Krigen trækker ud, fordi Pyrrhus ikke kan erobre den stærkt befæstede by Lilybaeum.
Kongen giver op (275 f.Kr.)
Pyrrhus forlader Sicilien og møder den romerske hær ved Beneventum. Slaget ender uafgjort, men romerne har vundet en taktisk sejr. Pyrrhus indser, at han ikke kan besejre Rom, uanset hvor mange sejre han vinder. Kongen tager hjem.
Pyrrhus opgiver drømmen
I efteråret 276 f.Kr. vendte Pyrrhus tilbage til Tarentum med en hær på 20.000 mand og sine resterende elefanter. Og i foråret 275 f.Kr. drog kongen endnu en gang i felten mod romerne.
Mens Pyrrhus’ hær havde kæmpet på Sicilien, havde romerne imidlertid optrænet nye legioner, der stod klar til at kæmpe mod Pyrrhus’ talmæssigt underlegne hær.
Efter et blodigt slag ved byen Beneventum, der endte uden en klar sejrherre, måtte Pyrrhus indse, at der ikke var mere for ham at gøre i Italien. Romerne var ganske enkelt for stærke.
Selvom han ikke havde tabt et eneste slag, var han alligevel blevet besejret og måtte slukøret vende hjem til Epeiros. Drømmen om at skabe et stort, græsk rige i Italien var knust. Nu måtte grækerne i Syditalien klare sig selv.
I år 272 f.Kr. drog den hvileløse Pyrrhus for sidste gang ud på felttog. Målet var denne gang den græske halvø Peloponnes. Under en bykamp i byen Argos’ gader kastede en gammel kone en teglsten ud fra sin balkon.
Det tunge tegl ramte Pyrrhus i hovedet og dræbte den 47-årige feltherre på stedet. Umiddelbart efter erobrede romerne Tarentum i Italien og solgte som hævn 30.000 af byens indbyggere som slaver.
Kleopatra forsøgte at spille romerne ud mod hinanden. Da planen mislykkedes, begik dronningen selvmord.
Rom opslugte de græske riger ét efter ét
Da Pyrrhus viste sig ude af stand til at knuse Rom, fik romerne frit spil til at overtage hele Italien. De andre græske riger var så optagede af deres interne magtkampe, at de overså den voksende trussel fra vest.
I 168 f.Kr. knuste romerne selve Makedonien i slaget ved Pydna, og året efter blev også Pyrrhus’ kongerige, Epeiros, løbet over ende.
I de følgende år gik det stærkt. Det mægtige Seleukide-rige blev erobret af romerne bid for bid, indtil den sidste rest blev indlemmet i Romerriget i år 64 f.Kr.
Det sidste græske storrige var Ptolemæer-riget, som blev overtaget af romerne i år 30 f.Kr., efter at rigets sidste hersker – den berømte Kleopatra – havde taget livet af sig selv.