Krigsgal konge fører Sverige mod afgrunden

Men skaden er så alvorlig, at Karl ikke kan ride, og da slaget ved Poltava bryder ud den 8. juli, må krigerkongen transporteres rundt på en båre mellem to heste. Desillusioneret følger han det svenske angreb fejle. De 16.000 angrebstropper i den svenske hær løber storm mod en mur af 42.000 russere. Skytset fra russernes 86 kanoner hagler ned over svenskerne, der panisk flygter i alle retninger.

“Svenskere! Svenskere!” råber Karl desperat fra båren for at få styr på tropperne, men “selv ikke Djævlen kunne få dem til at holde stand”, som en general bemærker.

Også kongens liv er i fare. Fjendens kugler dræber 21 af hans 24 personlige livvagter, og granatsplinter river hans båre itu. I stor smerte får kongen kæmpet sig op på en hest, som i samme øjeblik bliver skudt og falder død til jorden. En af de overlevende livvagter giver kongen sin hest, og mens kuglerne fyger om ørerne på ham, galoperer Karl væk fra blodbadet.

Krigerkongen har tabt sit første slag, og skammen er så stor, at han ikke har lyst til at drage hjem til Sverige foreløbig. I stedet flygter han mod syd. Mens undersåtterne lider under sult og fattigdom derhjemme, kan kongen se frem til at nyde et langt luksusophold under sydlige himmelstrøg.

Kongen bliver vel modtaget

Mens ligene fra den svenske hær ligger tilbage i tusinder på slagmarken ved Poltava, flygter Karl med knap 3.000 mand mod syd. Foruden Rusland ligger Sverige også i krig med Sachsen-Polen, og med zar Peters soldater i hælene har Karl ikke mange andre muligheder end at ride mod Osmannerriget, der bugter sig langs Ruslands sydvestlige grænse.

Det tyrkiske sultandynasti bryder sig på ingen måde om russerne, så Karl ved, at han givetvis er velkommen her. I den brændende sommersol krydser kongen og hans følge Dnepr-floden og fortsætter over stepperne mod sydvest.

I dagtimerne hagler sveden af mændene, så de hver aften må vride deres trekantede tricorne-hatte. Omvendt er nætterne så kølige, at mændene pakker sig godt ind i deres blå frakker for at holde varmen.

I sensommeren – efter ca. 40 dage på flugt – når Karl omsider grænsen til Osmannerriget, hvor han bliver standsmæssigt modtaget.

For den tyrkiske sultan, Ahmed 3., er det en ære at modtage den fornemme gæst. Ikke alene er Karl konge, svenskeren er også berømt for sine krigsmeritter, hvor han under Den Store Nordiske Krig har vundet store sejre over Danmark, Sachsen, Polen og Rusland.

Sultanen har derfor bedt den lokale pasha – områdets øverste embedsmand – om at byde monarken varmt velkommen og bringe ham til fæstningen i Bender i Moldavien, der er en af rigets vigtigste borge. Mindre begejstrede er tyrkerne over, at næsten to tredjedele af Karls følge er kosakker, der selvom de kæmper under svensk fane er kendt for at tjene zaren.

Læs også: Bernadottes fantastiske karriere: Fra rekrut til konge af Sverige

Den svenske konge er godt tilfreds med sit asyl, hvor de såkaldte janitsharer – sultanens elitesoldater – står parate med flintebøsser og krumsabler for at beskytte rigets fornemme gæst. Efter sin ankomst skriver regenten hjem til sin lillesøster, Ulrika Eleonora, for at gøre status over 1709.

“Her går alt godt. Kun sidst på året og kun pga. specielle omstændigheder løb hæren desværre ind i tab, som jeg håber at kunne udbedre inden for kort tid”, lyder den noget forskønnede melding fra Karl.

I virkeligheden har kongen ikke synderlig travlt, for livet som sultanens gæst er en konge værdigt.

Svensk koloni skyder op

I den første tid i Bender bor Karl i byens fæstning, hvor enkelte af rummene er prydet med ægte tæpper og opulente gardiner, sådan som osmannerne kan lide det. Efter kort tid opretter svenskerne også en lejr på en odde uden for borganlægget. Tyrkerne har ellers advaret gæsterne om, at stedet ofte bliver oversvømmet, men først da flodvandet strømmer ind i Karls hytte, lytter kongen.

I stedet får Karl tildelt et stort område nord for Bender, hvor byggeriet snart går i gang. Byggepladsen genlyder af økser, hakker og skovle, mens kongens nye toetagers mini-palæ skyder op.

Ved siden af sin personlige residens lader Karl en kancelli-bygning opføre, mens mændene i hans livgarde og hærens officerer får gemakker i nærliggende huse. De menige soldater må tage til takke med telte.

Den svenske regent drømmer ikke om at spare, og i begyndelsen får han hjælp. Sultanen deler godvilligt ud af byggematerialer og luksusvarer.

Ved en lejlighed får Karl 25 pragthingste med det ædleste udstyr, og sultanen køber endda et kuld tilfangetagne svenske kvinder fri af den russiske zar, så tyrkerens nordiske gæster har nogle landsmænd at hygge sig med.

Men da sultanen efterhånden må indse, at hans royale bekendtskab ikke har i sinde at forlade Bender foreløbig, smækker den osmanniske guldkiste i.

Karl tager dog ikke situationen så tungt. Hjemme i Sverige har kongen altid brugt statskassen til at betale for personlige forlystelser, og i Moldavien spenderer han også løs af hjemlandets penge.

Først tømmer han pengekisterne, han har haft med på sit ruslandstogt. Derefter begynder han uden skrupler at tage lån hos tyrkiske handelsfolk og rigmænd. Blot et halvt år efter sin ankomst til Bender har kongen sendt gældsbreve på i alt 216.288 riksdaler hjem til Sverige – svarende til en tyvendedel af landets årlige skatteindtægter.

Frås er hverdagskost

Pengene går til at holde hof i syden. Den kongelige enklave huser pager, lakajer, barberer, bagere, kogemestre, kokke og taffeldækkere samt feltkommissærer, trompeterer, paukeslagere og stalddrenge.

Hver dag afholdes der kongetaffel og marskaltaffel, hvor kongen og hans mænd mæsker sig i luksusmad inspireret af osmanniske traditioner. Svenskerne forelsker sig i tyrkernes kødboller og kåldolmere i en sådan grad, at de senere bringer de eksotiske måltider med sig til hjemlandet, hvor de bliver til svenske nationalretter.

Nogle gange får kongen også serveret lækkerier på det fineste sølvtøj i sovekammeret, hvor han slænger sig på svenskblå silkelagener. Modsat sine soldater nyder han dog hverken vin eller kvinder.

Alkoholen har Karl lagt på hylden, efter at han i sin ungdom skejede lidt for meget ud, når han drak, og kvindeligt selskab gør den lidet tiltrækkende monark utryg. At regenten netop på disse to punkter er afholdsmand, giver blot respekt i det muslimske rige. Osmannerne kommer fra nær og fjern for at møde den berømte krigerkonge, og flere af de tilrejsende tilslutter sig endda hans hær.

Den svenske koloni vokser støt – ikke mindst fordi spædbørnenes gråd også er begyndt at lyde ud over området, efter at de svenske kvinder er kommet til. Minisamfundet får snart navnet Karlstad efter kongen.

KIG IND I KARLS SVENSKE KOLONI

Hjemlandet kæmper uden kongen

Alt imens Karl hygger sig i Moldavien, er Sverige plaget af krise. År med misvækst har skabt nød i landområderne, og sultende mennesker slæber sig til Stockholm i håb om at få noget at spise. Den svenske statskasse er slunken – og det hele bliver kun værre af eksilkongens mange veksler.

Også politisk er svenskerne i knæ. Rigsdagen er havnet i en prekær situation, fordi det komplicerer alle beslutninger, at kongen befinder sig 3.000 km væk. I princippet skal Karl med på råd, men svenskerne i Stockholm kan sjældent vente på, at et brev bliver fragtet tværs gennem det krigsplagede Europa.

Sveriges fjender står i kø for at udnytte landets porøse tilstand – ikke mindst efter at modstanderne har set Karls superhær smuldre ved Poltava. Danskerne sejler over Øresund og trænger ind i Skåne, men den svenske feltherre Magnus Stenbock klarer i marts 1710 skærene for svenskerne og sender danskerne retur over sundet. I de baltiske egne tromler russerne samme år ind over de svenske besiddelser og får kontrol over Estland og dele af Letland.

Hjemlandets nød får imidlertid ikke Karl til at haste hjem.

“Jeg håber, at de vanskeligheder, som Sverige har haft i nogen tid nu, snarligt vil forsvinde helt med Guds hjælp, hvis bare man i Sverige holder modet oppe. Selvom det ser slemt ud lige nu, tror jeg dog, at hvis vi blot sætter lid til Herrens nåde og velsignelse, kan Sverige igen opnå bedre resultater næste år og vende tilbage til tidligere tiders storhed”, skriver Karl til sin lillesøster i december 1710.

Rigsdagen – som nærer mindre tiltro til Guds velvilje – tigger kongen om at få lov til at forhandle fred med landets modstandere. Den svenske hær mangler desperat materiel, da der ikke er penge nok til at støbe kanoner, reparere flåden og skaffe nye skydevåben. Soldater er efterhånden også en mangelvare.

Men Karls svar fra luksuseksilet er soleklart: Enhver form for fredsforhandling er udelukket.

Ny krig indgyder håb

Kong Karl 12.s evige hunger efter en god krig spiller givetvis ind i hans veto mod at slutte fred. Han ved, at hvis han indgår en fredstraktat, vil han ikke kunne vinde de tabte territorier tilbage, og han er besat af at leve op til sit renommé som en legendarisk krigskonge. Skammen over at have tabt ved Poltava sidder stadig i ham, og han ønsker ikke at vende hjem, før situationen er udbedret.

Karl overtaler derfor sultanen til at trække sablerne mod fællesfjenden Rusland. I sommeren 1711 marcherer en osmannisk hær på 100.000 mand mod Rusland. Zar Peter – som givetvis er blevet overmodig efter sejren ved Poltava – lader en langt mindre styrke ride fjenden i møde. Letsindet koster. Ved floden Prut omringer de tyrkiske styrker zarens hær.

I Bender jubler Karl. Kongen, hvis fod er helet, springer på sin hest og rider de godt 100 km til Prut, hvor storvesiren – sultanens stedfortræder – forhandler med de pressede russere.

Karl ønsker at påvirke forhandlingerne i positiv retning for Sverige – måske kan Rusland endda blive tvunget til at rømme de svenskbesatte egne ved Østersøen.

Sveriges regent bliver dog slemt skuffet. En fred er allerede indgået, da han træder ind i storvesirens telt. Kongen raser over, at tyrkerne har ladet russerne slippe alt for billigt og slet ikke har tilgodeset Sverige.

“Man bemærkede, at storvesiren blev bleg”, skriver Karls tolk i sin dagbog.

Men vesiren er dog ikke mere rystet, end at han køligt slår fast, at en tyrkisk hær har sejret, ikke en svensk, så Karl har ingen ret til at kræve noget. Storvesiren har endda i fredstraktaten sørget for, at zar Peter garanterer sikker passage for den svenske konge, så han omsider kan komme hjem til Sverige.

Luksuslivet lokker mere end Sverige

Karl har fortsat ingen lyst til at rejse hjem. Han lever det søde liv i Bender, hvor han hver morgen afholder en religiøs ceremoni, inden han træner med sine soldater og muntrer sig med halsbrækkende rideture. Resten af dagen går med at spise eksotiske måltider og drikke kaffe.

Kongen bliver i sit luksuseksil, hvorfra han gang på gang forsøger at overtale tyrkerne til igen at erklære Rusland krig. Da Karl beder om endnu et stort lån, får sultan Ahmed og den lokale pasha i Bender nok: De er færdige med svenskekongens politiske rævekager, hans utaknemmelighed og hans nasseri.

Den svenske regent får klar besked om at rejse hjem. Da han i januar 1713 endnu ikke er begyndt at pakke sit habengut sammen, omringer 4.000 tyrkere og tartarer derfor området foran kongens hovedkvarter, så forsyninger ikke kan komme ind. Men den slags trusler bider ikke på krigerkongen.

“Hvis nogen har været gæst i så lang tid, kan de ikke blive drevet væk som kvæg. Vi er klar til at modstå enhver, der ønsker at angribe os”, erklærer Karl, mens hans soldater begynder at sikre hovedkvarteret med interimistiske palisader af trækvogne og tønder fyldt med jord.

Svenskerne formoder, at et angreb er nært forestående.

Tyrkerne angriber svenskerne

Om formiddagen den 1. februar 1713 er Karl i gang med sin daglige ceremoni, da lyden af brølende mænd pludselig bryder den højtidelige ro. Sultanens janitsharer stormer frem mod svenskernes sårbare skanser.

Uden synderligt besvær slår tyrkerne hul i forsvarsværket, og de fleste svenske soldater kaster hurtigt våbnene. Men ikke Karl og hans livvagter. De trækker deres sværd og pistoler og svinger sig op på hestene.

“De, som stadig besidder mod og loyalitet i deres hjerte, følg mig! Vi vil kæmpe pro aris et focis (for alter og arne, dvs. for hus og hjem, red.)!” brøler kongen.

Karls mænd tæller dog kun ca. 40, og de er oppe imod tusinder. Tyrkerne har ordrer om at fange kongen levende, så de forsøger ihærdigt at trække monarken ned fra hesten, mens svenskerne skyder dem på stribe.

En pistol affyres tæt på Karls halvskaldede hoved og svitser huden sort.

Angriberne er så mange, at kongen og hans livgarde ikke ser anden mulighed end at forskanse sig i Karls toetagers hus. En gruppe tyrkiske soldater er dog allerede i gang med at plyndre det kostbare inventar, så svenskerne må først nedkæmpe indtrængerne. Snart er stueetagen fuld af pistolrøg, og det er svært at skelne ven fra fjende.

Ud af røgen kaster tre tyrkere sig frem mod kongen, men Karls trofaste livvagt, Axel Erik Roos, skyder de to, mens kongen selv spidder den sidste.

“Roos, er det Dem, der har reddet mig?” når Karl lige at sige, inden han iler mod sit sovekammer, hvor han undervejs når at stikke sin kårde gennem to mand på én gang, så spidsen af kården borer sig ind i væggen.

Ildpile afslutter belejringen

Omsider får svenskerne bugt med alle tyrkerne inde i huset. Blåfrakkerne barrikaderer nu døre og vinduer, men efterlader skydeskår, hvorfra de kan nedlægge nye angribere med karabiner. Roos er imponeret over sin regent, der nægter at resignere trods sine sår.

“På dette tidspunkt blødte kongen fra næsen og kinden. En las af øret manglede, og en kugle havde snittet ham. Hans venstre hånd var slemt skåret op mellem tommelen og pegefingeren, fordi han havde afværget et tyrkisk sværd ved at gribe om fjendens klinge med sine bare hænder”, beretter livvagten.

Janitsharerne har dog nøglen til at tvinge svenskerne ud. Deres bueskytter skyder pile med brændende halmknolde op på bygningens tag, og da den brændende trækonstruktion er ved at brase sammen, har Karl og hans mænd intet valg.

Med hævede sværd stormer de ud ad hovedindgangen, men uheldet vil, at Karl i sin iver snubler, og janitsharerne overmander ham prompte.

Roos og de andre livvagter overgiver sig, da de ser deres konge blive slæbt væk, og nogle dage senere bliver han transporteret til Adrianopel i hjertet af Osmannerriget, hvor en fængselscelle venter. En af Karls officerer er sønderknust:

“Hvilket melankolsk syn det var for mig, der tidligere havde set denne hersker vinde sine største sejre og indgyde rædsel i nærmest hele Europa, at se ham falde så dybt og være til spot og spe for tyrkere og vantro”.

Frisk fyr med paryk stikker af

I omtrent et år ligger kong Karl nedtrykt på en madras i sin celle. Selv i sit fangenskab må kongen dog gerne spille skak med sine landsmænd, diktere breve og modtage ambassadører. Derfor holder han sig også ajour med situationen i Sverige, men det er først, da han erfarer, at magtfulde adelsfolk ønsker at afsætte ham og indsætte hans søster som rigsforstanderinde, at krigerkongen vågner af sin trance.

Pludselig vil han gerne hjem, og tyrkerne – som har ventet længe på den melding – stiller et lille følge til rådighed. Efter omkring fem år i eksil, uden at udrette noget, sætter Karl kursen nordpå. Hans gæld er nu på 1,1 mio. daler sølv, og da han ikke kan betale sine kreditorer, inviterer han dem med sig hjem til Sverige.

Optoget med pantelånere og fallerede handelsfolk er dog så opsigtsvækkende, at Karl undervejs stikker af fra sit følge. Med blot to ledsagere rider kongen gennem fjendtligt territorium iført brun paryk under dæknavnet Peter Frisk.

Karl når hjem til Sverige i god behold. Befolkningen i hjemlandet håber på fred, men kongen vil ikke høre tale om at forsone sig med sine fjender. I stedet for at nyligt indførte skatter bruges på at genopbygge Sverige, går pengene til flere krige. Først i 1718 slutter Karls krigseskapader, da han under et felttog i Norge bliver ramt i tindingen. Den 36-årige krigerkonge dør på stedet – efter 21 år på tronen.

Sidenhen er Karl 12.s sære adfærd af mange blevet betegnet som årsagen til det svenske stormagtsvældes undergang. Frederik den Store af Preussen, der i 1700-tallet skrev flere samtidshistoriske værker, hører til blandt de skarpeste kritikere af krigerkongen, som valgte at gå i eksil, da hjemlandet havde allermest brug for ham:

“Når man prøver at karakterisere denne mærkelige monark, vil man finde ham mere tapper end dygtig, mere virksom end forsigtig og mere ledet af sine lidenskaber end af sand interesse for sit land”.