Slaget ved Poltava – Karl 12.

Krigsgal konge fører Sverige mod afgrunden

Karl 12. rider altid i front i krig, men kongens letsindighed koster Sverige sin position som stormagt. I stedet for at stille op til kritik flygter han i 1709 på luksusferie hos osmannernes sultan.

Karl 12. rider altid i front i krig, men kongens letsindighed koster Sverige sin position som stormagt. I stedet for at stille op til kritik flygter han i 1709 på luksusferie hos osmannernes sultan.

www.battle.poltava.ua

Karl 12. er som altid i godt humør, da han inspicerer tropperne ved Poltava i Ukraine i sommeren 1709. Den svenske regent elsker kamp og krig, og han ser frem til at knuse zar Peter den Stores hær.

I ni år er Karl gået fra sejr til sejr i Den Store Nordiske Krig (1700-1721), og selvom kongen ved Poltava står over for en stor og veltrænet hær, strutter han af selvtillid – det til trods for at svenskerne har mistet titusinder af soldater og heste til sygdom og sult, mens de i halvandet år har jagtet fjenden rundt på de enorme russiske vidder.

Under en inspektionsrunde nær en flodbred går det galt for Karl. En kugle rammer kongens hæl og skærer sig vej gennem foden, inden den forsvinder ud gennem storetåen. Såret er grimt, men i tre stive timer insisterer regenten på at ride videre, inden han bleg vender tilbage til sit hovedkvarter. Hans vanlige macho-manerer fortsætter dog, da hærens feltskærer gør klar til at skære i foden, så en mellemfodsknogle kan fjernes:

“Skær løs! Skær løs! Det skader ikke!” opmuntrer kongen.

“Selv ikke Djævlen kunne få dem til at holde stand”. General om de flygtende svenskere under slaget ved Poltava.

Men skaden er så alvorlig, at Karl ikke kan ride, og da slaget ved Poltava bryder ud den 8. juli, må krigerkongen transporteres rundt på en båre mellem to heste. Desillusioneret følger han det svenske angreb fejle. De 16.000 angrebstropper i den svenske hær løber storm mod en mur af 42.000 russere. Skytset fra russernes 86 kanoner hagler ned over svenskerne, der panisk flygter i alle retninger.

“Svenskere! Svenskere!” råber Karl desperat fra båren for at få styr på tropperne, men “selv ikke Djævlen kunne få dem til at holde stand”, som en general bemærker.

Også kongens liv er i fare. Fjendens kugler dræber 21 af hans 24 personlige livvagter, og granatsplinter river hans båre itu. I stor smerte får kongen kæmpet sig op på en hest, som i samme øjeblik bliver skudt og falder død til jorden. En af de overlevende livvagter giver kongen sin hest, og mens kuglerne fyger om ørerne på ham, galoperer Karl væk fra blodbadet.

Krigerkongen har tabt sit første slag, og skammen er så stor, at han ikke har lyst til at drage hjem til Sverige foreløbig. I stedet flygter han mod syd. Mens undersåtterne lider under sult og fattigdom derhjemme, kan kongen se frem til at nyde et langt luksusophold under sydlige himmelstrøg.

Karl 12. som ung

Fra en tidlig alder stod det klart, at Karl var mere interesseret i krig end i boglige studier.

© Album/Fine Art Images/Imageselect

Krigsgal knægt endte på tronen

Fra han kunne holde et sværd i hånden, elskede unge Karl sport og kamp. Da den krigsglade prins overtog kronen som 15-årig, rustede han sig selv til et liv som monark i felten.

Karl blev født i 1682, og allerede i hans unge år stod det klart, at han ikke var nogen stor begavelse. Prinsen havde svært ved skolearbejdet og koncentrerede sig i stedet om at blive kriger, selvom han med sin ranglede statur ikke var nogen supersoldat fra naturens side.

Prinsen elskede sport, og han kastede sig ud i farlige ride-manøvrer og sværdkampe. Karl lagde vægt på at fremtræde som en hård mand, mens han blev oplært som feltherre.

Allerede som 14-årig døde Karls far, og en formynderregering blev dannet. Men det stod hurtigt klart, at teenageren ville regere enevældigt. Han kronede sig selv i en alder af 15 uden at indgå en håndfæstning med adelen, og han kaldte ikke råd sammen i sine første tre år som konge.

I stedet fyldte han dagen med kamp og ballade. Under en militærforlystelse døde flere soldater til fryd for drengekongen, som belønnede soldaterkammeraterne med to dukater. Sov Karl i et lavloftet rum, stak han sværdspidsen i loftet, så sværdfæstet var lige ved hånden.

Kongen bliver vel modtaget

Mens ligene fra den svenske hær ligger tilbage i tusinder på slagmarken ved Poltava, flygter Karl med knap 3.000 mand mod syd. Foruden Rusland ligger Sverige også i krig med Sachsen-Polen, og med zar Peters soldater i hælene har Karl ikke mange andre muligheder end at ride mod Osmannerriget, der bugter sig langs Ruslands sydvestlige grænse.

Det tyrkiske sultandynasti bryder sig på ingen måde om russerne, så Karl ved, at han givetvis er velkommen her. I den brændende sommersol krydser kongen og hans følge Dnepr-floden og fortsætter over stepperne mod sydvest.

I dagtimerne hagler sveden af mændene, så de hver aften må vride deres trekantede tricorne-hatte. Omvendt er nætterne så kølige, at mændene pakker sig godt ind i deres blå frakker for at holde varmen.

I sensommeren – efter ca. 40 dage på flugt – når Karl omsider grænsen til Osmannerriget, hvor han bliver standsmæssigt modtaget.

“Her går alt godt. Kun sidst på året og kun pga. specielle omstændigheder løb hæren desværre ind i tab, som jeg håber at kunne udbedre inden for kort tid”. Karl 12. i et brev til sin søster efter nederlaget ved Poltava.

For den tyrkiske sultan, Ahmed 3., er det en ære at modtage den fornemme gæst. Ikke alene er Karl konge, svenskeren er også berømt for sine krigsmeritter, hvor han under Den Store Nordiske Krig har vundet store sejre over Danmark, Sachsen, Polen og Rusland.

Sultanen har derfor bedt den lokale pasha – områdets øverste embedsmand – om at byde monarken varmt velkommen og bringe ham til fæstningen i Bender i Moldavien, der er en af rigets vigtigste borge. Mindre begejstrede er tyrkerne over, at næsten to tredjedele af Karls følge er kosakker, der selvom de kæmper under svensk fane er kendt for at tjene zaren.

Læs også: Bernadottes fantastiske karriere: Fra rekrut til konge af Sverige

Den svenske konge er godt tilfreds med sit asyl, hvor de såkaldte janitsharer – sultanens elitesoldater – står parate med flintebøsser og krumsabler for at beskytte rigets fornemme gæst. Efter sin ankomst skriver regenten hjem til sin lillesøster, Ulrika Eleonora, for at gøre status over 1709.

“Her går alt godt. Kun sidst på året og kun pga. specielle omstændigheder løb hæren desværre ind i tab, som jeg håber at kunne udbedre inden for kort tid”, lyder den noget forskønnede melding fra Karl.

I virkeligheden har kongen ikke synderlig travlt, for livet som sultanens gæst er en konge værdigt.

Slaget ved Poltava – Karl 12.

Efter nederlaget ved Poltava havde Karl 12. brug for at slippe væk fra det hele. Hans svar blev et besøg hos den osmanniske sultan.

© www.battle.poltava.ua

Svensk koloni skyder op

I den første tid i Bender bor Karl i byens fæstning, hvor enkelte af rummene er prydet med ægte tæpper og opulente gardiner, sådan som osmannerne kan lide det. Efter kort tid opretter svenskerne også en lejr på en odde uden for borganlægget. Tyrkerne har ellers advaret gæsterne om, at stedet ofte bliver oversvømmet, men først da flodvandet strømmer ind i Karls hytte, lytter kongen.

I stedet får Karl tildelt et stort område nord for Bender, hvor byggeriet snart går i gang. Byggepladsen genlyder af økser, hakker og skovle, mens kongens nye toetagers mini-palæ skyder op.

Ved siden af sin personlige residens lader Karl en kancelli-bygning opføre, mens mændene i hans livgarde og hærens officerer får gemakker i nærliggende huse. De menige soldater må tage til takke med telte.

Den svenske regent drømmer ikke om at spare, og i begyndelsen får han hjælp. Sultanen deler godvilligt ud af byggematerialer og luksusvarer.

Karl 12. i Bender

Osmannerne blev hurtigt trætte af deres svenske gæst og hans dyre vaner.

© Fine Art Images/Imageselect

Ved en lejlighed får Karl 25 pragthingste med det ædleste udstyr, og sultanen køber endda et kuld tilfangetagne svenske kvinder fri af den russiske zar, så tyrkerens nordiske gæster har nogle landsmænd at hygge sig med.

Men da sultanen efterhånden må indse, at hans royale bekendtskab ikke har i sinde at forlade Bender foreløbig, smækker den osmanniske guldkiste i.

Karl tager dog ikke situationen så tungt. Hjemme i Sverige har kongen altid brugt statskassen til at betale for personlige forlystelser, og i Moldavien spenderer han også løs af hjemlandets penge.

Først tømmer han pengekisterne, han har haft med på sit ruslandstogt. Derefter begynder han uden skrupler at tage lån hos tyrkiske handelsfolk og rigmænd. Blot et halvt år efter sin ankomst til Bender har kongen sendt gældsbreve på i alt 216.288 riksdaler hjem til Sverige – svarende til en tyvendedel af landets årlige skatteindtægter.

Frås er hverdagskost

Pengene går til at holde hof i syden. Den kongelige enklave huser pager, lakajer, barberer, bagere, kogemestre, kokke og taffeldækkere samt feltkommissærer, trompeterer, paukeslagere og stalddrenge.

Hver dag afholdes der kongetaffel og marskaltaffel, hvor kongen og hans mænd mæsker sig i luksusmad inspireret af osmanniske traditioner. Svenskerne forelsker sig i tyrkernes kødboller og kåldolmere i en sådan grad, at de senere bringer de eksotiske måltider med sig til hjemlandet, hvor de bliver til svenske nationalretter.

Nogle gange får kongen også serveret lækkerier på det fineste sølvtøj i sovekammeret, hvor han slænger sig på svenskblå silkelagener. Modsat sine soldater nyder han dog hverken vin eller kvinder.

Alkoholen har Karl lagt på hylden, efter at han i sin ungdom skejede lidt for meget ud, når han drak, og kvindeligt selskab gør den lidet tiltrækkende monark utryg. At regenten netop på disse to punkter er afholdsmand, giver blot respekt i det muslimske rige. Osmannerne kommer fra nær og fjern for at møde den berømte krigerkonge, og flere af de tilrejsende tilslutter sig endda hans hær.

Den svenske koloni vokser støt – ikke mindst fordi spædbørnenes gråd også er begyndt at lyde ud over området, efter at de svenske kvinder er kommet til. Minisamfundet får snart navnet Karlstad efter kongen.

KIG IND I KARLS SVENSKE KOLONI

Hjemlandet kæmper uden kongen

Alt imens Karl hygger sig i Moldavien, er Sverige plaget af krise. År med misvækst har skabt nød i landområderne, og sultende mennesker slæber sig til Stockholm i håb om at få noget at spise. Den svenske statskasse er slunken – og det hele bliver kun værre af eksilkongens mange veksler.

Også politisk er svenskerne i knæ. Rigsdagen er havnet i en prekær situation, fordi det komplicerer alle beslutninger, at kongen befinder sig 3.000 km væk. I princippet skal Karl med på råd, men svenskerne i Stockholm kan sjældent vente på, at et brev bliver fragtet tværs gennem det krigsplagede Europa.

Sveriges fjender står i kø for at udnytte landets porøse tilstand – ikke mindst efter at modstanderne har set Karls superhær smuldre ved Poltava. Danskerne sejler over Øresund og trænger ind i Skåne, men den svenske feltherre Magnus Stenbock klarer i marts 1710 skærene for svenskerne og sender danskerne retur over sundet. I de baltiske egne tromler russerne samme år ind over de svenske besiddelser og får kontrol over Estland og dele af Letland.

“Hvis nogen har været gæst i så lang tid, kan de ikke blive drevet væk som kvæg. Vi er klar til at modstå enhver, der ønsker at angribe os”. Karl 12., da tyrkerne omringer hans koloni.

Hjemlandets nød får imidlertid ikke Karl til at haste hjem.

“Jeg håber, at de vanskeligheder, som Sverige har haft i nogen tid nu, snarligt vil forsvinde helt med Guds hjælp, hvis bare man i Sverige holder modet oppe. Selvom det ser slemt ud lige nu, tror jeg dog, at hvis vi blot sætter lid til Herrens nåde og velsignelse, kan Sverige igen opnå bedre resultater næste år og vende tilbage til tidligere tiders storhed”, skriver Karl til sin lillesøster i december 1710.

Rigsdagen – som nærer mindre tiltro til Guds velvilje – tigger kongen om at få lov til at forhandle fred med landets modstandere. Den svenske hær mangler desperat materiel, da der ikke er penge nok til at støbe kanoner, reparere flåden og skaffe nye skydevåben. Soldater er efterhånden også en mangelvare.

Men Karls svar fra luksuseksilet er soleklart: Enhver form for fredsforhandling er udelukket.

Ny krig indgyder håb

Kong Karl 12.s evige hunger efter en god krig spiller givetvis ind i hans veto mod at slutte fred. Han ved, at hvis han indgår en fredstraktat, vil han ikke kunne vinde de tabte territorier tilbage, og han er besat af at leve op til sit renommé som en legendarisk krigskonge. Skammen over at have tabt ved Poltava sidder stadig i ham, og han ønsker ikke at vende hjem, før situationen er udbedret.

Karl overtaler derfor sultanen til at trække sablerne mod fællesfjenden Rusland. I sommeren 1711 marcherer en osmannisk hær på 100.000 mand mod Rusland. Zar Peter – som givetvis er blevet overmodig efter sejren ved Poltava – lader en langt mindre styrke ride fjenden i møde. Letsindet koster. Ved floden Prut omringer de tyrkiske styrker zarens hær.

I Bender jubler Karl. Kongen, hvis fod er helet, springer på sin hest og rider de godt 100 km til Prut, hvor storvesiren – sultanens stedfortræder – forhandler med de pressede russere.

Svensk hær 1700-tallet

Sverige havde en af Europas mest veltrænede og effektive hære i begyndelsen af 1700-tallet.

© Shutterstock

Kongen vandt sejre på stribe

Sverige var en magtfaktor i Nordeuropa i år 1700, men Karl 12. ville have mere. Han erobrede store landområder i begyndelsen af Den Store Nordiske Krig – godt hjulpet på vej af dygtige feltherrer.

Juli 1700 – Karl overrumpler danskerne

Mens et hertugoprør i Holsten tvinger den danske hær sydpå, går Karl i land ved Humlebæk og truer København. Angrebet er frækt og sker uden krigserklæring. Efter pres fra England og Holland stopper Karl aktionen.

© runeberg.org/dcateckn/0082

November 1700 – russerne får klø ved Narva

Karl knuser en fire gange så stor russisk hær ved Narva, da svenskerne angriber, mens en snestorm fyger ind i ansigtet på fjenden. Snemasserne skaber kaos blandt de russiske tropper, der bliver dræbt i tusindvis.

© Bodil Karlsson/Nationalmuseum, Stockholm

Juli 1701 – kongen krydser flod i kanonbåd

Efter at have bygget både og svære stykpramme udstyret med kanoner krydser den svenske hær Daugava-floden nær Riga. “Nu er vi her!” råber Karl, inden svenskerne driver den polsk-saksiske hær på flugt.

© www.bukowskis.com

Juli 1702 – polakker får prygl ved Kliszów

Med en hær halvt så stor som fjendens angriber Karl ved Kliszów. Han driver den polsk-saksiske konge, August den Stærke, på flugt, og de næste fire år vinder Karl flere sejre i Polen.

© Muzeum Wojska Polskiego w Warszawie

Karl ønsker at påvirke forhandlingerne i positiv retning for Sverige – måske kan Rusland endda blive tvunget til at rømme de svenskbesatte egne ved Østersøen.

Sveriges regent bliver dog slemt skuffet. En fred er allerede indgået, da han træder ind i storvesirens telt. Kongen raser over, at tyrkerne har ladet russerne slippe alt for billigt og slet ikke har tilgodeset Sverige.

“Man bemærkede, at storvesiren blev bleg”, skriver Karls tolk i sin dagbog.

Men vesiren er dog ikke mere rystet, end at han køligt slår fast, at en tyrkisk hær har sejret, ikke en svensk, så Karl har ingen ret til at kræve noget. Storvesiren har endda i fredstraktaten sørget for, at zar Peter garanterer sikker passage for den svenske konge, så han omsider kan komme hjem til Sverige.

Luksuslivet lokker mere end Sverige

Karl har fortsat ingen lyst til at rejse hjem. Han lever det søde liv i Bender, hvor han hver morgen afholder en religiøs ceremoni, inden han træner med sine soldater og muntrer sig med halsbrækkende rideture. Resten af dagen går med at spise eksotiske måltider og drikke kaffe.

Kongen bliver i sit luksuseksil, hvorfra han gang på gang forsøger at overtale tyrkerne til igen at erklære Rusland krig. Da Karl beder om endnu et stort lån, får sultan Ahmed og den lokale pasha i Bender nok: De er færdige med svenskekongens politiske rævekager, hans utaknemmelighed og hans nasseri.

“De, som stadig besidder mod og loyalitet i deres hjerte, følg mig!” Karl 12.s kampråb, da tyrkerne angriber.

Den svenske regent får klar besked om at rejse hjem. Da han i januar 1713 endnu ikke er begyndt at pakke sit habengut sammen, omringer 4.000 tyrkere og tartarer derfor området foran kongens hovedkvarter, så forsyninger ikke kan komme ind. Men den slags trusler bider ikke på krigerkongen.

“Hvis nogen har været gæst i så lang tid, kan de ikke blive drevet væk som kvæg. Vi er klar til at modstå enhver, der ønsker at angribe os”, erklærer Karl, mens hans soldater begynder at sikre hovedkvarteret med interimistiske palisader af trækvogne og tønder fyldt med jord.

Svenskerne formoder, at et angreb er nært forestående.

Tyrkerne angriber svenskerne

Om formiddagen den 1. februar 1713 er Karl i gang med sin daglige ceremoni, da lyden af brølende mænd pludselig bryder den højtidelige ro. Sultanens janitsharer stormer frem mod svenskernes sårbare skanser.

Uden synderligt besvær slår tyrkerne hul i forsvarsværket, og de fleste svenske soldater kaster hurtigt våbnene. Men ikke Karl og hans livvagter. De trækker deres sværd og pistoler og svinger sig op på hestene.

“De, som stadig besidder mod og loyalitet i deres hjerte, følg mig! Vi vil kæmpe pro aris et focis (for alter og arne, dvs. for hus og hjem, red.)!” brøler kongen.

Karls mænd tæller dog kun ca. 40, og de er oppe imod tusinder. Tyrkerne har ordrer om at fange kongen levende, så de forsøger ihærdigt at trække monarken ned fra hesten, mens svenskerne skyder dem på stribe.

Dårligt var Karl 12. lagt i graven, før teorierne om hans – måske mystiske – død blussede op. Var det en fjendtlig kugle, som dræbte ham, eller stod onde kræfter i egne rækker mon bag kongemordet?

Karl 12. død
© Wikicommons

Svensk soldat snigmyrdede Karl

Karl kørte sine soldater hårdt og insisterede på at føre krig konstant. Da vidner hævdede, at fjenden ikke skød på drabstidspunktet, opstod en teori om, at kongemorderen var en svensk soldat, der havde fået nok af krigen.

Fredrik 1. af Sverige
© Nationalmuseum, Stockholm

Svogeren fik kongen likvideret

En anden teori var, at officeren André Sicre snigmyrdede Karl på vegne af kongens svoger, Frederik af Hessen, som selv ønskede at tage magten i Sverige. I en tilstand af delirium tilstod Sicre, men benægtede, da han blev rask.

Karl 12. død – skudhul
© Algot Key-Åberg (1854-1918) photographer Otto Mattsson 1882-1964

Fjendedrab er mest nærliggende

Mest sandsynligt er det nok, at Karl blev ramt af fjenden. Nyere ballistiske undersøgelser af hans kranie har fastslået, at projektilet ikke blev affyret på klos hold, men længere borte. Skuddet kom muligvis fra en musket.

En pistol affyres tæt på Karls halvskaldede hoved og svitser huden sort.

Angriberne er så mange, at kongen og hans livgarde ikke ser anden mulighed end at forskanse sig i Karls toetagers hus. En gruppe tyrkiske soldater er dog allerede i gang med at plyndre det kostbare inventar, så svenskerne må først nedkæmpe indtrængerne. Snart er stueetagen fuld af pistolrøg, og det er svært at skelne ven fra fjende.

Ud af røgen kaster tre tyrkere sig frem mod kongen, men Karls trofaste livvagt, Axel Erik Roos, skyder de to, mens kongen selv spidder den sidste.

“Roos, er det Dem, der har reddet mig?” når Karl lige at sige, inden han iler mod sit sovekammer, hvor han undervejs når at stikke sin kårde gennem to mand på én gang, så spidsen af kården borer sig ind i væggen.

Ildpile afslutter belejringen

Omsider får svenskerne bugt med alle tyrkerne inde i huset. Blåfrakkerne barrikaderer nu døre og vinduer, men efterlader skydeskår, hvorfra de kan nedlægge nye angribere med karabiner. Roos er imponeret over sin regent, der nægter at resignere trods sine sår.

“På dette tidspunkt blødte kongen fra næsen og kinden. En las af øret manglede, og en kugle havde snittet ham. Hans venstre hånd var slemt skåret op mellem tommelen og pegefingeren, fordi han havde afværget et tyrkisk sværd ved at gribe om fjendens klinge med sine bare hænder”, beretter livvagten.

Janitsharerne har dog nøglen til at tvinge svenskerne ud. Deres bueskytter skyder pile med brændende halmknolde op på bygningens tag, og da den brændende trækonstruktion er ved at brase sammen, har Karl og hans mænd intet valg.

Kalabaliken i Bender

Da Karl 12. nægtede at rejse hjem, tog osmannerne ham til fange i februar 1713 efter en blodig kamp.

© www.artnet.fr/artistes/edouard-armand-dumaresq/the-battle-of-bender

Med hævede sværd stormer de ud ad hovedindgangen, men uheldet vil, at Karl i sin iver snubler, og janitsharerne overmander ham prompte.

Roos og de andre livvagter overgiver sig, da de ser deres konge blive slæbt væk, og nogle dage senere bliver han transporteret til Adrianopel i hjertet af Osmannerriget, hvor en fængselscelle venter. En af Karls officerer er sønderknust:

“Hvilket melankolsk syn det var for mig, der tidligere havde set denne hersker vinde sine største sejre og indgyde rædsel i nærmest hele Europa, at se ham falde så dybt og være til spot og spe for tyrkere og vantro”.

Arvid Horn – Frihedstiden

Statsmanden Arvid Horn fik i sin rolle som kancellipræsident en fremtrædende rolle under Frihedstiden.

© Hans Thorwid/Nationalmuseum, Stockholm

Enevælden blev sat på pause

Den enes død, den andens brød. Med den enevældige konge ude af billedet begyndte et magtspil i Sverige, som førte til fem årtier, hvor regenten på ingen måde var enerådig som under Karl 12.

Med Karl 12.s død i 1718 forsvandt den krigerske ånd fra Sverige, og Den Store Nordiske Krig gik ind i sin afsluttende fase. Freden kostede svenskerne territorielle afståelser, men ændrede også landet radikalt, da monarkens magt blev reduceret.

Godt nok sad Karls lillesøster på magten i to år, inden hun overgav den til sin mand, Frederik af Hessen, men i 1723 blev kongen frataget sin enevældige myndighed. I stedet blev han degraderet til at være første mand i rigsrådet.

Kongen skulle udpege resten af rådets medlemmer, men han måtte kun vælge ud fra en kandidatliste, som rigsdagens stænder satte sammen. Rigsrådet stod samtidig til ansvar over for rigsdagen, der kunne vælte rådets medlemmer og gribe ind i statssager, hvis den ønskede det.

Den nye epoke blev døbt Frihedstiden, men systemet var sløvt og ustabilt, og korruptionen voksede. Derfor voksede utilfredsheden med partisystemet, og da Gustav 3. blev konge i 1771, sikrede han sig med militærets hjælp igen den enevældige magt.

Frisk fyr med paryk stikker af

I omtrent et år ligger kong Karl nedtrykt på en madras i sin celle. Selv i sit fangenskab må kongen dog gerne spille skak med sine landsmænd, diktere breve og modtage ambassadører. Derfor holder han sig også ajour med situationen i Sverige, men det er først, da han erfarer, at magtfulde adelsfolk ønsker at afsætte ham og indsætte hans søster som rigsforstanderinde, at krigerkongen vågner af sin trance.

Pludselig vil han gerne hjem, og tyrkerne – som har ventet længe på den melding – stiller et lille følge til rådighed. Efter omkring fem år i eksil, uden at udrette noget, sætter Karl kursen nordpå. Hans gæld er nu på 1,1 mio. daler sølv, og da han ikke kan betale sine kreditorer, inviterer han dem med sig hjem til Sverige.

Optoget med pantelånere og fallerede handelsfolk er dog så opsigtsvækkende, at Karl undervejs stikker af fra sit følge. Med blot to ledsagere rider kongen gennem fjendtligt territorium iført brun paryk under dæknavnet Peter Frisk.

Karl når hjem til Sverige i god behold. Befolkningen i hjemlandet håber på fred, men kongen vil ikke høre tale om at forsone sig med sine fjender. I stedet for at nyligt indførte skatter bruges på at genopbygge Sverige, går pengene til flere krige. Først i 1718 slutter Karls krigseskapader, da han under et felttog i Norge bliver ramt i tindingen. Den 36-årige krigerkonge dør på stedet – efter 21 år på tronen.

Karl 12. død – ligtransport – Fredriksten i Halden i Norge

Kongen døde under belejringen af fæstningen Fredriksten i den norske by Halden.

© Fine Art Images/Imageselect

Sidenhen er Karl 12.s sære adfærd af mange blevet betegnet som årsagen til det svenske stormagtsvældes undergang. Frederik den Store af Preussen, der i 1700-tallet skrev flere samtidshistoriske værker, hører til blandt de skarpeste kritikere af krigerkongen, som valgte at gå i eksil, da hjemlandet havde allermest brug for ham:

“Når man prøver at karakterisere denne mærkelige monark, vil man finde ham mere tapper end dygtig, mere virksom end forsigtig og mere ledet af sine lidenskaber end af sand interesse for sit land”.

LÆS MERE OM KARL DEN 12.S EKSIL

  • Michael Glaeser: By Defeating my Enemies, Helion & Company, 2020
  • Palle Lauring: Historiske portrætter, Aschehoug, 1960