Kublai Khan sad på tronen som sin tids mest magtfulde konge. Samtidig havde han ry for at være en fremsynet og tolerant leder.

© Bridgeman

Kublai Khan var verdens mægtigste mand

Kublai Khan gav sine nye undersåtter en overraskelse, da han i 1279 erobrede hele det kinesiske rige. Stik mod forventning indførte han reformer, som ingen havde set mage til, og pludselig kunne folket nyde godt af folkeskoler, nye veje og religionsfrihed.

4. marts 2019 af Boris Koll

Den enorme katapults arm udløses med voldsom kraft, og en stor sten slynges mod den kinesiske by Xiangyangs fæstninger. Der lyder et brag, da stenen rammer bymuren i en sky af støv.

“Larmen rystede himmel og jord, og alt, hvad projektilet ramte, blev ødelagt”, skriver et samtidigt øjenvidne. Den mongolske hersker Kublai Khans hær har belejret byen i fem lange år – siden 1268. Flere gange er det lykkedes de kinesiske styrker at bryde igennem mongolernes linjer og forsyne indbyggere og soldater. 

Men nu har Kublai tilkaldt arabiske eksperter. De bygger svære kastemaskiner, hvis ødelæggende kraft murene ikke kan modstå, og i slutningen af marts 1273 overgiver byen sig endelig. Xiangyang er nøglen til Kina, som nu ligger åbent for mongolernes fremrykning.

Det er kinesernes værste mareridt, som bliver til virkelighed. I århundreder har de frygtet hestefolket fra nord, og nu er disse barbarer på vej til at erobre hele riget. De mange millioner kinesere skælver for fremtiden. Men de får sig en overraskelse.

Kublai Khan har nemlig, stik mod omverdenens forventninger, befalet sine tropper, at de hverken må plyndre eller genere civilbefolkningen. 

Og Kub-lai lader det ikke blive ved det. Han sender nødhjælp og penge til genopbygning af de krigshærgede provinser, han forsørger enker og forældreløse børn, han begrænser brugen af dødsstraf til et minimum, han bygger skoler, så selv fattige landsbybørn kan få lært at læse, og han holder skattetrykket lavt.

Inden længe må kineserne erkende, at Kublai Khan er den ideelle statsleder. Men deres nye hersker agerer ikke ud af sit hjertes godhed. Hans blide taktik skal hjælpe med at virkeliggøre en storstilet fremtidsplan: Han vil erobre hele verden.

Den mongolske hær var frygtet for sine hårdføre krigere. 

© AKG Images/Scanpix

Djengis Khans sønnesøn

Kublai Khan blev født ind i verdens mest magtfulde familie i 1215. Hans farfar, Djengis Khan, havde skabt et gigantisk imperium, som strakte sig ud over de eurasiske steppeområder, herunder store dele af Kina, Rusland, Persien, Mellemøsten og det østlige Europa.

Kublais far var Tolui, Djengis Khans yngste søn. Han var en rå og upoleret general – en habil officer, men uden det store intellektuelle overskud og samtidig dybt alkoholiseret. Alle var sikre på, at hvem der end efterfulgte Djengis Khan, blev det i hvert fald ikke Tolui. Dermed var det usandsynligt, at Kublai nogen sinde skulle blive storkhan.

Tolui tilbragte næsten hele sit liv i krig og aflagde kun sjældne besøg hos Kublai og hans brødre, som levede et liv som nomader i Mongoliet. 

Sønnens opdragelse var derfor i hænderne på hans mor, Sorghaghtani Beki. Hun var sin mands absolutte modsætning, en kultiveret og kløgtig kvinde. Sorghaghtani var kristen, men introducerede også sin søn for ældgamle asiatiske filosofier som buddisme og konfucianisme.

Kublai fik således en opvækst præget af moderens mildhed på den ene side og af mongolernes strenge krigeridealer på den anden. 

I fireårs-alderen begyndte han at opøve de færdigheder, som havde gjort mongolerne næsten uovervindelige på slagmarken: De kunne, til hest, affyre pile i lynhurtig rækkefølge og ramme med uhyggelig præcision.

Samtidig med den praktiske og teoretiske militæruddannelse fik Kublai og hans brødre undervisning i filosofi, historie og statskundskab. Hans mor var umådeligt ambitiøs på sine sønners vegne og skaffede de bedste lærere.

Intens kamp om magten

Kublai var 12 år, da hans farfar døde, og riget blev kastet ud i en ledelseskrise. Mongolerne havde nemlig ingen arvefølge. 

Den nye storkhan blev valgt af et adelsråd – kaldet khuriltai – som blev samlet hjemme i det mongolske kerneland. Det tog sin tid, for stormændene fra rigets fjerneste afkroge måtte ride i månedsvis for at nå frem.

Efter to års endeløse tovtrækkerier mellem de stridende fraktioner faldt afgørelsen. Djengis Khans søn Ögödei blev storkhan, og han indledte et storstilet felttog mod de europæiske lande.

Hans tropper stod i det nuværende Polen, da han pludselig døde i 1241. Mange historikere mener, at det dødsfald reddede Europa. 

Mongolerne var nemlig nødt til at stoppe deres voldsomme fremstød, fordi generalerne skulle haste hjem til en ny khuriltai. Og de tog hovedparten af deres tropper med for at sikre sig opbakning.

Ögödeis død indvarslede en nedgangstid for hans slægtslinje og nye muligheder for Kublais gren af slægten, selvom Tolui selv var død flere år forinden. Historikerne mener, at den gamle kriger drak sig ihjel.

Kublais mor havde i årevis forsøgt at bane vejen for sine sønner, og hun var fast besluttet på, at en af dem skulle være storkhan. Men den første magtkamp tabte hun: Ögödeis søn Güyug blev valgt som ny storkhan. Men få år senere døde også han.

Endnu en gang skulle stormændene samles til en khuriltai, og denne gang kastede Sorghaghtani Beki alle sine ressourcer ind. 

Hun indgik en klog alliance med mongolerne fra Den Gyldne Horde, som kontrollerede Rusland og var den mest magtfulde enkeltgruppe i mongolernes verden. Det virkede. Kublais storebror Möngke blev valgt som storkhan i 1251, og Kublai selv var nu kun ét skridt fra magten.

Erobrede hele Nordkina

Som prins og bror til storkhanen havde Kublai ret til såkaldt apanage – skatteindtægter. Möngke tildelte ham også landområder i de dele af Nordkina, som mongolerne havde erobret allerede
under Djengis Khan. 

Lige fra begyndelsen var Kublai en mild og retfærdig hersker. De fattige bønder, som var vant til at blive udplyndret af de skiftende regenter, fik sig en positiv overraskelse.

I 1252 befalede storkhanen, at Kublai skulle erobre den resterende del af Nordkina – kongeriget Ta-li. Det var det øjeblik, den unge prins havde ventet på. 

Han var 36 år og havde endnu ikke haft debut som hærfører, noget helt usædvanligt for mongolske prinser: Hans egen far havde anført en rytterhær allerede som en ambitiøs teenager på de mongolske stepper.

Kublai brugte tre måneder på at planlægge sit storstilede felttog, intet måtte overlades til tilfældighederne.

I september rykkede hans hær frem mod den mægtige flod Yangtze. Bag denne naturlige forhindring havde Ta-li opmarcheret sin hær. Mongolerne prøvede først med diplomati, og Kublai sendte tre ambassadører afsted for at kræve Ta-lis underkastelse.

Svaret kom i form af ambassadørernes afhuggede hoveder. At henrette budbringerne var den værste fornærmelse, mongolerne kunne udsættes for, og det havde tidligere udløst store blodbade. Uanfægtet af den enorme fjendehær på den modsatte bred lod Kublai derfor sine tropper bygge tømmerflåder for at krydse Yangtze.

Ta-lis hærfører havde ikke drømt om, at mongolerne ville turde at krydse floden i mørke, så det var netop, hvad Kub­lai gjorde. Natangrebet kom som en total overraskelse, og Ta-lis hær blev sendt på vild flugt tilbage mod hovedstaden Nanking i det nordøstlige Kina.

Kublai omringede byen og gjorde så noget helt uhørt: Trods den skæbne, som var overgået hans ambassadører, lovede han, at hvis byen overgav sig fredeligt, ville indbyggerne ikke blive gjort fortræd. 

Tværtimod. Han tilbød dem kvæg og korn, så alle kunne spise sig mætte. De belejrede tog imod tilbuddet, og Kublai holdt sit ord.

Kublai Khan var en snu og taktisk dygtig hærleder. Da han hørte om Mellemøstens kastemaskiner, en form for katapult, indførte han dem med stor succes i sin egen hær.

© Edinburgh University Library

Brødre sloges om magten

Storkhanen var yderst tilfreds, da han hørte, hvad hans lillebror havde opnået i Kina. I sin begejstring besluttede han sig for et hasarderet projekt. 

Han ville angribe Sydkina, som blev regeret af det mægtige Sungdynasti. I alt fire mongolske hære skulle sættes ind. Möngke ville selv lede den ene, mens Kublai skulle lede en af de andre.

Persiske kilder fortæller, at den mongolske angrebsstyrke talte 600.000 mand, hvoraf Kublai anførte de 90.000. 

Moderne historikere mener, at tallene er overdrevne, men betvivler ikke, at styrken var meget stor. Det var nødvendigt, for Sungriget dækkede et enormt areal, rådede over en mægtig hær og ikke mindst en stærk flåde.

I marts 1258 erobrede mongolerne byen Cheng-tu, men så tabte offensiven tempo i det vanskelige terræn, hvor mongolernes fremragende rytteri kun var til begrænset nytte. Efter et års kampe begyndte khanens rådgivere at udtrykke deres tvivl om hele projektet.

Den 11. august 1259 ramte katastrofen, da Möngke pludselig døde. Ifølge én kilde var han blevet såret af en pil, mens andre kilder fortæller, at dødsårsagen var kolera. Dødsfaldet stoppede fremstødet, og endnu en gang red generalerne hjem til en khuriltai. 

Denne gang fandtes to oplagte kandidater til posten som storkhan: Kublai og hans lillebror Arigh Böke. Sidstnævnte havde fra hovedstaden Karakoum regeret Mongoliet i Möngkes fravær.

Kublai selv stod nord for Yangtze med sine styrker og havde endnu ikke været i kamp, da han modtog den chokerende nyhed om sin brors død. Hans rådgivere anbefalede, at han straks begav sig nordpå til den forestående khuriltai, men Kublai afviste:

“Jeg er beordret til at angribe mod syd. Hvordan kan jeg vende hjem uden hæder?”

Kublai higede efter at efterfølge sin bror, og han behøvede en militær triumf for at styrke sin position. Igen satte han sine folk til at bygge tømmerflåder, og de krydsede Yangtze i et frontalt angreb på Sungstyrkerne. 

Det kom til et voldsomt slag med tab på begge sider, men mongolerne fik slået den fjendtlige hær på flugt og etablerede et brohoved på den sydlige bred. Kublai efterlod en styrke til at forsvare det nyvundne terræn og ilede så nordpå med resten af sin hær.

Fra sin nordkinesiske hovedstad Kai-ping modtog Kublai til sin ærgrelse meldinger om, at hans bror Böke havde vundet mange tilhængere. Lillebroren spredte det rygte, at Den Gyldne Horde støttede hans kandidatur. Om det var sandt eller ej, var usikkert, men alene rygtet fik flere over på Bökes side.

Kublai indså, at tiden var ved at løbe ud. Derfor indkaldte han straks til en khuriltai i sin egen hovedstad i Nordkina og lod sig så udråbe til storkhan. Det var et provokerende træk. 

En khuriltai skulle afholdes i det mongolske hjemland, og Kublai vidste udmærket, at hans valg ikke var legitimt. Da Böke fik nyheden, reagerede han prompte. Også han afholdt sin egen khuriltai og lod sig vælge som storkhan. Nu stod en opslidende broderkrig for døren.

Kublais djævelske plan virkede

Kublai og Böke havde samme mor og far, og de havde fået den samme militære uddannelse. Men Böke lignede en favorit i den forestående kamp. Han kunne rejse store rytterstyrker i det mongolske kerneland, og havde han ikke Den Gyldne Hordes støtte fra begyndelsen, så havde han den nu.

Kublai valgte at forsvare sig i Nord-kina, hvor han havde en klar hjemmebanefordel. I modsætning til Böke kendte han landet. 

Han vidste præcis, hvor en stor hær kunne brødfødes i en given periode – og hvor den med sikkerhed ville blive ramt af hungersnød. Derfor koncentrerede han sine styrker i ressourcerige områder. De ufrugtbare regioner overlod han gerne til Böke.

Planen virkede. Fra 1260 til 1263 vandt Kublais tropper en række større slag og holdt samtidig Böke borte fra livsvigtige forsyninger. De blev hjulpet af en særligt streng vinter i 1263, hvor hungersnød brød ud i Bökes lejr, og antallet af deserteringer hastigt steg.

I 1264 var lillebroren løbet tør for muligheder. Han valgte at marchere mod Kublais hovedstad, ikke for at fremprovokere et afgørende slag, men for at overgive sig. 

Den persiske historiker Rashid al-Din fortæller, at mødet mellem de to brødre var meget følelsesladet. Böke bristede angiveligt i gråd, da hans storebror omfavnede ham, og Kublai tørrede tårerne af hans kinder.

I de følgende dage gik det langsomt op for khanens rådgivere, at deres hersker ikke havde tænkt sig at straffe sin bror. De var målløse. Dødsstraf havde været oplagt, og de forsøgte ihærdigt at påvirke Kublai. Til sidst gik den blide leder med til en symbolsk straf: I en periode på ét år måtte Böke ikke vise sig i nærheden af ham.

Efter at have besejret sin bror cementerede Kublai hurtigt sin magt. Udover Nordkina kontrollerede han nu også det mongolske kerneland. Kublai kastede sig med iver over sit næste projekt: erobringen af resten af Kina.

Kublai Khan underholdt gerne sine gæster på ryggen af fire elefanter.

© Granger/Polfoto

Sydkinas erobring trak ud

Krigen mod Sungdynastiet i syd var imidlertid en gigantisk opgave, og i de næste 10 år flød slagmarkerne af blod uden at fostre en sejrsherre.

Det afgørende øjeblik kom den 19. marts 1279. Kublais tropper og krigs-skibe havde totalt omringet det syd-kinesiske Sungdynastis flåde, som gjorde et sidste desperat forsøg på at kæmpe sig ud af havnebyen Yai-shan. Et af skibene medbragte en dyrebar last: Sungdynastiets barnekejser Ping – den sidste overlevende i arvefølgen.

16 Sung-fartøjer slap igennem mongolernes blokade, men den kinesiske barnekejsers skib var ikke iblandt dem. Det var ved at synke, omringet af Kublais krigsskibe.

Den højtstående Sung-embedsmand Lu Hsui-fu indså, at han kun havde én sidste tjeneste at yde sin kejser: at hjælpe ham med at dø. Han greb drengen i sine arme og kastede sig ud over rælingen. 

De forsvandt straks i dybet for aldrig at dukke op igen. Kublai havde endelig vundet sin største sejr: Sungdynastiet var definitivt udslettet, og han grundlagde i stedet Yuan-dynastiet.

Djengis Khans barnebarn var nu både storkhan og kejser af det forenede Kina. I alt omfattede riget (rundt regnet) en fjerdedel af Jordens befolkede areal og en tredjedel af menneskeheden.

500 år forud for sin tid

I årtier sled og slæbte Kublai Khan for at udvikle sit rige og gavne folket. Han sikrede bl.a. religionsfrihed og beskyttede etniske mindretal mod forfølgelse. 

Selv var han pragmatiker helt ind til knoglemarven og kunne sagtens overvære en buddhistisk ceremoni den ene dag og deltage i dyrkelsen af mongolske forfædre den næste. Hvad han selv troede på, var tolerance og sund fornuft.

Kublai Khan var på nogle områder mindst 500 år forud for sin tid. På et tidspunkt, hvor heksebrændinger langtfra havde kulmineret i Europa, indførte Kublai mere humane straffe og regler for retspleje. 

Samtlige dødsdomme skulle godkendes af kejseren personligt, et ansvar, han tog meget alvorligt: Kilder fortæller, at i 1263 blev syv personer henrettet i Kina, langt færre end de foregående år. Den barmhjertige kejser forklarede sin skepsis overfor dødsstraf med følgende ord:

“Fanger er ikke en flok får, så hvordan skulle man bare kunne slagte dem ned? Det er langt fornuftigere at sætte dem til at udvaske guld med en pande”.

Også et ny betalingssystem blev sat i værk. Hidtil blev de fattige bønder ofte udplyndret, hvis herskeren manglede penge. Nu etablerede styret en fast årlig skat. En af Kublais andre gode ideer var at etablere landsbyfællesskaber, de såkaldte she. 

De blev ledet af en formand og udførte opgaver, som den enkelte bonde ikke selv kunne overkomme, fx bygning af dæmninger og etablering af fiskedamme. Hver she oprettede desuden en skole, som var åben for alle børn i området uanset baggrund.

Den 18. februar 1294 døde Kublai, 79 år gammel. Hans lig blev bragt til Kentei-bjergene i Mongoliet. Ingen kilder nævner gravens præcise beliggenhed, og den er ikke blevet fundet.

Kublai Khan nåede aldrig at kalde sig verdens hersker, men han har ind-skrevet sig i historien som en af sin tids største og mest progressive ledere.

Læs mere

 John Man: Kublai Khan – The Mongol King Who Remade China, Bantam Books, 2006. Morris Rossabi: Khubilai Khan – His Life and Times, University of California Press, 2009. James C.Y. Watt: The World of Khubilai Khan, The Metropolitan Museum of Art & Yale University Press, 2011.

Måske er du interesseret i...

Læs også