Thomas Edward Lawrence­ kæmpede sammen med araberne i tre år mod de tyrkiske­ styrker i Mellemøsten.

© AOP/Getty Images

Lawrence of Arabia satte Mellemøsten i brand

I 1916 satte Storbritannien et nyt og magtfuldt våben ind i krigen mod Det Osmanniske Rige. En hær af beduiner ledet af den britiske officer Thomas Lawrence skulle underminere tyrkernes kæmperige indefra. Planen lykkedes, men både for Lawrence og de arabiske krigere blev sejren bitter. Hele operationen byggede på et bedrag.

27. juni 2018 af Else Christensen & Niels-Peter Granzow Busch

Beduin-lederen Auda kigger grinende på den blåøjede brite, der ligger på højdedraget, mens kuglerne pifter om ørerne på dem begge:

“Nå, hvad synes du om howeitat-stammen?” råber han og kigger stolt ud over sin beduin-styrke, som ligger omkring dem. Krigerne fyrer løs med deres geværer mod en bataljon tyrkiske soldater neden for højdedraget ved det lille fort Abu el Lissal i nutidens Jordan.

“De skyder meget, men rammer kun lidt”, råber briten drillende tilbage.

Rasende river beduin-lederen sin hovedbeklædning af og smider den på jorden: “Hent din kamel, hvis du ønsker at se den gamle mands arbejde!”

Øjeblikket efter galopperer Auda på sin hest ned mod tyrkerne med 50 howeitat-ryttere i hælene. Straks efter følger briten ned ad højdedraget med 400 beduiner på kameler. De ca. 500 tyrkiske soldater er komplet uforberedte på stormangrebet og bliver redet over ende. 

Da slaget er ovre, ligger 300 tyrkere døde. Resten er blevet taget til fange. Kun to beduiner har mistet livet. Efter slaget står vejen åben til den strategisk vigtige havneby Aqaba ved Rødehavet, som beduinerne indtager fire dage senere, den 6. juli 1917.

Bag det overraskende angreb står en række af Arabiens mest krigeriske beduinstammer, ledet af den britiske officer Thomas Edward Lawrence­ – et navn, der efter krigen skulle blive verdenskendt.

For eftertiden skulle Lawrence – eller “El Aurens” som araberne kaldte ham – blive et symbol på briternes og arabernes succesfulde ørkenkrig mod Osmannerriget. 

Men en skygge hvilede over hans navn, for de glorværdige sejre, Lawrence og araberhæren skaffede briterne, byggede på løgn og bedrag. Svindlen skulle få tragiske konsekvenser ikke blot for Lawrence, men for hele Mellemøstens fremtid.

Lawrence (tv.) arbejdede før krigen sammen med den berømte arkæolog Leonard Woolley (th.). Med sine ca. 162 cm var Lawrence for lav til at blive soldat, men hans historie-studier og arabisk-kundskaber gjorde ham interessant for efterretningstjenesten. 

© Polfoto

Tyrkerne erklærede hellig krig

Erobringen af Aqaba i juli 1917 var et lyspunkt, som briterne trængte hårdt til. 1. verdenskrig, en konflikt mellem Storbritannien, Rusland og Frankrig på den ene side og Tyskland, Østrig-Ungarn og Osmannerriget på den anden, satte Storbritannien under hårdt pres. Osmannerriget havde slået sig op som førende muslimsk magt med sultanen i Istanbul som kalif, islams jordiske overhoved.

Med denne autoritet erklærede landet kort efter krigens udbrud hellig krig mod dets vantro fjender. 

De kæmpende muslimer ville “vinde ære i denne verden og ende i paradiset”, lovede Osmannerrigets religiøse leder, mens landets allierede, Tyskland, begejstret talte om, at sultanen med sin proklamation nu ville “vække islams fanatisme”.

En hellig krig kunne blive katastrofal for briterne, som på det tidspunkt herskede over halvdelen af verdens muslimer, heriblandt næsten 70 mio. i Indien. Hvis de gjorde oprør, kunne briterne miste imperiets mest værdifulde oversøiske besiddelse. 

Fast besluttet på at stoppe osmannerne forsøgte briterne i 1915 at invadere den tyrkiske halvø Gallipoli for at nå frem til rigets hovedstad, Istanbul. 

Men tyrkerne gav briterne indædt modstand, og efter måneders blodig kamp måtte briterne trække sig. De havde da mistet over 21.000 mand.

Sejren styrkede Osmannerrigets selvtillid, mens briternes frygt voksede. 

Briterne gav falske løfter

Lawrence var ikke i tvivl om, at truslen fra Osmannerriget var alvorlig. Han havde siden december 1914 været tilknyttet den britiske efterretningstjeneste i Egypten, som på det tidspunkt var britisk kontrolleret. 

Arbejdet bestod blandt andet i at skrive rapporter om krigens gang. Rapporterne var skræmmende læsning for briterne, for Egypten var i stigende grad under pres med trusler om muslimsk oprør og osmanniske angreb på Suezkanalen.

Midt i det truende kaos fik sir Henry McMahon, briternes højkommisær i Egypten, en idé. I de arabiske lande, der i 400 år havde været underlagt Osmannerriget, gav krigen næring til en spirende selvstændighedstrang. Det gjaldt især i området Hijaz, hvor islams hellige byer Mekka og Medina ligger.

Her havde osmannerne indsat den arabiske stammeleder Hussein som sharif – vogter – af Mekka. Han kom fra hashemit-klanen ligesom profeten Muhammed og havde tidligere anmodet briterne om støtte mod tyrkerne, som han frygtede havde planer om at afsætte ham. Husseins religiøse autoritet kunne gøre ham til ny kalif og en samlende kraft bag et arabisk oprør, mente McMahon, som i juli 1915 begyndte en intensiv brevveksling med shariffen. 

McMahon havde det britiske krigskabinets opbakning – også til at gå ind på Husseins krav om, at briterne efter krigen skulle gøre ham til hersker over arabernes egen stat. Til gengæld lovede Hussein at samle en mægtig oprørshær på op imod 100.000 mand. I januar 1916 blev en aftale derfor indgået.

Briterne havde imidlertid ikke tænkt sig at gøre alvor af løftet. Sir Reginald Wingate, øverstbefalende for de britiske styrker i Egypten, påpegede, at hvis oprøret fejlede, havde briterne ingen forpligtelser til opfylde løfterne om arabisk selvstændighed: 

“Og hvis der kommer en stat, har vi masser af redskaber til at kontrollere den. Med andre ord ser alle kortene ud til at være på vore hænder, og vi må spille dem klogt”.

Lawrence møder det arabiske forår

For at sikre at de gode kort forblev deres, sendte briterne i oktober 1916 en repræsentant til Den Arabiske Halvø. Lawrence­, der var 27 år og løjtnant, fik lov til at komme med. Han havde mistet to brødre i krigen og ønskede brændende at bidrage aktivt til krigsindsatsen.

Så snart de nåede frem, indså Lawrence, at araberne var i store vanskeligheder. Hussein havde kun været i stand til at samle få tusinde beduiner under sine faner. Med dem havde han indtaget det dårligt forsvarede Mekka­ og havnebyen Yenbo. 

Men da araberne i oktober prøvede at indtage Medina, led de nederlag. Tyrkiske tropper strømmede imod dem via Hijaz-jernbanen, der forbandt Istanbul med Bagdad og Medina, og nu sad oprørshæren uhjælpeligt fast.

Lawrence var ikke imponeret over hverken Hussein eller hans tre sønner: Ali, Abdallah og Zeid. Den fjerde søn, Faysal, var imidlertid af en helt anden støbning. Ifølge Lawrence var Faysal den mand, som kunne “sætte ørkenen i brand”, som han senere skrev.

Efter at have talt med Faysal og vurderet arabernes styrker tog Lawrence tilbage til Cairo for at aflevere sin rapport, der slog fast, at briterne ikke behøvede sende tropper for at redde araberhæren. 

Rapporten faldt i god jord hos den britiske ledelse, der for længst havde mistet troen på arabernes formåen. I stedet blev Lawrence sendt tilbage til Faysal som forbindelsesofficer. Den unge officer havde dog langt større ambitioner.

Det vidste du ikke om Lawrence...

  • Skød sin kamel ved en fejl
    Under angrebet på Abu el Lissal styrtede Lawrences kamel pludselig om og kastede ham af. I sin kampiver var han kommet til at skyde den i hovedet.

  • Helten var angiveligt jomfru livet ud
    Intet tyder på, at Lawrence nogensinde havde et seksuelt forhold. Til en ven skrev han dog, at han engang havde betalt for at blive pisket med birkeris.

  • Meldte sig til RAF under falsk navn
    Efter krigen blev Lawrence træt af konstant at være i rampelyset og meldte sig til det britiske flyvevåben under navnet John Hume Ross. 

Araberne går over til guerillakrig

Lawrence ankom til Faysals lejr nær havnebyen Yenbo i december 1916. Her lærte han hurtigt beduinernes særlige kampevner at kende. 

Lawrence havde aldrig selv kæmpet i en hær, men havde en medfødt evne for militær strategi og taktik. Han indså, at beduinerne var gode mand mod mand, men som “hær var de ikke imponerende, da de manglede holdånd, disciplin og tiltro til hinanden”, som han skrev.

Briten fik derfor overbevist Faysal om, at han skulle opgive at indtage det svært befæstede Medina. I stedet skulle araberne bruge deres kendskab til ørkenen og færdighederne som kamelryttere til at tildele tyrkerne nålestik, især i form af angreb på jernbanen.

I marts 1917 skulle den nye strategi stå sin prøve. Første mål var en togstation ved Abu el-Naam, som var skarpt bevogtet af en tyrkisk garnison. I ly af mørket lagde Lawrence en mine under banelegemet. Da toget næste morgen passerede, skete ingenting. 

Det våde vejr havde fået minen til at synke ned i jorden, så den ikke detonerede, og Lawrence måtte gentage proceduren. Tidligt næste morgen mærkede han jorden ryste under teltet; spejdere kunne senere begejstret fortælle, at morgentoget var blevet sprængt i småstykker.

Lawrences ambitioner begyndte hurtigt at vokse. Ved Rødehavets nordøstligste spids lå havnebyen Aqaba. Hertil kunne briterne sejle forsyninger til oprørshæren, men byen var på tyrkernes hænder og godt befæstet. 

Hvis araberne skulle indtage den, måtte de bruge list. Lawrences plan var at drage mod nord og lade tyrkerne tro, at han ville gå mod Damaskus. Ude af syne i de øde ørkenområder skulle hæren så vende rundt og gå mod syd og i stedet erobre Aqaba.

For at gennemføre angrebet havde Lawrence brug for flere krigere. Han fik derfor et møde i stand med howeitat-stammens leder Auda Abu Tayi, der skulle hjælpe med at overtale flere beduiner til at følge felttoget undervejs.

Auda kom fra Sinai-ørkenen og var kendt som en af de mest barske beduinkrigere, der kunne opdrives. Han havde efter eget udsagn personligt dræbt 75 mand. Hermed mente han arabere, for antallet af tyrkere, han havde sendt hinsides, orkede han end ikke at tælle.

“Alt er muligt med dynamit og engelsk guld”, sagde Auda, da Lawrence havde fremlagt sin plan.

Alliancen blev beseglet ved, at Auda flåede sit gebis ud af munden, gik udenfor og smadrede det med en sten. Tænderne var lavet i Tyrkiet:

“Jeg spiste min herre Faysals brød med tyrkiske tænder”, erklærede han med demonstrativ afsky, da han tiljublet – og tandløs – igen kom ind i teltet. 

“Vi får dem til at kæmpe på en løgn”

Den 9. maj 1917 satte Lawrence, Auda og en styrke beduinkrigere ud på den lange tur gennem den glohede ørken til Aqaba. Undervejs sluttede flere og flere sig til. Lawrence informerede ikke briterne om planen. 

Forinden havde han nemlig fået nys om, at den britiske diplomat Mark Sykes og hans franske kollega Francois Georges-Picot på et hemmeligt møde havde aftalt, at de to lande efter krigen skulle dele Mellemøsten imellem sig. 

Dermed havde briterne brudt løftet om arabisk selvstændighed. De tyrkiske overherrer ville blot blive udskiftet med britiske og franske.

Lawrence følte sig ført bag lyset og forledt til at vildlede araberne, der stolede på ham: “Vi får dem til at kæmpe for os på en løgn, og jeg kan ikke holde det ud”, telegraferede han på et tidspunkt til kontoret i Cairo.

Han besluttede derfor at gå sine egne veje og føre den arabiske hær ud af dødvandet ved at indtage først Aqaba og siden Damaskus. Hans håb var, at araberne dermed ville kunne presse stormagterne til at give dem selvstændighed. 

Undervejs til Aqaba red han alene gennem fjendeland til Damaskus, ca. 600 km. På vejen forsøgte han at hverve flere mænd til oprøret: 

“Jeg var i skødesløst humør. Et fysisk sår ville have været en kærkommen udledning for min indre forvirring”, skrev han senere med henvisning til sin vrede over briternes dobbeltspil.

Efter to uger vendte han tilbage til beduinhæren, marcherede med Auda Abu Tayi gennem ørkenen og indtog den 6. juli 1917 Aqaba. Under kampene dræbte eller tilfangetog araberne 1.200 tyrkiske soldater og mistede selv kun to mand. Det var en storslået sejr. 

Efter sejren ved Aqaba­ indså briterne arabernes potentiale og gav bl.a. Lawrence pansrede vogne. Her ses han i tårnet på en af dem. 

© Polfoto/Topfoto

Damaskus skulle sikre arabisk stat

Efter erobringen af Aqaba rejste Lawrence gennem Sinai til Cairo, som han nåede den 10. juli. Stadig iført sine arabiske klæder blev han straks kaldt til møde hos lederen af den egyptiske ekspeditionsstyrke, general Allenby.

“Han sad i sin stol og kiggede på mig, ikke direkte, men med et sideblik – forundret”, skrev Lawrence senere.

Allenby indså, at araberne ikke blot var en pjaltehær, og at de kunne blive ham til stor hjælp i hans planlagte felttog mod Jerusalem. Generalen aftalte derfor med Lawrence, at hans beduinhær skulle gå parallelt med Allenbys tropper mod den hellige by og undervejs sabotere jernbanen. 

Lawrence gik straks i gang, og i de næste måneder foretog hans beduinhær utallige sabotageaktioner mod Hijaz-jernbanen. 

Aktionerne forhindrede tyrkerne i at få tropper frem, og den 11. december 1917 kunne Allenby indtage Jerusalem. Ved hans side gik Lawrence, i dagens anledning i en lånt britisk uniform.

“For mig var det krigens højdepunkt”, skrev han senere om indtoget.

Næste mål var Damaskus, som i århundreder havde været anset for arabernes politiske hovedstad. Mens den britiske hær gik mod nord, skulle Lawrence sørge for at forsinke tyrkerne mest muligt undervejs. Lawrence var imidlertid fast besluttet på, at hans og ikke Allenbys tropper skulle indtage byen først.

Felttoget mod Damaskus begyndte den 19. september 1918, og få dage senere indtog Lawrence den syriske by Deraa med sine nu ca. 1.000 krigere. 

Undervejs mødte et grusomt skue den arabiske hær i landsbyen Tafas, hvor en styrke på 2.000 tyrkiske soldater fra Deraa var gået amok. Byens indbyggere var myrdet, og mellem ligene så Lawrence bl.a. en gravid kvinde: “Naglet til stedet af en bajonet, som strittede grusomt op i luften mellem hendes ben”.

I horisonten kunne araberne se det tyrkiske regiment på vej væk. Både Auda og de andre sheiker ville have hævn, og Lawrence gav efter for blodtørsten.

“I vanviddet født af rædselscenerne i Tafas slagtede vi løs og skød både de faldne og dyrene igennem hovedet, som om deres blod kunne mildne vores sorg”, skrev han senere om epidoden.

Den 1. oktober 1918 nåede Lawrence Damaskus, men ikke som den første. Et britisk kompagni havde da allerede været igennem byen og forladt den igen. Ved ankomsten hyldede indbyggerne begejstrede den arabiske hær og “El Aurens”. 

Sent om aftenen lyttede Lawrence udmattet til, hvordan gaderne blev tyste, mens indbyggerne “hengav sig til bøn på deres første nat i frihed”. Få dage senere var briten på vej hjem til England. Hans mission var fuldført.

Araberne fik rester fra de riges bord

Friheden skulle araberne ikke få lov at nyde længe. Da boet efter Osmannerriget skulle gøres op, indkaldte den britiske regering ham som rådgiver. 

Politisk blev det imidlertid ved snakken, og Lawrence blev mere og mere forbitret over udsigten til, at araberne kun fik de områder, som stormagterne ikke ville have. I november nægtede han ved en audiens hos Georg 5. at modtage en medalje, majestæten ville overrække ham.

Ved den efterfølgende fredskonference, som trådte sammen den 19. januar 1918, rettede Lawrence en indtrængende appel til de forsamlede statsoverhoveder. 

Alt var forgæves, for sejrherrerne var allerede i gang med at dele Mellemøsten imellem sig. Faysal blev godt nok kronet som Syriens konge i 1920, men Frankrig smed ham ud af landet efter blot fire måneder på tronen.

Først efter endnu en verdenskrig kunne Mellemøsten for alvor begynde at gøre sig fri af europæernes greb. Det skulle Lawrence ikke opleve. 

Efter en karriere i det britiske flyvevåben trak han sig i 1935 tilbage. Kort efter kørte han galt på motorcykel. Seks dage senere døde “El Aurens”, 46 år gammel. 

Læs meget mere om historiens største krigsprofiler, vildeste slag og store missioner i Nordens største historiemagasin. Lige nu kan du få et virkelig godt tilbud på 3 numre. 

Læs mere

James Barr: Setting the desert on fire, T.E. Lawrence and Britain's secret war in Arabia, 1916-18, Bloomsbury, 2007. Michael Korda: Hero. The Life and Legend of Lawrence of Arabia, JR Books, 2011. James J. Schneider: Guerilla Leader T.E. Lawrence and the Arab Revolt, Bantam Books, 2011.

Måske er du interesseret i...

Læs også