Lord Nelson: Han brød alle søkrigens regler

Nelson blev født i 1758 i Burnham Thorpe i Norfolk. Som søn af en landsbypræst voksede han op under jævne kår. Ni år efter Horatios fødsel døde moren, Catherine, bare 42 år gammel fra sin mand og en børneflok på otte.

Faren, Edmund Nelson, frygtede for børnenes fremtid og søgte derfor hjælp hos familie og venner.

Til svogeren, flådekaptajnen Maurice Suckling, sendte han et brev med en bøn om at tage Horatio med ud at sejle. Det bryske svar lød:

“Hvad har stakkels svagelige Horatio dog gjort, at han er udset til at leve det hårde liv til søs? Men lad ham bare komme med. Så kan det være, at en kanonkugle skyder hovedet af ham, første gang vi kommer i kamp, og så er han da sørget for”.

Suckling tog den unge Horatio under sine vinger. Han sørgede endda for, at drengen – på trods af sine kun 12 år og manglende erfaring – blev indskrevet som sø-kadet, en titel, som gav ham et nyttigt forspring på karrierevejen.

Nelson led frygteligt af søsyge, en lidelse, som skulle plage ham resten af livet. Alligevel beviste han hurtigt sit værd. Allerede som 19-årig – i 1777 – blev han udnævnt til løjtnant, og snart fik han kommandoen over sin egen fregat.

Først med krigen mod Frankrig i 1793 fik Nelson imidlertid sin store chance. Som kaptajn på det 64 kanoner store linjeskib HMS Agamemnon sejlede han i januar 1793 mod Middelhavet og de første af mange træfninger mod ærkefjenden Frankrig.

Nelsons vigtigste slag stod ved Trafalgar den 21. oktober 1805. Her tørnede briterne sammen med en fransk-spansk flåde, der havde kurs mod Den Engelske Kanal, ledet af viceadmiral Pierre-Charles de Villeneuve.

Nelson var fast besluttet på at få ram på Villeneuves styrke, og den 19. oktober 1805 lå han kun få sømil fra fjenden ud for Spaniens sydlige Atlanterhavskyst.

Den fransk-spanske flåde bestod af 33 store krigsskibe, herunder verdens største fartøj, Santísima Trinidad, som var udrustet med hele 136 kanoners frygtindgydende ildkraft. Nelson rådede over 27 linjeskibe.

Den 21. oktober om morgenen hejste han det nu berømte signal: “England forventer, at hver mand gør sin pligt”. Det blev efterfulgt af: “Engagér fjenden på tættere hold”. Herefter gennembrød hans flåde, inddelt på to rækker og med buldrende kanoner, de fjendtlige skibes linje.

Kampen blev blodig og intens, men briternes erfaring, udrustning og kampduelighed overgik langt franskmændenes. Klokken 16.30 havde Villeneuve og hans kaptajner overgivet sig.

Sejren ikke alene forpurrede franskmændenes planlagte invasion af England for altid. Den sikrede også, at England herefter beherskede verdenshavene med næsten uindskrænket magt.

Slaget blev Nelsons sidste.

Her beviste den såkaldte karronade sit værd. Den korte, glatløbede kanon havde en kort rækkevidde, men var frygtindgydende effektiv på nært hold: Kanonkugler på over 30 kg affyret på nært hold flåede ræling og rigning til splinter, mens kardæsker – beholdere fyldt med jernkugler – mejede fjendens mandskab ned.

Karronaden var desuden hurtigere at betjene og lettere at flytte rundt på end kanoner. Karronadernes hærgen gik ikke mindst ud over det franske skib Bucentaure. Ifølge nogle beretninger sårede eller dræbte et skud fra de to karronader næsten 300 mand på Bucentaures dæk under slaget ved Trafalgar.

Franskmændene rådede ikke over karronader, som var lavet specielt til den engelske flåde på Carron Iron Works i Falkirk i Skotland.

Nelson mistede synet på sit højre øje, da han som kaptajn i den britiske flåde i 1794 deltog i erobringen af den korsikanske by Calvi.

Om morgenen den 12. juli, mens kampen var på sit højeste, overværede Nelson bombardementet fra en udkigspost på en stor, flad klippe uden for byen.

Udsynet var godt, men begivenhederne kom tættere på end planlagt, da en granat slog ned tæt ved Nelsons post. Granaten borede sig ind i en sandsæk, og eksplosionen sendte med stor kraft kaskader af sand og småsten ud i luften. Nogle af fragmenterne ramte Nelson i højre øje.

Om aftenen kunne han stadig intet se med det sårede øje, men han tillagde ikke skaden nogen synderlig betydning:

“Jeg blev såret en anelse her til morgen, ikke meget, som du kan se på min skrift”, skrev han samme aften i et brev til broren William.

Søhelten genvandt aldrig synet, men var resten af livet stort set blind på det højre øje.

Den traditionelle kampteknik gav ikke Nelson mulighed for at udnytte briternes overlegenhed inden for artilleriet. Hans taktik gik derfor ud på at bryde fjendens styrke op i mindre enheder, så han derved kunne komme i nærkamp.

Det foregik ved, at han lod en del af sine skibe sejle gennem fjendens linje, mens en anden del angreb en mindre samling af fjendens skibe.

Selve teknikken var ikke ny, men Nelson perfektionerede den.

Det skyldtes bl.a., at han før slaget gav sine officerer frie tøjler i stedet for at styre slaget i detaljer ved hjælp af signalflag. De frie forhold gjorde det muligt for officererne at udnytte de muligheder, som opstod uventet under nærkamp i alle slagets afkroge.

Nelsons tillidsbaserede lederstil afspejlede sig bl.a. i det såkaldte Trafalgar Memorandum, ordrerne til Nelsons kaptajner, som han nedfældede forud for slaget:

“Noget må nødvendigvis overlades til tilfældighederne”, skrev admiralen. “Hvis signaler hverken kan ses eller forstås, så går ingen kaptajn helt galt i byen, blot han placerer sit skib ved siden af en fjende”.

Taktikken – og Nelsons evner som øverstbefalende – blev ofte omtalt som “The Nelson Touch”.

Nelson giftede sig i 1787 med den dengang 29-årige enke Frances Nisbet.

Nisbet, som Nelson altid omtalte som Fanny, var datter af en fremtrædende dommer på øen Nevis i Det Caribiske Hav.

Nevis var dengang en britisk besiddelse, og de to mødtes, da Nelson to år tidligere, i 1785, anløb øen. Frances Nisbet boede dengang hos sin onkel, en af øens politiske spidser, som ofte inviterede flådeofficerer på besøg i sit statelige hjem, plantagen Montpelier.

Efter brylluppet i 1787 tog Nelson sin brud og hendes syv-årige søn, Josiah, med til England. Her slog de sig ned på Nelsons fødeegn, Norfolk. Forholdet var kærligt, men Frances Nelson havde svært ved at falde til. Hun savnede Caribiens varme og det sociale liv på plantagen.

Desuden frygtede hun konstant for Nelsons liv og helbred. Med god grund.

På trods af at Nelson i 1797 mistede en arm i slaget ved Santa Cruz de Tenerife, lå intet ham fjernere end at gå fra borde.

Horatio Nelson levede i mange år sammen med sin elskerinde, Emma Hamilton.

Emma, en tidligere skuespillerinde, var gift med den britiske udsending i Napoli, sir William Hamilton, og særdeles populær i selskabslivet, da hun og Nelson mødtes. Det skete i 1793, da han som chef for HMS Agamemnon anløb Napoli i et diplomatisk ærinde.

Søhelten faldt straks for lady Hamiltons charme:

“Hun er en ung kvinde med beundringsværdige manerer. Hun gør sin ophøjede position ære”, skrev han dengang henført i et brev til sin hustru.

Lady Hamilton var åbenbart så beundringsværdig, at hun og Nelson begyndte at danne par, hvilket hurtigt vakte opsigt – ikke bare i Napoli, men også hjemme i England, hvor rygterne forlød, at ikke alene havde søhelten og den tidligere skuespillerinde fundet hinanden, de boede sammen i William Hamiltons hus og tilsyneladende med hans billigelse!

Da Nelson i år 1800 vendte hjem til England, kunne en nedslået Fanny og en forarget overklasse konstatere, at rygterne talte sandt. Nelson brød ikke alene reglerne til søs, men også på land: Med sig havde havde Nelson den gravide Emma samt sir William Hamilton.

Den 29. januar 1801 fødte lady Hamilton sin og Nelsons datter, Horatia, og samme år købte Nelson et herskabeligt hus lidt uden for London. Her levede han og ægteparret Hamilton lykkeligt sammen, indtil sir Williams død i 1803.

Selvom Fanny åbenlyst var blevet fravalgt, lod Nelson sig aldrig skille fra hende, og han og Emma Hamilton blev derfor aldrig gift.

Nelson satte kikkerten for sit blinde øje under slaget på Reden ud for København.

Slaget fandt sted under Napoleonskrigene – en konflikt, som Danmark forholdt sig neutralt til. Som neutrale kunne danskerne tjene godt på at sejle krigsmateriel til de krigsførende lande, hvilket efterhånden vakte Storbritanniens vrede.

I foråret 1801 besluttede stormagten derfor at give Danmark en lærestreg.

Den 2. april om morgenen sejlede en engelsk flåde ledet af admiral sir Hyde Parker og viceadmiral Horatio Nelson ind i Kongedybet – sejlrenden, som fører til indløbet til Københavns Havn.

Opgaven med at angribe de danske skibe tilfaldt Nelson, mens den øverstkommanderende, sir Hyde Parker, ledede slagets overordnede gang fra sin del af flåden et stykke længere ude.

Briterne var med 1.058 kanoner danskerne og deres 630 kanoner langt overlegne. Men de danske søfolk kæmpede det bedste, de havde lært, og slaget trak ud.

Da Nelson havde lovet sir Hyde Parker at afslutte kampen på en time, og krudtrøgen stadig lå tykt over Reden kl. 13.30, blev Parker nervøs:

“Nelsons time er satans lang”, mumlede han, inden han med signalflag gav Nelson ordre til at afbryde kampen.

Nelson kunne se, at de britiske kanoner netop da var ved at gøre deres virkning på danskernes skibe. Han nægtede derfor at adlyde ordren.

“Som De ved, Foley, så har jeg kun ét øje. Jeg har lov til at være blind en gang imellem. Og jeg kan virkelig ikke se det signal”, bemærkede han til sin kaptajn, sir Thomas Foley, og satte ifølge overleveringen kikkerten for sit blinde øje.

Resultatet var, at Nelson fortsat lod signal nr. 39 – “engagér fjenden på nærmere hold” – vaje fra masten. En halv time senere havde Nelsons beskydning fået de fleste danske kanoner til at forstumme. Klokken 16 indgik de to parter våbenhvile. Nelsons ulydighed havde sikret briterne sejren.

Lord Nelson døde på sit flagskib, HMS Victory, under slaget ved Trafalgar den 21. oktober 1805.

HMS Victory og det franske skib Redoubtable lå helt tæt på hinanden, og kuglerne bogstavelig talt fløjtede om ørerne på Nelson, mens han med skibslægen William Beatty og kaptajn Thomas Hardy ved sin side fulgte kampen fra dækket.

“Det går for hårdt for sig til, at det kan vare længe”, bemærkede Nelson om den intense ildkamp.

Få minutter senere ramte et skud fra en musket affyret af en snigskytte i Redoubtables rigning Nelson.

“Kuglen ramte epauletten på hans venstre skulder og gik igennem hans bryst. Han faldt med ansigtet mod dækket”, beretter Beatty.

Nelson vidste straks, at han ikke ville overleve denne gang.

“De har endelig fået ram på mig, Hardy”, bemærkede Nelson til Thomas Hardy. “Min rygrad er skudt igennem”.

Søfolk bar den døende admiral under dæk. Af hensyn til kampmoralen blev hans tilstand holdt hemmelig for folkene, der ufortrødent kæmpede videre. Under dæk lyttede den stadig svagere Nelson opmærksomt til lyden af kanontorden og mændenes kampråb.

Først da de omkringstående fortalte ham, at sejren var sikret, udåndede admiralen. En halv time senere endte slaget med en britisk sejr.

Admiralen blev efter eget ønske ikke begravet til søs. I stedet transporterede folkene hans lig hjem til England i en tønde fyldt med brandy, der præserverede liget.

Mindst tre vidner har siden fortalt, at admiralen, før han udåndede, henvendt til kaptajn Thomas Hardy sagde: “Kys mig, Hardy”.

Blandt vidnerne var skibslægen William Beatty:

“Han (Nelson, red.) sagde så til kaptajn Hardy, at han følte, at han få minutter senere ikke længere ville være blandt os, idet han med lav stemme tilføjede, ‘Kast mig ikke overbord, Hardy’. Kaptajnen svarede: ‘Nej, bestemt ikke’. ‘Hardy, tag Dem af stakkels lady Hamilton’, sagde Nelson så, hvorefter han tilføjede: ‘Kys mig, Hardy’”.

Et kys på kinden var ikke et usædvanligt tegn på hengivenhed blandt mænd på Nelsons tid.

Ifølge Beatty tilføjede Nelson senere:

“Gud være lovet, at jeg har gjort min pligt”. Også andre nedskrevne beretninger angiver ordene som Nelsons sidste. Angiveligt gentog han dem, indtil han ikke længere var i stand til at tale.

En anden version af begivenheden findes i et brev skrevet af den 21-årige assisterende skibslæge Robert Hilton, der under slaget gjorde tjeneste på skibet HMS Swiftsure.

I et brev nedfældet kort efter slaget beretter Hilton, at Nelsons sidste ord var: “Nu har jeg levet længe nok”. Ifølge Hilton blev ordene viderebragt til Swiftsures besætning af kaptajn Hardy. Brevet kom til offentlighedens kendskab i 2012, da en af Hiltons efterkommere ryddede op i en bunke gamle papirer, som hun havde arvet.