Hvornår?
1916-1918
Hvor?
I Tyskland og på Vestfronten under 1. verdenskrig.
Hvordan?
Da 1. verdenskrig begyndte, var den adelige Manfred von Richthofen kavaleriofficer. Da kampene kørte fast i skyttegravene, blev kavaleriet imidlertid umoderne.
Richthofen uddannede sig i stedet til pilot, og i efteråret 1916 blev han en del af en jagerenhed. Få måneder senere havde han vundet 16 luftdueller og blev belønnet med udmærkelsen Pour le Mérite.
Fra januar 1917 anførte han en jagereskadrille – kaldet Richthofens Flyvende Cirkus – som var frygtet for sin evne til at udmanøvrere modstanderne.
Da han havde skudt 60 fjendtlige fly ned, fik han en alvorlig hovedskade og måtte under rekonvalescensen deltage i den tyske regerings propagandatjeneste.
Richthofen var på dette tidspunkt blevet verdensberømt under navnet “Den Røde Baron”. Navnet kom af, at han malede sit trevingede Fokker-fly rødt.
I foråret 1918 udgav han et skrift om luftkamp, men snart var han tilbage i sit fly. Han opnåede 20 sejre til, inden han den 21. april blev skudt ned af canadieren Roy Brown.

Manfred von Richthofen (1892-1918).
“Resultatet var, at ingen kunne undgå at se min røde fugl”. Manfred von Richthofen, efter at han havde malet sit fly rødt i 1917.
Hvorfor?
Det første fungerende fly blev bygget af brødrene Orville og Wilbur Wright, bare 11 år før 1. verdenskrig brød ud.
I begyndelsen blev fly først og fremmest brugt til rekognoscering, men snart udvikledes jagerfly, som bekæmpede fjendens flystyrker.
Da kampene på Vestfronten var kørt fast i skyttegravene, fik de bevægelige luftkampe meget opmærksomhed i pressen.
I luften mødtes vestallierede og tyske piloter i dueller, som mindede om middelalderens ridder-turneringer.
Ingen anden pilot opnåede dog det samme niveau af berømmelse som Manfred von Richthofen. Dette skyldtes dels hans mange sejre i luftdueller, dels at han skrev om sine luftkampe.
Piloter blev kåret til flyver-esser efter 10 sejre, men Richthofen vandt hele 80 dueller.

Et regiment australske soldater affyrede en afskedssalut, da de allierede stedte Manfred von Richthofen til hvile.
Hvad skete siden?
Manfred von Richthofen blev skudt ned i Vaux-sur-Somme i Frankrig. Han var på dette tidspunkt dybt respekteret selv blandt sine fjender.
1918
Den 22. april bliver Manfred von Richthofen begravet under æresbevisninger ved byen Bertangles i Somme. Seks australske flyofficerer bærer hans kiste. Efter krigen flyttes hans jordiske rester til Wiesbaden i Tyskland.
1918
Manfred von Richthofens bror Lothar fortsætter med at flyve resten af krigen og opnår til sidst 40 luftsejre.
1918
Ledelsen af Richthofens eskadrille overtages af et andet tysk flyver-es, Hermann Göring, der senere står i spidsen for opbygningen af Luftwaffe – Nazitysklands luftvåben.
1919
Versaillesfreden, som formelt afslutter 1. Verdenskrig, forbyder et tysk luftvåben. Al tysk flymateriel overgives til de allierede.