I 1814 må Napoleon hårdt presset underskrive den traktat, der fratager ham Frankrigs trone.

© Österreichische Nationalbibliotek & Bridgeman

Desperat Napoleon kæmpede til det sidste

Fjenden er langt inde i landet, forsvaret af Paris svigter, og hæren er i opløsning. Napoleon er optændt af raseri og samtidig indædt besluttet på at kæmpe til det sidste for sit kejserrige, selvom alting styrter sammen om ham.

16. august 2019 af Tommy Heisz

Napoleon er i højt humør og fuld af selvtillid.

Situationen er ellers alvorlig nok. Han har netop modtaget melding om, at preussiske og russiske styrker er gået over Rhinen og trænger ind i Alsace, østrigerne nærmer sig via Schweiz, og samtidig bevæger en samlet styrke af engelske, portugisiske og spanske tropper sig fra Spanien over Pyrenæerne.

Det er bidende koldt denne januardag i 1814, men han må i krig. Han tager afsked med sin unge hustru, Marie-Louise af Østrig, og deres toårige søn.

“Bare rolig, vi skal nok slå morfar Frans”, trøster Napoleon sønnen. Han føler sig sikker på, at et voldsomt modangreb vil tvinge koalitionen af fjender, heriblandt hans egen svigerfar, den østrigske kejser Frans, ud af landet.

Han kysser Marie-Louise farvel og sætter sig i den ventende karet foran kejserens palæ i Paris. Nu vil han vise verden, hvordan en modig, beslutsom og stærk feltherre med taktisk talent besejrer invaderende fjender.

Det er sidste gang, Napoleon ser sin kone og søn.

Fredstilbud udløser raserianfald

6. februar, Nogent-sur-Seine 

Napoleon tilføjer de preussiske tropper nederlag ved både Saint Dizier og Brienne. Koalitionen inviterer til fredsforhandlinger, hvor Napoleon tilbydes at beholde Frankrig, som det var i 1790, uden Belgien, Holland, Savoyen og en del af den vestre Rhinbred.

Napoleon brøler af raseri, da endnu et af koalitionens mange fredstilbud bliver læst op for ham.

“Det afskyelige forslag, de har sendt mig, smerter mig, og jeg anser mig for vanæret af den blotte kendsgerning, at noget sådant er blevet os foreslået!”

Hans svar lyder nogenlunde som alle de andre gange, hans modstandere har foreslået en fredsaftale. Napoleon er fast besluttet: Han vil besejre sine fjender, ikke indgå en ydmygende fredsaftale med dem.

Napoleons godt 30.000 mand stod over for flere end 100.000 fjender.

© Shutterstock

Kejseren er tilbage i topform

10. februar, Campaubert 

Selvom Napoleons hær er i mindretal, vinder han ved Champaubert, hvor han angriber russiske tropper, slår 1.500 ihjel og tager 3.000 til fange.

Den franske hærs lykke er vendt, efter Napoleon er kommet tilbage. De hårde odds og modstandernes overtal har opildnet ham. Efter sejren ved Champaubert holder han en brandtale til sine marskaller:

“Hvis jeg i de kommende dage har lige så stort held med mig som i dag, kan jeg i løbet af to uger kaste fjenden tilbage til Rhinen, og fra Rhinen til Weichsel (flod i Polen, red.) er der kun et skridt! Jeg har igen trukket de støvler på, jeg brugte i det italienske felttog!” skryder han.

Under det italienske felttog i 1796 greb Napoleon selv fanen og førte sine tropper til sejr over østrigerne. Siden havde han mistet gløden, og i 1812 og 1813 oplevede flere af Napoleons marskaller ham som fedladen og sløv. Nu fremstår kejseren igen topmotiveret og tror selv, han med et snuptag kan kaste fjenden flere hundrede kilometer mod øst.

Klædt i sin sædvanlige mørkegrønne jægeruniform under en enkel grå kappe. Når Napoleon er blandt sine soldater, ønsker han vise dem, at han er en af dem. Derfor bærer han aldrig medaljer eller ordener.

De skal se, at han er klar til at gå forrest, når et slag skal vindes. Marskallerne er godt nok trætte og viser tegn på resignation, men kejseren selv vil ene mand overbevise dem om, at denne kamp kan vendes til fransk fordel.

Marskal Marmont får skylden for nederlag

10. marts, Laon 

Franskmændene forsøger at presse preusserne og russerne nordpå ved byen Laon, men tvinges selv på tilbagetog.

“Man skal aldrig gøre et nederlag større, end det er”.

Sådan lyder et af Napoleons mundheld. Han har efterlevet det flere gange ved pludselig at trække sine tropper ud af et slag, der alligevel ikke kunne vindes.

Det gør han også ved Laon, hvor et overraskelsesangreb, der skulle drive preusserne og russerne længere mod nord, slår helt fejl. Hans højre hånd, marskal Auguste de Marmont, der skulle slutte sig til Napoleons styrker ved Laon, nåede ikke frem, før Napoleons hær kom i ilden og flere tusinde franske soldater var faldet.

Franskmændene er for få og for uprøvede. Efter de store tab i Rusland har Napoleon hvervet helt unge mænd. Marie-Louiser kalder fjenden dem hånligt med en henvisning til Napoleons unge kone. De kan intet stille op, og Napoleon trækker dem tilbage.

Sent om aftenen sidder Napoleon i kareten på vej væk fra Laon tilbage til sin base nær byen Soissons og skriver den officielle meddelelse til franskmændene:

“Jeg har rekognosceret fjendens stilling ved Laon. Den var for stærk til at blive angrebet uden at lide store tab, så jeg besluttede at vende tilbage til Soissons. Fjenden ville sandsynligvis have evakueret Laon af frygt for at blive angrebet, hvis ikke Marmont var gået i kamp og havde opført sig som en underløjtnant”.

Marmont var ganske rigtig ankommet for sent med sine 10.000 mand, og de var kommet i kamp med preussiske soldater natten efter deres ankomst, mens de stadig var udmattede efter den lange march i ekstrem kulde.

Hovedårsagen til nederlaget ved Laon var dog, at det lykkedes for preusserne og russerne at lægge sig imellem de to franske hære og afbryde kommunikationen mellem Marmont og Napoleon.

Efter Laon rykker Napoleon længere mod sydøst for at tage kampen op med den østrigske hær, mens Marmont forsøger at forhindre preusserne i at komme nærmere Paris.

Kærestebrev falder i de forkerte hænder

20. marts, Arcis-Sur-Aube 

Napoleon mister 3.000 mand i et stort slag. Fjenden mister mindst lige så mange, men forsynes modsat franskmændene løbende med forstærkninger.

Napoleon skriver på sønnens fødselsdag til Marie-Louise, som han ikke har set siden afskeden den 25. januar:

Min elskede
Jeg har besluttet mig for at sætte kursen mod Marne, så jeg kan skubbe fjenden længere væk fra Paris. Et kys til min søn.
NAPOLEON”.

Brevet sendes af sted med kurer, men opsnappes af russiske kosakker, der giver det videre til koalitionens generaler. Nu ved de præcis, hvad Napoleons plan er.

Napoleon lokkes på afveje

27. marts, Dolancourt 

Koalitionens feltherrer har læst Napoleons brev til Marie-Louise og beslutter at lokke ham længere mod øst, mens de selv går uden om ham og sætter kurs mod Paris.

Napoleon er fattet, da han læser brevet, kureren overrækker ham. Det er fra grev Antoine-Marie de Lavalatte, en af kejserens betroede mænd i Paris.

Byen er under angreb både udefra og indefra, læser Napoleon og ved præcis, hvad det betyder. Han har de seneste dage ført sine tropper længere og længere østpå, væk fra Paris.

Det første stykke tid var han overbevist om, at han var i hælene på den bøhmiske hær. Men mistanken har naget ham, og nu får han den bekræftet: Han er blevet snøret. General Schwarzenberg har ført sine tropper uden om de franske styrker og kun efterladt nogle få mænd til at lege kispus med Napoleon.

“Det er et fint skaktræk! Jeg havde virkelig aldrig troet, at koalitionen havde en general, der var i stand hertil!” lyder hans reaktion. Han får kusken til at spænde de friskeste heste for kareten og begynder nu en vanvids-kørsel i håb om at nå Paris i tide.

Fjenden omringer hovedstaden

29. marts, Paris 

Preussiske og russiske tropper står uden for bymuren med det tunge artilleri.

Josef Bonaparte er i vildrede. Napoleons bror har ansvaret for byens sikkerhed, mens kejseren er væk, og nu står koalitionens tropper klar uden for bymuren med kanonerne kørt i stilling. Josef ved, at de er mange – måske 100.000 soldater – og Paris er dårligt beskyttet.

Siden 1780 har byen været omkranset af en stenmur med over 50 byporte. Men muren er flere steder ufærdig og lige til at gå igennem. Den vil aldrig kunne forsvares mod den fjende, der nu står opmarcheret udenfor.

Soldater har Josef ikke mange af. Der er næsten kun børn, kvinder og oldinge tilbage i byen. Alle mænd, der kan krybe og gå, er blevet hvervet til Napoleons hær.
Josef må aktivere nationalgardens 12.000 mand, men opdager til sin rædsel, at kun halvdelen af dem har våben.

Napoleon er fuld af tillid til, at han kan smide fjenden ud af Frankrig igen, og i begyndelsen vinder hans soldater da også flere mindre træfninger.

© Bridgeman

Minister spiller dobbeltspil

29. marts, Paris 

Napoleon har givet ordre til, at Marie-Louise og deres lille søn skal evakueres, hvis Paris er truet. Beskyttet af 200 kavalerister bevæger kejserindens konvoj sig ud af Paris.

Den tidligere udenrigsminister under Napoleon, Charles Maurice de Talleyrand-Périgord, står og skændes med vagten ved bymuren. Nej, han får ikke lov til at forlade Paris, som de fleste andre af hans rang ellers har gjort i løbet af dagen.

Talleyrand forsøger at se oprørt ud, da han begiver sig tilbage til sit palæ i centrum af Paris. Men det er spil for galleriet. I virkeligheden er afvisningen aftalt på forhånd. Talleyrand har en plan, der skal sikre ham magten, når Napoleon har sat det hele over styr.

Nu er det tid til et magtskifte. Med kejseren og kejserinden ude af byen, og forsvaret af byen i opløsning, ligger magten på gaden. Talleyrand har tænkt sig at samle den op.

Men risikoen for, at Napoleon når frem til Paris i tide og magtbalancen tipper tilbage til hans fordel, er der stadig. Skulle det ske, må det ikke være alt for åbenlyst, at Talleyrand har modarbejdet sin kejser og bare ventet på at invitere fjenden ind i Paris.

Derfor har han pakket sin kuffert og på skrømt forsøgt at flygte. Da han som aftalt med vagten på forhånd bliver afvist, kan han stille og roligt vende hjem og få noget søvn. I morgen bliver en vigtig dag.

Napoleon opgiver at redde Paris

29. marts, Juvisy 

Efter mere end to døgns kørsel, hvor han har skiftet heste flere gange, når Napoleon frem til en kro få kilometer fra Paris.

Napoleon har netop strakt benene ud foran kaminilden i krostuen, da general Belliard overbringer ham de seneste nyheder. Paris er ved at blive evakueret. Fjenden står ved bymuren og vil angribe i morgen tidlig, og forsvaret er elendigt. Alle taler om at overgive sig.

Napolen springer op og tramper ophidset frem og tilbag, så det smælder i plankegulvet.

“Kujoner! At kapitulere… Josef har tabt det hele… Fire timer for sent! Hvis jeg var nået her før, ville det hele være blevet reddet!” brøler han.

Hans ansigt skifter konstant. Det ene øjeblik er det rødt af raseri, det næste øjeblik blegt og opgivende. Tankerne farer gennem hovedet på ham. Så åbner han døren og går ud. Han sætter sig ikke ind i kareten, men tramper i retning af Paris i et beslutsomt og målrettet trav.

De andre råber efter ham, at det er nyttesløst. Hans hær er stadig for langt væk. Til sidst får de ham overbevist. Han sætter sig ind i vognen og lader sig fragte til slottet Fontainebleau, der ligger 55 kilometer syd for Paris.

Sårede franske soldater bliver i løbet af februar 1814 et almindeligt syn i Paris. Sidst i marts må de igen stille op, da alle mand bliver udkommanderet til forsvaret af byen.

© Bridgeman

Byen overgiver sig efter få timers kamp

30. marts, Paris 

Kampene bryder ud nord og øst for byen. Marskal Marmont har flyttet sine tropper helt tilbage til byen for at kunne forsvare den. Han gør, hvad han kan, men al modstand er håbløs. Snart er de strategisk vigtige højdedrag nord for Paris under koalitionens kontrol.

“Europa kommer til at sove i Paris i nat, om det så bliver i paladserne eller ruinerne”. Sådan står der i det ultimatum, Josef Bonaparte får stukket i hånden. Det er underskrevet “Alexander, zar af Rusland”.

Koalitionens tropper angreb, før solen stod op, og nu har russerne og preusserne i nogle timer ladet kanonkuglerne smadre ind i Paris. Zaren er tydelig i sine krav: Han kræver kapitulation fra fransk side. Ellers vil han lægge byen i ruiner.

Josef skynder sig at skrive til sine marskaller, at de i tilfælde af, at fjenden er for stærk, har tilladelse til at lægge våbnene og gå i forhandling. Altså at overgive sig. Selv skynder han sig at flygte ud af byen i sydlig retning.

Talleyrand trækker i silkestrømperne

31. marts, Paris 

Byen er rolig. Der er våben­stilstand, og zar Alexander skal mødes med Talleyrand i hans palæ i rue Saint-Florentin.

Talleyrand udfører omhyggeligt sit morgentoilette. I dag er hans store dag. Måneder og år er gået med at trække i trådene og dyrke alle de rigtige forbindelser. Nu har han bragt sig selv i en nøgleposition, når Frankrigs – ja, hele Europas – fremtid skal afgøres.

Kejseren nåede ikke hjem, og hans bror stak halen mellem benene. Så når den russiske zar og hans følge senere på formiddagen kommer til byen for at diskutere betingelserne for den franske kapitulation, er det hos Talleyrand, det første vigtige møde skal holdes.

Talleyrands to kammertjenere vasker ham og smører ham ind i creme, hvorefter de klæder ham på, stykke for stykke. Hans klædedragt består af et væld af flagrende gevandter i filt, silke og andre stoffer.

De reder, bukker og krøller hans hår. Ansigtet pudres og pyntes med enkelte stænk af sølvglimmer. Næsen bliver udskyllet. En kammertjener sprøjter saltvand op i begge næsebor, hvorefter Talleyrand blæser snot og vand ud i et fad.

Han vimser rundt i stuerne på den forfinede manér, der altid har provokeret Napoleon.

“En lort i en silkestrømpe”, har han på et tidspunkt brølet af Talleyrand under et skænderi.

Ruslands zar modtager nøglerne til Paris

31. marts, Paris 

Zar Alexander og hans dele­gation sidder ved bordet i Talleyrands gemakker.

Talleyrand lader zaren vide, at han kan få det præcis, som han vil have det. Talleyrand ønsker blot kongeslægten Bourbon genindsat på den franske trone.

Resterne af kongefamilien måtte tage flugten efter den franske revolution i 1792 og har i de mellemliggende år levet i eksil. Talleyrand har sikret sig opbakning til den plan på alle niveauer i den franske magtelite.

Zaren er ikke begejstret for ideen, men i bund og grund har han opnået, hvad han ville: Ved at indtage Paris før koalitionens andre feltherrer nåede frem, har zaren skrevet sig ind i historien som den mand, der knækkede Napoleon.

Han har sikret freden i Europa. Hvordan Frankrig skal fungere som nation i fremtiden, er han mindre interesseret i. Så længe der er fred, Napoleon er helt ude af billedet, og zaren selv står som triumfator.

Talleyrand har held til at overbevise zaren om, at der er brug for stabilitet, hvis Frankrig skal klare sig igennem den næste svære fase. Og at netop stabilitet er noget, kongehuset Bourbon kan garantere.

De to bliver enige om, at der skal indsættes en overgangsregering, ledet af Talleyrand. Da forhandlingerne samme eftermiddag er slut, overrækker Talleyrand som en gestus zaren Paris' nøgler.

Kejseren tæller sine tropper

31. marts, Fontainebleau 

På kongeslottet Fontainebleau samler Napoleon resterne af sin hær.

Sårede, udmattede og sultne soldater fylder pladserne foran Fontainebleau, det enorme, femfløjede slot, der nu er Napoleons base.

Måneder af opslidende slag og senest den hårde tre-dages vandring tilbage mod Paris har taget på dem.

Napoleon går rundt på plænerne foran slottet og opmuntrer mændene. Han overvejer allerede næste træk og prøver at danne sig et overblik over, hvor mange mænd han har brug for til en offensiv mod Paris.

Kejseren eksploderer af raseri

1. april 

Marskal Marmont har kapituleret til zaren og fået lov til at føre sine tropper med ud af Paris. De marcherer til Essonnes, lige syd for byen. Napoleon besøger ham.

Napoleon er netop ved at indvie Marmont i planen om en hurtig offensiv, da to officerer kommer ind og beretter om parisernes reaktion på russernes indmarch. Folk er lettede, enkelte endda i ekstase. Ingen gør oprør, fortæller de. Nyheden ryster Napoleon.

Den passer slet ikke med hans forestilling om, hvordan Paris skulle reagere på fjendtlig indtrængen. Han hidser sig op og råber, at han vil storme byen, smide fjenden på porten og straffe byens borgere for deres illoyalitet.

Marmont ser tavst til. Den rasende Napoleon forlader ham og kører tilbage til Fontainebleau.

Marskallerne nægter at adlyde

4. april 

Overgangsregeringen i Paris erklærer, at alle er løst fra deres troskabed til Napoleon.

Napoleon opildner sine tropper ved Fontainebleau:

“Soldater! Fjenden har narret os og er nået frem tre dagsmarcher før os og har taget Paris i besiddelse. Det er nødvendigt at jage ham ud derfra. Uværdige franskmænd har forenet sig med fjenden og iklædt sig hans farver. Disse skændige slyngler skal få, hvad de fortjener! Lad os sværge at sejre eller dø og hævne den ydmygelse, som har ramt vort fædreland!”

“Vi sværger!” råber soldaterne som med én stemme. Men da Napoleon efterfølgende går ind på slottet til marskallerne, venter der ham en helt anderledes stemning.

De møder ham med tavshed og bøjede hoveder. Ingen af dem har mod til at sige noget, men til sidst får han ud af dem, at de ikke har lyst til at være med i så håbløst et togt. En offensiv mod Paris vil være det rene selvmord, samtidig med at den vil bringe deres egne familiers liv i fare inde i byen.

Napoleon giver op

6. april 

Napoleon tilbyder at afgive tronen til sin søn, men koalitionen afviser blankt forslaget.

Hvileløst traver Napoleon frem og tilbage i de nattemørke saloner i det store kongeslot. Alt er tabt. Fjenden står i Paris, hans marskaller har forladt ham, og mange af soldaterne på pladsen foran slottet venter kun på en lejlighed til at stikke af.

I slottets mørke er Napoleon i selskab med grev Caulaincourt, som efterhånden er den eneste, han tør betro sig til. Alle andre har vendt ham ryggen.

Napoleon indser, at han har udmattet Frankrig. Med vemod træffer han beslutningen. Det er slut nu. Han begynder at formulere det brev, der skal sendes til Paris næste dag. Brevet er en betingelsesløs overgivelse. Koalitionens delegation kan komme med deres betingelser.

Fredstraktaten skrives under

11. april, Fontainebleau 

Fontainebleau-traktaten, der dikterer freden og Napoleons fremtid, ligger klar til underskrivelse.

Napoleon sidder i en rød stol, og koalitionens forhandlere står omkring ham. Traktaten ligger på bordet foran ham, og alle venter kun på, at han sætter sin signatur.

I traktaten står, at Napoleon frasiger sig herredømmet over Frankrig på egne og sine arvingers vegne, men til gengæld får lov at beholde sin kejsertitel.

Fremover regerer han dog kun over øen Elba i Middelhavet, der får selvstyre og eget flag. Han får en personlig hær på 400 mand med sig, afstår fra alle sine besiddelser i Frankrig og må aldrig mere vende tilbage til fastlandet.

Det hele er en formalitet. Han har for længst meldt ud, at han accepterer vilkårene. Alligevel tøver han, før han samler pennen op og sætter sit navn. Ud over Napoleon bliver traktaten på vegne af Frankrig underskrevet af grev Caulaincourt, marskal MacDonald og marskal Ney.

Koalitionen er repræsenteret af prins Metternich, der underskriver på vegne af Østrig, grev Nesselrode, der underskriver på vegne af Rusland, og endelig baron Hardenberg, der underskriver på vegne af Preussen.

Den engelske forhandler, lord Castlereagh, nægter at underskrive, men udsender i stedet en erklæring, hvor der står, at løsningen med at sende Napoleon til Elba er uholdbar.

Øen ligger alt for tæt på Frankrig, og traktatens betingelser stækker ikke Napoleon tilstrækkeligt. England frygter, at han vil vende tilbage.

400 trofaste soldater er udvalgt til at følge Napoleon i eksil på Elba. Resten af garden tager han afsked med uden for slottet Fontainebleau.

© Bridgeman

Selvmordforsøg slår fejl

11. april 

Napoleon skal til Elba, og forberedelserne til rejsen er i fuld gang. Han befinder sig på Fontainebleau sammen med grev Caulaincourt.

Efter vanen tro at have sagt godnat til Caulaincourt går Napoleon alene til sine gemakker. Her finder han i sin felttaske den lille flaske opium, han fik af sin livlæge to år tidligere under tilbagetoget fra Rusland, hvor Napoleon frygtede at falde i fjendens hænder.

Han sætter flasken til munden og tømmer den. Caulaincourt hører tumult og finder Napoleon i kramper på gulvet. Kejseren vrider sig og tager sig til maven.

Caulaincourt vil tilkalde lægen, men Napoleon beordrer ham til at lade være. Caulaincourt gør det alligevel. Da lægen kommer, beder Napoleon om mere opium. Det gamle opium er ikke længere stærkt nok til at tage livet af ham. Lægen nægter og flygter derfra.

“Hvor svært er det at dø! Hvor let ville det ikke have været at dø på slagmarken!” klager Napoleon.

Gardens fane får et kys til afsked

20. april, Fontainebleau 

Det er Napoleons sidste dag på Fontainebleau. Vognene holder klar til afgang foran slottet.

Garden på 400 mand er klar til at følge Napoleon i eksilet på Elba. De andre soldater må han efterlade ved Fontainebleau.

Det bliver en bevæget afsked. Soldaterne samles på den store plads foran slottet. Forrest står de gamle gardere med officerer og generaler, og bag ved dem de yngre rekrutter.

Det er de sidste trofaste, der er mødt op for at sige farvel til deres herre. Da Napoleon kommer ud fra slottet, præsenterer soldaterne gevær, og fane­bæreren sænker den gamle gardes fane.

“Soldater, I, mine gamle våbenbrødre, sammen med hvem jeg har trådt ærens vej! Tiden er nu inde, da vi må skilles. Udnyt den hvile, I med rette har fortjent, og bliv lykkelige! Jeg ønsker, at jeg kunne omfavne jer alle sammen – lad mig i det mindste kysse den fane, som er symbolet på jer alle…”

Napoleon trykker et kys på fanen og går derefter hurtigt hen og tager plads i kareten. 

Læs mere

Adam Zamoyski: Rites of Peace, HarperPress, 2007. David Hamilton-Williams: The Fall of Napoleon. The Final Betrayal, Brockhampton Press, 1999. Andrew Uffindell: Napoleon 1814. The Defence of France, Pen & Sword Books Ltd., 2009.

Måske er du interesseret i...

Læs også