Takket være sine militærstrategiske evner avancerede artilleriløjtnant Napoleon Bonaparte til fransk general i slutningen af 1700-tallet.
Hans talent på slagmarken sikrede ham en lang række militære sejre i 1790’erne, og hos den franske befolkning blev han derfor betragtet som lidt af en krigshelt.
Fra terrorregime til kejserdømme
Siden 1795 var Frankrig blevet ledet af det såkaldte Direktoriet, der nok havde erstattet det terrorregime, der fulgte i kølvandet på den franske revolution, men som også havde indskrænket de borgerlige rettigheder.
I parisiske kredse var der derfor utilfredshed med styret, og i 1799 hjalp en håndfuld officerer den unge general med at kuppe sig til magten.
Direktoriet blev opløst, og i stedet oprettedes en ny styreform kaldet “Konsulatet”.
Med en titel som 1. konsul lå den primære magt hos Napoleon, og da han i løbet af Konsulatets første måned afskaffede begge sine medkonsuler, blev al magt nu samlet hos ham.
Snart udråbte han sig selv til kejser, og Frankrig havde igen fået et arveligt monarki.
Nær familie udeblev
Efter ønske fra Napoleon blev alle hans nære familiemedlemmer malet på det officielle kroningsmaleri fra 1807.
Så idyllisk var virkeligheden dog ikke, for flere af dem deltog slet ikke i festlighederne. Fx førte et skænderi mellem Napoleon og hans bror Joseph til, at broren ikke blev inviteret.