“Soldater, fyr!” lyder ordren fra Michel Ney, en af Napoleons dygtigste og mest loyale marskaller.
Sekundet efter brager soldaternes geværer, og en mand falder død til jorden. Den henrettede er en ganske særlig person: Michel Ney selv.
På den dødsdømte marskal Michel Neys ordre skød soldaterne direkte mod den midaldrende krigshelts hjerte.
Vendekåbe røg i spjældet
Michel Ney havde tjent som marskal i kejser Napoleons hær. Efter kejserens fald i 1814 var Ney trådt i den nyindsatte konge, Ludvig 18.s, tjeneste. Men da den afsatte kejser året efter igen tog magten, fulgte Ney med ham og deltog i slaget ved Waterloo på Napoleons side.
Efter det tabte slag blev Ney arresteret – anklaget for højforræderi mod Ludvig 18. Neys hustru, Aglaé-Louise, bønfaldt hertugen af Wellington, en af slagets sejrherrer, om at gå i forbøn hos Ludvig. Wellington snoede sig udenom ved at påpege, at retssagen var et fransk anliggende.
Ney ødelagde sit forsvar
Den 4. december 1815 kom Ney for retten i det parisiske fængsel La Conciergerie. Her argumenterede Neys advokat for, at den tidligere marskal ikke længere var fransk.
Efter Napoleons nederlag ved Waterloo var Neys fødeby, Saarlouis, nemlig blevet annekteret af de sejrende preussere. Derfor kunne Ney ikke dømmes af en fransk domstol, mente advokaten.
Ney var højlydt uenig.
“Jeg er fransk og vil altid forblive fransk!” udbrød han og punkterede dermed sit eget forsvar. Selvom sagen kunne ende med dødsstraf, var det vigtigere for Ney at bevare sin ære som franskmand end at overleve.
Michel Ney kæmpede frygtløst under felttoget i Rusland i 1812. Af Napoleon blev marskallen kaldt “Den tapreste af de tapre”.
Tre dage senere stod marskallen foran en henrettelsespeloton. Stolt afslog Ney bind for øjnene. Af respekt for den tidligere marskal imødekom pelotonens officer Neys ønske om selv at give ordren til at skyde.
Som en sidste ære blev Ney gravsat på den kendte parisiske kirkegård Père-Lachaise.