Napoleon havde noget at fejre i sommeren 1807. Frankrigs kejser og største hærfører gennem tiderne havde netop besejret både Rusland og Preussen og i juli tvunget dem til at underskrive den ydmygende fredsaftale kendt som Freden i Tilsit.
Napoleon beordrede derfor sin stabschef, Louis Alexandre Berthier, til at arrangere en storstilet kaninjagt i det sydlige Litauen for sig selv og sine højest dekorerede officerer. Frem for det tidskrævende arbejde med at sætte fælder op for vilde kaniner skyndte Berthier sig at sende sine folk ud for at købe tamme kaniner hos baltiske landmænd.
Ifølge nogle kilder lykkedes det stabschefen at skaffe ikke færre end 3.000 kaniner. En sommermorgen i begyndelsen af juli 1807 troppede kejseren og hans officerer op på en mark for at skyde dyrene. Berthier gav ordre til at åbne burene med de mange kaniner i – og håbede, at de ville spurte panisk i alle retninger, så kejseren fik noget at skyde efter.
Kaninjagt var populært i 1800-tallets Europa. Adelsmænd og magthavere plaffede lystigt løs efter langørerne.
Kaninerne nærede ingen frygt
De indespærrede kaniner var imidlertid håndtamme og forbandt mennesker med mad.
I stedet for at stikke af satte de i løb mod jægerne. Som var de selv små generaler, delte kaninerne sig i to grupper og myldrede ud på flankerne, så Napoleon og hans officerer blev bestormet fra flere sider. Til at begynde med lo franskmændene, men da kaniner i massevis ramte kejseren som en tsunami af pels og begyndte at klatre op ad ham for at blive fodret, stivnede smilene.
Napoleon slog ud efter dem med sin ridepisk, mens jagtens hyrede klappere forsøgte at sætte et modangreb ind med kæppe. Det hjalp ikke. Europas mest magtfulde mand flygtede op i en hestevogn, men kaninerne fulgte efter, og først da hestene satte i trav, lykkedes det Napoleon at undslippe slagmarken. Hvad der var mislykkedes for konger og zarer, klarede kaninerne.