Da hertugen af Wellington blev spurgt, hvem han anså som den største hærfører i historien, var han ikke i tvivl:
"I denne tid, i gammel tid, i enhver tid – Napoleon".
Udtalelsen var naturligvis en elegant måde at rose sig selv på, eftersom hertugen var en af de få generaler, der besejrede Napoleon på slagmarken.
Han står dog langtfra alene med sin vurdering af den franske general og kejser, hvis taktikker og ledelsesstil selv i dag påvirker den måde, hære bliver ført på.
Han kæmpede sig op
Napoleon Bonaparte blev født under kår, der var alt andet end lovende: en lavadelig familie på Korsika, hvor han i en ung alder mistede sin far og blev familiens overhoved.
Napoleon fik sin uddannelse på franske militærskoler og brugte i flere år sit talent til at kæmpe for et selvstændigt Korsika.
Men han støttede samtidig den franske revolution og fik sin karrieres store gennembrud, da republikanerne skulle generobre havnebyen Toulon fra engelske tropper.
Den 24-årige Napoleon udtænkte en plan, hvor de franske tropper ved at erobre en strategisk høj kunne dominere byens havn med kanoner, så de engelske skibe måtte trække sig tilbage. Kort efter blev han udnævnt til brigadegeneral.
Politikerne i Paris bemærkede også den talentfulde hærleder, og da landet et par år senere var truet af en østrigsk hær, blev Napoleon sat i spidsen for forsvaret. Han knuste fjenden og kunne i 1797 drage til Paris for at blive fejret.
To år senere stod Napoleon bag et statskup, hvor han tilranede sig magten i Frankrig. Og i 1804 lod han sig ved en storslået ceremoni udråbe til kejser Napoleon 1.
Hans tid ved magten var domineret af krige: Østrigske stormløb blev efterfulgt af preussiske og russiske angreb – men alle som en blev fjenderne slået tilbage.
I 1798 påbegyndte Napoleon den franske invasion af Egypten. Næsten 100 år senere malede den franske kunstner Jean-Léon Gérôme (1824-1904) i 1886 det kendte maleri Bonaparte devant le Sphin (dansk: Bonaparte foran Sfinksen).
Genistreg afgjorde slag
Napoleon betragtede selv slaget ved Austerlitz i 1805, hvor Østrig og Rusland blev ydmyget på samme tid, som sin største taktiske triumf.
Her svækkede han bevidst sin hærs flanke for at lokke fjenden til at angribe og gå direkte i en fælde.
Som ventet bed fjenden på maddingen, hvilket resulterede i 27.000 døde russere og østrigere.
Til sammenligning mistede franskmændene kun 9.000.
Netop fælder kombineret med overrumplende lynangreb kendetegnede Napoleons taktik.
Igen og igen blev numerisk overlegne fjender overrasket og uskadeliggjort, fordi han som en stormester i skak formåede at manøvrere sine mænd på måder, der var lige dele kreative og modige.
Derudover udmærkede han sig på tre andre områder. For det første udviklede han små mobile artillerienheder, der hurtigt og nemt kunne flyttes rundt på slagmarken – en taktik, han havde fundet på allerede som ung artilleriofficer.
For det andet inddelte Napoleon hæren i mindre korps, der rummede både artilleri, infanteri og kavaleri. samarbejdet mellem enhederne gjorde korpsene yderst effektive i kamp.
Og sluttelig var han en stor leder: Han blev respekteret for sit personlige mod, formåede at vinde de menige soldaters tillid og sympati og evnede desuden at udvikle og inspirere en hel række fremragende generaler under sig.
Rusland knækkede ham
Nogle historikere mener, at slaget ved Austerlitz endte med at blive Napoleons undergang, fordi sejren var så total, at han mistede enhver jordforbindelse og realitetssans.
Under alle omstændigheder var invasionen af Rusland i 1812 en strategisk katastrofe.
Napoleon erobrede godt nok Moskva, men blev siden tvunget til et ydmygende tilbagetog, hvor kun 40.000 af de oprindeligt 400.000 mand kom til at gense fædrelandet.
Nederlaget gav andre mod på at udfordre Napoleon og resulterede i hans tilfangetagelse.
Selvom han formåede at flygte og tage magten i Frankrig igen, måtte han inkassere det definitive nederlag til hertug Wellington ved Waterloo i 1815.
Men det krævede fire allierede lande at tvinge ham i knæ. Uden det mislykkede eventyr i Rusland er det ikke sikkert, at selv det havde været nok.