Da hertugen af Wellington blev spurgt, hvem han anså som den største hærfører i historien, var han ikke i tvivl:
"I denne tid, i gammel tid, i enhver tid – Napoleon".
Udtalelsen var naturligvis en elegant måde at rose sig selv på, eftersom hertugen var en af de få generaler, der besejrede Napoleon på slagmarken.
Han står dog langtfra alene med sin vurdering af den franske general og kejser, hvis taktikker og ledelsesstil selv i dag påvirker den måde, hære bliver ført på.
Han kæmpede sig op
Napoleon Bonaparte blev født under kår, der var alt andet end lovende: en lavadelig familie på Korsika, hvor han i en ung alder mistede sin far og blev familiens overhoved.
Napoleon fik sin uddannelse på franske militærskoler og brugte i flere år sit talent til at kæmpe for et selvstændigt Korsika.
Men han støttede samtidig den franske revolution og fik sin karrieres store gennembrud, da republikanerne skulle generobre havnebyen Toulon fra engelske tropper.
Den 24-årige Napoleon udtænkte en plan, hvor de franske tropper ved at erobre en strategisk høj kunne dominere byens havn med kanoner, så de engelske skibe måtte trække sig tilbage. Kort efter blev han udnævnt til brigadegeneral.
Politikerne i Paris bemærkede også den talentfulde hærleder, og da landet et par år senere var truet af en østrigsk hær, blev Napoleon sat i spidsen for forsvaret. Han knuste fjenden og kunne i 1797 drage til Paris for at blive fejret.
To år senere stod Napoleon bag et statskup, hvor han tilranede sig magten i Frankrig. Og i 1804 lod han sig ved en storslået ceremoni udråbe til kejser Napoleon 1.
Hans tid ved magten var domineret af krige: Østrigske stormløb blev efterfulgt af preussiske og russiske angreb – men alle som en blev fjenderne slået tilbage.