Napoleon, geni

Napoleon: Det taktiske geni tager Austerlitz

Målet for Napoleon er klart: Frankrig skal være Europas største nation. Midlet er hans bemærkelsesværdige taktiske talent, og en topmotiveret hær. Nu skal rivalerne én gang for alle sættes på plads. Slaget om kontinentets fremtid skal stå ved Austerlitz.

Målet for Napoleon er klart: Frankrig skal være Europas største nation. Midlet er hans bemærkelsesværdige taktiske talent, og en topmotiveret hær. Nu skal rivalerne én gang for alle sættes på plads. Slaget om kontinentets fremtid skal stå ved Austerlitz.

Jacques-Louis David

Solopgangen den morgen havde været noget ganske særligt. Selvom datoen på kalenderen – den 2. december 1805 – var udpræget vinterlig, havde solskiven vist sig strålende gul som på en forårsdag.

Dens lyse stråler havde spillet over den tætte hvide vintertåge, der lå over markerne ved Austerlitz i det nuværende Tjekkiet. Frankrigs kejser, Napoleon, betragtede tænksomt sceneriet, men havde andet end landskabets skønhed i tankerne.

Endnu var højdedraget, kaldet Pratzenhøjden, foran ham i de fjendtlige østrigsk-russiske styrkers besiddelse. Men kunne han med et dristigt og uventet angreb i ly af morgentågen indtage det langstrakte bakkedrag, ville han have et godt udgangspunkt for at overskue slagmarken, beskyde fjenden og vinde slaget.

Napoleon havde skabt Europas mest moderne hær med et veltrænet infanteri, en elitegarde af 10.000 kavalerister og et let og mobilt artilleri.

© Édouard Detaille

“Hvor lang tid vil det tage Deres tropper at komme op på plateauet?” forhørte han sig hos officeren, der stod ved hans side.

“Højst 10 minutter”, lød svaret.

“I så fald kan vi vente endnu et kvarter”, svarede Napoleon roligt.

Klokken nærmede sig halv ni. Solen havde været oppe en time, og slaget, der kunne gøre Napoleon til Europas mægtigste hersker og feltherre, kunne begynde.

Napoleons ro og selvtillid kom ikke af intet. Han, der blot 10 år tidligere havde været en ganske almindelig ukendt soldat, havde gjort sig bemærket ved en række spektakulære sejre, blandt andet i Østrig og Italien.

Med sin dristighed og sit taktiske talent havde den engang ukendte korporal for alvor sat Frankrig på landkortet som en europæisk stormagt, som statsledere og hærførere gjorde klogt i at have respekt for.

Knægten, der blev kejser: Fra spædbarn til officer

Ambitiøs og målrettet sejrer Napoleon i både krig og politik. Som 35-årig bliver knægten fra Korsika kronet som kejser. 10 år efter er det dog slut – Waterloo besegler hans skæbne.

1769-1779:

Napoleon kommer til verden i byen Ajaccio på Korsika som søn af Carlo og Letizia Buonaparte, der tilhører middel- standen. Kun ni år gammel ankommer Napoleon alene til Frankrig for at studere ved militærakademiet i Brienne.

Først skal han imidlertid lære at tale fransk. Den italienske stavemåde af navnet beholder Napoleon de første 26 år af sit liv.

© Jacques Marie Gaston Onfray de Breville

1785:

Napoleon bliver sekondløjtnant i artilleriet. Han bliver udstationeret, men vender flere gange tilbage til Korsika for at være sammen med sin familie.

© Henri Félix Emmanuel Philippoteaux

1789:

Den franske revolution bryder ud. Folket afsætter konge og adel og kaster Frankrig ud i et kaos, der bliver stadig vildere og mere blodigt.

© Prise de la Bastille/Versailles

1792-1793:

Napoleon vender tilbage til Frankrig – denne gang for at blive. Som ikke-adelig med ambitioner støtter Napoleon fra første færd revolutionen.

Revolutionsledelsen sender Napoleon til byen Toulon, som englænderne med hjælp fra kongetro franskmænd har besat. Med strategisk talent og køligt overblik fører Napoleon sine styrker i kamp og jager effektivt englænderne på porten.

Det var hans første store sejr, og han bliver herefter forfremmet til brigadegeneral.

© Édouard Detaille

De samme egenskaber havde hjulpet Napoleon til en lynkarriere, der ikke kun omfattede det militære, men også det politiske liv. Nøjagtigt et år forinden, den 2. december 1804, havde han ved en storslået ceremoni i Notre-Dame-katedralen i Paris kronet sig selv til kejser.

Den kometagtige karriere og de mange erobringer havde også skaffet ham og Frankrig mange fjender. De vigtigste af dem – Østrig, Rusland og England – havde nu slået sig sammen i en koalition for at knuse ham. Napoleon, der aldrig manglede handlekraft, var straks gået i aktion.

I stedet for at sætte sig til at vente på fjendens angreb havde han marcheret sine styrker mod øst for at slå til direkte mod Europas hjerte, Østrig, hvor de fjendtlige hære befandt sig.

Her ville han besejre dem og dermed give dem en lærestreg én gang for alle. Om alt gik, som han håbede, ville det ske allerede i dag, her ved Austerlitz.

Ilmarch overrumplede fjenden

Med sig havde Napoleon La Grande Armée, en hær af velmotiverede og kampivrige soldater. Med denne styrke havde Napoleon forladt Boulogne på den franske vestkyst i august.

Kursen var sat mod Rhinen, en distance på godt 724 kilometer, som soldaterne tilbagelagde til fods.

Sprogforvirring gav koalitionen store problemer. De østrigske og de russiske soldater forstod ikke hinandens ordrer.

Af erfaring vidste Napoleon, at bevægelighed og hurtighed i felten var vigtigt, når store hære skulle kæmpe mod hinanden på det vidtstrakte europæiske kontinent.

Han valgte derfor ikke at være afhængig af et stort og tungt vedhæng af vogne med proviant og andre nødvendigheder, men lod hver soldat bære sit eget udstyr.

Ordningen gjorde hæren langt mere fleksibel, men var hård ved soldaterne. Oppakningen, rygsæk med forsyninger til flere dage samt en musket, vejede let op imod 34 kilo, en betragtelig byrde under de fejende ilmarcher.

Ofte var der dårligt tid til den fornødne søvn og hvile, og soldaterne var ved at bryde sammen.

“Aldrig har nogen gennemført en så forfærdelig march. Vi fik aldrig et øjeblik til at sove. Vi gik i deling dag og nat, så vi til sidst måtte holde fast i hinanden for ikke at falde. De, som faldt, kunne ikke vækkes igen. Nogle faldt ned i grøfterne. Slag med sablens flade side havde ingen effekt på dem. Musikken spillede, og trommerne slog til angreb, men intet kunne forhindre søvnen”, beretter Jean-Roch Coignet, en menig infanterigrenader i den kejserlige garde, om marchen gennem Europa.

Kampene om Pratzenhøjden udviklede sig til brutale og blodige nærkampe mellem de to hæres dygtigste elitekorps, kavaleristerne, og tabstallene var enorme.

© Wiktor Mazurowski

Trætheden blev dog glemt ved mødet med en fjende, der nærmest gik i chok ved synet af de kejserlige tropper. Den fjende, de troede var hundredvis af kilometer væk, fejede pludselig ind over dem.

Allerede den 19. oktober var Napoleon og hans tropper nået frem til byen Ulm i Bayern, hvor en 72.000 mand stor østrigsk styrke befandt sig. Som kommet ud af ingenting omringede Napoleons soldater østrigerne, der snart måtte give op.

“Jeg har knust den østrigske hær blot ved at marchere”, erklærede kejseren overlegent, inden han uden modstand ledte sine tropper ind i hovedstaden, Wien. Men endnu var sejren ikke i hus.

Fra øst var den russiske hær, ledet af kejser Aleksander, på vej for at komme sin allierede Østrig til hjælp. Resolut brød Napoleon op og drog afsted for at møde dem.

De menige hyldede feltherren

Med et sikkert blik for strategi og angrebsteknik inspicerede Napoleon landskabet ved Austerlitz, som lå godt 100 kilometer nordøst for Wien.

Det bakkede terræn mellem to floder passede ham godt, og han og hans hær slog lejr for at vente på koalitionen af russere og østrigere.

139 mobile kanoner havde Napoleon ved Austerlitz mod fjendens 278 stationære.

Da de ankom den 1. december, tog de, som Napoleon havde ventet, opstilling på det langstrakte højdedrag Pratzenhøjden, som lå lidt øst for Napoleons lejr.

Han havde med vilje ikke selv indtaget den strategisk vigtige stilling, men overlod det høje udsigtspunkt til fjenden.

Derved kunne han nemlig lægge en fælde, som med lidt held og et par kunstgreb kunne skaffe ham sejren i den kamp, der ville begynde ved daggry.

Mens natten faldt på, lod Napoleon sine ordrer – trykt på kejserens mobile feltpresse og læst op for soldaterne i stearinlysenes skær – gå ud til alle mand. Herefter tog han, inden han lagde sig til at sove, en runde i lejren.

Knægten, der blev kejser: Fra feltherre til førstemand

1796 - 1798:

Der er oprør mod revolutionsregeringen, og Napoleon slår oprøret tilbage. Dåden gør ham til en berømthed i Frankrig.

Franske styrker anført af Napoleon besejrer kejser Frans 2. af Østrig. Som sejrherre plyndrer Napoleon Norditaliens kunstkamre og stifter en ny stat af tidligere østrigske besiddelser. Staten, Den Cisalpinske Republik, blev en forløber for det moderne Italien.

Et felttog bringer Napoleon til Egypten. Her indleder han et kapløb med briterne om herredømmet over den gamle kulturnation. Samme år må Napoleon se sig slået af britiske styrker under Horatio Nelson.

© Musée du Val-de-Grâce, Paris

1804:

Napoleon kroner sig selv som kejser i Notre-Dame-katedralen i Paris.

En række nye love og reformer bliver indført, hvoraf lovsamlingen Code civil des français – kaldet Code Napoléon – hører til de vigtigste. Lovkomplekset, der byggede på romerretten, kom til at danne grundlaget for den senere lovgivning i det moderne Europa.

kroning, Notre Dame, Napoleon
© Jacques-Louis David

1805:

Frankrig lider nederlag i slaget ved Trafalgar. Slaget koster ganske vist admiral Nelson livet, men fastslår samtidig Frankrigs underlegenhed til søs. Slaget ved Austerlitz samme år opvejer tabet.

trafalgar, battle
© Auguste Étienne François Mayer

Enhver soldat vidste, at Napoleon engang havde været som ham selv – en almindelig borgerlig, en korporal uden navn og fine forbindelser – og mange følte sig instinktivt forbundet til ham.

Mens han i mørket red rundt i lejren for at give sine folk mod, greb de bundter af strå, som de anbragte på lange pinde og satte ild til, så de lyste som fakler.

Råbet “Kejseren leve” genlød mellem høje og bakkedrag, mens vintermørket omsluttede det, der snart skulle blive en blodig kamparena.

Tågen lå tæt over lejren

Næste morgen ved daggry lå lejren indhyllet i tæt tåge. Manden, som holdt den franske højre flanke i nærheden af byen Telnitz, général de division Claude Juste-Alexandre-Louis comte de Legrand, kunne dårligt se en hånd for sig.

Lyden af tusindvis af fødder, der taktfast slog mod jorden, var imidlertid ikke til at tage fejl af. En tusindtallig styrke var på vej mod ham og hans lille division på omkring 2.400 mand.

Angrebet var et led i den plan, koalitionsstyrkerne havde lagt aftenen forinden, og som gik ud på at knuse Napoleons svage højre flanke. Planen gik over al forventning. Fra et kirketårn kunne byens borgere følge kampen.

“Kanonerne tordnede så højt og så hurtigt efter hinanden, at man ikke kunne høre, hvornår det ene skud sluttede, og det næste begyndte. Jorden rystede, og tårnet, vi stod i, rystede også [...] Endelig, da lyset kom, kunne vi se de mange dybe rækker af soldater, der løb mod hinanden på marken mellem Telnitz og Augezd. Omsider lagde røg og støv sig som en sky over den rædselsfulde scene, som udspillede sig omkring os, og man kunne kun høre kanontorden, klapren fra musketterne og soldaternes krigsråb”, fortæller en landsbyboer.

Langsomt, men sikkert måtte franskmændene give efter for overmagten og trække sig tilbage. Den russiske general Doktorov betragtede tilfreds sceneriet.

Sejren var inden for rækkevidde, konkluderede han og besluttede, at han, før han gik videre, ville vente på forstærkning.

napoleon, gift

Napoleon gifter sig med Marie-Louise af Østrig i 1810.

© Georges Rouget

Han kom til at vente længe, for de mænd, han ventede på, en kolonne kavalerister under den østrigske general Lichtenstein, var aftenen i forvejen kommet til at slå lejr et forkert sted.

På vejen til slagmarken måtte de derfor ride igennem lange rækker af marcherende russere og endte i en trafikprop af vrinskende heste, masende infanterister og sure officerer.

Fælden klappede

Forsinkelsen passede lige ind i den fælde, Napoleon havde lagt. Nederlaget på højre flanke var helt efter planen, og netop nu, mens russerne var svage, slog Napoleon til.

Med bajonetterne fæstnet til musketterne dukkede en kolonne af friske franske tropper frem fra tågen og svingede ind på slagmarken, hvor de kastede sig ud i kampen mod Doktorov og hans styrker.

Knægten, der blev kejser: Fra far til fiasko

1810:

Napoleon gifter sig med ærkehertuginde Marie-Louise af Østrig, som han håber kan give ham en arving.

© Joseph Franque

1811:

Marie-Louise føder Napoleon en søn. Han får titel af konge af Rom.

© François Gérard

1812 - 1813:

Felttoget til Rusland mislykkes. Da Napoleon når frem til Moskva, er byen forladt og sat i brand. Nedslået begynder han hjemmarchen, hvor kulde, sult og sygdom gør det af med hundredtusinder af franske soldater. Opmuntret af det franske nederlag i Rusland erklærer Preussen krig mod Frankrig.

© Adolph Northen

Nysgerrig efter at vide, hvordan en hel kolonne pludselig kunne dukke frem af det bare ingenting, fik zar Aleksander en tilfangetagen fransk soldat ført til afhøring.

“Hvilket korps tilhører du?” ville zar Aleksander vide.

“Det tredje”, svarede soldaten.

Zaren stirrede på ham.

“Det kan ikke være sandt. Det korps befinder sig i Wien”, sagde han vantro.

“I går var de der; i dag er de her”, svarede soldaten.

Han talte sandt. På 48 timer havde den erfarne og hårdføre marskal Louis-Nicolas Davout pisket sine tropper gennem en march på 110 kilometer. Halvdelen af mændene var faldet om langs vejen, ude af stand til at rejse sig igen.

Men de 4.000, der nåede frem, gik nu løs på koalitionsstyrkerne, der snart faldt tilbage.

Fra sit udsigtspunkt i den tågede dal under Pratzenhøjden kunne Napoleon glæde sig over kampens gang. Hans plan var lykkedes.

Koalitionen var gået lige i fælden og havde angrebet, hvad de troede var hans svage højre flanke, og var blevet overrumplet af Davouts tropper.

“Det kan ikke være sandt. Det korps befinder sig i Wien”, sagde han vantro. “I går var de der; i dag er de her”, svarede soldaten.

Blot 10.000 franske soldater havde det krævet at trænge koalitionsstyrkernes omkring 50.000 mand tilbage fra slagmarkens sydlige del.

Lige så vigtigt var det, at koalitionen havde flyttet sine tropper væk fra Pratzenhøjden for at hjælpe til på den trængte højre flanke.

Prantzenhøjden var nu så godt som uforsvaret, og mens klokken nærmede sig 8.30, og solens stråler spillede i disen, var Napoleon klar til at slå til.

“Ét skarpt hug, og krigen er ovre”, erklærede han, inden han sendte sine folk op ad Pratzenhøjdens skrånende, græsbevoksede sider.

Anføreren af det franske kavaleri, general Jean Rapp, præsenterer Napoleon for tilfangetagne russere.

© François Gérard

Franskmændene stormede frem

Med langsomme, men sikre, seje skridt stred de omkring 30.000 fodsoldater bevæbnet med små, lette kanoner sig opad og fremad. Endnu lå morgentågen tæt over landskabet, og styrkernes fremmarch var skjult for fjenden.

Først omkring 100 meter fra fjenden kom franskmændene til syne. I det samme satte Napoleons fodfolk i løb, og med kampråbet “Leve kejseren” kastede de sig imod de chokerede koalitionsstyrker.

“Min Gud – se dér! Det er franskmænd”, råbte en russisk officer, mens han rystet pegede på de fremstormende soldater. Russerne var prisgivet.

Til trods for at general Kutuzov, som ledede hæren, desperat sendte bud efter forstærkning, dukkede kun få op.

De havde for travlt med at forsvare sig mod Napoleons nu kraftfulde og kampklare højre flanke.

Følg slaget ved Austerlitz fra første salve:

Klokken 11 – to timer efter angrebets begyndelse – var koalitionsstyrkerne med franskmændenes bajonetter pegende imod sig på retræte ned ad Pratzenhøjdens sider.

Endnu havde Napoleon dog ikke vundet slaget. Koalitionshæren svarede igen med hidsige angreb mod general Thiébault, som med to bataljoner og tre kanoner forsvarede højden.

Koldblodigt ventede franskmændene, mens de østrigske soldater nærmede sig.

For at få størst effekt af skuddene gav Thiébault ordre til først at skyde, når østrigerne var omkring 36 meter væk, og at sigte efter mændenes krydsbælter.

“Hele rækken [af kanoner] afgav den mest ødelæggende ild [...] Forestil Dem min store tilfredsstillelse, da jeg så, hvordan hvert skud skød store huller i regimenterne, som derefter opløste sig i flygtende masser”, skrev Thiébault senere.

Eliten blev sat ind

Kampen om plateauet skulle blive både hård og langvarig, for koalitionsstyrkerne satte alt ind på at vinde kampen.

Både zar Aleksander og ledende officerer var på slagmarken for at opildne soldaterne til fornyet modstand, og omkring klokken 13 spillede zaren sit trumfkort.

Han sendte sine elitetropper, den kejserlige garde, op ad Pratzenhøjdens skrænter.

Franskmændene, der nu var udmattede, faldt tilbage, og nogle af dem flygtede. Nogle af dem løb lige forbi Napoleon og hans officerer, der råbte efter dem.

De panikslagne soldater hverken så eller hørte dem, men løb videre i sanseløs rædsel, mens de nærmest mekanisk råbte “Leve kejseren”.

Napoleon så ingen anden udvej end at svare igen med samme våben, som zaren netop havde brugt mod ham.

Også han sendte nu sin egen garde afsted mod slagmarken. Blandt dem var général de brigade Jean Rapp, som ledede det kejserlige kavaleri.

“Det var ikke, før jeg kom på skudhold af kampen, at jeg opdagede katastrofen. Det fjendtlige kavaleri var trængt ind i midten af vores styrker og huggede vores mænd ned med sabler”, beretter Rapp, der straks befandt sig midt i virakken.

Rapps friske tropper viste sig dog hurtigt at være for stor en mundfuld selv for zarens elitestyrker, og snart vendte krigslykken.

“Fjenden opgav kampen og vendte sig imod mig. [...] Vi kastede os over artilleriet, som vi tog. Kavaleriet, som ventede på os, blev slået tilbage med det samme. De flygtede, og både vi og fjenden tumlede afsted over ligene af vores soldater […] Det hele var én stor forvirring; vi kæmpede mand til mand. Til sidst triumferede vores troppers dristighed dog over alle forhindringer”, fortæller Rapp tilfreds.

Heftig ildkamp knuste fjenden

Napoleon, der så, at franskmændene nu endelig havde overtaget i slaget, kaldte resten af sin kejserlige garde til sig og gav ordre til, at de skulle svinge mod syd langs højdedragene og her omringe de russiske og østrigske styrkers venstre flanke.

Optakten til slaget ved Austerlitz var Napoleons sejr i slaget ved Ulm. De østrigske styrker blev totalt overrumplet af den franske hær, som de troede var langt væk. Det østrigske nederlag fik Østrigs russiske allierede til at gå mod vest, og Napoleon gik dem i møde.

© Charles Thévenin

“Vi angreb som lyn og torden, og blodsudgydelserne var forfærdelige. Kuglerne piftede os om ørerne. Luften gav sig af kanontorden, kraftfuldt truende stemmer hastigt efterfulgt af død. Hurtigt var fjendens rækker rystet og kastet ud i uorden; til sidst trådte vi dem fuldstændigt under fode”, fortæller Thomas-Robert Bugeaud, grenader i den franske kejserlige garde, om den heftige ildkamp, der her udspandt sig i de tidlige eftermiddagstimer.

Klokken 15.30 havde franskmændene indtaget højden. De brugte straks den fordelagtige position til at lade kanonerne tordne mod fjenden, som flygtede til alle sider.

På franskmændenes højre flanke kæmpede Davouts tropper imidlertid stadig mod russerne, og Napoleon samlede sine styrker og marcherede afsted for at knuse de sidste genstridige koalitionstropper.

Isen blev skudt itu

De marcherende franskmænd var nok til, at mange koalitionssoldater begyndte at løbe.

Panikken var velbegrundet, for marskal Davout gav sine folk ordre til ikke at tage fanger, men straks at hugge koalitionssoldaterne ned.

For 4.000 af dem var den eneste flugtrute over en frossen sø, Satschansøen. En spinkel træbro førte over søen, men den lille trækonstruktion kunne slet ikke rumme flodbølgen af flygtende mænd med deres heste og kanoner, så mange valgte at sætte ud over isen.

Ikke engang her var de fredet. Marskal Davout beordrede nådesløst sine artillerister til med kanoner at skyde huller i søens spejlblanke overflade.

Ingen ved, præcis hvor mange der druknede, men dagens 30. bulletin fra La Grande Armée var rystet:

“Et forfærdeligt syn. 20.000 mand kastede sig i vandet og druknede i søen”, lød det.

Ingen ved, præcis hvor mange der druknede, men dagens 30. bulletin fra La Grande Armée var rystet: “Et forfærdeligt syn. 20.000 mand kastede sig i vandet og druknede i søen”, lød det.

Mens mørket faldt på, stilnede skyderierne af. Dagens blodsudgydelser havde været betragtelige.

Koalitionsstyrkerne havde mistet mindst 27.000 mand, som enten var døde, sårede eller taget til fange, mens Napoleons Grande Armée havde mistet omkring 9.000 mand.

De overlevende franskmænd samledes – overstadigt berusede af en blanding af overstået frygt, sejrsbevidsthed og alkohol – for at synge, råbe og prale omkring lejrbål rundtomkring på pladsen.

Fra sin lejr blandt de slagne koalitionssoldater og i sikker afstand fra kamppladsen lyttede russeren Aleksej Jermolov irriteret til “musik, sang og glade råb fra fjendens lejr. De drillede os ved at udbryde det russiske råb ‘Ooora’”, beretter han.

Napoleon trøstede de sårede

Ikke alle overlevende fik del i sejrens sødme. Rundtomkring på slagmarken lå tusinder af sårede og døende på den iskolde jord.

På improviserede lazaretter gjorde læger og kirurger deres bedste for at redde liv, men de fleste hårdt sårede var overladt til at vente på døden i kulden og mørket.

Knægten, der blev kejser: Fra eksil til sidste suk

1814:

Paris falder. Napoleon bliver frataget kejsertitlen, og hans hustru og søn må flygte til Wien. Ludvig 18. bliver udråbt til konge, og Napoleon bliver herefter sendt i eksil på øen Elba.

Napoleon, afsked, garde
© Antoine-Alphonse Montfort

1815:

Napoleon flygter fra Elba og samler sin hær. Kong Ludvig flygter. Da Napoleon taber slaget ved Waterloo til englænderne ledet af hertugen af Wellington, må han dog igen abdicere. Han bliver sendt i eksil på øen Sankt Helena.

Napoleon, Sankt Helena
© František Xaver Sandmann

1821:

Den tidligere kejser dør på Sankt Helena, syg og nedbrudt.

© Horace Vernet

1840:

Napoleons lig bliver ført til Frankrig, hvor han er stedt til hvile i en sarkofag af rød granit i Invalidekirken i Paris.

Kiste, Napoleon
© Livioandronico2013

Napoleon havde ikke glemt dem. I lygteskæret red han over slagmarken mellem lig, fastfrosset i forvredne positurer, mens sneen begyndte at dale over markerne.

Han formanede sit følge til at være stille, så han kunne høre de såredes klage, og “når han fandt en af disse uheldige mænd, red han hen til ham, steg ned fra hesten og gav ham et glas brandy, som han altid havde hos sig”, fortæller hertugen af Rovigo, generalen og diplomaten Anne Jean Marie René Savary.

Først meget sent forlod kejseren de blodige marker for at tage til lejren tæt på Pratzenhøjden.

Her modtog han udsendinge fra den russiske og østrigske hær, der overbragte ham koalitionsstyrkernes ubetingede overgivelse.

I den efterfølgende fred måtte Østrig afgive store landområder til Napoleon og hans allierede fra Bayern. Men før Napoleon kunne nyde denne triumf, måtte han takke sine soldater.

Inden han gik til ro i posthuset i byen Poseritz, hvor han ville tilbringe natten, dikterede han en tale til hæren.

“Soldater, jeg er tilfredse med jer. På denne dag har I opfyldt mine forventninger om jeres dristighed”, skrev hærføreren.

Efter at have gennemgået soldaternes bedrifter og sejre lovede han, at han nu ville føre dem hjem til Frankrig, til ro, hvile og en hjertelig modtagelse.

“Mit folk vil hilse jer med fryd, og det vil være nok, at I siger ‘Jeg var med ved Austerlitz’, til, at de svarer: ‘Der står en helt’”.

Europas stærkeste hærfører

Napoleons løfte kom til at holde stik. Ved hjemkomsten til Paris var hovedstaden fuldt oplyst, og næsten alle borgere var af huse for at råbe hurra for tropperne, der marcherede gennem gaderne.

“Mit folk vil hilse jer med fryd, og det vil være nok, at I siger ‘Jeg var med ved Austerlitz’, til, at de svarer: ‘Der står en helt’”. Napoleon til sine soldater.

Om aftenen festede pariserne, mens de fejrede Napoleon og det taktiske geni, der havde gjort ham i stand til med en undertallig styrke at slå de mægtige Østrig og Rusland.

Rygterne om sejren spredte sig til England og Sverige, der hastigt arkiverede angrebsplanerne mod Frankrig nederst i skrivebordsskuffen.

Som morgensolen havde skinnet på ham ved Austerlitz, kunne Napoleon nu sole sig i folkets beundring og i en nyvunden magtposition.

Efter den overlegne sejr over de andre stormagter var han ikke blot Europas stærkeste hærfører, men også kontinentets ubestridte hersker, leder og førstemand.