Paris festede. Indbyggerne fyldte grådigt krus med vin fra sprudlende fontæner. Fra vinduerne i Tuileries-paladset betragtede Napoleon spektaklet i gaderne.
Dagen før var han blevet kronet som kejser af Frankrig. Den storladne ceremoni havde efterladt ham med en tom, trist fornemmelse “Jeg er kommet for sent”, sagde han nedtrykt til sekretæren. “Der er ikke noget stort tilbage, jeg kan gøre”.
Måske var Napoleon træt efter kroningsceremonien. Måske indhentede udmattelsen ham omsider efter de mange slag og politiske manøvrer.
Eller måske følte han tyngden af den enorme guldkrone, han havde placeret på sit eget hoved.
Hvilke store gerninger kunne han gøre for at leve op til titlen som overhoved for det imperium og det dynasti, han var i gang med at skabe?
Napoleons lovsamling dannede forbillede i mange andre lande.
Napoleon gav Europa ensartede love
“Vi er en nation med 300 lovbøger, men ingen lov”, klagede Napoleon.
Frankrig var styret af love, der var forskellige fra by til by, primært skrevet for at varetage overklassens interesser, og de gav almindelige borgere en ringe retssikkerhed.
Det lavede Napoleon om på. Han fik i 1804 udfærdiget lovværket “Code Civil”, der siden ændrede navn til “Code Napoléon”.
I tre bøger med i alt knap 2300 artikler opstillede det juridiske hovedværk universale principper for bl.a. ejendomsret og personlig frihed.
Lovsamlingen blev siden udvidet, og med kejserens erobringer bredte Code Napoléon sig til store dele af Europa. Den dag i dag findes spor af Napoleons love i civilretten i mange landes lovsamlinger.
Ængstelsen for stilstand var ubegrundet, og kejseren fik travlt med at bevare og udbygge sit rige i de første regeringsår.
Rusland, Østrig og England betragtede Frankrig som en konkurrent i kampen om magten i Europa og havde igen samlet sig til angreb.
Forskellige koalitioner gik til angreb, men Napoleons enestående strategiske sans sikrede ham en stribe sejre, der er gået over i militærhistorien.
I mægtige slag ved Ulm, Austerlitz, Jena og Friedland knuste kejserens tropper enhver modstand.
I 1806 lykkedes det Napoleon at samle en række tyske fyrstendømmer under sig i det såkaldte Rhinforbund.
Da Napoleon i 1807 tvang Preussen og Rusland til forhandlingsbordet, var Frankrig det kontinentale Europas stærkeste magt.
Josephine var sin mand utro
Franskmændene tiljublede Napoleon, men i de private gemakker var stemningen trykket. Allerede under felttoget i Egypten fandt Napoleon ud af, at hans hustru, Josephine, var ham utro.
Josephines voksne børn talte ham fra lade sig skille, men episoden forandrede ægteskabet for altid. Napoleons følelser for Josephine svingede, og samtidig indså han skuffet, at de ikke sammen kunne få en arving til kejserriget.
“Jeg elskede hende virkelig, men jeg respekterede hende ikke”, betroede han senere en ven.
Statue af Napoleons første hustru, Josephine Beauharnais, i Paris.
Kejseren kastede sig ud i affærer med hofdamer, officershustruer og tilfældige bekendtskaber.
De fleste var for ham blot en behagelig afbrydelse på lange arbejdsdage, men med én var det anderledes: forholdet til den unge, polske adelskvinde Marie Walewska.
Marie var som kun 16-årig blevet giftet bort til en 51 år ældre slotsherre. Én af de få ting, det umage par havde til fælles, var et brændende håb om, at Polen, der længe havde været kastebold imellem Rusland, Østrig og Preussen, atter skulle blive selvstændigt.
Da Napoleon kom til Polen på sit felttog i 1806, satte Maries mand sin hustru til at indynde sig hos Napoleon og vinde ham for den polske sag.
“Jeg elskede hende virkelig, men jeg respekterede hende ikke”. Napoleon om sin hustru.
Napoleon var ikke svær at overtale, for Marie var både ung, køn og veltalende. Hendes idealisme og rene sind tiltalte ham, og hurtigt faldt han for den blonde pige.
“Jeg ved nok, at du kan leve uden mig. Jeg ved, at dit hjerte ikke tilhører mig. Men du er god og mild, dit hjerte er så ædelt og rent”, skrev den forelskede kejser.
At et selvstændigt Polen kunne stoppe Ruslands ekspansion mod vest og Østrigs ambitioner mod øst, gjorde kun Napoleon mere entusiastisk.
Han flyttede sit hovedkvarter til Polen, og han og Marie gik ud som par.
Napoleon brugte sine erobringer og sin magt til at skabe Warszawa-hertugdømmet – en forløber for et selvstændigt Polen – og forsyne det med forfatning og retssystem efter fransk forbillede.
I efteråret 1809 var Marie Walewska gravid. For Napoleon kom nyheden både som et chok og en åbenbaring.
Kejseren havde frygtet, at han var steril, men Maries graviditet beviste, at barnløsheden i hans ægteskab var et problem med Josephine.
Napoleon måtte vælge mellem sin hustru og en arving. Josephine vidste, at hendes mand til hver en tid ville vælge magten.
Elskeren fik ikke sin kejser
Den 15. december 1809 var skilsmissen en realitet. I tronsalen i Tuileries-paladset sad Josephine bleg og tynd, mens Napoleon for hele det forsamlede officielle Frankrig forklarede, at hans beslutning var dikteret af “Frankrigs vel”.
Fattet erkendte Josephine, at hun ikke kunne “få børn, som kan tilfredsstille hans politiks behov og Frankrigs interesse”, og at hun derfor ville skænke Napoleon “det største bevis på hengivenhed og opofrelse, som nogensinde er givet på Jorden”.
Så brød hun sammen. Imens Napoleon knugede hendes hånd, rakte hun sit manuskript til en anden, som fortsatte oplæsningen.
Skilsmissen fik ikke Napoleon til at gifte sig med Marie Walewska. En gift kvinde kunne i kejserens øjne ikke udfylde rollen som mor for hans afkom. I stedet rettede han blikket mod Europas kongehuse, og hans valg faldt på ærkehertuginde Marie Louise af Østrig, datter af kejser Frans.
I marts 1810, to måneder før Marie Walewska fødte ham en søn, blev Napoleon – pr. stedfortræder – viet til den blot 18-årige Marie Louise.
Få uger efter brylluppet mødtes Napoleon med sin brud, og ægteskabet blev lykkeligt.
“Jeg er bestandig sammen med ham, og han elsker mig overmåde højt. Han har noget meget indtagende og elskværdigt, som det er umuligt at modstå”, rapporterede Marie Louise til sin far.
Et år efter brylluppet, i marts 1811, fik de en søn. Drengen fik navnet François Charles Joseph Bonaparte og bar fra fødslen titlen “konge af Rom”.
Marie Louise af Østrig skænkede Napoleon en arving, Napoleon 2., konge af Rom.
Politisk var ægteskabet en stor gevinst for Napoleon. Det østrigske Habsburg-dynasti var det ældste og mest respekterede i Europa, og forbindelsen betød, at Napoleon ikke længere blev betragtet som opkomling.
En alliance med den gamle fjende var desuden en god måde at fastholde Napoleons magt på.
Blodets bånd kunne dog ikke holde Østrig tilbage, for allerede et år senere, i 1812, gik landet i krig mod Napoleon. Krigslykken var ved at vende for kejseren.
Han formåede ikke at knække englændernes magt til søs og havde derfor forsøgt at ødelægge landets økonomi ved at indføre en handelsblokade, der imidlertid ikke fungerede.
Værst stod det til i Spanien. Her afsatte Napoleon kongen og indsatte i stedet sin egen bror.
Udnævnelsen skete imod Joseph Bonapartes ønske, og da han var kommet til landet, rapporterede han, at “ære vil lide skibbrud i Spanien”.
Napoleons Europa
Som kejser vandt Napoleon spektakulære sejre på Europas slagmarker, og med diplomatisk snilde skaffede han sig herredømmet over det meste af kontinentet.
Grønne områder = Forbundne områder
- Napoleons stærke indflydelse strakte sig langt ud over hans kejserriges grænser. Spanien, Schweiz, den resterende del af Tyskland og Italien, samt det selvstændige hertugdømme Warszawa var nært knyttet til det kæmpemæssige franske kejserrige.
Hvide områder = Kejserens rige
- I 1812 dækkede Napoleons kejserrige vore dages Frankrig, Belgien, Holland og Luxemburg, samt store dele af Tyskland, Italien, Kroatien, Slovenien. Dertil kom flere vigtige oversøiske kolonier i Caribien, Asien og Afrika.
De katolske spaniere brød sig hverken om franskmændene eller Napoleons reformer, der begrænsede kirkens magt, indførte skilsmisse og afskaffede inkvisitionen.
Guerillaer hærgede, franske guvernører blev myrdet, og i Madrid hang franske soldaters lig i lygtepælene. Spanierne tilkaldte briterne, og snart sluttede østrigerne sig til dem.
Langsomt, men sikkert blev Napoleon slået tilbage.
Rusland blev Napoleons endeligt
Heller ikke russerne brød sig om Napoleons handelsblokade af briterne, og zaren var svært utilfreds med Napoleons støtte til et selvstændigt Polen.
I 1812 kom opgøret, da Napoleon marcherede sin 600.000 mand store Grande Armée mod Moskva.
I stedet for at nedkæmpe zarens tropper blev franskmændene imidlertid sendt på flugt i den russiske vinter, og tilbagetoget endte i en af historiens største militære katastrofer.
Kulde, sult og sygdom kostede omkring en halv million soldater livet.
TIlbagetrækningen fra Moskva var en katastrofe og blev begyndelsen til enden for Napoleon.
Da armeen humpede ind i Paris, blev Napoleon mødt med vantro og mishag.
Kejseren havde svigtet, og de franskmænd, som kæmpede for at genindføre kongedømmet, fik fremgang, mens britiske styrker rykkede nærmere.
Den 30. marts 1814 bragede angrebet mod Paris “som en nådesløs mørk tidevandsbølge”, som en iagttager skrev.
Da foråret nåede Paris i april 1814, forlod Napoleons marskaler, allierede og endog hans hustru ham. Marie Louise rejste hjem til Østrig med den fælles søn, og de tre blev aldrig genforenet.
Napoleon var tvunget til at abdicere, og den 11. april begav den detroniserede kejser sig mod sit ufrivillige eksil på middelhavsøen Elba.