Napoleon som kejser

Napoleon: Provinsknægt blev fransk kejser

Som søn af en jurist i provinsen var vejen til magten lang for Napoleon. Med stålsatte ambitioner, politisk tæft, militært talent – og tilfældigheders spil – lykkedes det ham alligevel trin for trin at nå Frankrigs allerhøjeste tinde.

Som søn af en jurist i provinsen var vejen til magten lang for Napoleon. Med stålsatte ambitioner, politisk tæft, militært talent – og tilfældigheders spil – lykkedes det ham alligevel trin for trin at nå Frankrigs allerhøjeste tinde.

Polfoto/Corbis & Bridgeman

Et brus af forventning går gennem forsamlingen i Notre Dame-katedralen. Mange timer er gået, siden de første gæster ankom i decembermorgenens sne og mørke for at indtage deres pladser i det kolde kirkerum.

Dette er øjeblikket, de alle har ventet på. Napoleon, iført en fejende, purpurfarvet kappe, besat med guld og hermelin, skrider værdigt op mod alteret.

Det bløde lys fra de vældige blå glasmosaikker giver rummet et næsten guddommeligt skær. Alles øjne følger Napoleon, da hans hænder griber om den store, tunge guldkrone, som står på alteret.

Et kort triumferende øjeblik holder han kronen højt i vejret, op imod katedralens himmelstræbende spidsbuer. Så placerer han den på sit eget hoved.

Napoleon kroner Josephine som kejserinde i Notre Dame

I 1804 kronede Napoleon først sig selv som kejser og siden Josephine som kejserinde af Frankrig.

© Polfoto/Corbis

Tusinder af øjne stirrer på kronen, der funkler og skinner, og på den mand, der nu suverænt er Europas mægtigste – kejser Napoleon 1. af Frankrig.

Napoleon blev født i en politisk hvepserede

Ifølge overleveringen skulle Napoleon efter kroningen, som fandt sted den 2. december 1804, have vendt sig mod sin bror, Joseph, og hvisket: “Hvis bare far kunne se os nu”.

Historikerne ved ikke, om ordene virkelig faldt sådan, men Napoleon havde god grund til at lade tankerne gå til sin familie på denne store dag.

Havde det ikke været for hans ærgerrige og politisk bevidste forældre og de erfaringer, de gav ham, havde han næppe kunnet gennemføre sin himmelstormende karriere.

Napoleon kom til verden den 15. august 1769 som det næstældste barn af Carlo og Letizia Buonaparte.

Den italienske stavemåde af efternavnet beholdt Napoleon, indtil han 26 år gammel som nyudnævnt general skiftede det ud med det mere franskklingende Bonaparte.

Sammen med sine syv søskende voksede han op i byen Ajaccio på Korsika – en lille ø ud for Italiens kyst.

Portræt af Napoleons far, Carlo Buonaparte

Napoleons far, Carlo Bounaparte, var uddannet jurist og arbejdet på den lokale domstol gav ham adgang til indflydelse på øen Korsika.

© Anton Raphael Mengs

Øens smukke strande og idylliske bjerglandskab stod i skarp kontrast til dens voldsomme skæbne. Korsika havde hørt under Italien siden et par århundreder f.Kr.

Fra 1284 havde den tilhørt Genova, én af de selvstændige bystater, som på den tid udgjorde Italien.

Korsikanerne blev trætte af at være regeret fra fastlandet og fordrev i 1700-tallet Genovas guvernør fra øen for at indsætte deres egen leder. Uheldigvis for korsikanerne solgte Genova øen til franskmændene, der slog hårdt ned på selvstændighedsbevægelsen.

Carlo, der havde studeret jura ved universitetet i Pisa, arbejdede tæt sammen med den korsikanske oprørsleder og måtte flygte med familien.

Da franskmændene tilbød amnesti til alle, der kunne vedkende sig overherredømmet, slog Carlo og Letizia til.

Med sønnen Joseph på kun et år og endnu et barn – Napoleon – i vente var et liv på flugt skræmmende. Parret vendte tilbage til deres hjem og besluttede sig for at få det bedste ud af situationen.

Af sin far lærte Napoleon at være både realistisk og idealistisk, når det kom til politik.

Selv om faderen var stolt af sin tid i den korsikanske frihedskamp, lærte han hurtigt at samarbejde med franskmændene, og for at tjene til familiens underhold tog Carlo arbejde hos den lokale domstol.

Stillingen gav ham hurtigt adgang til de mest indflydelsesrige franskmænd på øen. Værdien af at etablere forbindelser blev siden en nøgle til Napoleons karriere, og den første, som fik banebrydende betydning, var grev Marbeuf – øens magtfulde guvernør.

Bekendtskabet blev kraftigt styrket af grevens beundring for den smukke Letizia og var særdeles nyttigt for familien Buonaparte.

Under besøg i familiens hjem og på lange gåture med Letizia fik Marbeuf forelagt familiens behov for hjælp til at komme op ad den korsikanske rangstige, og Marbeuf lyttede ivrigt.

Om Marbeufs lydhørhed skyldtes en erotisk forbindelse med Letizia, ved ingen, men ved Marbeufs mellemkomst fik familien en gammel og glemt adelstitel.

Med den i hus og med gode anbefalinger fra Marbeuf lykkedes det at skaffe Napoleon ind på militærakademiet på et kongeligt stipendium.

Napoleon kunne ikke tale fransk

Buonaparte-familien var ikke fattig, men heller ikke formuende, og tiden blandt overklassebørnene på militærakademiet blev hård for Napoleon.

Blot 9 år gammel, spinkel og umoden af sin alder, rejste han i 1779 til Frankrig, hvor han først skulle lære fransk og derefter begynde på militærakademiet i Brienne i det nordlige Frankrig.

“Jeg er træt af at udstille mit armod og af at se smilene fra uforskammede studerende, der kun er mig overlegne i kraft af deres formue”. Napoleon i et brev til sin far.

Napoleon lærte sig hurtigt fransk, men talte stadig med en kraftig korsikansk dialekt, da han ankom til akademiet.

Det regnfulde nordfranske landskab fik ham til at savne middelhavssolen hjemme på Korsika, og han følte sig uden for fællesskabet.

Alle gik i samme slags uniform og havde ens usle værelser på akademiet – en lille celle med plads til blot en feltseng og et vaskestel – men Napoleon mærkede hurtigt, at han ikke havde samme status som sine medstuderende, der kom fra landets mest fornemme adelsfamilier.

Gentagne gange appellerede han til sin familie om flere penge.

“Jeg er træt af at udstille mit armod og af at se smilene fra uforskammede studerende, der kun er mig overlegne i kraft af deres formue”, skrev han med såret stolthed til sin far, der uheldigvis for den unge Napoleon ikke var i stand til at hjælpe sin ydmygede søn økonomisk.

Hvad Napoleon manglede i rigdom, havde han i ambitioner. Mens studiekammeraterne brugte penge på fornøjelser, kastede Napoleon sig ivrigt over bøgerne.

Han interesserede sig især for matematik, geografi og historie og var dybt fascineret af erobrere som Cæsar og Alexander den Store.

Selv om studiet var normeret til to år, gik Napoleon allerede til eksamen efter et år og bestod. Som kun 16-årig kunne han i 1785 kalde sig sekondløjtnant i artilleriet.

Snart efter søgte han orlov. Et halvt år tidligere var faderen død, og Napoleon tog hjem for at være hos sin sørgende mor.

Driften af familiens gård gik dårligt, og da grev Marbeuf var død nogle år forinden, var familien overladt til sin egen skæbne.

I de følgende syv år vendte Napoleon flere gange hjem til Korsika imellem sine forskellige udstationeringer rundt omkring i Frankrig.

Portræt af Napoleons mor, Letizia-Buonaparte

Napoleons mor, Letizia Bounaparte, fødte 13 børn, hvoraf otte af dem nåede voksenalderen.

© Robert Lefèvre

Det gav ham ikke alene mulighed for at hjælpe moderen, men også tid til afslapning og mulighed for at pleje sine forbindelser.

Imens fandt store forandringer sted i Frankrig. Hof og adel – overdådigt pyntet i krinoliner og pudrede parykker – dansede menuet på Versailles-slottet, og folk døde af sult i gaderne.

Oprøret ulmede og brød til sidst ud i lys lue med stormen på Bastillen den 14. juli 1789.

Revolutionen rullede som en bølge hen over landet efterfulgt af splittelse mellem dem, som støttede oprørerne, og dem, som støttede kongen.

Da striden for alvor nåede Korsika i 1791, gik det op for Napoleon, at han måtte opgive sit korsikanske liv og rejse til Frankrig.

Henrettelse af Maximilien Robespierre, 1794

Offentlige henrettelser i Paris' gader hørte til dagens uorden i 1700-tallets sidste årti. I 1793 mistede selv kongen hovedet i guillotinen.

© Polfoto/Corbis

Napoleon greb magten i revolutionens kaos

Folket tog en grusom hævn over Frankrigs adelige elite. Det kostede mange officerer livet og gav Napoleon mulighed for avancement.

Den franske revolution gav Napoleon Bonaparte et springbræt til en stor politisk og militær karriere.

I årene efter revolutionens begyndelse i 1789 var Frankrig ved at falde fra hinanden. I et forsøg på at gøre landet til Europas stormagt havde kong Ludvig 16. gældsat landet voldsomt.

Kongen og hans dronning havde levet over evne på deres overdådige slotte, og adelen nægtede at betale skat. Befolkningen sultede, og hadet til hof og adel var enormt.

Revolutionens opgør med eliten tyndede alvorligt ud i det primært adelige officerskorps, og det gav plads til unge, ambitiøse og dygtige folk. En af dem var Napoleon.

Toulon bragte Napoleon til tops

Da han i maj 1792 nåede Frankrig, var revolutionen på vej ind i sin mest blodige fase. Østrigs kejser, Frans 2., raslede med sablen af frygt for, at revolutionen ville brede sig og koste ham posten – og måske hovedet.

Modsætningerne mellem revolutionslederne og de kongetro i landet voksede, og kun otte måneder efter Napoleon kom til Frankrig, blev kongen henrettet.

“Jeg har ikke ord til at beskrive Bonapartes dygtighed, betragtelige tekniske færdigheder, en intelligens, der står mål med dem, og så megen tapperhed”. General Jacques Francois Dugommier om Napoleons militære evner.

Som medlem af lavadelen kendte Napoleon alt til uligheden i det klassedelte samfund, og han støttede revolutionen fra første færd.

Få uger efter at han var vendt tilbage til Frankrig, skrev han bogen “Middag på Beaucaire”, et glødende forsvarsskrift for “Revolutionens og Republikkens Ånd”. Den skaffede Napoleon stor opmærksomhed i de højeste cirkler, bl.a. hos den rabiate revolutionsleder Maximillien Robespierre, der var begejstret.

I bogen argumenterede Napoleon for, at militæret skulle spille en vigtig rolle i at skabe og vedligeholde ro og orden i landet, og det var tydeligt, at han så sig selv som en leder i opbygningen af det nye Frankrigs forsvar.

I efteråret 1793 blev han imidlertid udsendt til konvoj-tjeneste i Middelhavet – en opgave, der passede den ambitiøse kaptajn dårligt.

Han havde dog god tid og lagde vejen forbi Le Beausset ved Frankrigs sydligste Middelhavskyst. Her vidste han, at han kunne finde Robespierres bror, Augustine, og andre af revolutionens spidser. De var forsamlet for at følge udviklingen i byen Toulon, et strategisk vigtigt punkt knap 20 km borte.

Byen var domineret af de kongetro og havde reageret stærkt på henrettelsen af kong Ludvig 16. I august 1793 erklærede byen sig selvstændig, og i efteråret indledte byens ledere et samarbejde med den britiske flåde, der gladelig trådte til for at støtte en kamp mod ærkerivalen Frankrig.

Den 1. oktober lod Toulons ledere briterne indtage byen og sendte kongens flag til tops.

Napoleon leder slaget ved Toulon

Ved byen Toulon fik Napoleon lov til at demonstrere sine fantastiske militære evner.

© Polfoto/Corbis

Engelske tropper på fransk jord var en helt uacceptabel situation. Revolutionshæren belejrede byen, men situationen var kritisk.

Én af revolutionslederne, der også var korsikaner, tilbød Napoleon at blive forflyttet fra konvojtjenesten i Middelhavet til Toulon, og Napoleon sagde begejstret ja.

Napoleon overbeviste straks den kommanderende general, Jacques Francois Dugommier, om, at Toulon ikke kunne vindes ved en belejring, men ved at indtage en række højdedrag rundt om havnen og herfra bombardere de britiske skibe.

Vurderingen viste sig at være helt rigtig. Englænderne fortrak hastigt, og Toulon var igen på franske hænder. Indtagelsen af byen slog effektivt revolutionens fjender i den sydlige del af Frankrig ned, og æren gik til Napoleon, der blev forfremmet til brigadegeneral.

“Jeg har ikke ord til at beskrive Bonapartes dygtighed, betragtelige tekniske færdigheder, en intelligens, der står mål med dem, og så megen tapperhed”, udtalte general Dugommier.

Den unge Napoleon – nu Bonaparte – der i slaget var blevet alvorligt såret i benet af en bajonet, drak ivrigt af berømmelsens bæger. Fra nu af ville han i den franske befolknings øjne være helten fra Toulon.

I oktober 1795 bragte Napoleons nyvundne berømmelse ham endnu et trin op ad rangstigen. En oprørt folkemængde samlede sig den 4. oktober i Paris' gader og truede med at styrte revolutionsregeringen. Den aldrende general, som blev sendt ud for at imødegå revolten, trak naivt sine tropper tilbage, da oprørerne lovede at fortrække – kun for at opdage, at rebellerne blev, hvor de var.

Generalen blev afsat på stedet, og et ledende regeringsmedlem huskede pludselig helten fra Toulon.

Hastigt fik Napoleon overdraget kommandoen, og han handlede resolut. Da forsamlingen nærmede sig regeringssædet i Tuileries-paladset, fyldte Napoleon sine kanoner med kardæsker – projektiler fyldt med mindre kugler – og skød direkte mod oprørerne, der bogstaveligt talt blev blæst ud af Paris' gader.

Maleri af slaget ved Ulm

Napoleons hær overraskede den østrigske hær flere gange under slaget ved Ulm.

© René Théodore Berthon

Napoleons hær valgte selv slagmarken

I oktober 1805 var Napoleon truet af Rusland og Østrig. Med politisk og økonomisk støtte fra England havde de to lande dannet en koalition imod Frankrig. Koalitionens frygtindgydende hær på 200.000 mand bevægede sig hen over Europa med Napoleons besiddelser i Italien som endemålet.

Napoleon havde 210.000 mand, men de stod alle ved den franske kyst ud for Den Engelske Kanal. I stedet for at vente på, at den fjendtlige styrke nåede Italien, opsøgte Napoleon konfrontationen på det sted og på det tidspunkt, som passede ham bedst. Slaget ved Ulm var under opsejling.

Efter mottoet del og hersk besluttede han at angribe den styrke på 50.000 mand, som havde besat byen Ulm i Tyskland.

Her arbejdede den østrigske general Mack på byens fæstningsværker, mens han ventede på russiske forstærkninger. Men Napoleon nåede først frem.

Ubemærket havde han marcheret sin hær fra den franske kyst og langt ind i Tyskland.

Han formåede at omringe Ulm og på den måde overmande østrigerne. Med ordene: “Her har De den uheldige general Mack”, overgav østrigernes general sig den 20. oktober 1805.

Napoleon forelskede sig

Konfrontationen varede to timer, kostede 400 oprørere livet og satte en stopper for den vold og selvtægt, som havde præget revolutionsårene. Episoden gjorde også Napoleon til en betydelig politisk magtfaktor. Overalt blev han fejret – ikke blot som en dygtig soldat, men som revolutionens redningsmand.

Paul Barras, én af revolutionsregeringens førende skikkelser, som kendte Napoleon fra dagene i Toulon, så straks en interesse i at knytte den unge general til sig.

I en tale seks dage efter slaget takkede han overstrømmende Napoleon for indsatsen og gav ham kommandoen over to af revolutionshærens feltarmeer. Blot få uger senere blev båndet mellem Napoleon og Barras endnu tættere, da Napoleon besøgte en af Paris' fashionable saloner, hvor han nu var en selvskrevet gæst.

Her traf han Barras' elskerinde, den smukke enke Josephine Beauharnais. Josephine var datter af en velhavende plantageejer i den oversøiske koloni Martinique. Hun var også en selvstændig forretningskvinde, der bl.a. handlede med forsyninger til den franske hær, seks år ældre end Napoleon og kendt for at have mange elskere.

Napoleon var bjergtaget.

“Jeg vågner helt opfyldt af dig. Dit billede og mindet om den berusende aften i går har ikke ladet mine sanser falde til ro. Du rejser til middag, men om tre timer skal jeg se dig igen. Tusinde kys så længe, men giv ikke mig nogen, de tænder ild i mit blod”, skrev han til hende efter en elskovsnat.

Josephine derimod var med egne ord lunken over for Napoleon, men Barras, der gerne ville tækkes Napoleon og af med den besværlige elskerinde, fik hende snart på bedre tanker.

Portræt af Napoleons første hustru, Josephine Beauharnais

Napoleon forelskede sig hovedkulds i Josephine Beauharnais, mens hun selv var mere tilbageholdende.

© Antoine-Jean Gros

Nogle historikere mener, at Barras endog gik så vidt som til at love Josephine, at Napoleon ville få kommandoen over den italienske hær – et drømmejob for en ambitiøs general – hvis blot hun ville sige ja til hans frieri. Om aftenen den 9. marts 1796 gav Josephine Napoleon sit ja ved en simpel ceremoni på et parisisk borgmesterkontor.

I bryllupsgave forærede Napoleon sin brud en medaljon med inskriptionen “Au Destin” – Skæbnen i Vold. To dage senere skiltes de, da Napoleon drog til Italien.

Revolutionen i Frankrig havde jaget en skræk i livet på Europas kronede hoveder, og ingen var så bange som den østrigske kejser, Frans 2. – en upopulær monark, der med rette frygtede sine undersåtter. Frankrig måtte underkues, og kampen mellem de to lande kom til at stå i Norditalien.

Her havde begge lande interesser, og Frans allierede sig med lokale konger, der delte hans interesse i at hindre revolutionen i at brede sig.

Franskmændene havde hårdt brug for unge, dygtige generaler som Napoleon. Frankrig havde i 1793 sat hæren ind i forventning om en hurtig afslutning på miseren, men revolutionens udrensninger af adelen havde fordrevet – eller ligefrem gjort det af med – en stor del af toppen af Frankrigs officerskorps. Hærledelsen var slap og rådvild.

Forsyningslinjerne fungerede dårligt. Deserteringer og mytteri truede.

Da Napoleon nåede frem i foråret 1796, var hæren låst fast i en umulig position langs Alperne, uden mad og andre fornødenheder.

Opsat på at ændre situationen holdt Napoleon en brandtale til sine tropper og ledte dem herefter ud på slagmarken.

Gennem grundige studier af sin enorme kortsamling og indgående viden om fjendtlige troppebevægelser lykkedes det ham at opspore og angribe en del af den østrigske hær, som han straks besejrede i slaget ved Montenotte den 12. april 1796.

Dødvandet var brudt, og mændene jublede – ikke alene kunne de omsider få forsyninger. De var vindere. Napoleon var en enorm succes.

Napoleon fik sejrgaver af den østrigske kejser

I en sejrsrus rullede Napoleons styrker gennem Italien og op til Østrig, indtil de i april 1797, blot et år efter, at Napoleon havde overtaget hærledelsen, stod uden for Wien. Kejser Frans måtte give op og afgav ved fredsslutningen både Belgien og Rhinens vestbred.

Men en militær sejr var ikke nok for Napoleon. Han udnyttede sin status som sejrherre til at kræve erstatning af bystaten Venedig, der måtte betale dyrt med kunst og historiske genstande. Samtidig greb Napoleon lejligheden til at slå et par af de tidligere østrigske områder i Italien sammen til en republik.

Han skrev også en forfatning og bestemte, hvordan regeringen skulle opbygges – et temmelig uhørt træk fra en hærfører.

Den Cisalpinske Republik, som Napoleon kaldte sin nye politiske opfindelse, blev senere til det moderne Italien, og mange italienere regner Napoleon for landets befrier.

Den blot 28-årige generals evner som hærfører og statsmand vakte stor opsigt i både Frankrig, Italien, Tyskland og Østrig. Østrigs besejrede kejser viste endog sin respekt ved at forære Napoleon et par lipizzaner-heste.

Takket være de rigdomme, Napoleon sendte hjem fra sine erobringer, bugnede den franske statskasse nu af penge. Paris kunne fremvise de mest opsigtsvækkende kunstværker og historiske rariteter i verden.

Komponister og digtere skrev værker til Napoleons ære, og han blev medlem af det franske videnskabernes selskab – en sammenslutning af nationens kunst- og videnskabselite.

Kun revolutionsregeringen havde sine forbehold. Nok gav Napoleons bedrifter både penge og prestige til republikken, men generalens åbenlyse ambitioner og lederevner var en trussel mod den bestående regering.

For at få Napoleon lidt på afstand og samtidig udnytte hans militære talenter sendte de ham til Egypten.

Napoleons felttog i Egypten

Under opholdet i Egypten fandt franskmændene enorme skatte fra faraoernes tid og bragte en stor del af dem med hjem til det nye Louvre-museum i Paris.

© Bridgeman

Napoleon bragte Egypten til Europa

Felttoget i Egypten skulle styrke Frankrigs position i Middelhavs-området, men var samtidig en storstilet videnskabelig ekspedition.

Vage forestillinger om pyramider, ørkensand og magtfulde faraoer klædt i guld. Sådan var franskmændenes billede af Egypten, da Napoleon i 1798 drog i felttog til landet.

Napoleons rejse var ikke alene strategisk. Den skulle også øge forståelsen af den ældgamle egyptiske civilisation og dens enorme skatte.

Hele 167 af Frankrigs bedste videnskabelige hoveder – kartografer, tegnere, landmålere, lingvister og naturvidenskabsfolk – var med i Napoleons følge. Dertil kom hundreder af andre fagpersoner, trykpresser, måleinstrumenter, varmluftballoner og adskillige hundrede bøger.

Det videnskabelige resultat af felttoget blev 10-bindsværket “Description de l'Egypt” og en lang række fund, der blev hjembragt til Paris – mest kendt er Rosettastenen, der gjorde det muligt senere at dechifrere hieroglyfferne.

Napoleons videnskabsfolk var de første, der dokumenterede Egyptens skatte, og deres arbejde medførte en sand Egypten-mani i Europa.

Det sagnomspundne land var et perfekt mål for det revolutionære Frankrig. En fransk tilstedeværelse i Egypten ville ud over adgangen til råstoffer skaffe landet dominansen over Middelhavet med alle de handelsfordele, det indebar.

Samtidig kunne Frankrig berøve England, der villigt havde støttet Østrigs militære kampagner mod det revolutionære Frankrig, adgangen til denne handel.

Som en yderligere fordel ville en kolonisering af Egypten give prestige. Egypten var dengang styret af mamelukker – et folk, som oprindeligt var kommet til landet som slaver, men som nu havde taget magten.

For folk i Vesten repræsenterede Egypten en tabt civilisation, der nu var styret af barbarer.

Napoleon besøger såret soldat

Napoleon gjorde sit bedste for at huske soldaternes navne og besøgte ofte de sårede på infirmeriet.

© Polfoto/Corbis

Napoleons opmuntring gjorde soldater loyale

Napoleon gjorde sig stor umage for at rose sine mænd, og under felttog gik han ofte rundt i lejren og sludrede med de menige soldater. Han forsøgte at huske deres navne, og hvilke slag de havde deltaget i.

Af og til tilbød han en soldat lidt snus fra sin personlige æske – noget, mændene betragtede som en stor ære.

Napoleon indstiftede også en lang række ordener og hæders-bevisninger, hvoraf den vigtigste, “Legion d'honneur” – Æreslegionen – var og er Frankrigs fornemste.

“Tingeltangel”, fnøs kritikere, men det rørte ikke Napoleon. Han svarede blot: “Det er med sådan noget tingeltangel, man leder mænd”.

Ved at vinde Egypten kunne franskmændene altså slå to fluer med et smæk: snuppe en betydelig indtægtskilde fra briterne og samtidig bringe den franske revolutions idealer om frihed, lighed og broderskab til et ædelt, men underkuet folk.

Napoleons hær svækkes i Egypten

Napoleon kastede sig over opgaven med stor interesse.

Hvordan kunne vandet fra Nilen renses? Kunne det bedst betale sig at bygge vindmøller eller vandmøller? Hvordan var skolegangen i Egypten, og var det muligt at fremstille øl, når der nu ikke groede humle i landet?

Disse spørgsmål tog Napoleon personligt op på de forberedende møder, og han var tidligt involveret i alle dele af kampagnen, der også omfattede videnskabelige og kulturelle undersøgelser.

Maleri af Slaget ved Marengo

Slaget ved Marengo var nær endt med et sviende nederlag for Napoleon.

© Bridgeman

Napoleon førte sine soldater ud på dødsmarch

I 1800 marcherede Napoleon sin hær over Alperne for at fordrive østrigerne fra Italien. I slaget ved Marengo i Norditalien mødte han de østrigske styrker. Napoleon troede, fjenden var ved at flygte, og det bekræftede en spejder, så han sendte en del af sin styrke ud for at afskære flugtruten. Men efterretningen var forkert.

Pludselig stod Napoleons 22.000 mand over for 30.000 østrigere, der hurtigt fik overtaget. Da østrigerne trak sig tilbage for at omorganisere, dukkede Napoleons fremrykkede soldater tilfældigvis op på slagmarken og vendte et sikkert nederlag til sejr. Men det var rent held.

På vej hjem fra Moskva i 1812 var heldet ikke med Frankrig. For at undgå en russisk hær ledte Napoleon sine mænd ud på en dødsmarch, der kostede 500.000 soldater livet. Spejdere kunne have afsløret, at der ingen russisk hær var.

Felttoget begyndte i maj 1798 og fik en flyvende start. Franskmændene indtog Kairo og slog en 24.000 mand stor styrke af mamelukker tilbage i slaget ved pyramiderne i juni samme år.

“Husk, at 40 århundreder betragter jer”, skal Napoleon have sagt med henvisning til Giza-pyramiderne, som kunne ses i det fjerne, da kampen gik i gang. At vinde Egypten viste sig dog at være mere vanskeligt end forventet.

Den engelske flåde ledet af Horatio Nelson forsvarede bravt de engelske interesser, og over for briternes avancerede skibe og erfarne mandskab måtte franskmændene overgive sig og acceptere et nederlag i slaget ved Nilen i august 1798.

Egypterne var heller ikke så taknemmelige for den franske befrielsesaktion som forventet. På trods af at Napoleon udsendte erklæringer på arabisk og lovede at respektere lokal religion og skik, brød et folkeligt oprør ud i Cairo.

Dertil kom en pestepidemi, som gjorde det af med tusinder af mennesker. Da en tyrkisk hær satte kursen mod Egypten, marcherede Napoleon sin hær gennem Sinaiørkenen for at imødegå truslen.

Her var hverken vand eller mad, og soldaterne måtte spise kameler og hunde for at overleve. Det lykkedes Napoleon at slå tyrkerne, men hæren var alvorligt svækket.

Den unge general overlod kommandoen til sin næstkommanderende og tog hjem til Frankrig.

Grafik af slaget ved Austerlitz

🔴 Napoleons styrker 🔵 Koalitionsstyrken

© Claus Lunau

  • 1) Koalitionsstyrken følger den gængse militærteori og angriber Napoleons højre flanke ved landsbyen Telnitz
  • 2) Den franske flanke får forstærkninger og holder stand mod de fremrykkende koalitionssoldater
  • 3) Napoleons hovedstyrke hamrer frontalt ind i koalitionshæren, der bliver splittet og flygter fra slagmarken

Napoleon gik frontalt til angreb

Den endelige sejr over den russisk-østrigske koalition kom halvanden måned efter sejren ved Ulm i slaget ved Austerlitz.

Her var taktikken, som skaffede Napoleon sejren, den samme: ved at bringe forstærkninger frem, uden at fjenden så det, var Napoleon ved daggry den 2. december 1805 klar til at overraske koalitionsstyrken, som talte så fornemme personer som den russiske zar Aleksandr og den tysk-romerske kejser Frans 2.

Om morgenen var tågen tæt. Disen skjulte midten af Napoleons linje for fjenden, som var forsamlet på Pratzenhøjden. Da en russisk styrke stormede ned mod Napoleons højre flanke, blev de svært overraskede. Flanken var i ubemærkethed forstærket, og hastigt beordrede koalitionens officerer forstærkninger ind fra centrum. Det udnyttede Napoleon.

Klokken ni om morgenen angreb han først koalitionens svækkede centrum og derefter begge flanker, som snart blev nedkæmpet.

Koalitionsstyrken flygtede i panik. Russiske soldater forsøgte at slippe væk over den frosne Satschansø, men franske kanoner knuste isen. Tusinder druknede.

Eksperter anser slaget for Napoleons største sejr og en af historiens mest bemærkelsesværdige militære bedrifter.

Napoleon greb magten

Med bange anelser ankom Napoleon i oktober 1799 til Paris. Han havde forladt sine tropper uden tilladelse og kunne blive straffet hårdt, men regeringen havde andet at tænke på.

Magtfulde stater som England, Østrig og Rusland havde slået sig sammen om at gå imod Frankrig, og den franske hær kunne kun med nød og næppe holde dem stangen.

Riget var ved at kollapse. Inflationen var skyhøj, veje og broer forfaldt, og handelslivet var ved at gå i stå. I visse områder af landet begyndte folk igen at tale om løsrivelse.

Værst af alt havde revolutionsregeringen glemt de høje idealer, og korruption, magtmisbrug og forsømmelser var udbredt. Frankrig savnede en stærk leder, og Napoleon så sin chance.

Endnu en gang var han den rette mand på rette sted og rette tid. Efter revolutionen var hæren blevet en vigtig magtfaktor for den revolutionære bevægelse, og ethvert forsøg på et statskup måtte involvere en respekteret officer. Sådan tænkte Napoleons yngste bror, Lucien, der var en højtstående politiker.

Han kontaktede Napoleon og forelagde ham planer om at afsætte den korrupte regering og indsætte et “konsulat” på tre mænd, der skulle lede landet tilbage på sporet. Napoleon indvilligede i at være med, og den 9. november 1799 løb planen af stablen.

Napoleon dukkede op i salen hos den lovgivende forsamling, hvor broderen sad og fremførte sine synspunkter. Da Napoleon blev mødt af forbandelser og fysiske trusler, trådte han frem og talte til de soldater, som var tilkaldt for at pågribe ham. Da de hørte, at deres general var blevet forulempet, kogte de af vrede.

Til lyden af trommer og med bajonetterne forrest marcherede de ind i rådssalen for at vise deres støtte til Napoleon.

Systemskiftet var en realitet. Kupmagerne indsatte deres konsulat, der bestod af to politikere og Napoleon.

Alle vidste imidlertid, hvem lederen var, omend Napoleons position først for alvor blev slået fast en decemberdag i Notre Dame-katedralen fem år senere.