Ønskede Napoleon at erobre hele Europa?

Publiceret 07.06.21

Læsetid: 3 minutter Gem

Siden den franske revolution i 1789 havde det meste af Europa været i krig mod Frankrig.

10 år senere begik Napoleon Bonaparte statskup og blev landets enevældige “førstekonsul”. Landets nye leder ønskede ro og indgik fred med bl.a. Storbritannien i 1802.

Læs også: Bernadottes fantastiske karriere: Fra rekrut til konge af Sverige

Fredsaftalen viste sig dog at være ugunstig for briterne – bl.a. skulle de rømme øen Malta, hvilket gav Frankrig herredømmet over Middelhavet.

“Den ruinerende udsigt til fornyelse af en håbløs, blodig krig”, var imidlertid værre, indrømmede den engelske chefforhandler, markis Charles Cornwallis, i et brev.

“Det, jeg frem for alt søger, er storhed: Det, som er stort, er altid smukt”. Napoleon Bonaparte

Blot et år senere brød aftalen sammen, da Frankrig lagde enorme afgifter på importen af britiske varer. Napoleon blev kejser i 1804, og for at stække den stærke franskmand indgik briterne alliancer med bl.a. Østrig, Preussen og Rusland. Ofte betalte briterne de allieredes krigsmateriel.

Frem til Napoleons nederlag ved Waterloo i 1815 var kejseren konstant i krig mod koalitioner af allierede. Han indtog Wien, Berlin og Moskva, men beholdt dog aldrig fjendernes hovedstæder eller deres territorium.

FOR OG IMOD: Kejseren ville styre Europa

General Napoleon var grænseløst ambitiøs
Under sit egyptiske felttog i 1798-1799 fortalte den bare 29-årige hærfører sin privatsekretær, at han ville drage hjem til Frankrig og styrte regeringen, der kaldtes Direktoriet.
Angrebet på Rusland
Da zar Aleksander 1. brød Ruslands alliance med Frankrig i 1810, samlede Napoleon i løbet af to år sin tids største hær på ca. en halv million mand. I 1812 førte han hæren ind i Rusland.
Magten blev befæstet
Napoleon udvidede konstant sin magt over Europa. Han tvang bl.a. flere tyske fyrstedømmer til alliancer, og han indsatte sine brødre som regenter i Spanien og Holland.

Folkevalgt leder
Ret beset var Napoleon en demokratisk valgt hersker. I maj 1804 blev han tildelt titlen “De Franskes Kejser” af Frankrigs senat. Måneden efter stemte det franske folk ja til at få den populære leder som kejser.
Han beholdt ikke erobringerne
Trods sejrene på slagmarken besatte Napoleon aldrig fjendens territorium. Undtagelsen var alliancepartneren Spanien, som i 1808 gjorde oprør mod Frankrig. Samme år besatte franske hære landet.
Satiren løj
Opfattelsen af Napoleon som en hidsig, lavstammet og erobringslysten mandsling bygger i høj grad på britiske satiretegninger fra begyndelsen af 1800-tallet – men den holder ved til i dag.

Napoleon, 1812. Fra 1750’erne blev det almindeligt for ledere at stikke højre hånd ind i frakken. Posituren skulle vise fasthed.
© Shutterstock

KONKLUSION: Kampen mod briterne kom til at koste europæerne dyrt

For at knægte “nationen af købmænd” – som han kaldte Storbritannien – blokerede Napoleon Europas havne for engelske varer.

“Mine toldofficerer vil skade England mest”, forklarede kejseren ved et møde med sine finansfolk.

Bl.a. Portugal og Rusland led under havneblokaden, fordi den begrænsede deres handel, og landene endte i en alliance med briterne, Østrig og Preussen mod Frankrig.

Napoleons hårde linje blev latterliggjort i britiske satiretegninger, hvor “Boney” – det engelske øgenavn for Bonaparte – ofte sås på vej i krig eller udstyret med kniv og gaffel, så han kunne “spise” jordkloden.

Napoleon ville dog ikke erobre, men befæste sin magt vha. militære sejre. Felttoget mod Rusland i 1812 var et forsøg på at slå zaren i et afgørende slag og tvinge ham ind i en ny alliance med Frankrig.