Napoleons genkomst blev en bitter fiasko

Marie Louise var datter af den østrigske kejser Frans 1., og så tætte forbindelser til et af Europas magtfulde kongehuse kunne England og Rusland ikke tillade.

Den østrigske kejser var ikke begejstret for sin fallerede svigersøn, så for at få sin datter til at glemme ham satte han en flot østrigsk greve til at charmere hende.

Planen lykkedes, og inden længe holdt Marie Louise op med at svare på Napoleons breve.

Endnu en sorg ramte kejseren, da nyheden om Josephines død nåede Elba.

Den 30. april 1814, mindre end en måned efter Napoleons ankomst til øen, var den tidligere kejserinde bukket under for lungebetændelse.

Napoleon holdt meget af sin tidligere hustru, og de to havde bevaret et nært venskab efter skilsmissen.

Kejseren sørgede i to dage, men rystede så tristheden af sig på den måde, han kendte bedst: gennem hårdt arbejde. Med sin sans for at organisere og administrere kastede han sig over en række forbedringer af sit nye rige.

Elbas befæstning fik han udbygget, og han ændrede øens love. Samtidig gav han en mængde audienser.

I årenes løb havde briterne udviklet et had-kærligheds-forhold til deres frygtindgydende franske modstander, og fascinationen af Napoleon var stor på De Britiske Øer.

Flere prominente briter fandt vej til Elba, hvor Napoleon holdt hof med sin mor og sin søster som ivrige hjælpere.

Kejseren blev øens absolutte midtpunkt. Franskmænd og englændere samlede sig om ham. Selv den britiske kommissær oberst, sir John Campbell, som var sat til at holde øje med ham, udviklede et godt forhold til Napoleon.

Frygtede eksil på Skt. Helena

Trods megen opmærksomhed kedede ø-livet den store statsmand, og hans tanker kredsede om, hvad briterne mon kunne finde på at udsætte ham for.

Han frygtede at blive forgiftet eller deporteret.

Tankerne om det sidste fik næring af artikler i de britiske aviser, en ven sendte ham. Her blev muligheden for at sende ham til Skt. Helena, en fjern ø i det sydlige Atlanterhav, luftet.

Et nyt dekret fra Ludvig 18., der nu var konge af Frankrig, ændrede pludselig Napoleons situation markant.

Gennem en traktat var Frankrig forpligtet til at betale Napoleon og hans familie en rigelig sum penge til det daglige underhold. Men med ét smækkede Ludvig 18. pengekassen i.

Uden pengene kunne Napoleon ikke opretholde en passende levestandard – for slet ikke at nævne betale løn til den lille hær, der passede på ham.

Han besluttede, at den eneste mulighed var at vende tilbage til Frankrig.

Stik imod aftalen med briterne forlod han i februar 1815 Elba. Med sig havde han 1100 mand, 40 heste, fire kanoner og en stak bulletiner til omdeling til det franske folk:

“Soldater. Fra mit eksil hører jeg jeres stemme. Jeres general, kaldet til tronen ved folkets valg, er kommet tilbage til jer. Kom, og slut jer til ham”, lød ordene på propagandaskriftet.

Ved ankomsten til det franske fastland mødte franskmændene deres detroniserede kejser med blandede følelser.

Nogle frygtede, at hans genkomst ville betyde mere strid og flere blodsudgydelser.

Andre betragtede kejseren af Elba og hans lille hær med en høfligt undertrykt fnisen. Men efterhånden som Napoleon bevægede sig nordpå, forstummede enhver hånlatter.

Flere og flere – både soldater og almindelige borgere – sluttede sig til ham.

Nyheden om Napoleons landgang foruroligede ikke Ludvig 18.

Den enorme franske militærmaskine kunne let knuse Napoleons sammenrend, mente kongen og gav sine tropper ordre til at fange kejseren af Elba, død eller levende.

Kongens tropper valgte Napoleon

For at undgå turen gennem det kongetro Provence, marcherede Napoleon en omvej, der førte ham til Grenoble i det sydøstlige Frankrig, og her ventede en af kongens bataljoner på ham.

Det bjergrige terræn, som Napoleons hær – nu et par tusinde mand – havde måttet forcere, tvang dem til at efterlade vogne og kanoner.

Med Napoleon i spidsen og geværerne over skulderen marcherede de lige imod kongens tropper, der fik ordre til at skyde.

Ingen reagerede. Stilhed fulgte. Så råbte Napoleon:

“Soldater! Jeg er jeres kejser. Kan I genkende mig? Hvis der er nogen imellem jer, som vil dræbe sin general, så ER JEG HER!” Et øjebliks tavshed.

Så brød jubelen løs. Soldater på begge sider råbte “Vive L’Empereur!” – Leve Kejseren! – af deres lungers fulde kraft og kastede sig i hinandens arme.

Senere samme dag sluttede endnu en af kongens enheder sig til Napoleon. Da de militære vagter nægtede at åbne Grenobles byport, rev Napoleon den ned.

Dagen efter talte han fra balkonen på byens rådhus. Efterhånden som hans hær rullede mod Paris, sluttede flere tidligere kongetro soldater sig til Napoleon, og den 20. marts gik han ind i Paris i triumf.

Tusinder jublede. Natten i forvejen havde kongen i al hast forladt Paris.

Fredskongres førte til krig

Nyheden om Napoleons indtog i Paris gik som et iskoldt vindpust gennem Europas slotte og paladser.

Europas kronede hoveder lagde ansigterne i bekymrede og vrede folder.

Mens Napoleon ivrigt gik i gang med at arbejde videre med de reformer, han havde været i færd med at indføre i Frankrig før sit eksil, sad hans fjender i Wien og lagde planer.

De var samlet til den såkaldte “Wienerkongres” med det formål at genoprette den gamle orden, som havde styret Europa før den franske revolution, og da de så, hvordan Napoleon indtog Frankrig alene med sine ord, iværksatte de en plan.

Monarker og diplomater blev enige om en kurs: Østrig, Storbritannien, Preussen og Rusland erklærede Napoleon krig.

Et så massivt angreb fra Europas store nationer var umuligt for Napoleon at modstå.

Han sendte derfor sine gesandter ud med fredsfølere til Østrig og England, men ingen af fjenderne lod sig formilde.

Briterne returnerede hans fredsforslag uåbnet.

Kejseren samlede sin hær og forberedte sig på det værste. Blot ved at appellere til sine veteraner, fik kejseren hæren til at vokse fra 200.000 til 300.000 mand, Nationalgarden gjorde sig klar, og artilleri blev bragt til Paris.

Samtidig var en samlet styrke på 700.000 mand på vej mod Frankrig: Over Alperne kom østrigerne, fra Rhinen kom russerne, og fra nord – gennem Belgien – briterne, preusserne og hollænderne.

Napoleon vidste, at det afgørende slag ville komme til at stå i Belgien.

Han kunne ikke overvinde de samlede fjender, men benyttede han sin sædvanlige taktik, som gik ud på at kaste sig over styrkerne én ad gangen, havde han en god chance.

I al hemmelighed marcherede Napoleon 125.000 mand mod preussernes stilling tæt på Ligny i Belgien.

Her nedkæmpede franskmændene de preussiske styrker, før de nåede at slutte sig til briterne, og en storslået fransk sejr så ud til at være i hus.

Kejseren overvejede nyt statskup

Intet var imidlertid, som det plejede at være den regnvåde sommer i Belgien. Napoleons plan slog fejl.

Efter sejren over preusserne mødte han sit endelige nederlag syd for Bruxelles i slaget ved Waterloo.

Det held og den enestående evne til at være på det rette sted på det rette tidspunkt, som før havde fulgt ham, var forsvundet. 25.000 af hans mænd var tabt.

Kejserens eget helbred svigtede efter års marcher, bekymringer og næsten uafbrudt feltliv.

“Det er min store trøst, at jeg ikke har nogen indbildt frygt. Jeg frygter ikke fremtiden”, havde han i de unge år betroet en nær ven.

I dagene efter Waterloo prægede instinktet for at se fremad Napoleons handlinger.

Kejseren vendte tilbage til Paris, fortumlet og chokeret, men stadig fast besluttet på at lede Frankrig til sejr.

Han var flyttet ind i Elysée-palæet, fordi Tuileries-paladset var for stort til hans husholdning, og overvejede et øjeblik at begå et kup, som han havde gjort, da han i sin tid kom til magten.

Han kunne opløse parlamentet, indsætte sig selv som enevældig diktator og bruge sin uindskrænkede magt til at samle landet til kamp mod koalitionen, der nu truede Frankrig.

Det stod imidlertid hurtigt klart, at den tid, hvor Napoleon kunne slippe af sted med den slags politiske manøvrer, var forbi.

Det Frankrig, der mindre end fire måneder før havde modtaget deres sejrende kejser med åbne arme, var alt andet end venligt stemt over for taberen Napoleon.

Fra parlamentet indløb et ultimatum: Napoleon kunne selv træde tilbage, eller det ville detronisere ham. Alt var tabt. Om morgenen den 22. juni 1815 abdicerede Napoleon.

“Mit politiske liv er ovre”, skrev han nøgternt i sin deklaration tilegnet “det franske folk”.

Ville sejle til USA gemt i en tønde

Napoleon fik for en kort periode indsat sin søn François som kejser Napoleon 2., men franskmændene havde fået nok af Bonaparterne.

Parlamentet modsatte sig. Også et sidste desperat forsøg på at få lov til – i sin egenskab af general – at lede de franske tropper mod de allierede styrker mislykkedes.

Napoleon indså nu til fulde, at hans politiske rolle i Frankrig var udspillet, og at situationen var vanskelig at slippe ud af.

Den nye midlertidige franske regering havde forvist ham fra Paris.

De hævntørstige preussiske tropper nærmede sig hastigt hans nye domicil, Château de Malmaison, og deres aldrende preussiske feltmarskal, Blücher, havde proklameret, at han ville hænge Napoleon, hvis han fik chancen.

Napoleon overvejede at flygte til USA, men den britiske flåde ville helt sikkert opbringe eks-kejserens skib.

Efterhånden forekom det Napoleon, at det mest fornuftige at gøre var at overgive sig til briterne og søge politisk asyl.

Den gamle arvefjende havde tidligere givet så mange andre prominente krigsfanger husly, og Napoleon regnede med kunne se frem til en nogenlunde behagelig – omend kedelig – tilværelse på et tilbagetrukket landsted.

Tidligt om morgenen den 15. juli 1815 gik Napoleon om bord på det britiske flådefartøj Bellerophon.

Iført en oberst-uniform med den karakteristiske olivengrønne kappe fra jægerkorpset, en enhed, han selv havde skabt under det italienske felttog, henvendte han sig til kaptajn Frederick Maitland:

“Jeg er kommet for at stille mig under beskyttelse af Deres prins og love”, sagde han fattet.

De to mænd fik et udmærket forhold, og Napoleon mødte stor beundring hos de britiske sømænd.

Da skibet nåede England, tiltrak det store flokke af mennesker, der sejlede ud for at se den fjende, de i så mange år havde frygtet. Napoleon lettede på sin hat og hilste godmodigt på mængden.

Idyllen varede kort. Den britiske regering konkluderede, at Napoleon var for farlig til, at han kunne opholde sig så tæt på Frankrig og Europa.

Eks-kejseren var chokeret. “Jeg appellerer til historien. Den vil sige, at en fjende, der i 20 år havde ført krig mod englænderne, kom her frivilligt. Da han havde overgivet sig i god tro, ofrede de ham”, protesterede Napoleon.

Hans indvendinger blev fuldstændig overhørt.

Den 7. august blev den faldne kejser bragt om bord på det britiske linjeskib Northumberland, der satte kurs mod et mere sikkert eksil: Skt. Helena i Sydatlanten.

Briterne gjorde Napoleons værste mareridt til virkelighed.

På klippeøen 1800 km fra nærmeste fastland og 7200 km fra Paris henslæbte eks-kejseren sine dage i en gammel, forfalden villa under skarpt opsyn.

Manden, der nær gjorde sig selv til Europas kejser, døde som en nedbrudt, desillusioneret og syg mand den 5. maj 1821.

Først i 1840 vendte Napoleon Bonapartes lig hjem til hans riges hovedstad.