Maleri af Napoleon, kejser af Frankrig

Napoleons genkomst blev en bitter fiasko

Eksilet på øen Elba skulle have været afslutningen på Napoleons karriere. Men kejserens fjender undervurderede ham fælt. Napoleon generobrede sin magt, og først efter endnu et nederlag var han endegyldigt sat ud af spillet.

Eksilet på øen Elba skulle have været afslutningen på Napoleons karriere. Men kejserens fjender undervurderede ham fælt. Napoleon generobrede sin magt, og først efter endnu et nederlag var han endegyldigt sat ud af spillet.

National Constitution Center & Corbis/Polfoto

“Farvel mine børn”.

Soldaterne stod ret med tilbageholdt åndedræt for ikke at gå glip af et eneste ord fra deres tidligere øverstkommanderende.

De forsamlede var Napoleons mest betroede soldater, og de var kommet for at tage afsked med deres kejser.

“Jeg ville gerne trykke hver og én til mit bryst. I det mindste må jeg kysse jeres flag”, fortsatte en bevæget Napoleon, før han trådte frem og kyssede fanen.

Så blev hans vogn kørt frem, og rejsen mod eksilet på Elba begyndte.

Ceremonien den 20. april 1814 lignede afslutningen på en æra.

Ni dage tidligere havde en koalition bestående af Østrig, Preussen, Rusland, Sverige og Storbritannien tvunget Napoleon til at abdicere, og fortvivlet havde Napoleon forsøgt at begå selvmord. Men han var ikke en færdig mand.

I talen til sine soldater fandt Napoleon sin gamle gnist, og hans evne til at samle og motivere sine folk gav ham et af historiens mest bemærkelsesværdige comeback.

Eksil kostede Napoleon ægteskabet

De forhold, Napoleon fik på middelhavsøen Elba, var ganske fordelagtige. Han beholdt sin titel som kejser, omend det nu kun var over hans lille ø.

Også hans familie fik lov til at beholde titler og ejendomme, og i tilgift fik Napoleon en pæn pension og tilladelse til at holde en mindre vagthær. Han var ikke fange og kunne bevæge sit frit omkring.

Napoleon var under opsyn af en britisk kommissær, og den hårdeste restriktion var, at han ikke fik lov at blive genforenet med sin hustru, Marie Louise, og deres søn.

Maleri af vielsen mellem Napoleon og Marie Louise

Napoleon Bonaparte blev skilt fra sin første kone, Josephine, da ægteskabet forblev barnløst. I 1810 giftede Napoleon sig med Marie Louise, der var østrigsk ærkehertuginde.

© Georges Rouget/Palace of Versailles

Marie Louise var datter af den østrigske kejser Frans 1., og så tætte forbindelser til et af Europas magtfulde kongehuse kunne England og Rusland ikke tillade.

Den østrigske kejser var ikke begejstret for sin fallerede svigersøn, så for at få sin datter til at glemme ham satte han en flot østrigsk greve til at charmere hende.

Planen lykkedes, og inden længe holdt Marie Louise op med at svare på Napoleons breve.

Endnu en sorg ramte kejseren, da nyheden om Josephines død nåede Elba.

Den 30. april 1814, mindre end en måned efter Napoleons ankomst til øen, var den tidligere kejserinde bukket under for lungebetændelse.

Napoleon holdt meget af sin tidligere hustru, og de to havde bevaret et nært venskab efter skilsmissen.

Kejseren sørgede i to dage, men rystede så tristheden af sig på den måde, han kendte bedst: gennem hårdt arbejde. Med sin sans for at organisere og administrere kastede han sig over en række forbedringer af sit nye rige.

Elbas befæstning fik han udbygget, og han ændrede øens love. Samtidig gav han en mængde audienser.

I årenes løb havde briterne udviklet et had-kærligheds-forhold til deres frygtindgydende franske modstander, og fascinationen af Napoleon var stor på De Britiske Øer.

Flere prominente briter fandt vej til Elba, hvor Napoleon holdt hof med sin mor og sin søster som ivrige hjælpere.

Kejseren blev øens absolutte midtpunkt. Franskmænd og englændere samlede sig om ham. Selv den britiske kommissær oberst, sir John Campbell, som var sat til at holde øje med ham, udviklede et godt forhold til Napoleon.

Frygtede eksil på Skt. Helena

Trods megen opmærksomhed kedede ø-livet den store statsmand, og hans tanker kredsede om, hvad briterne mon kunne finde på at udsætte ham for.

Han frygtede at blive forgiftet eller deporteret.

Tankerne om det sidste fik næring af artikler i de britiske aviser, en ven sendte ham. Her blev muligheden for at sende ham til Skt. Helena, en fjern ø i det sydlige Atlanterhav, luftet.

Et nyt dekret fra Ludvig 18., der nu var konge af Frankrig, ændrede pludselig Napoleons situation markant.

Gennem en traktat var Frankrig forpligtet til at betale Napoleon og hans familie en rigelig sum penge til det daglige underhold. Men med ét smækkede Ludvig 18. pengekassen i.

Portræt af Ludvig 18.

Ludvig 18. forlod sin trone to gange for at give Napoleon plads.

© Bridgeman

Ludvig 18. ville gøre kongehuset moderne

Mens Napoleon var i eksil på Elba, forsøgte Ludvig 18. at forene kongehusets traditioner med kejserens moderne samfundstanker.

Som nummer fire i arvefølgen til den franske trone levede den senere Ludvig 18. sine første år som en del af Frankrigs absolutte elite. Med revolutionen tog hans liv imidlertid en drejning.

Broderen, kong Ludvig 16., blev henrettet, og da kronprinsen – Ludvig 17. – døde i sit eksil i 1795, blev Ludvig 18. konge.

Dermed begyndte en vanskelig balancegang. På den ene side var Ludvig 18. opsat på at bevare kongehuset, og på den anden side var han klar over, at han ikke kunne skrue tiden tilbage til før revolutionen.

Da han efter Napoleons abdikation i 1814 kom til magten, forsøgte han at forene de gamle traditioner med den nye politiske virkelighed.

Han sørgede bl.a. for, at den nye forfatning bevarede religionsfriheden, men med kongen vendte også adelen tilbage til Frankrig, og de var ikke begejstrede for hans liberale politike tanker.

I de berømte “100 dage” hvor Napoleon generobrede magten i Frankrig, trådte Ludvig 18. tilbage. Efter slaget ved Waterloo sad han igen på tronen, til han døde som 68-årig i 1824.

Uden pengene kunne Napoleon ikke opretholde en passende levestandard – for slet ikke at nævne betale løn til den lille hær, der passede på ham.

Han besluttede, at den eneste mulighed var at vende tilbage til Frankrig.

Stik imod aftalen med briterne forlod han i februar 1815 Elba. Med sig havde han 1100 mand, 40 heste, fire kanoner og en stak bulletiner til omdeling til det franske folk:

“Soldater. Fra mit eksil hører jeg jeres stemme. Jeres general, kaldet til tronen ved folkets valg, er kommet tilbage til jer. Kom, og slut jer til ham”, lød ordene på propagandaskriftet.

Ved ankomsten til det franske fastland mødte franskmændene deres detroniserede kejser med blandede følelser.

Nogle frygtede, at hans genkomst ville betyde mere strid og flere blodsudgydelser.

Andre betragtede kejseren af Elba og hans lille hær med en høfligt undertrykt fnisen. Men efterhånden som Napoleon bevægede sig nordpå, forstummede enhver hånlatter.

Flere og flere – både soldater og almindelige borgere – sluttede sig til ham.

Nyheden om Napoleons landgang foruroligede ikke Ludvig 18.

Den enorme franske militærmaskine kunne let knuse Napoleons sammenrend, mente kongen og gav sine tropper ordre til at fange kejseren af Elba, død eller levende.

Maleri af Slaget ved Waterloo

Dagen igennem forsøgte Napoleon at bryde hul i Wellingtons linje. Uden held.

© Bridgeman

Napoleon var lige ved at vinde sit Waterloo

Tilfældigheder afgjorde, at Napoleon tabte alt i sit sidste slag. Havde vejret været bedre, og kejseren rask, var udfaldet måske blevet et andet.

Slaget ved Waterloo er kendt som Napoleons største nederlag. Men franskmanden var tæt på at vinde.

Den 16. juni 1815, to dage før slaget, besejrede han den preussiske styrke, som var på vej for at slutte sig til de allierede styrker under hertugen af Welling­ton. Tilfældigheder betød alligevel, at sejren gled Napoleon af hænde.

Marskal Grouchy, som Napoleon satte til at forfølge preusserne, tabte ikke alene færten af dem, men nægtede også at afbryde sin frokost, da han hørte kanontorden i det fjerne.

Hans 33.000 mand kunne have fået afgørende betydning for slagets udfald. Dertil kom den kraftige regn, der havde gjort slagmarken mudret.

Napoleon, som havde medbragt mange tunge kanoner, fik store problemer med at få sit materiel frem. Mudderet gjorde desuden skytset mindre effektivt, da kuglerne blot faldt tungt og blev liggende i den bløde jord.

Også Napoleons helbredstilstand spillede en rolle i nederlaget.

Kejseren var udmattet efter flere døgn med kun lidt søvn, og plaget af sine kroniske maveproblemer, holdt kejseren sig i sin vogn eller døsede på sin hest, mens hans tropper langsomt blev drevet ud i historiens mest berømte nederlag.

Kongens tropper valgte Napoleon

For at undgå turen gennem det kongetro Provence, marcherede Napoleon en omvej, der førte ham til Grenoble i det sydøstlige Frankrig, og her ventede en af kongens bataljoner på ham.

Det bjergrige terræn, som Napoleons hær – nu et par tusinde mand – havde måttet forcere, tvang dem til at efterlade vogne og kanoner.

Med Napoleon i spidsen og geværerne over skulderen marcherede de lige imod kongens tropper, der fik ordre til at skyde.

Ingen reagerede. Stilhed fulgte. Så råbte Napoleon:

“Soldater! Jeg er jeres kejser. Kan I genkende mig? Hvis der er nogen imellem jer, som vil dræbe sin general, så ER JEG HER!” Et øjebliks tavshed.

Så brød jubelen løs. Soldater på begge sider råbte “Vive L’Empereur!” – Leve Kejseren! – af deres lungers fulde kraft og kastede sig i hinandens arme.

Napoleon bliver tiljublet i Frankrig, 1. marts 1815

Den 1. marts 1815 nåede Napoleon tilbage til Frankrig og blev tiljublet.

© Brigdeman

Napoleon gjorde kort comeback

Efter Napoleon kom tilbage fra Elba, nåede han at samle sin hær, drive kong Ludvig 18. ud af Paris, tilbageerobre sit kejserdømme, slå preusserne, tabe alt og igen blive fordrevet. På blot 117 dage.

1. marts:

Napoleon går i land i Frankrig med en lille hær og sparsomt materiel.

19. marts:

Kong Ludvig 18. for­lader i al hast Paris for at gå i eksil i Nederlandene.

20. marts:

Tiljublet af enorme folkemasser går Napoleon ind i Paris og er igen Frankrigs kejser.

16. juni:

Napoleon slår preusserne i slaget ved Ligny i Belgien.

18. juni:

Napoleon bliver slået af de allierede ved Waterloo syd for Bruxelles.

22. juni:

Napoleon abdicerer for anden gang.

8. juli:

Kong Ludvig 18. vender tilbage til Paris.

15. juli:

Napoleon over­giver sig og bliver denne gang sendt i eksil på Skt. Helena.

Senere samme dag sluttede endnu en af kongens enheder sig til Napoleon. Da de militære vagter nægtede at åbne Grenobles byport, rev Napoleon den ned.

Dagen efter talte han fra balkonen på byens rådhus. Efterhånden som hans hær rullede mod Paris, sluttede flere tidligere kongetro soldater sig til Napoleon, og den 20. marts gik han ind i Paris i triumf.

Tusinder jublede. Natten i forvejen havde kongen i al hast forladt Paris.

Fredskongres førte til krig

Nyheden om Napoleons indtog i Paris gik som et iskoldt vindpust gennem Europas slotte og paladser.

Europas kronede hoveder lagde ansigterne i bekymrede og vrede folder.

Mens Napoleon ivrigt gik i gang med at arbejde videre med de reformer, han havde været i færd med at indføre i Frankrig før sit eksil, sad hans fjender i Wien og lagde planer.

De var samlet til den såkaldte “Wienerkongres” med det formål at genoprette den gamle orden, som havde styret Europa før den franske revolution, og da de så, hvordan Napoleon indtog Frankrig alene med sine ord, iværksatte de en plan.

Monarker og diplomater blev enige om en kurs: Østrig, Storbritannien, Preussen og Rusland erklærede Napoleon krig.

Et så massivt angreb fra Europas store nationer var umuligt for Napoleon at modstå.

Han sendte derfor sine gesandter ud med fredsfølere til Østrig og England, men ingen af fjenderne lod sig formilde.

Briterne returnerede hans fredsforslag uåbnet.

“Det er min store trøst, at jeg ikke har nogen indbildt frygt. Jeg frygter ikke fremtiden”. Napoleon Bonaparte

Kejseren samlede sin hær og forberedte sig på det værste. Blot ved at appellere til sine veteraner, fik kejseren hæren til at vokse fra 200.000 til 300.000 mand, Nationalgarden gjorde sig klar, og artilleri blev bragt til Paris.

Samtidig var en samlet styrke på 700.000 mand på vej mod Frankrig: Over Alperne kom østrigerne, fra Rhinen kom russerne, og fra nord – gennem Belgien – briterne, preusserne og hollænderne.

Napoleon vidste, at det afgørende slag ville komme til at stå i Belgien.

Han kunne ikke overvinde de samlede fjender, men benyttede han sin sædvanlige taktik, som gik ud på at kaste sig over styrkerne én ad gangen, havde han en god chance.

I al hemmelighed marcherede Napoleon 125.000 mand mod preussernes stilling tæt på Ligny i Belgien.

Her nedkæmpede franskmændene de preussiske styrker, før de nåede at slutte sig til briterne, og en storslået fransk sejr så ud til at være i hus.

Kejseren overvejede nyt statskup

Intet var imidlertid, som det plejede at være den regnvåde sommer i Belgien. Napoleons plan slog fejl.

Efter sejren over preusserne mødte han sit endelige nederlag syd for Bruxelles i slaget ved Waterloo.

Det held og den enestående evne til at være på det rette sted på det rette tidspunkt, som før havde fulgt ham, var forsvundet. 25.000 af hans mænd var tabt.

Kejserens eget helbred svigtede efter års marcher, bekymringer og næsten uafbrudt feltliv.

“Det er min store trøst, at jeg ikke har nogen indbildt frygt. Jeg frygter ikke fremtiden”, havde han i de unge år betroet en nær ven.

I dagene efter Waterloo prægede instinktet for at se fremad Napoleons handlinger.

Kejseren vendte tilbage til Paris, fortumlet og chokeret, men stadig fast besluttet på at lede Frankrig til sejr.

“Mit politiske liv er ovre”. Napoleon Bonaparte

Han var flyttet ind i Elysée-palæet, fordi Tuileries-paladset var for stort til hans husholdning, og overvejede et øjeblik at begå et kup, som han havde gjort, da han i sin tid kom til magten.

Han kunne opløse parlamentet, indsætte sig selv som enevældig diktator og bruge sin uindskrænkede magt til at samle landet til kamp mod koalitionen, der nu truede Frankrig.

Det stod imidlertid hurtigt klart, at den tid, hvor Napoleon kunne slippe af sted med den slags politiske manøvrer, var forbi.

Det Frankrig, der mindre end fire måneder før havde modtaget deres sejrende kejser med åbne arme, var alt andet end venligt stemt over for taberen Napoleon.

Fra parlamentet indløb et ultimatum: Napoleon kunne selv træde tilbage, eller det ville detronisere ham. Alt var tabt. Om morgenen den 22. juni 1815 abdicerede Napoleon.

“Mit politiske liv er ovre”, skrev han nøgternt i sin deklaration tilegnet “det franske folk”.

Ville sejle til USA gemt i en tønde

Napoleon fik for en kort periode indsat sin søn François som kejser Napoleon 2., men franskmændene havde fået nok af Bonaparterne.

Parlamentet modsatte sig. Også et sidste desperat forsøg på at få lov til – i sin egenskab af general – at lede de franske tropper mod de allierede styrker mislykkedes.

Napoleon indså nu til fulde, at hans politiske rolle i Frankrig var udspillet, og at situationen var vanskelig at slippe ud af.

Den nye midlertidige franske regering havde forvist ham fra Paris.

De hævntørstige preussiske tropper nærmede sig hastigt hans nye domicil, Château de Malmaison, og deres aldrende preussiske feltmarskal, Blücher, havde proklameret, at han ville hænge Napoleon, hvis han fik chancen.

Napoleon overvejede at flygte til USA, men den britiske flåde ville helt sikkert opbringe eks-kejserens skib.

Efterhånden forekom det Napoleon, at det mest fornuftige at gøre var at overgive sig til briterne og søge politisk asyl.

Den gamle arvefjende havde tidligere givet så mange andre prominente krigsfanger husly, og Napoleon regnede med kunne se frem til en nogenlunde behagelig – omend kedelig – tilværelse på et tilbagetrukket landsted.

Tidligt om morgenen den 15. juli 1815 gik Napoleon om bord på det britiske flådefartøj Bellerophon.

Iført en oberst-uniform med den karakteristiske olivengrønne kappe fra jægerkorpset, en enhed, han selv havde skabt under det italienske felttog, henvendte han sig til kaptajn Frederick Maitland:

“Jeg er kommet for at stille mig under beskyttelse af Deres prins og love”, sagde han fattet.

De to mænd fik et udmærket forhold, og Napoleon mødte stor beundring hos de britiske sømænd.

Da skibet nåede England, tiltrak det store flokke af mennesker, der sejlede ud for at se den fjende, de i så mange år havde frygtet. Napoleon lettede på sin hat og hilste godmodigt på mængden.

Idyllen varede kort. Den britiske regering konkluderede, at Napoleon var for farlig til, at han kunne opholde sig så tæt på Frankrig og Europa.

Eks-kejseren var chokeret. “Jeg appellerer til historien. Den vil sige, at en fjende, der i 20 år havde ført krig mod englænderne, kom her frivilligt. Da han havde overgivet sig i god tro, ofrede de ham”, protesterede Napoleon.

Hans indvendinger blev fuldstændig overhørt.

Maleri af kejser Napoleon Bonapartes dødsleje

Siden Napoleon døde i sin seng på Skt. Helena i 1821, har han været omgærdet af mange myter.

© The Art Archive

Myterne om Napoleon Bonaparte er sejlivede

Napoleon var en lille mand: Falsk!
Siden slaget ved Waterloo er Napoleon ofte blevet fremstillet som en lille, tyk mand. I folkemunde beskriver betegnelsen “Napoleonkompleks” små, aggressive mænd med et mindreværdskompleks.

Napoleon var bare ikke specielt lille. Forvirringen er formentlig opstået ved en sammenblanding af den franske måleenhed pouce (2,71 cm) og den britiske inch (2,54 cm). Hans højde var ca. 170 cm – omtrent det samme som gennemsnittet af datidens franskmænd.

Napoleons hånd var deform, og han havde den altid inden for vesten: Falsk!
At Napoleon ofte er fremstillet med højre hånd gemt godt væk under vesten, skyldes ikke deformitet. Det var en helt normal positur allerede i midten af 1700-tallet – længe før, Napoleon blev født – og den ses på mange af datidens portrætter.

Fremstillingen er inspireret af den athenske orator Aischines, der anså det for at være uhøfligt at vise begge hænder, når man talte.

Briter forgiftede eks-kejseren: Måske!
Siden Napoleon døde, har konspira­tionsteoretikere hævdet, at han blev dræbt – af sine britiske fangevogtere, af franske royalister eller af andre.

I 2008 analyserede forskere Napoleons hår fra forskellige tidspunkter i hans liv, og de kunne bekræfte mistanken om et højt indhold af giftstoffet arsenik.

Undersøgelserne viste imidlertid, at arsenikindholdet var stabilt i hele Napoleons liv, og dermed er det ikke bevis for et giftmord. Det mest sandsynlige er, at han døde af mavekræft, men han havde en række mystiske symptomer, så måske er forklaringen alligevel ikke så enkel.

Den 7. august blev den faldne kejser bragt om bord på det britiske linjeskib Northumberland, der satte kurs mod et mere sikkert eksil: Skt. Helena i Sydatlanten.

Briterne gjorde Napoleons værste mareridt til virkelighed.

På klippeøen 1800 km fra nærmeste fastland og 7200 km fra Paris henslæbte eks-kejseren sine dage i en gammel, forfalden villa under skarpt opsyn.

Manden, der nær gjorde sig selv til Europas kejser, døde som en nedbrudt, desillusioneret og syg mand den 5. maj 1821.

Først i 1840 vendte Napoleon Bonapartes lig hjem til hans riges hovedstad.