Napoleons hær fryser ihjel

Napoleon indtager Moskva i triumf. Men russerne har langt fra givet op, og da byen brænder ned bliver det startskuddet på en dødsmarch gennem den brutale russiske vinter.

Napoleon indtager Moskva i triumf. Men russerne har langt fra givet op, og da byen brænder ned bliver det startskuddet på en dødsmarch gennem den brutale russiske vinter.

Adolf Northen/Wikimedia

Sergent Adrien Bourgogne tramper udmattet af sted i garderegimentets kolonne. Tusinder af marcherende støvler hvirvler støv op, og det store tornyster med alle hans ejendele hænger tungt på hans ryg.

Pludselig hører han begejstrede råb fra de forreste soldater:

“Moskva! Moskva!”

Kort efter kan den 27-årige garder selv se byen, hvis gyldne løgkupler glimter smukt i middagssolen. Synet får Bourgogne og folkene omkring ham til at juble.

Det er den 14. september 1812, og gennem næsten tre måneder har de marcheret over 1.500 km under store strabadser. Endelig kan soldaterne se frem til at hvile ud – og hilse på storbyens russiske damer.

Regimentet gør holdt, og alle mand skifter til paradeuniformen. To timer senere marcherer kejser Napoleons garde ind i Moskva, mens musikkorpset højt spiller “Sejren er vor”, og soldaternes hæle smælder taktfast.

Men ingen er på gaden for at se de fremmede tropper. Bourgogne er veteran fra syv års felttog og har marcheret ind i storbyer som Berlin og Madrid, hvor folk stirrede hadsk, men også nysgerrigt efter de franske erobrere. I Moskva har garden ingen tilskuere – byens borgere er flygtet.

Siden Napoleons tropper gik over grænsen i juni, har Rusland vist sig som et ugæstfrit land. Men Bourgogne og de 100.000 andre soldater i Moskva har endnu kun oplevet en forsmag. Forude venter den russiske vinter.

Moskva er et brændende inferno

Bourgognes regiment har blot været i byen i en time, da branden bryder ud. Vinden fører tyk røg med sig, og sergenten får ordre til at tage 18 mand og opklare, hvor ilden har fat.

De når kun nogle få hundrede meter, inden en geværsalve smælder fra et stort palæ. En af soldaterne bliver såret i benet. Bourgogne og hans mænd stormer ind i bygningen, hvor de bliver mødt af en flok lansebevæbnede og stærkt berusede straffefanger.

Alle russerne dræbes uden nåde med sabler og bajonetter, og derefter gennemsøger franskmændene palæet. Bourgogne har aldrig før set så rigt udsmykkede rum.

Væggene er overhængt med pragtfulde malerier og kostbare våben. Soldaterne kaster sig over skattene, men plyndringen har kun stået på i kort tid, da et råb lyder fra gaden: “Brand! Brand!” advarer de to skildvagter, Bourgogne har efterladt ved porten.

Røg siver op gennem gulvbrædderne fra etagen neden­under, og han beordrer sine folk ud i en fart. Da sergenten kort efter står på gaden, er alt for­andret. Hele kvarteret står i lys lue.

Vejen tilbage er spærret af et flammehav, og franskmændene må flygte ad gader, hvor ilden er mindre voldsom. Soldaterne støder på andre franske gardere, som også leder efter en vej ud af det brændende inferno. Gruppen fortæller, at det er russerne selv, som tænder ild overalt.

Fra Kremls mure så Napoleon Moskva gå under i flammer. Hans ingeniører frelste slottet fra samme skæbne.

© Polfoto/Ullstein Bild

Moskva blev brændt ned til grunden

Brande udslettede de fleste af Moskvas huse og gjorde byen ubrugelig som vinterkvarter for Napoleons tropper.

Moskvas guvernør ville ikke overlade noget brugbart til franskmændene. Inden han forlod byen, befalede grev Fjodor Rostopsjin derfor, at Kreml, kirker og statens andre bygninger skulle brændes eller sprænges i luften.

Ildebrandene begyndte den 15. september 1812, dagen efter den franske indmarch. Kriminelle var blevet lukket ud af fængslerne, og de drog berusede rundt i byen, mens de satte palæer i flammer.

Napoleon gav ordre til at skyde alle brandstiftere, og snart blev mistænkte russere henrettet med geværsalver. Alligevel blussede flammer hele tiden op nye steder, og kraftig vind bredte ilden fra hus til hus. Soldaterne kunne intet stille op, for byens slukningsudstyr var sporløst forsvundet.

Moskva bestod hovedsageligt at træbygninger, og tre fjerdedele blev flammernes bytte. Guvernør Rostopsjin hævdede bagefter, at han ikke havde givet ordre til så massive ødelæggelser. Store dele af byen lå endnu i ruiner i 1817, hvor genopførelsen tog fart.

Bourgogne og hans soldater når et vejkryds, hvor to brede gader mødes. Husene til alle sider står i brand, og patruljen kan hverken komme frem eller vende om.

De er fanget i det frådende flammehav. Sergenten genner sine mænd ud midt i krydset, så langt væk fra flammerne som muligt. Her må mændene forsøge at overleve, indtil husene er brændt helt ned, og de kan komme videre.

De franske soldater holder deres kapper op foran ansigterne for at beskytte sig mod røgen og asken. Heden er ulidelig.

Først næste dags aften kan en sortsværtet sergent Bourgogne melde sig hos regimentets vagthavende officer. Han er endelig fundet tilbage med sin patrulje efter at have været borte i 27 timer.

Branden, som franskmændene ikke har materiel til at bekæmpe, breder sig til det meste af byen, men selvom alle brandstiftere bliver skudt, blusser nye brande op.

Napoleon beordrer tilbagetog

Få døgn efter indmarchen i Moskva står det klart for Bourgogne, at hæren ikke kommer til at overvintre i byen, som han havde troet.

Forsyningssituationen er håbløs. Brød kan ikke skaffes, og soldaterne har svært ved at finde kartofler, ris og havregryn.

Enheder, som ankom til Moskva uden proviant, må leve af, hvad de kan finde i kældre under brandtomterne. Et måltid kan derfor bestå af tørret fisk og syltetøj skyllet ned med champagne, og for hver dag bliver portionerne mindre.

Trods knapheden bliver hæren i Moskva, mens Napoleon venter på fredstilbud fra zaren. Endelig den 18. oktober indser Napoleon, at hans russiske fjende har tænkt sig at fortsætte krigen. Endelig får hæren ordre til at bryde op og rykke mod franske forsyningsdepoter vestpå.

Regimenternes “ørne” var deres stolthed. Flagene med kejserrigets ørn øverst på stangen blev brændt, så de ikke faldt i russernes hænder.

© Scanpix/AKG-Images

For Bourgognes regiment begynder marchen i snegletempo den følgende dag. Soldaterne går lige efter trænet, hvis tusinder af tungt lastede hestevogne ruller langsomt frem i tre eller fire parallelle rækker og blokerer vejen.

Efter nogle timer får garderne nok og forlader vejen. Soldaterne tramper i timevis over knoldede marker for at komme forbi trænet.

Allerede da kolonnen gør holdt den første aften, gennemgår Bourgogne sit tornyster for at skille sig af med de tungeste af de kostbarheder, han har samlet i Moskva. Der er langt til Paris.

Bourgogne er knap færdig med at lette sin oppakning, da trommeslag kalder alle til våben. Russere har angrebet en enhed forude, og regimentet iler frem. Fjenden er dog for længst væk, og tilbage ligger døde franske soldater.

Mange tilsvarende angreb følger i de næste uger. Russiske kosakker og tartarer fra Krim holder sig nær kolonnen, klar til at overfalde efternølere og enheder, som er blevet spredt.

Vilde tartarer med buer og russiske kosakker med lanser kastede sig over alle, som ikke kunne følge med de franske kolonner.

© Scanpix/Bridgeman

Normalt marcherer franske hære i løs orden, mens soldater strejfer om på jagt efter mad. Nu er plyndringstogter livsfarlige, så alle må leve af den smule proviant, hæren fik samlet i Moskva.

I tilbagetogets første ti dage udleveres små, utilstrækkelige rationer – der­efter ingenting. Sergent Bourgogne har været forudseende nok til selv at samle et lille forråd inden afmarchen.

Han har et kilo ris, lidt beskøjter og en halv flaske likør – ikke meget til at holde benene i gang og modstå den russiske vinter, som indhenter kolonnen med hård frost i begyndelsen af november.

Hver gang udmattelse eller mangel på foder får en hest til at styrte, kaster sultne soldater sig over kadaveret. De skærer hurtigt kødstykker ud eller samler varmt hesteblod, som drikkes på stedet. Meget hestekød går dog til spilde, fordi dyrene hurtigt fryser så hårde, at de ikke engang kan parteres med en økse.

En nat lægger Bourgogne sig til at sove på en sivmåtte, en kammerat har fundet. Den viser sig at være befængt med lus, for efter en time mærker sergenten kløe over hele kroppen.

Han farer op og flår trods kulden sit tøj af i et desparat forsøg på at ryste utøjet af. Men skaden er sket, og grædefærdig må han tage uniformen på igen.

De kløende lus plager ham gennem resten af marchen. Hvad han ikke ved, er, at de også spreder smitsomme sygdomme som plettyfus, som koster tusindvis af soldater livet.

© Scanpix/AFP

Lus var farligere end kosakker

Arbejdere i Vilnius fandt i 2002 en massegrav med 2.000 skeletter af soldater fra Napoleons hær. Undersøgelser afslørede, at de døde havde været inficeret med plettyfus, som breder sig via lus. Sygdommen anses i dag for at have slået flere franske soldater ihjel end kulde, sult og kampe.

Over 10.000 dør i en snestorm

Natten til den 9. november bliver katastrofal for den frysende hær. Tropperne sover i sammenflikkede bivuakker eller omkring små bål, da en fygende snestorm rammer det ubeskyttede steppeland. Temperaturen er 27 graders frost, men vinden gør kulden langt værre.

De stærkeste soldater rejser sig og marcherer videre mod vest. Deres sunde fornuft siger dem, at de kun kan overleve ved at holde sig i bevægelse. Hærens syge, sårede og afkræftede bliver tilbage i sneen, og flere end 10.000 mand omkommer på få timer.

Sergent Bourgogne er faldet bagud og derfor stadig på march sammen med flere kammerater for at indhente regimentet, da snestormen rammer.

Soldaterne kæmper sig fremad, indtil et mirakelsyn åbenbarer sig for Bourgognes øjne: En tilsyneladende intakt lade kan skimtes ret forude. Bygningen kan blive deres redning.

Trods udmattelsen sætter mændene i løb. Men fremme ved målet opdager de, at omkring 800 mand allerede har indtaget laden.

De spærrer vejen for hundreder af andre, som prøver at mase sig ind. Al disciplin er brudt sammen, og rang har ikke længere betydning – mænd råber, skriger og skubber for komme i ly.

Napoleons soldater var marcheret mod øst i velordnede geledder. Da turen gik den modsatte vej, blev de hurtigt reduceret til en hob af vaklende spøgelser.

© Scanpix/Mary Evans

Trods den isnende kulde vælger Bourgogne og hans mænd at holde sig ude af vanviddet, som truer med at udvikle sig til blodsudgydelse. I stedet finder gruppen læ ved ladens gavl, hvor porten er barrikaderet indefra.

Inde i laden har soldaterne tændt flere bål for at stege hestekød på spidsen af deres sabler. Omkring kl. 23 får ild fat i træværk midt i laden og ved hovedporten. Flere kavaleriheste går i panik, og de stejlende dyr blokerer flugt­vejen, mens ilden breder sig med lynets hast.

Bourgogne hører mænd hamre løs på porten, men den åbner indad og er helt fastlåst af presset fra hundreder af kroppe, der vil ud.

Bourgogne har set mange mennesker dø, men brølet af smerte og rædsel fra 800 indebrændte mennesker chokerer ham dybt. En af hans kammerater finder et sted, hvor et bræt i ladens væg er knækket.

Soldaterne rækker gennem hullet og trækker en mand ud, som viser sig at være en officer fra deres eget regiment. Hans hænder er forbrændte, og ilden har ødelagt hans tøj. Seks andre bliver reddet ud på samme måde, men selv om de lever, er de alle svært forbrændte af ilden.

Laden er nu helt omspændt af flammer, og det er umuligt at redde flere. Bourgogne takker sit held for, at han ikke var nået frem til laden en halv time tidligere og havde fået en plads blandt staklerne derinde.

Nu kan han i stedet varme sig ved de gloende flammer og på den måde klare sig gennem den morderiske nat. Brandskæret tiltrækker hundreder af andre soldater. Nogle finder hestekød frem og giver sig til at stege det på deres sabler – upåvirket af, at ilden næres af 800 menneskekroppe.

“Sikke et dejligt bål”, siger en af dem højt og skutter sig med velbehag malet i sit ansigt. Bourgogne væmmes. Næste dag hører han om et par soldater fra Kroatien, som blev set bjærge et lig ud af laden for at spise det.

Den sultne sergent er klar over, at han kan blive nødt til at gøre det samme, hvis det ikke længere kan lade sig gøre at skaffe lunser af hestekød.

Hæren må skyde sig vej

Nogle dagsmarcher vest for Smolensk forsøger en russisk styrke at skære Napoleons hær over. Flere franske armekorps har passeret byen Krasnoje, da fjendtlige tropper nærmer sig fra syd.

Napoleon er sat i et dilemma. Fortsætter han marchen med sin garde, vil armekorps under marskallerne Davout og Ney langt bagude blive afskåret.

Men stopper han for at holde vejen åben, risikerer han og garden at blive løbet over ende af de overlegne russere. Kejseren vælger at gøre holdt og tage kampen op.

“Jeg har spillet kejser længe nok. Nu er det tid at spille general”, siger Napoleon. Han stiller sine elitetropper op til slag. De skal sikre flugtvejen for resten af hæren.

Ved daggry den 17. november indtager Bourgognes regiment en plads midt i den franske frontlinje øst for Krasnoje. Herfra kan han se Napoleon stille sig et stykke foran sine tropper og inden for de russiske kanoners rækkevidde. Han betragter koldblodigt den fjendtlige hærs opmarch gennem sin kikkert.

Kejserens mod smitter. Bourgogne og resten af garden glemmer for en stund kulden, sulten og det kriblende utøj. De er den kejserlige garde og parate til at ofre livet. Netop døden kan nemt blive udgangen på kampen, for russerne er fire gange så mange som garden.

Napoleon har knap forladt sin fremskudte position, før russernes 500 kanoner åbner ild. Bourgogne ser en officer et par meter fra sig få skudt begge ben bort – lige over støvlerne.

En garder, som har fået begge ben skudt af, rækker ud mod Bourgogne, mens han desperat råber: “Sergent, du må ikke forlade mig!

Nye salver følger og hamrer sig vej gennem geledderne. Nu besvarer franske kanoner den ødelæggende ild. De er alt for få, men rammer præcist. Nu må også russerne betale prisen.

Midt i den voldsomme beskydning rammes Bourgognes regimentschef af maveproblemer. Han nægter dog at trække om bag sine soldater, mens de er under svær beskydning. I stedet går han 50 skridt frem mod fjenden, vender ryggen til dem og hiver bukserne ned.

De russiske artillerister opfatter oberstens handling som en hån og retter deres kanoner mod ham. Projektiler pløjer sneen op omkring manden, som sidder på hug foran dem. Kort efter rejser regimentschefen sig uskadt, knapper sine bukser og brøler sine ordrer til soldaterne.

Ved middagstid har russerne dræbt hver femte mand i regimentet. Bourgogne selv er uskadt og kan se Davouts tropper nærme sig fra øst med en sværm af kosakker om sig.

Rytterne kan ikke komme ind på livet af de franske soldater, som marcherer i perfekt orden. Synet glæder Bourgogne. Garden dør ikke forgæves.

Klokken halv to giver Napoleon ordre til at fortsætte mod vest, men Bourgognes regiment lades tilbage for at forsvare vejen.

Kanonild gør den næste halve time til et helvede på jord. Over en tredjedel af Bourgognes regimentskammerater dør, og mange såres.

Så får de overlevende endelig ordre til at fortsætte. Med perfekt disciplin træder garderne i marchkolonne og forlader slagmarken.

De sårede må efterlades. En garder, som har fået begge ben skudt af, rækker ud mod Bourgogne, mens han desperat råber: “Sergent, du må ikke forlade mig! Tag mig med! I må ikke gå fra mig!”

Da Bourgogne alligevel går, slæber manden sig fremad på hænderne, mens hans benstumper trækker blodspor i sneen. Synet skærer Bourgogne i hjertet, men han kan intet gøre.

Overalt ligger døde og sårede kammerater, som Bourgogne har kæmpet og festet sammen med i årevis. Han får øje på sin nære ven, sergent Gapon, som er frygteligt tilredt. Men Bourgogne holder sin plads i geleddet, for spredes soldaterne nu, er de alle fortabt.

Regimentet når Krasnoje under svær russisk beskydning. Netop som det krydser bygrænsen, flækker en kanonkugle Bourgognes geværkolbe, strejfer hans ærme og knuser så kraniet på en purung trommeslager, som marcherer lige ved siden af ham. Bourgogne får ikke en rift.

Det er lykkedes Napoleon at samle sin hær og bringe den forbi russerne. Prisen har dog været høj – siden morgen er garden halveret.

Vanvid griber soldaterne

Mareridtet ved Krasnoje er blot en forsmag på rædslerne ved Beresina-floden knap ti dage senere. Alle broerne er ødelagt af russerne, men Napoleons ingeniørtropper flikker to nye sammen hen over det kolde vand.

Midt på dagen den 26. november krydser de første tropper floden og driver russiske styrker på den modsatte side væk.

Om morgenen den 28. november går Bourgognes regiment over, men han er for syg til at kæmpe og bliver efterladt ved den vestlige bred for at samle alle enhedens efternølere, efterhånden som de krydser floden. Her bliver han vidne til, hvordan panikken breder sig, da russiske kanoner skyder mod hærens bagtrop på den østlige side.

En stor mænge soldater strømmer ned mod broerne, hvor kaos hurtigt opstår. Et virvar af mænd og heste maser sig ud på de skrøbelige konstruktioner, og alle, som falder, bliver trampet ihjel af mængden bagfra.

Napoleons ingeniørsoldater ofrede deres liv i Beresina-flodens iskolde vand, mens de byggede broer til hæren.

© Getty/All Over Press

Ingeniører frelste hæren

Napoleons hær slap ud af en russisk fælde ved at slå bro over Beresina-floden. Næsten halvdelen af tropperne gik dog tabt ved overgangen.

Russerne ville standse Napoleons tilbagetog ved Beresina-floden og ødelagde derfor alle broer nær marchruten. Skulle hæren videre, måtte en ny overgang skabes over floden og de sumpede breder – næsten 200 m.

Mangel på trækheste havde tvunget ingeniørtropperne til at brænde deres materiel til at bygge pontonbroer. Kun nogle få redskaber blev reddet af brospecialisterne, som hovedsageligt var hollændere. Planker, stolper og andet træværk til improviserede broer blev skaffet ved at skille bondehuse og mange af hærens hestevogne ad.

Ingeniørerne måtte arbejde i vand til halsen for at opføre to overgange: én til artilleriet, kavaleriet og vognene og en mindre til infanteriet. Når de kom op af den iskolde flod for at varme sig ved bål på bredden, serverede Napoleon vin. Han vidste, at hele hærens overlevelse afhang af mændenes arbejde.

Mange ingeniørsoldater frøs ihjel, men den 26. november stod broerne færdige. En kaotisk masse af soldater forsøgte at komme over på samme tid, og tusinder blev trampet ihjel eller skubbet ud over brosiderne.

Overgangen over Beresina-floden var et mirakel og en katastrofe. Hæren slap ud af fælden, men den blev næsten halveret.

Bourgogne ser en soldat kaldet “Store Jean” fra sit regiment styrte. Han får dog halet sig op igen ved at gribe fat i en gående kavalerists ben. Den forbipasserende må gribe fat i armen på en tredje soldat for ikke at vælte, men bevægelsen får dem alle til at miste balancen og ryge ud over brokanten. Store Jean får fat i en stolpe, men de to andre forsvinder mellem flodens isflager. Vandet er allerede fuldt af lig.

Trods Store Jeans råb om hjælp ignorerer mængden på broen den nødstedte mand. Inde ved bredden forbarmer nogle ingeniørsoldater sig dog over soldaten og får reddet ham i land med et reb. Hændelsen har kostet ham hans sidste kræfter, og han dør den næste dag.

Ved bromundingen får Bourgogne øje på regimentets våbensmed, som har mistet sin vogn, sine heste og alt sit værktøj.

“Jeg kom over broen uden at sætte fødderne på den, for jeg blev løftet af mængdens pres”, beretter manden forpustet.

Bourgogne får samlet 18 mand, og sammen med dem vender han ryggen til flodens rædsler for at følge efter sit regiment.

Dødsmarch mod Vilnius

Knap to uger efter Beresina-overgangen går Bourgogne som i trance frem ad landevejen, midt i en hob af syge og dødeligt udmattede soldater. Han er alene, for hans stolte garderegiment eksisterer ikke længere.

2.000 mænd marcherede ind i Rusland – nu er under 100 tilbage, og de følges ikke længere ad. Hele hæren består af en uorganiseret masse, og de nådesløse russiske kosakker har let spil.

“Den tapreste af de tapre”, kaldte Napoleon marskal Ney. Han anførte bagtroppen og holdt de russiske forfølgere på afstand.

© Scanpix/Bridgeman

Det er den 9. december 1812, temperaturen er minus 28 grader, og kolonnen nærmer sig Vilnius i Litauen. Hér er soldaterne blevet lovet forsyninger, og alle prøver desperat at nå frem. For mange lykkes det ikke.

Hvert andet øjeblik falder en soldat om i sneen og får lov at blive liggende, for ingen har kræfter til at hjælpe. I løbet af denne ene marchdag dør 6.000 soldater af kulde, sult og sygdom.

Bourgogne ved ikke, om han selv får Vilnius at se. Han har forfrysninger i sin ene fod, og hvert skridt sender et jag af smerte gennem han. Også hans hænder og fingre har forfrysninger – et af de yderste fingerled er allerede helt sort og ved at falde af.

Ved aftenstid når han frem til byen, hvor depoterne uddeler madrationer. Hver mand får et pund oksekød, som nogle æder råt.

Bourgogne er dog klog nok til først at stege sit stykke, men lige meget hjælper det. Hans tomme mave kan ikke tåle maden, og han kaster det hele op igen.

Med stort besvær og under voldsomme smerter lirker Bourgogne sin ene støvle af for at se, hvor galt det står til med forfrysningerne i foden. Den er helt blå og opsvulmet.

Desuden hæver den hurtigt så meget op, at han ikke kan få støvlen på igen. Han må fortsætte uden.

Hærens ynkelige rester har blot 100 km tilbage til Ruslands grænse mod vest. Men for Bourgogne forekommer afstanden at være uendelig lang. Hans kræfter er næsten brugt op.

Frelsen venter i Preussen

Et par kilometer uden for Wilbalen i Preussen humper sergent Bourgogne langsomt fremad på den snedækkede vej.

Han lider af diarré, og hans bukser er sprættet op i skridtet, så han frit kan lade det hele gå. Hans forfrosne fingre kan nemlig ikke længere åbne bukseknapperne.

For at beskytte skridtet mod den hårde frost har han viklet et gammelt kvindesjal omkring sig, nærmest som en ble. I stedet for sin støvle har han viklet klude og et stykke skind om den ene fod og bundet dem sammen med strimler.

Han stopper sin humpende gang, tager et par slingrende skridt til siden og falder så omkuld i sneen.

Tårerne trillede ned ad kinderne på kejsergardens gamle grenaderer, da Napoleon tog afsked. Kun få fik lov at følge med ham i eksil på øen Elba.

© Scanpix/Bridgeman

Felttoget kostede Napoleon tronen

Tabet af en halv mio. soldater blev begyndelsen til enden for den franske kejser. Hele Europa vendte sig mod ham.

5. december 1812

Kejseren efterlader sin hær

Nyheden om et kupforsøg i Paris får Napoleon til at haste hjem. Resterne af hæren må redde sig ud af Rusland uden ham.

19. december

Friske tropper udskrives

Napoleon når Paris og oplyser uden tegn på anger om hærens udslettelse i Rusland. “Hans majestæts helbred har aldrig været bedre”, meddeler hoffet, og unge mænd indkaldes til hæren.

16. marts 1813

Preussen skifter side

Preussens konge overvinder sin frygt for Napoleon. Han erklærer krig mod Frankrig og slutter sig til Ruslands sejrrige zar.

2. maj

Sejre uden værdi

Napoleon vinder en beskeden sejr over preussiske og russiske styrker ved Lützen. Den 20.-21. maj slår han dem igen ved Bautzen, men det franske kavaleri er for svagt til at forfølge og udslette fjenden.

4. juni

Kamphanerne puster ud

En våbenhvile træder i kraft i Tyskland. Napoleon vil vinde tid til at organisere sine uerfarne tropper, men imens samler hans fjender enorme styrker bag fronten.

16. august

Dysten går i anden runde

Våbenhvilen løber ud, og stormagten Østrig slutter sig Frankrigs fjender. Selv om Napoleons hær nu er i undertal, undgår de allierede at møde ham i slag. I stedet tilføjer de styrker under hans marskaller flere nederlag.

16.-19. oktober

Europa kæmper ved Leipzig

De allierede føler sig endelig stærke nok til at møde kejseren i et slag. 330.000 soldater angriber 190.000 franskmand uden for Leipzig. Hærene hamrer løs på hinanden, indtil Napoleon må bøje sig for overmagten og befale tilbagetog. Nederlaget koster ham 60.000 mand.

1. januar 1814

Napoleon indkalder drenge

Allierede hære krydser Rhinen og rykker ind i Frankrig. Imens forsøger Napoleon at erstatte sine tab ved at indrullere drenge på blot 16-17 år. Selv om han vinder flere små sejre i spidsen for de purunge rekrutter, kan han ikke stoppe fjendens offensiv.

30.-31. marts

Marskallerne giver op

Allierede hære rykker ind i Paris. Napoleon vil drive dem ud af hovedstaden igen, men hans marskaller nægter at fortsætte kampen.

6. april

Kejseren går i eksil

Napoleon har indset, at alt er tabt. Han accepterer at forlade Frankrig og slå sig ned på øen Elba ud for Italiens kyst. Allerede året efter vender Napoleon tilbage, men hans forsøg på at genvinde sin magt ender i nederlag ved Waterloo.

Til Bourgognes held er hæren nu ude af Rusland, og med udsigten til måske alligevel at overleve er soldaterne igen begyndt at hjælpe hinanden. To mænd fra garden samler ham op og slæber ham mellem sig ind i byen.

For de soldater, som når frem til Wilbalen, ser udsigterne lysere ud. Kosakkerne er fulgt efter flygtningene over grænsen, men i Preussen kan friske styrker holde dem på afstand. Her er også proviant og hestetrukne kaner til at transportere de hårdest medtagne soldater væk.

Tre måneder senere kan sergent Bourgogne nyde foråret i Paris. Næsten alle sine venner har han efterladt i Rusland.

Chakoten af filt var den franske infanterisoldats hovedbeklædning i 1812. Nogle gemte fødevarer og private ejendele i pulden.

© Scanpix/Bridgeman

Overleveren blev 82 år gammel

Adrien Bourgogne meldte sig som menig soldat 20 år gammel. Han kæmpede for Napoleon på slagmarker over hele Europa og blev først forfremmet til korporal og dernæst sergent.

Før krigen mod Rusland var han blevet såret tre gange, men kunne takke sit held for endnu at være i live efter nogle af kejserens blodigste felttog.

Krigen sluttede for Bourgognes vedkommende, da han nu som løjtnant ved det 145. linjeregiment blev taget til fange i slaget ved Dessau den 12. oktober 1813.

Uden andet at tage sig til begyndte han at nedfælde sine erindringer fra felttoget i Rusland året forinden. Skrive­arbejdet gik dog i stå, da han vendte hjem ved Napoleons fald og forlod hæren.

I 1830 trak Bourgogne atter i uniform, og tilbage i hæren afsluttede han langt om længe sin bog, som blev en stor succes ved udgivelsen. Ingen portrætter af forfatteren har dog overlevet til i dag.

Bourgogne døde omsider i 1867 – i en alder af 82 år.