Villaen på Rue de la Victoire i Paris genlyder af højlydt hulken. Foran døren til villaens sovekammer knæler Napoleon Bonapartes hustru Joséphine med tårevædede kinder.
Napoleon har låst hende ude.
Efter flere års fejde har Napoleons familie overbevist ham om, at Joséphine er ham utro. Hele Frankrig griner ad ham, påpeger familien.
“Bonaparte, Bonaparte”, trygler Joséphine natten igennem.
Først om morgenen – den 11. oktober 1799 – åbner Napoleon døren. Joséphine kaster sig hulkende for hans fødder og beder om tilgivelse.
Napoleon har også grædt.
Trods hans altfortærende kærlighed til hustruen er ægteskabet nemlig udsigtsløst. Napoleon planlægger et militærkup og grundlæggelsen af et nyt herskerdynasti, men planen kræver en arving.
Og efter tre års ægteskab har Joséphine stadig ikke født ham en søn.
Den logiske løsning er derfor at erstatte hustruen med en ny. Men Napoleon tøver, for Joséphine er ikke kun hans et og alt – hun er også hans lykkegudinde. Uden hende vil hans held forsvinde, frygter hærføreren.
Joséphine var seks år ældre end Napoleon og havde allerede to børn, da hun mødte den unge general, der forelskede sig hovedkulds i den smukke enke.
Mager soldat vandt enken
Da Napoleon og Joséphine traf hinanden første gang i 1795, var de som nat og dag.
Vicomtesse Marie-Josèphe Rose de Beauharnais, Joséphines navn efter hendes første ægteskab, var en feteret skikkelse i Paris' saloner, mens den magre og bondske general Napoleone Buonaparte fra Korsika ikke kunne imponere nogen.
Kun Roses elsker – Frankrigs statschef, Paul Barras – så et lys i korsikaneren med det særprægede italienske navn.
“Jeg kan få noget meget bedre end ham”. Joséphine til politikeren Paul Barras om Napoleon.
Det var sket, efter at Napoleone havde nedkæmpet parisernes oprør mod Direktoriet – Frankrigs forhadte regering, der kom til magten efter revolutionen og fik Barras som leder. Som tak udnævnte Direktoriet den 26-årige korsikaner til leder af indenrigshæren.
Få uger senere havde den snu Barras placeret parret ved siden af hinanden under en middag i sit hjem. Hvis Rose kunne forføre generalen, ville Napoleone blive tæt knyttet til Barras, som havde brug for militær støtte.
Rose var mindre imponeret.
“Jeg kan få noget meget bedre end ham”, meddelte hun Barras.
Op mod 17.000 blev henrettet i guillotinen. Joséphine slap dog mirakuløst.
Heldet frelste Joséphine fra henrettelse
Under revolutionen blev tusinder af adelige arresteret og halshugget i guillotinen. Joséphine var få dage fra at lide samme skæbne.
Revolutionslederen Maximilien Robespierre forvandlede i årene 1793-1794 Den Franske Revolution til et terrorregime. Alle mistænkt for at være modstandere af hans diktatoriske styre røg bag tremmer.
Adelsmanden Alexandre de Beauharnais og hustruen Rose (Joséphine) blev i 1794 fængslet efter anklager om forræderi.
På det tidspunkt var de separerede på 10. år, men Rose havde alligevel forsøgt at få sine politiske kontakter til at hjælpe Alexandre – forgæves.
I juli 1794 blev Alexandre halshugget, og Rose stod nu for tur. Få dage efter Alexandres død faldt Robespierre i et kup, og mange af regimets fanger blev frigivet – også Rose.
Som enke med to små børn skulle hun finde en mand med penge i en fart. Hun fik den kendte general Lazare Hoche på krogen og blev hurtigt en af Paris’ mest feterede kendisser.
Ved hjælp af sin charme og yndige kjoler blev hun toppolitikeren Paul Barras’ elskerinde. Og han så store muligheder i den smukke enke.
Alligevel måtte Rose indrømme, at hun var fascineret af den selvsikre korsikaner med den tykke accent og de store planer om at opruste Frankrig og befri Italien fra østrigsk besættelse.
Uvant med en kvindes opmærksomhed forelskede generalen sig i den blide, altid lyttende Rose – og han bombarderede hende med breve, hvori han kaldte hende “Joséphine”, afledt af hendes andet fornavn.
Presset af Barras accepterede Rose kurmageriet – og sit nye navn. Hun var en 32-årig, forgældet enke med to børn, og hendes skønhed var begyndt at falme.
Med koketterier lokkede hun korsikaneren tættere og tættere på.
“De kommer ikke længere for at se en veninde, som er glad for Dem. Det er en fejl, for hun er ømt knyttet til Dem”, skrev Joséphine til sin tilbeder i oktober 1795.
Den erfarne forførerske slog komplet benene væk under den unge general. Efter deres første nat godt en måned senere skriblede den fortumlede Napoleone:
“Dit billede og de berusende glæder fra sidste nat lader ikke mine sanser i fred. Tusind kys, mio dolce amore, men giv mig ingen igen, for de vil sætte min sjæl i brand”.
Blot en måned senere friede Napoleone.
Napoleon var født på Korsika, som blev fransk året før Napoleons fødsel. Han kom til Frankrig som 9-årig, hvor han lærte fransk. Hans kammerater hånede ham ofte for hans accent, og han holdt sig derfor for sig selv. Som 15-årig blev han optaget på Paris’ prestigefyldte militærskole.
Vielse i ekspresfart
Nok var Napoleone forelsket, men helt uden bagtanker var han dog ikke. Han håbede, at Joséphines forbindelse til Barras ville sikre ham kommandoen over Frankrigs sydlige hær, italienshæren.
Og hans drøm blev indfriet – Barras var ligefrem lettet over at få ekspederet den ambitiøse general ud af landet.
Fattige Napoleone havde også håbet, at Joséphine var rig. Men en gennemgang af hendes utallige regninger for sko og kjoler afslørede, at pengene kom fra Barras.
Den forelskede Napoleone fejede sin skuffelse til side, og vielsen kunne finde sted om aftenen den 9. marts 1796.
Gæsterne måtte dog vente i timevis, før generalen bragede ind på giftefogedens kontor.
“Gift os! Hurtigt!” råbte Napoleone og ruskede den døsige giftefoged vågen.
Han havde siddet hele dagen og studeret landkort. Planerne for det italienske felttog fyldte så meget, at han havde glemt tiden.
Ivrig efter at komme hjem i seng lirede giftefogeden ritualet af, så ægteparret kunne underskrive vielsesattesten. Gommen anvendte det forfranskede navn Napoleon Bonaparte.
Joséphine og hendes veninder blev modeikoner blandt Paris’ jetsettere.
Venindegruppe styrede Paris’ nyeste modeluner
Joséphine og hendes veninder førte an, da Frankrigs elite efter revolutionens blodige år gik amok i vilde fester og gennemsigtige kjoler.
Da despoten Robespierre blev styrtet i 1794, drog franskmændene et lettelsens suk. Omsider var den bloddryppende revolution slut.
Paris’ samfundselite fejrede sin overlevelse med ekstravagante fester og nye modediller.
Stjernerne i den nye tid var les merveilleuses – de vidunderlige – og blandt dem strålede Joséphine og hendes veninde, den adelige Thérèse Tallien, stærkest.
De to adelskvinder havde mødt hinanden i fængslet og blev sammen med Juliette Récamier og Fortunée Hamelin kendisser i Paris’ jetset-klasse.
De fire vakte jubel og forargelse ved at bære chemisekjoler med inspiration fra romerske og oldgræske dragter. Kjolestoffet var vævet så tyndt, at både bryster og popo kunne ses.
Thérèse Tallien hævdede at eje kjoler af så tyndt stof, at de kunne trækkes gennem hullet i en fingerring.
Joséphine dannede mode ved at sætte håret op vha. farverige tørklæder. Teknikken stammede fra hendes fødeø, Martinique.
Hun og veninderne fik sat håret i korte krøller, og de bar stofbånd om halsen. Båndene skulle vise, at de havde overlevet guillotinen.
Da Joséphines børn næste dag mødte deres stedfar, græd den 12-årige Hortense chokeret, mens 14-årige Eugène forknyt accepterede den nye familie.
Derefter hastede Napoleon til Nice for at støde til hæren. På vejen besøgte han sin mor i Marseille.
Letizia Bonaparte modtog sin søn køligt.
Rygterne om den letlevende svigerdatter var ilet i forvejen, og stemningen i Napoleons familie skulle kun blive værre i takt med Joséphines løbske forbrug i kjoler og mænd.
Opkomling vandt generalers respekt
Napoleons hær bestod af ca. 40.000 usselt klædte soldater med gamle geværer, og kavaleriets heste var magre øg. På den anden side af Alperne stod en koalition af ca. 45.000 østrigere og tropper fra kongeriget Piemonte-Sardinien parat.
Moralen blandt franskmændene var heller ikke i top. Officererne var mistroiske over for generalen – rygter ville vide, at han havde fået kommandoen “ad skørtevejen”, dvs. via hustruens forbindelser til Direktoriet.
“Den lille skid skræmmer mig”. Den franske general Augereau om Napoleon.
Generalerne André Masséna og Charles Augereau hånlo i smug, når Napoleon kyssede sin lille medaljon med hustruens portræt.
“Midt i dagens tummel, i spidsen for mine tropper og i feltlejren, er det kun min elskede Joséphine, der fylder min sjæl og mine tanker”, skrev generalen hjem.
Med penge fra Direktoriet købte Napoleon støvler og våben til sin hær. Soldater, der havde råbt “leve kongen” i protest mod den franske republik, beordrede han skudt.
“Disciplin er hærens livsnerve”, forklarede Napoleon sin stabschef.
Og effektiviteten gjorde indtryk.
“Den lille skid skræmmer mig”, betroede general Augereau til Masséna.
I april drog Napoleon ind i Italien og splittede på 96 timer koalitionen. Måneden efter indtog hans hær Milano, hvor de franske tropper blev hyldet som befriere.
Napoleons forbløffende sejr i Italien i 1796 gjorde ham med et til Frankrigs store helt.
Mens Frankrigs aviser svælgede i det unge militærgeni, festede Joséphine med veninden Thérèse Tallien og købte nye sko og kjoler på kredit. De ubetalte regninger røg i bunken med ulæste breve fra Napoleon.
“Der er ingen større smerte end ikke at få brev fra mio dolce amore”, peb generalen i et brev i juni 1796.
Forsmået truede han Barras med at forlade sin post og rejse hjem til Paris. Barras handlede straks og tvang Joséphine afsted til Italien, så felttoget ikke gik i stå.
Med i hendes følge var den 23-årige husar Hippolyte Charles. Ifølge rygterne var han Joséphines elsker.
Tårerne virkede hver gang
Napoleon var ør af glæde, da Joséphine endelig kom til Milano, hvor han havde ladet Palazzo Serbelloni dekorere med blomster og paladsets have fylde med nye blomster – kun for hende.
I et brev til sin tante beskrev Joséphine Napoleons ekstreme passion: “Min mand elsker mig ikke, han tilbeder mig”.
Også Napoleons erotiske begær var til tider ekstremt. Angiveligt sendte han Joséphine et brev med følgende bøn:
“Kommer snart – lad være med at vaske dig”.
I de følgende dage fejrede Milanos elite Napoleon med gallamiddage, hvor Joséphine betog alle med sin charme.
“Jeg dør af kedsomhed her midt i alle de overdådige fester”. Joséphine i et brev til veninderne om sit ophold i Italien.
Blot fire dage senere drog Napoleon igen i felten, og Joséphine blev overladt til sig selv.
“Jeg dør af kedsomhed her midt i alle de overdådige fester, man holder for mig”, skrev Joséphine til veninderne i Paris.
Kun når Hippolyte var i nærheden, forduftede kedsomheden. Rygterne om deres affære var til sidst umulige at overhøre.
“Jeg er blevet fortalt, at du i lang tid og meget indgående har kendt denne herre”, fnøs Napoleon i et af flere bebrejdende breve til hustruen.
Mistanken havde naget Napoleon siden foråret, hvor glasset i hans Joséphine-medaljon var gået itu. For den overtroiske Napoleon var det tegn på, at hun var ham utro.
I december 1796 endte parret i et kæmpe skænderi, hvor Joséphine trak sit stærkeste våben: Tårer. Med våde kinder kastede hun sig for hans fødder og bedyrede sin uskyld.
Napoleons hjerte smeltede. Han trak sin elskede op fra gulvet og omfavnede hende.
Joséphines forbrug overgik al fantasi
900 kjoler på et år
Joséphine var storkunde hos Paris’ fornemme modeskabere. Hendes klædeskabe bugnede, for hendes årlige indkøb kunne nå hele 900 kjoler – næsten fem gange så mange som den ødsle dronning Marie-Antoinette.
En årsløn i parfume
Efter hjemkomsten fra Egypten i 1799 fik Napoleon undersøgt Joséphines løbske forbrug. Alene i duftevand havde hustruen regninger for 800 franc. Datidens årsløn for en parisisk arbejder var til sammenligning ca. 600 franc.
Kniplinger kostede 100.000 franc
Kejserinden foretrak silkeundertøj, svøbte sig i kashmirsjaler og ejede kniplinger til en værdi af 100.000 franc. Silkestrømper blev kun brugt én gang, før nye blev købt, og et sjal til 12.000 franc fik hendes hunde som tæppe.
Smykkeskab indeholdt formue
Til sine smykker fik Joséphine lavet et mahogniskab med 30 skuffer. I 1811 blev hendes samling af smykker, perler og ædelsten vurderet til en værdi af 5 mio. franc.
De største navne endte i samlingen
Joséphine var sin tids største kunstsamler med værker af Rembrandt, Tizian og da Vinci. Hendes hjem var fyldt med statuer og buster udført af bl.a. billedhuggeren Antonio Canova.
Italiensfelttoget sluttede i 1797 med fransk sejr. Tilbage i Paris fejrede Direktoriet Napoleon med taler og fester, mens Joséphine af pariserne fik tilnavnet “Sejrens Frue”.
Hendes ubetalte regninger kunne Napoleon betale med de formuer, der bl.a. var konfiskeret i bystaten Venedig.
Men Napoleons store succes gjorde bare Bonaparte-klanen endnu mere opsat på at slippe af med Joséphine.
Efter familiens mening burde en ødsel, aldrende, utro hustru skiftes ud med en yngre og trofast kvinde.
Napoleon overhørte dem. Hans tanker var i stedet optaget af at planlægge et nyt felttog – denne gang i Egypten.
Beviserne kom med brev
I 1798 gik Napoleon i land ved Alexandria. Ved at Egypten blev besat, skulle ærkefjenden England afskæres smutvejen til Indien via Mellemøsten.
På overfladen spillede Joséphine den dydige hustru og skrev en strøm af breve til sin mand.
“Du ved, at han hader ikke jævnligt at få breve fra mig”, forklarede hun Barras.
Dyden stak dog ikke dybere, end at hun stadig så Hippolyte. Et brev fra et øjenvidne til utroskaben nåede i sommeren 1798 Napoleon i Egypten.
“Sløret er virkelig revet fra mine øjne”. Napoleon i et brev til sin bror om Joséphines sidespring.
Generalen blev ligbleg, da han læste de detaljerede beskrivelser.
“Jeg vil ikke være til grin – jeg vil skilles. En offentlig og sensationel skilsmisse!” råbte han og slog næverne mod sit ansigt.
Rasende skrev han til sin storebror, Joseph, og bad ham sætte en skilsmisse i værk.
“Sløret er virkelig revet fra mine øjne”, betroede han broren.
Uden at ane uråd fortsatte Joséphine med at brænde penge af – bl.a. 300.000 lånte franc til at købe slottet Malmaison for. Hun var overbevist om, at hendes tårer ville formilde Napoleon, når han kom hjem.
Til alles overraskelse vendte Napoleon tilbage til Frankrig i oktober 1799. Hæren i Egypten var overladt til en næstkommanderende.
Desperat hastede Joséphine sydpå i en vogn for at møde sin mand, inden hans brødre fik fat på ham og afslørede alle hendes eskapader.
Napoleon tog desværre en anden vej til Paris, end Joséphine forventede, og først næste aften nåede hun tilbage til deres villa i Rue de la Victoire.
I indkørslen lå bunker af hendes tøj, sko og personlige ejendele smidt i gruset. Foran den låste sovekammerdør kastede hun sig på knæ og tryglede om tilgivelse.
Igen udløste tårerne deres magi – Napoleon åbnede døren og tog hende i sin favn.
Historierne om Joséphines mange sidespring fik til sidst Napoleon til at låse hende ude af soveværelset. Men Joséphines tårer fik ham endnu en gang til at tilgive hende.
Kirkevielse skulle sikre Joséphine
Napoleon gennemførte sit militærkup den 9. november 1799. Med påsatte bajonetter drev hans soldater parlamentets medlemmer på porten. Direktoriet og Barras blev sendt i eksil. Nu var Napoleon Frankrigs hersker.
Ud over genopretning af landets økonomi efter det korrupte Direktorie ville Napoleon også have styr på Joséphines gæld.
Hans privatsekretær nåede frem til et beløb på 1,2 mio. franc – ca. 120 mio. nutidskroner. Det svimlende tal udløste nye skænderier.
“Hun græder, jeg tilgiver hende og betaler regningerne. Derefter gør hun det hele én gang til”, klagede Napoleon til privatsekretæren.
Alligevel ville Napoleon ikke skilles, for Joséphine bragte held, betroede han hustruens hofdame, Claire de Rémusat.
“For mig er heldet en kvinde som hende”, forklarede han.
Blandt Joséphines dyre kunstværker var denne guldbåd, som prydede bordet under store gallamiddage.
Joséphines erotiske magt over Napoleon var dog aftagende. En dag i 1804 bragede hun jaloux ind i soveværelset og fandt ham med anden kvinde. Ægteparrets skænderi kunne høres i hele Saint Cloud-paladset.
“Mit eftermæle kræver, at jeg tager en hustru, som kan føde børn”, rasede Napoleon ifølge hofdamen Rémusats erindringer.
Ordene gjorde Joséphine rædselsslagen. I årevis havde hun bildt Napoleon ind, at han var infertil – hun havde jo to børn fra tidligere.
Situationen var kritisk for hende, for i 1804 havde Frankrigs føjelige parlament gjort Napoleon til “de franskes kejser”, og selveste pave Pius 7. skulle krone ham.
Diskret fik Joséphine en privat audiens hos paven, da han kom til Paris. Her afslørede hun, at det kommende kejserpar kun var borgerligt viet.
Chokeret forlangte paven en kirkelig vielse. Napoleon skumlede, men gav sig, og parret blev aftenen før kroningen præsteviet. Med den nye vielsesattest følte Joséphine sig sikker, da skilsmisse er en synd blandt katolikker.
Med glædestårer kunne Napoleons elskede den 2. december 1804 knæle foran sin mand i Notre-Dame-katedralen. Forsigtigt placerede han kejserindekronen på Joséphines hoved, mens Bonaparte-klanen så hadefuldt til.
Joséphine fik det sidste ord
Knap et år efter kroningen indgik Østrig og Rusland en alliance mod Frankrig. På marchen mod den lille by Austerlitz for at møde fjenden fandt Napoleon tid til at skrive til Joséphine:
“Det regner så meget, at jeg må skifte tøj to gange dagligt. Jeg elsker og omfavner dig”.
Sejren ved Austerlitz den 2. december 1805 gjorde Napoleon til Europas stærke mand, men forstærkede også hans behov for en arving.
Napoleon vandt over 90 pct. af de mange slag, han deltog i. Men hans tropper betalte prisen.
Tanken om at skilles fra Joséphine gav Napoleon mavekramper, og kejserinden blev kaldt til sin mands sygeleje.
“Min stakkels Joséphine, jeg kan ikke forlade dig”, græd kejseren.
Men der var ingen vej udenom. I december 1809 gav Napoleon hende den forfærdelige besked.
“Joséphine, min kære Joséphine. Du ved, hvor jeg har elsket dig”, begyndte Napoleon og pressede hendes hånd til sit hjerte, mens han fældede dommen over deres ægteskab.
Afmægtig faldt Joséphine om, og hoffolk måtte hjælpe hende i seng.
Da begge parter nogle uger efter underskrev skilsmissepapirerne foran hoffet, erklærede Joséphine, at ophævelsen af ægteskabet ikke ændrede hendes kærlighed til Napoleon:
“Jeg ved, hvor meget denne handling – nødvendiggjort af hans politik og store interesser – har såret hans hjerte. Men vi vil vinde hæder – begge to – for det offer, vi har gjort for vort fædreland”.
Napoleon giftede sig i 1810 med den østrigske prinsesse Marie-Louise. Hendes far, kejser Frans 2., havde tabt flere slag mod Napoleon og måtte acceptere giftermålet.
Ægteskabet med Joséphine blev ophævet, med henvisning til at der ikke havde været vidner nok.
Ni måneder senere fødte Marie-Louise en søn. Næsten samtidig fødte Napoleons polske elskerinde, Maria Walewska, også en søn. Napoleon var altså i stand til at få børn.
Fra slottet Malmaison sendte Joséphine sin eksmand en ydmyg lykønskning. Efter skilsmissen havde hun fået lov at beholde slottet som privatbolig.
“Glem aldrig én, som aldrig har glemt og aldrig vil glemme dig”. Napoleon i sit sidste brev til Joséphine.
Napoleon var imidlertid ikke færdig med krig og drog i 1812 mod zar Aleksander 1., der havde forbrudt sig imod den tidligere indgåede fredsaftale.
Ruslandsfelttoget endte katastrofalt, og Napoleon måtte abdicere i 1814. Før et skib bragte ham til eksilet på øen Elba, skrev han til sin ekskone:
“Farvel, min kære Joséphine. Resignér, som jeg har gjort, og glem aldrig én, som aldrig har glemt og aldrig vil glemme dig”.
Brevet blev det sidste, for Joséphine lå dødssyg af lungebetændelse. Børnene Hortense og Eugène hørte deres mor i vildelse mumle “Bonaparte, Elba…”, før hun sov ind den 29. maj 1814.
Napoleons drøm om en søn gik i opfyldelse. Sønnen nåede dog kun at være kejser i to uger.
Kejserens store arveplan slog fejl
I 1811 fik Napoleon omsider den tronarving, han havde ønsket. Skæbnen ville det dog anderledes.
Paris’ kirkeklokker kimede, da Napoleons anden hustru, Marie-Louise, den 20. marts 1811 fødte en søn. Drengen, Napoleon François Charles Joseph Bonaparte, skulle efterfølge sin far på tronen.
Efter nederlaget ved Waterloo i 1815 meddelte Napoleon, at han kun ville abdicere, hvis sønnen fik tronen. I to uger var drengen formelt kejser Napoleon 2., inden faren blev tvunget til at opgive kravet.
Bonaparte-dynastiets støtter håbede dog, at sønnen ville genoprette kejserriget, når han blev myndig. Drømmen brast, da Napoleons eneste legitime søn døde af tuberkulose den 22. juli 1832.
Men ikke alt var tabt. Napoleons bror Louis havde i 1802 giftet sig med Joséphines datter, Hortense. Seks år efter fik de sønnen Charles Louis Bonaparte, som altså var i familie med både Napoleon og Joséphine.
Charles Louis gik ind i politik og blev i 1848 udråbt til Frankrigs første præsident. Efter et statskup fire år senere blev han kronet som Napoleon 3.
Han tabte dog i 1870 slaget ved Sedan til preusserne og drog i eksil. Syg og nedbrudt døde Bonaparte-klanens sidste kejser i 1873.
Ved nyheden om Joséphines død lukkede Napoleon sig inde i et døgn uden mad og drikke.
I forsøget på at genrejse sit imperium flygtede Napoleon fra Elba året efter, men led nederlag ved Waterloo.
Denne gang blev eks-kejseren sendt til klippeøen Sankt Helena i Sydatlanten, hvor han døde den 5. maj 1821.
Napoleons sidste ord var: “Hæren, i spidsen for hæren (…) Joséphine”.
Efter Joséphines død i 1814 blev hun begravet i kirken Saint-Pierre-Saint-Paul i Rueil-Malmaison. Hendes børn bekostede et storslået gravmonument til deres mor, hvor hun knæler i samme positur, som da Napoleon havde kronet hende i 1804.
Napoleon udtrykte få dage før sin død i 1821, at han ville begraves sammen med Joséphine, hvis ikke han fik lov til at blive begravet i Saint-Denis, hvor de franske konger traditionelt lå begravet.
Han fik ingen af sine ønsker opfyldt. I stedet lå han i en navnløs grav på øen Sankt Helena i 19 år, før hans jordiske rester blev overført til Paris. 21 år senere blev kejseren stedt til hvile i et gravmonument i palæet Hôtel des Invalides – ca. 15 km fra hans elskede Joséphines sidste hvilested.