Napoleons sejr løb ud i sandet

Overalt i Cairo bliver grupper af franske soldater og koptere, byens kristne mindretal, overmandet af folkemængden. Mange bliver hakket ihjel eller får skåret halsen over.

Et fredstilbud fra den franske øverstkommanderende, den 29-årige general Napoleon Bonaparte, afvises af oprørets ledere i moskéen.

Napoleon retter dernæst sine kanoner mod den hellige bygning. Et døgn senere er oprøret slået ned, men 300 franske soldater og 3.000 egyptere har mistet livet.

Officielt er franskmændene kommet til Egypten for at udbrede videnskab og demokrati, men det blodige oprør tyder på, at egypterne hader deres nye herskere.

Kolonisering skulle stække England

Året før han plantede støvlerne i ørkensandet, havde Napoleon indledt planlægningen af Egyptens erobring.

Efter et succesrigt felttog i Norditalien i 1796-97 drømte generalen om mere hæder. At kolonisere Egypten ville gavne Frankrig, mente Napoleon.

Ærkefjenden England ville dermed blive afskåret fra sit handelsnetværk med kolonierne i Indien, og eksporten af egyptisk bomuld, ris og kaffe til Europa ville skæppe godt i den franske republiks statskasse.

“Vi må indtage Egypten. Landet har aldrig tilhørt en europæisk nation”, skrev Napoleon i september 1797 til udenrigsminister Charles Maurice de Talleyrand.

Talleyrand forelagde planen for Frankrigs regering – en gruppe på fem mand kaldet Direktoriet. Svaret var ja. Direktoriet frygtede, at den populære general Napoleon ellers ville forsøge at tage magten i Frankrig.

Så ville regeringen hellere starte en krig med Osmannerriget, der officielt herskede over Egypten.

Republikkens pengekasse var dog tom pga. krige mod bl.a. England, og for at skaffe penge måtte Napoleon brand­beskatte sine italienske områder og tømme pavens skatkammer for 3 mio. guldfranc.

For pengene kunne generalen samle en hær på 40.000 mand, 3.000 heste og 300 kanoner samt 400 fragt- og krigsskibe. Napoleon tog desuden 167 kunstnere og videnskabsfolk med.

Ekspeditionen var nemlig også et forskningsprojekt, der bl.a. skulle bringe videnskab og demokrati til Egypten.

“Frihedens ideal, som har gjort Republikken til Europas dommer, vil også dømme over oceaner, over fjerne lande”, lød hans pompøse proklamation.

Hvad Napoleon mente med “fjerne lande”, anede hverken soldater eller søfolk, da flåden stævnede ud fra middelhavsbyen Toulon den 19. maj 1798.

Af frygt for engelske spioner var felttogets mål kun kendt af en lille inderkreds.

Napoleon smuttede forbi Nelson

Trods hemmelighedskræmmeriet havde spioner opsnappet, at en fransk flåde ville sejle ud.

Den britiske admiral Horatio Nelson var derfor allerede i Middelhavet og prøvede at fange den franske flåde ved Napoli og senere ved Malta.

Takket være tåge og nattemørke lykkedes det imidlertid flåden at slippe uset forbi. Først da en fransk udkigspost den 30. juni øjnene Egyptens kyst, vidste alle, hvor rejsen gik hen.

Napoleon forlangte, at soldater straks blev sejlet ind i de medbragte både. For de lokale egyptiske fiskere var synet bizart: 4.000 franske soldater tumlede i land – iklædt farvestrålende blå og røde uniformer.

Under vajende faner og til lyden af trommehvirvler fra et lille musikkorps marcherede soldaterne med Napoleon i spidsen mod byen Alexandria ca. 8 km borte.

Når havnebyen var erobret, kunne flåden lægge til kaj og sætte resten af hæren i land, vidste hærføreren.

Tørst pressede soldaterne frem

Byens borgere så skrækslagne til fra bymuren, da Napoleons hær dukkede op.

“Franskmændene var spredt ud over byens udkant som en sværm af græshopper”, lød beskrivelsen fra El-Djabarti, en samtidig egyptisk historiker.

Varskoet af spejdere havde byens kommandant sendt ilbud til Cairo ca. 200 km mod syd. Med bare 500 soldater til at forsvare Alexandria var forstærkning nødvendig.

I Cairo tog Murad Bey, leder af Egyptens krigerelite, mamlukkerne, let på sagen. Selvom den osmanniske sultan Selim 3. var Egyptens formelle hersker, havde rytterkrigerne reelt set regeret landet i århundreder.

Da Murad Bey hørte, at franskmændene var til fods, bralrede han selvsikkert: “Mine mænd vil tilintetgøre dem, og jeg vil skære deres hoveder op som vandmeloner”.

Napoleon var klar over faren ved et mamlukangreb og skrev indsmigrende til kommandanten i Alexandria, i håbet om at byen hurtigt overgav sig: “Vi franske er nære venner af sultanen, og I bør opføre jer, som var vi allierede”.

Napoleon fik intet svar på sin åbenlyse løgn og gav ordre til at angribe byen.

“Vores soldater stormede frem. Trods beskydning fra forsvarerne og byger af sten, som de kastede mod os, begyndte vi frygtløst at storme murene”, skrev løjtnant Nicolas Desvernoirs hjem i et brev.

Franskmændene var ikke kun drevet af heltemod. I den nordafrikanske hede var soldaterne iført deres tykke europæiske ulduniformer ved at smelte.

“Tørst drev vores soldater. Det handlede om at finde vand eller dø – vi havde intet valg”, indrømmede Desvernoirs.

Alexandrias forfaldne bymur var nem at forcere, så de dehydrerede franske soldater kunne storme hen til brøndene, før de genoptog kampen.

Fra byens tage skød forsvarerne på indtrængerne, men egypterne havde ingen chance. På under seks timer faldt Alexandria.

Maden mugnede på marchen

Næste dag blev heste og kanoner losset på kajen i Alexandria. For at undgå uro fik Napoleon trykt ordensregler til sine soldater på en medbragt trykpresse:

“Folk her har andre vaner, I må vænne jer til. Plyndring vanærer os og skaber fjender af de selvsamme folk, vi har interesse i at have som venner”.

Trykkeren havde også medbragt arabiske skrifttegn, og Napoleon fik en lingvist til at skrive en propagandatekst.

“Alt for længe har mamlukkerne tyranniseret det smukkeste land i verden. I Guds øjne er vi lige, men hvem ejer de smukkeste slaver, de største ejendomme? Mamlukkerne. Alle, som støtter os, vil blive lykkelige”, lovede Napoleon på trykte løbesedler, der blev omdelt i byen.

Med Alexandria under sin kontrol marcherede feltherren videre mod Cairo med 25.000 mand. Turen gik gennem en steghed ørken. De få brønde, soldaterne fandt, blev tømt til sidste dråbe.

“I bunden var rådnet muddervand, som de skrabede op og fordelte mellem sig i mål, som var det små cognacdrinks”, skrev kunstneren Vivant Denon.

Feltrationernes kiks begyndte desuden at mugne på marchen. Soldaterne ribbede derfor melonmarker langs Nilen for deres frugt og betalte bønderne med bronzeknapper fra deres uniformer.

Taktik snød overlegen rytterhær

Kort før daggry den 13. juli stod franskmændene for første gang over for mamlukkerne ved landsbyen Shubra Khit, 130 km fra Cairo.

Napoleon beordrede sin hær samlet i karréer (firkantede formationer), hvor hver side bestod af infanteri. Beskyttet inde i karréerne stod det franske kavaleri, hærens pakæsler og de civile forskere.

Med høje skrig angreb mamlukkerne. Infanteristerne svarede igen med riffelild. På en time var 1.000 ryttere faldet og mamlukkerne sendt på flugt.

Hæren fortsatte sydpå, men med konstante afbrydelser. Kunstneren Denon insisterede på at tegne skitser af oldegyptiske mindesmærker langs vejen, mens biologen Étienne Geoffroy Saint-Hilaire indsamlede sten og planter.

Hver gang ventede soldaterne i den brændende sol. “Æsler og forskere i midten”, lød officerernes råb, når hæren tog opstilling i karré for at imødegå småangreb fra beduiner og mamlukker.

Hurtigt blev “æsler” soldaterslang for de besværlige forskere. Ved solopgang den 21. juli stod Napoleon blot 4 km fra Cairo. Men vejen frem var spærret af Murad Beys ryttere.

For at opmuntre soldaterne pegede Napoleon på pyramiderne ude i horisonten: “Fremad! 40 århundreder betragter jer!”

I baglandet stod tusindvis af egyptere og råbte hyldester til Murad Bey. For at overdøve dem spillede musikkorpset republikkens slagsang, Marseillaisen, og de franske soldater skrålede med.

Rytterkrigerne angreb med svingende sværd, men karréerne holdt stand. Da mamlukkerne trak sig, rykkede franskmændene frem. I panik flygtede Murad Bey til hest gennem de forvildede tilskuere.

Bag ham lå 20.000 af hans krigere døde eller sårede. Napoleon døbte sin blodige sejr “slaget ved pyramiderne”. I virkeligheden var monumenterne knap synlige fra slagmarken, men navnet lød godt.

Skiden storby kedede soldaterne

Til tonerne af musikkorpsets fanfarer og i spidsen for et kontingent franske stormtropper, de granatbevæbnede grenaderer, red Napoleon dagen efter ind i Cairo og tog ophold i et mamluk-palads.

Byen talte 500.000 indbyggere og var større end datidens Paris, men franskmændene væmmedes – gaderne stank af affald, og indbyggerne var uhumske at se på.

“Skæggede mænd i pjalter sidder på hug som aber. Kvinderne, naturens mesterstykke andre steder, er her grimme og frastødende. Ansigtet er skjult bag skidne slør. Nøgne, daskende bryster ses gennem deres forrevne kjoler”, fnøs den franske major Jean-François Detroyer.

For at forbedre hygiejnen fik Napoleon indrettet fire hospitaler med franske læger og plads til 600 patienter. Både franskmænd og egyptere kunne få behandling her.

Affaldet skulle desuden indsamles af skraldemænd og lig begraves uden for byens mure på en nyindrettet begravelsesplads, bestemte han.

For at understrege sine gode intentioner indkaldte Cairos nye hersker byens sheiker – dvs. respekterede ældre mænd – og de religiøse ledere til møde.

“Ingen grund til bekymring, ingen ønsker mere end jeg at bidrage til jeres velbefindende”, lød Napoleons beroligende forsikringer via tolk.

Han forklarede også byens spidser, at egyptiske skikke ville blive respekteret – fx kunne moskéerne trygt åbne igen. Af frygt for fransk plyndring havde de reli­giøse helligdomme været låst af.

Dagliglivet vendte tilbage til Cairo, bl.a. i form af genåbnede markeder, men midt i august modtog hærføreren foruroligende nyt.

Den britiske admiral Nelson havde i et søslag skudt den franske flåde i sænk. Napoleons hær var nu fanget i Egypten.

Videnskab afvist som tryllekunster

Afskåret fra Frankrig rettede Napoleon al energi mod sit koloniprojekt. Efter fransk forbillede fik Egypten sit første parlament med sæde i Cairo. Her sad landsbyældste, sheiker og købmænd – udvalgt af franskmændene.

Medlemmerne forstod ikke idéen med, at alle havde en stemme. Som altid bestemte sheikerne på forhånd, hvordan en sag skulle afgøres.

Cairo fik også et videnskabsakademi, biblioteker og et observatorium, men egypterne viste kun lunken interesse.

Foran en gruppe sheiker hældte den franske kemiker Claude Louis Berthollet væsker sammen, så de udsendte røg eller skiftede farve. Sheikerne kaldte de kemiske processor for “tryllekunster”.

At biologen Saint-Hilaire skrev på et værk om Nilens fiskearter, der var ukendte i Europa, gjorde heller ikke indtryk.

“Vi ved jo, at Allah har skabt 30.000 dyrearter. 10.000 bor på land, og 20.000 lever under vand”, forklarede en af sheik­erne den forundrede biolog.

Franskmændene prøvede at give Cairo lidt storbystemning ved at åbne caféer og en zoo, men egypterne holdt sig væk – og soldaterne kedede sig.

For at smigre egypterne blev profeten Muhammeds fødselsdag i august fejret med optog og uddeling af mad i de franskbesatte byer.

I Cairo skulle folket også fornøjes med synet af en ballon. Varmluftsballoner var en ny fransk opfindelse af brødrene Montgolfier.

Videnskabsakademiets leder knoklede for at få ballonen færdig, men paradenummeret fløj kun få meter, før den varme luft sivede ud, og ballonen styrtede til jorden.

Charmeoffensiven var helt generelt en fuser, for Napoleons fikse idéer blev finansieret med upopulære ekstraskatter, som egypterne selv måtte betale.

“Det franske folk er en nation af stædige, vantro og tøjlesløse slyngler”, stod der på en omdelt løbeseddel.

Teksten pustede til egypternes vrede, og i oktober brød optøjer ud i Cairo. Oprøret blev slået ned, men i januar 1799 løb der et rygte i byen:

Ved Rhodos var den osmanniske flåde ved at samles, lød det, og 30.000 tropper var efter sigende på vej. Sultan Selim 3. ville have Egypten tilbage.

Heste og æsler forsvandt om natten

For at komme sultanen i forkøbet marcherede Napoleon nordpå langs kysten med 13.000 mand. Som pakdyr medbragte hæren 3.000 kameler, der tålte ørkenheden.

Men forsyningerne af vand og fødevarer var mangelfulde. Sultne soldater slagtede og åd pakæsler og kameler. En major vågnede en morgen og opdagede, at mændene havde spist hans hest i løbet af natten.

Efter ni dages march stod hæren foran Jaffa i nutidens Israel. Napoleon sendte en budbringer til byens kommandant med krav om overgivelse.

Kort efter blev mæglerens afhuggede hoved sat på en stage og udstillet på bymuren.

Mordet fik franskmændene til at se rødt. Da kanonerne havde sønderskudt Jaffas mure, væltede soldaterne ind og jog bajonetter i byens mænd, kvinder og børn. Mindst 4.000 civile blev dræbt.

Uheldigvis var den overfyldte by ramt af pest, og franskmændene blev smittet. Ifølge fransk propaganda besøgte Napoleon byens hospitaler og hjalp med at lægge pestramte på bårer.

Så gik turen for de raske soldater videre nordpå til fæstningsbyen Akko (Acre).

Her kom det franske kanonbombardement til kort; Akkos mure var for stærke. Igen og igen sendte Napoleon sine soldater frem med stiger for at forcere murene, men forsvarerne slog igen.

“De belejrede kastede en regn af sten, antændte granater, flammende blokke af tjæret træ og kogende olie”, beskrev den franske kaptajn François.

Midt i det hele dukkede sultanens tropper op. Napoleon dannede hurtigt sine karréer og afviste fjendens rytter­angreb. 6.000 osmanner og mamlukker mistede livet, mens franskmændene angiveligt slap med to døde.

Den franske succes tog imidlertid ikke modet fra Akkos indbyggere, for via byens havn leverede engelske skibe mad, vand og ammunition til de belejrede.

Efter to måneder gav Napoleon op og drog slukøret tilbage til Egypten. Tilbage i Cairo skjulte hærlederen skuffelsen i en svulstig proklamation til sine soldater:

“Den osmanniske hær, som marcherede mod Egypten, er blevet ødelagt. Fæstningerne ved byerne Gaza, Jaffa, Haifa og Akko er reduceret til murbrokker”.

Hærføreren stak af til Frankrig

Knap var Napoleon tilbage i Cairo i sommeren 1799, før han måtte marchere mod havnebyen Abu Qir. Her havde sultanens flåde landsat 15.000 mand.

Osmannernes øverstbefalende, Mustafa Pasha, begik en brøler ved at samle alle sine folk i forsvarslinjer foran byen.

Da det franske kavaleri brød igennem, gik sultanens soldater i panik og flygtede mod kysten for at undgå at blive hugget ned bagfra af rytternes sabler.

“Fjenden kastede sig i vandet for at nå bådene ude på havet. Alle druknede i det skrækkeligste syn, jeg har set”, lød Napoleons egen beskrivelse.

I dagene efter flød lig i land og rådnede på stranden, mens foruroligende breve hjemmefra nåede det franske hovedkvarter: Landets hære var presset i Europa, og Direktoriet tryglede Napoleon om hjælp. I august 1799 sejlede han derfor hjem til Frankrig.

I et efterladt brev udnævnte han general Jean-Baptiste Kléber til sin efterfølger. Heri lovede den flygtende hærfører også, at en komikertrup ville blive sendt til Egypten.

Heller ikke Kléber havde held til at gøre Egypten til en fransk koloni, for han blev dolket ihjel året efter af en egypter.

I 1801 blev franskmændene besejret af engelsk-osmanniske styrker, og efter en fredsaftale blev resterne af den franske hær og forskerne sejlet hjem til Frankrig på engelske skibe.

Halvdelen af hærens soldater var da enten døde eller sårede. Napoleon Bonapartes koloniprojekt var løbet ud i sandet. Nu lå fremtiden for den ærgerrige general i Europa.