Napoleons sejr løb ud i sandet

Den unge general Napoleon erobrer Egypten i 1798. Landets nye farao undervurderer dog, hvor meget hans undersåtter hader ham, og snart står Egypten i brand.

Den unge general Napoleon erobrer Egypten i 1798. Landets nye farao undervurderer dog, hvor meget hans undersåtter hader ham, og snart står Egypten i brand.

Niday Picture Library/Imageselect

Rasende egyptere løber gennem Cairos gader, mens de svinger køller og økser over deres hoveder og råber: “Død over de vantro!”

Nogle af byens indbyggere rejser barrikader, andre samles ved Cairos store moské, al-Azhar. Stemningen er på kogepunktet.

Fire måneder tidligere har en hær af franskmænd erobret landet, men den 21. oktober 1798 har de muslimske egyptere i Cairo fået nok af de vantro.

En del af oprørerne forskanser sig i moskéen. Da franske soldater vil storme bygningen, mødes de af stenkast og flyvende økser.

“Vi må indtage Egypten. Landet har aldrig tilhørt en europæisk nation” Napoleon i et brev til Frankrigs udenrigsminister.

Overalt i Cairo bliver grupper af franske soldater og koptere, byens kristne mindretal, overmandet af folkemængden. Mange bliver hakket ihjel eller får skåret halsen over.

Et fredstilbud fra den franske øverstkommanderende, den 29-årige general Napoleon Bonaparte, afvises af oprørets ledere i moskéen.

Napoleon retter dernæst sine kanoner mod den hellige bygning. Et døgn senere er oprøret slået ned, men 300 franske soldater og 3.000 egyptere har mistet livet.

Officielt er franskmændene kommet til Egypten for at udbrede videnskab og demokrati, men det blodige oprør tyder på, at egypterne hader deres nye herskere.

Napoleon og hans mænd lærte at bruge kameler, når de rejste rundt i ørkenen.

© Niday Picture Library/Imageselect

Revolutionen sendte Napoleon til Egypten

Siden 1789 har revolutionens vinde blæst i Frankrig. Ludvig 16. og Marie-Antoinette er henrettet, og en republik er blevet udråbt.

En af det nye Frankrigs mest succesfulde generaler er Napoleon Bonaparte. Efter flere militære triumfer i Europa får han af regeringen – kaldet Direktoriet – i 1798 grønt lys til at invadere Egypten.

Kolonisering skulle stække England

Året før han plantede støvlerne i ørkensandet, havde Napoleon indledt planlægningen af Egyptens erobring.

Efter et succesrigt felttog i Norditalien i 1796-97 drømte generalen om mere hæder. At kolonisere Egypten ville gavne Frankrig, mente Napoleon.

Ærkefjenden England ville dermed blive afskåret fra sit handelsnetværk med kolonierne i Indien, og eksporten af egyptisk bomuld, ris og kaffe til Europa ville skæppe godt i den franske republiks statskasse.

“Vi må indtage Egypten. Landet har aldrig tilhørt en europæisk nation”, skrev Napoleon i september 1797 til udenrigsminister Charles Maurice de Talleyrand.

“Franskmændene var spredt ud over byens udkant som en sværm af græshopper” El-Djabarti, egyptisk historiker, om de invaderende franskmænd.

Talleyrand forelagde planen for Frankrigs regering – en gruppe på fem mand kaldet Direktoriet. Svaret var ja. Direktoriet frygtede, at den populære general Napoleon ellers ville forsøge at tage magten i Frankrig.

Så ville regeringen hellere starte en krig med Osmannerriget, der officielt herskede over Egypten.

Republikkens pengekasse var dog tom pga. krige mod bl.a. England, og for at skaffe penge måtte Napoleon brand­beskatte sine italienske områder og tømme pavens skatkammer for 3 mio. guldfranc.

For pengene kunne generalen samle en hær på 40.000 mand, 3.000 heste og 300 kanoner samt 400 fragt- og krigsskibe. Napoleon tog desuden 167 kunstnere og videnskabsfolk med.

“Mine mænd vil tilintetgøre dem, og jeg vil skære deres hoveder op som vandmeloner” Mamlukkernes leder, Murad Bey, om den franske fjende.

Ekspeditionen var nemlig også et forskningsprojekt, der bl.a. skulle bringe videnskab og demokrati til Egypten.

“Frihedens ideal, som har gjort Republikken til Europas dommer, vil også dømme over oceaner, over fjerne lande”, lød hans pompøse proklamation.

Hvad Napoleon mente med “fjerne lande”, anede hverken soldater eller søfolk, da flåden stævnede ud fra middelhavsbyen Toulon den 19. maj 1798.

Af frygt for engelske spioner var felttogets mål kun kendt af en lille inderkreds.

Vallettas befæstning var en af verdens stærkeste i 1798. Alligevel erobrede Napoleon Malta på tre dage.

© DAMALS

Malta var invasionens springbræt

Inden sin invasion af Egypten ønskede Napoleon at sikre sig et stærkt støttepunkt i Middelhavet. I slutningen af 1700-tallet havde øen Malta nær Nordafrikas kyst verdens stærkeste fæstningsværker i hovedbyen Valletta.

Napoleon anså derfor øen for at være strategisk vigtig. Erobrede han Malta, kunne Frankrig bryde den engelske dominans i Middelhavet. Siden 1530 havde Malta været styret af johanniterne, en kristen ridderorden.

Riddernes styre fik en brat ende, da franske tropper gik i land i fire mindre maltesiske havnebyer den 10. juni 1798.

På trods af Vallettas legendariske fæstninger opgav ordenens leder, stormester Ferdinand von Hompesch, stort set uden kamp.

Mange af ordenens riddere var franske og nægtede at slås mod deres landsmænd. Efter småkampe nær fæstningerne opgav stormesteren al modstand. Med Malta sikret satte Napoleon kurs mod Egypten.

Napoleon smuttede forbi Nelson

Trods hemmelighedskræmmeriet havde spioner opsnappet, at en fransk flåde ville sejle ud.

Den britiske admiral Horatio Nelson var derfor allerede i Middelhavet og prøvede at fange den franske flåde ved Napoli og senere ved Malta.

Takket være tåge og nattemørke lykkedes det imidlertid flåden at slippe uset forbi. Først da en fransk udkigspost den 30. juni øjnene Egyptens kyst, vidste alle, hvor rejsen gik hen.

Malteserriddernes stormester, Ferdinand von Hompesch, overgav Malta til Napoleon.

© Heritage Auctions

Napoleon forlangte, at soldater straks blev sejlet ind i de medbragte både. For de lokale egyptiske fiskere var synet bizart: 4.000 franske soldater tumlede i land – iklædt farvestrålende blå og røde uniformer.

Under vajende faner og til lyden af trommehvirvler fra et lille musikkorps marcherede soldaterne med Napoleon i spidsen mod byen Alexandria ca. 8 km borte.

Når havnebyen var erobret, kunne flåden lægge til kaj og sætte resten af hæren i land, vidste hærføreren.

Tørst pressede soldaterne frem

Byens borgere så skrækslagne til fra bymuren, da Napoleons hær dukkede op.

“Franskmændene var spredt ud over byens udkant som en sværm af græshopper”, lød beskrivelsen fra El-Djabarti, en samtidig egyptisk historiker.

Varskoet af spejdere havde byens kommandant sendt ilbud til Cairo ca. 200 km mod syd. Med bare 500 soldater til at forsvare Alexandria var forstærkning nødvendig.

I Cairo tog Murad Bey, leder af Egyptens krigerelite, mamlukkerne, let på sagen. Selvom den osmanniske sultan Selim 3. var Egyptens formelle hersker, havde rytterkrigerne reelt set regeret landet i århundreder.

Da Murad Bey hørte, at franskmændene var til fods, bralrede han selvsikkert: “Mine mænd vil tilintetgøre dem, og jeg vil skære deres hoveder op som vandmeloner”.

“Folk her har andre vaner, I må vænne jer til. Plyndring vanærer os og skaber fjender af de selvsamme folk, vi har interesse i at have som venner” Napoleon i en instruks til sine soldater.

Napoleon var klar over faren ved et mamlukangreb og skrev indsmigrende til kommandanten i Alexandria, i håbet om at byen hurtigt overgav sig: “Vi franske er nære venner af sultanen, og I bør opføre jer, som var vi allierede”.

Napoleon fik intet svar på sin åbenlyse løgn og gav ordre til at angribe byen.

“Vores soldater stormede frem. Trods beskydning fra forsvarerne og byger af sten, som de kastede mod os, begyndte vi frygtløst at storme murene”, skrev løjtnant Nicolas Desvernoirs hjem i et brev.

Franskmændene var ikke kun drevet af heltemod. I den nordafrikanske hede var soldaterne iført deres tykke europæiske ulduniformer ved at smelte.

“Tørst drev vores soldater. Det handlede om at finde vand eller dø – vi havde intet valg”, indrømmede Desvernoirs.

Alexandrias forfaldne bymur var nem at forcere, så de dehydrerede franske soldater kunne storme hen til brøndene, før de genoptog kampen.

Fra byens tage skød forsvarerne på indtrængerne, men egypterne havde ingen chance. På under seks timer faldt Alexandria.

Under Napoleons felttog til Egypten fandt en fransk officer Rosette-stenen i juli 1799.

© Look and Learn/Bridgeman Images

Franske videnskabsmænd grundlagde egyptologien

Napoleon bragte videnskabsmænd med sig til Egypten i 1798. Forskerne skulle udbrede oplysningstidens idealer i landet og hjælpe den franske hær.

Da Napoleons hær kom til Egypten, var det ikke kun soldater, der gik i land på den nordafrikanske kyst. Med hæren fulgte også et hold på 167 civile eksperter – bl.a. inge­niører, matematikere, fysikere, kemikere, geologer og botanikere.

Officielt skulle forskerne hjælpe den franske hær – fx ved at fremstille kort over det egyptiske vejnet, bygge møller til at male korn og grave en Suez-kanal.

Ikke alle planer blev ført ud i livet, men videnskabsmændene fandt uvurderlige skatte i Egypten.

En af dem var Rosette-stenen, hvorpå forskerne fandt et dekret fra farao Ptolemaios 5. (210-180 f.Kr.).

Teksten står på græsk og egyptisk, men den egyptiske tekst er gengivet med to skriftsystemer – henholdsvis på demotisk og med hieroglyffer.

Takket være den græske tekst lykkedes det siden den franske lingvist J.F. Champollion at knække hieroglyffernes hemmelighed.

Kunstneren Vivant Denon tegnede en række skitser af oldtidsmindernes dekorerede vægge, der i 1802 blev udgivet i det illustrerede værk “Rejse i Nedre og Øvre Egypten”.

Tegningerne af fx Sfinksen vakte interesse i Europa og var med til at grundlægge et nyt fagområde: Egyptologien.

© The Picture Art Collection/Imageselect

Tætskrevet sten løste hieroglyffernes gåde

Rosette-stenen blev fundet i byen Rosetta. På fronten var tre tekster skrevet med forskellige skriftsystemer. Englænderne beslaglagde stenen, men de franske forskere havde taget en gipsafstøbning af den.

© The Picture Art Collection/Imageselect

Tempelloft afslørede oldtidens himmelhvælv

I et oldtidstempel fandt kunstneren Vivant Denon i loftet en gengivelse af dyrekredsen, dvs. bæltet af stjernetegn på himlen. Denons skitser af kredsen blev trykt i hans værk om Egypten.

© The Picture Art Collection/Imageselect

Opmålinger endte som arkæologisk skattekort

Topografer rejste med de franske soldater for at opmåle landskabet. Når forskerne fandt forhisto­riske templer og monumenter, bl.a. i Theben, Karnak og Abydos, markerede de dem på kortene.

Maden mugnede på marchen

Næste dag blev heste og kanoner losset på kajen i Alexandria. For at undgå uro fik Napoleon trykt ordensregler til sine soldater på en medbragt trykpresse:

“Folk her har andre vaner, I må vænne jer til. Plyndring vanærer os og skaber fjender af de selvsamme folk, vi har interesse i at have som venner”.

Trykkeren havde også medbragt arabiske skrifttegn, og Napoleon fik en lingvist til at skrive en propagandatekst.

“Alt for længe har mamlukkerne tyranniseret det smukkeste land i verden. I Guds øjne er vi lige, men hvem ejer de smukkeste slaver, de største ejendomme? Mamlukkerne. Alle, som støtter os, vil blive lykkelige”, lovede Napoleon på trykte løbesedler, der blev omdelt i byen.

“Kvinderne, naturens mesterstykke andre steder, er her grimme og frastødende” Jean-François Detroyer, fransk major, om de egyptiske kvinder.

Med Alexandria under sin kontrol marcherede feltherren videre mod Cairo med 25.000 mand. Turen gik gennem en steghed ørken. De få brønde, soldaterne fandt, blev tømt til sidste dråbe.

“I bunden var rådnet muddervand, som de skrabede op og fordelte mellem sig i mål, som var det små cognacdrinks”, skrev kunstneren Vivant Denon.

Feltrationernes kiks begyndte desuden at mugne på marchen. Soldaterne ribbede derfor melonmarker langs Nilen for deres frugt og betalte bønderne med bronzeknapper fra deres uniformer.

Taktik snød overlegen rytterhær

Kort før daggry den 13. juli stod franskmændene for første gang over for mamlukkerne ved landsbyen Shubra Khit, 130 km fra Cairo.

Napoleon beordrede sin hær samlet i karréer (firkantede formationer), hvor hver side bestod af infanteri. Beskyttet inde i karréerne stod det franske kavaleri, hærens pakæsler og de civile forskere.

Med høje skrig angreb mamlukkerne. Infanteristerne svarede igen med riffelild. På en time var 1.000 ryttere faldet og mamlukkerne sendt på flugt.

Hæren fortsatte sydpå, men med konstante afbrydelser. Kunstneren Denon insisterede på at tegne skitser af oldegyptiske mindesmærker langs vejen, mens biologen Étienne Geoffroy Saint-Hilaire indsamlede sten og planter.

Hver gang ventede soldaterne i den brændende sol. “Æsler og forskere i midten”, lød officerernes råb, når hæren tog opstilling i karré for at imødegå småangreb fra beduiner og mamlukker.

“Ingen grund til bekymring, ingen ønsker mere end jeg at bidrage til jeres velbefindende” Napoleon til de undertvungne egyptere.

Hurtigt blev “æsler” soldaterslang for de besværlige forskere. Ved solopgang den 21. juli stod Napoleon blot 4 km fra Cairo. Men vejen frem var spærret af Murad Beys ryttere.

For at opmuntre soldaterne pegede Napoleon på pyramiderne ude i horisonten: “Fremad! 40 århundreder betragter jer!”

I baglandet stod tusindvis af egyptere og råbte hyldester til Murad Bey. For at overdøve dem spillede musikkorpset republikkens slagsang, Marseillaisen, og de franske soldater skrålede med.

Rytterkrigerne angreb med svingende sværd, men karréerne holdt stand. Da mamlukkerne trak sig, rykkede franskmændene frem. I panik flygtede Murad Bey til hest gennem de forvildede tilskuere.

Bag ham lå 20.000 af hans krigere døde eller sårede. Napoleon døbte sin blodige sejr “slaget ved pyramiderne”. I virkeligheden var monumenterne knap synlige fra slagmarken, men navnet lød godt.

Kort efter sin ankomst til Egypten udkæmpede Napoleon et stort slag mod de herskende mamlukker.

©

Slaget ved pyramiderne sendte mamlukkerne på flugt

Ved daggry den 21. juli 1798 mødtes Napoleons franske styrker med mamlukkernes hær af fodfolk og ryttere i et stort slag nær Giza.

Napoleon vidste fra tidligere franske rejsebeskrivelser, at mamlukkerne var næsten uovervindelige til hest.

I galop kunne en mamluk affyre sine pistoler mod fjenden eller kaste sit korte spyd kaldet en javelin. Hesten blev styret vha. af små tryk fra rytterens ben.

Den franske øverstbefalende samlede sit infanteri i fem karréer, der havde sider bestående af 6 til 10 rækker af soldater med rifler. I hvert karréhjørne stod kanoner.

Under angreb bragede de franske kanoner mod mamlukkernes rytteri, mens den forreste række soldater på kommando gik på knæ og skød.

Næste række affyrede derefter deres rifler. Manøvren gentog sig, indtil den inderste række soldater havde skudt.

Skiden storby kedede soldaterne

Til tonerne af musikkorpsets fanfarer og i spidsen for et kontingent franske stormtropper, de granatbevæbnede grenaderer, red Napoleon dagen efter ind i Cairo og tog ophold i et mamluk-palads.

Byen talte 500.000 indbyggere og var større end datidens Paris, men franskmændene væmmedes – gaderne stank af affald, og indbyggerne var uhumske at se på.

“Skæggede mænd i pjalter sidder på hug som aber. Kvinderne, naturens mesterstykke andre steder, er her grimme og frastødende. Ansigtet er skjult bag skidne slør. Nøgne, daskende bryster ses gennem deres forrevne kjoler”, fnøs den franske major Jean-François Detroyer.

Blandt historikere hersker der usikkerhed om, hvorvidt de franske tropper kunne se pyramiderne fra slagmarken, da de besejrede mamlukkerne i det slag, som Napoleon døbte “slaget ved pyramiderne”.

© Shutterstock

For at forbedre hygiejnen fik Napoleon indrettet fire hospitaler med franske læger og plads til 600 patienter. Både franskmænd og egyptere kunne få behandling her.

Affaldet skulle desuden indsamles af skraldemænd og lig begraves uden for byens mure på en nyindrettet begravelsesplads, bestemte han.

For at understrege sine gode intentioner indkaldte Cairos nye hersker byens sheiker – dvs. respekterede ældre mænd – og de religiøse ledere til møde.

“Ingen grund til bekymring, ingen ønsker mere end jeg at bidrage til jeres velbefindende”, lød Napoleons beroligende forsikringer via tolk.

Han forklarede også byens spidser, at egyptiske skikke ville blive respekteret – fx kunne moskéerne trygt åbne igen. Af frygt for fransk plyndring havde de reli­giøse helligdomme været låst af.

Dagliglivet vendte tilbage til Cairo, bl.a. i form af genåbnede markeder, men midt i august modtog hærføreren foruroligende nyt.

Den britiske admiral Nelson havde i et søslag skudt den franske flåde i sænk. Napoleons hær var nu fanget i Egypten.

I den britiske presse blev Napoleon fremstillet som en kujon, fordi han efterlod sin hær i Egypten.

© Florilegius/Imageselect

Napoleon gik fra egyptisk fiasko til kejserkroning

Mens Napoleon forsøgte at få styr på Egypten, kom der i august 1799 bud fra Paris: Frankrig lå i krig med bl.a. England og Østrig – og nederlaget truede.

Napoleon satte kursen hjemad. I realiteten var han næppe ked af at vende Afrika ryggen, da hans drøm om at kontrollere Egypten reelt set var slået fejl.

Ligesom på udturen smuttede han ubemærket forbi briternes flåde, og vha. løgnagtige proklamationer om sine store sejre i Egypten og Mellemøsten blev generalen yderst populær blandt franskmændene.

Direktoriets (regeringens) magt vaklede pga. korruption og inkompetence, og efter et kup den 9. november 1799 smed Napoleon og hans soldater regeringen på porten.

Napoleon udnævnte derefter sig selv til konsul og blev landets reelle hersker. Med en række sejre forvandlede han på få år Frankrig til en stormagt.

Napoleon kunne i 1804 sætte kejserkronen på sit hoved og opløse republikken.

Videnskab afvist som tryllekunster

Afskåret fra Frankrig rettede Napoleon al energi mod sit koloniprojekt. Efter fransk forbillede fik Egypten sit første parlament med sæde i Cairo. Her sad landsbyældste, sheiker og købmænd – udvalgt af franskmændene.

Medlemmerne forstod ikke idéen med, at alle havde en stemme. Som altid bestemte sheikerne på forhånd, hvordan en sag skulle afgøres.

Cairo fik også et videnskabsakademi, biblioteker og et observatorium, men egypterne viste kun lunken interesse.

Foran en gruppe sheiker hældte den franske kemiker Claude Louis Berthollet væsker sammen, så de udsendte røg eller skiftede farve. Sheikerne kaldte de kemiske processor for “tryllekunster”.

At biologen Saint-Hilaire skrev på et værk om Nilens fiskearter, der var ukendte i Europa, gjorde heller ikke indtryk.

“Vi ved jo, at Allah har skabt 30.000 dyrearter. 10.000 bor på land, og 20.000 lever under vand”, forklarede en af sheik­erne den forundrede biolog.

Franskmændene prøvede at give Cairo lidt storbystemning ved at åbne caféer og en zoo, men egypterne holdt sig væk – og soldaterne kedede sig.

“Det franske folk er en nation af stædige, vantro og tøjlesløse slyngler.” En løbeseddel, der blev omdelt i Mellemøsten.

For at smigre egypterne blev profeten Muhammeds fødselsdag i august fejret med optog og uddeling af mad i de franskbesatte byer.

I Cairo skulle folket også fornøjes med synet af en ballon. Varmluftsballoner var en ny fransk opfindelse af brødrene Montgolfier.

Videnskabsakademiets leder knoklede for at få ballonen færdig, men paradenummeret fløj kun få meter, før den varme luft sivede ud, og ballonen styrtede til jorden.

Charmeoffensiven var helt generelt en fuser, for Napoleons fikse idéer blev finansieret med upopulære ekstraskatter, som egypterne selv måtte betale.

“Det franske folk er en nation af stædige, vantro og tøjlesløse slyngler”, stod der på en omdelt løbeseddel.

Teksten pustede til egypternes vrede, og i oktober brød optøjer ud i Cairo. Oprøret blev slået ned, men i januar 1799 løb der et rygte i byen:

Ved Rhodos var den osmanniske flåde ved at samles, lød det, og 30.000 tropper var efter sigende på vej. Sultan Selim 3. ville have Egypten tilbage.

Heste og æsler forsvandt om natten

For at komme sultanen i forkøbet marcherede Napoleon nordpå langs kysten med 13.000 mand. Som pakdyr medbragte hæren 3.000 kameler, der tålte ørkenheden.

Men forsyningerne af vand og fødevarer var mangelfulde. Sultne soldater slagtede og åd pakæsler og kameler. En major vågnede en morgen og opdagede, at mændene havde spist hans hest i løbet af natten.

Efter ni dages march stod hæren foran Jaffa i nutidens Israel. Napoleon sendte en budbringer til byens kommandant med krav om overgivelse.

Kort efter blev mæglerens afhuggede hoved sat på en stage og udstillet på bymuren.

Mordet fik franskmændene til at se rødt. Da kanonerne havde sønderskudt Jaffas mure, væltede soldaterne ind og jog bajonetter i byens mænd, kvinder og børn. Mindst 4.000 civile blev dræbt.

Uheldigvis var den overfyldte by ramt af pest, og franskmændene blev smittet. Ifølge fransk propaganda besøgte Napoleon byens hospitaler og hjalp med at lægge pestramte på bårer.

“Fjenden kastede sig i vandet for at nå bådene ude på havet. Alle druknede i det skrækkeligste syn, jeg har set” Napoleon om sultanens flygtende soldater.

Så gik turen for de raske soldater videre nordpå til fæstningsbyen Akko (Acre).

Her kom det franske kanonbombardement til kort; Akkos mure var for stærke. Igen og igen sendte Napoleon sine soldater frem med stiger for at forcere murene, men forsvarerne slog igen.

“De belejrede kastede en regn af sten, antændte granater, flammende blokke af tjæret træ og kogende olie”, beskrev den franske kaptajn François.

Midt i det hele dukkede sultanens tropper op. Napoleon dannede hurtigt sine karréer og afviste fjendens rytter­angreb. 6.000 osmanner og mamlukker mistede livet, mens franskmændene angiveligt slap med to døde.

Den franske succes tog imidlertid ikke modet fra Akkos indbyggere, for via byens havn leverede engelske skibe mad, vand og ammunition til de belejrede.

Efter to måneder gav Napoleon op og drog slukøret tilbage til Egypten. Tilbage i Cairo skjulte hærlederen skuffelsen i en svulstig proklamation til sine soldater:

“Den osmanniske hær, som marcherede mod Egypten, er blevet ødelagt. Fæstningerne ved byerne Gaza, Jaffa, Haifa og Akko er reduceret til murbrokker”.

I 1799 var Frankrig i krig med den såkaldte anden koalition (1798-1802), der bl.a. talte Storbritannien, Østrig og Rusland. Napoleon tog hjem fra Egypten for at bekæmpe de mange fjender.

© Louis François Baron Lejeune, incamerastock/Imageselect, Niday Picture Library/Imageselect & Fine Art Images/Imageselect

Kejser Frans 2.

Østrig søgte hævn

Efter et felttog i 1797 havde Napoleon tvunget Østrig til at opgive Lombardiet. Østrigerne ønskede området tilbage, men efter to store nederlag måtte de opgive og indgå en fred med Frankrig i 1801.

© Louis François Baron Lejeune, incamerastock/Imageselect, Niday Picture Library/Imageselect & Fine Art Images/Imageselect

Kong George 3.

England frygtede for handlen

Briterne erklærede bl.a. Frankrig krig, fordi Napoleons ekspedition til Egypten skar deres handelsforbindelser til Fjernøsten over. Briterne sejrede i Egypten, og i en aftale i 1802 opgav Frankrig officielt landet.

© Louis François Baron Lejeune, incamerastock/Imageselect, Niday Picture Library/Imageselect & Fine Art Images/Imageselect

Zar Paul 1.

Rusland havde flere mål

Napoleon drømte om at marchere fra Egypten op gennem Mellemøsten for at erobre dele af det russiske territorium i Centralasien.

Napoleons ekspansionsplaner var med til at trække Rusland ind i krigen, men zaren ønskede også at genindsætte Bourbon-slægten på tronen i Frankrig. Den anden koalition brød dog sammen, efter at Østrig og England sluttede fred med Frankrig.

Hærføreren stak af til Frankrig

Knap var Napoleon tilbage i Cairo i sommeren 1799, før han måtte marchere mod havnebyen Abu Qir. Her havde sultanens flåde landsat 15.000 mand.

Osmannernes øverstbefalende, Mustafa Pasha, begik en brøler ved at samle alle sine folk i forsvarslinjer foran byen.

Da det franske kavaleri brød igennem, gik sultanens soldater i panik og flygtede mod kysten for at undgå at blive hugget ned bagfra af rytternes sabler.

“Fjenden kastede sig i vandet for at nå bådene ude på havet. Alle druknede i det skrækkeligste syn, jeg har set”, lød Napoleons egen beskrivelse.

I dagene efter flød lig i land og rådnede på stranden, mens foruroligende breve hjemmefra nåede det franske hovedkvarter: Landets hære var presset i Europa, og Direktoriet tryglede Napoleon om hjælp. I august 1799 sejlede han derfor hjem til Frankrig.

Østrig led et afgørende nederlag til Napoleon under slaget ved Marengo den 14. juni 1800.

© Louis François Baron Lejeune, incamerastock/Imageselect, Niday Picture Library/Imageselect & Fine Art Images/Imageselect

I et efterladt brev udnævnte han general Jean-Baptiste Kléber til sin efterfølger. Heri lovede den flygtende hærfører også, at en komikertrup ville blive sendt til Egypten.

Heller ikke Kléber havde held til at gøre Egypten til en fransk koloni, for han blev dolket ihjel året efter af en egypter.

I 1801 blev franskmændene besejret af engelsk-osmanniske styrker, og efter en fredsaftale blev resterne af den franske hær og forskerne sejlet hjem til Frankrig på engelske skibe.

Halvdelen af hærens soldater var da enten døde eller sårede. Napoleon Bonapartes koloniprojekt var løbet ud i sandet. Nu lå fremtiden for den ærgerrige general i Europa.