Jacques-Louis David, Belvedere, Shutterstock

Parfume tog livet af Napoleon

I 200 år har eksperter helt overset den indlysende forklaring på, at Napoleon kun blev 51 år, mener britisk kemiker.

Den 5. maj var det 200 år siden, at Napoleon Bonaparte døde i fangenskab på den sydatlantiske ø Skt. Helena. Siden da har eksperter og konspirationsteoretikere spekuleret i, hvad der slog ham ihjel.

Teorierne har kredset om bl.a. giftmord og dampene fra arsenik-holdigt tapet. Nogle mener ligefrem, at Napoleon slet ikke døde på Skt. Helena, men i stedet stak af til Amerika.

Alle disse forklaringer mener professor og kemiker Parvez Haris fra De Montfort-universitetet i Leicester nu at kunne afvise.

“Efterforskere har virkelig overset det oplagte, når det gælder Napoleons død”, forklarer professoren.

Allerede under obduktionen i 1821 fandt Napoleons livlæge spor af mavekræft. Livlægen lavede også denne dødsmaske af den afdøde kejser.

© Rama/Public domain

Napoleons renlighed blev overset

“Hvad de har misset, er de enorme mængder eau de cologne, som Napoleon smurte ud over sin krop. I mindst 20 år badede han dagligt i det, hældte parfumen over hovedet og – i nogle tilfælde – lappede det helt bogstavelig talt i sig”, forklarer Haris.

“Det er velkendt, at Napoleon medbragte parfume under sine militærkampagner. Optegnelser viser, at han brugte tre flasker om dagen, mens det nu til dags er normalt, at folk bruger ca. én flaske om året”, skriver Haris.

Napoleon blev derfor udsat for en overdosis af essentielle olier og andre hormonforstyrrende stoffer, der svækkede kejserens immunforsvar og bidrog til, at han udviklede kræft, mener Haris.