Uduelige slægtninge var en plage for Napoleon
Blod er tykkere end vand på Korsika, og da Napoleon bliver Frankrigs kejser i 1804, stoler han kun på sin familie. Seks brødre og søstre, en stedsøn og en svoger får tildelt europæiske troner. De skal hjælpe Napoleon med at herske over kontinentet og besejre dødsfjenden Storbritannien. I stedet får han utak og uduelighed og en kniv i ryggen, da hans rige kollapser i 1814.
Napoleon gav magten over det meste af Europa til sin familie, men blev alligevel svigtet.
Joseph ville have det hele foræret
Konge af Neapel (1806-1808)
Konge af Spanien (1808-1813)
Blot 15 år gammel følte Napoleon, at han var nødt til at styre sin storebrors liv. Joseph gad kun afslappende og sjove ting, og han forventede, at andre betalte.
Brødrenes fattige far havde ikke råd til at give dem en uddannelse, men i stedet fik han Joseph ind på en præsteskole for statens regning. Efter fem år sprang drengen dog fra, og han forlangte at komme på officersskole, inden han til sidst valgte jura. Imens var faren død, og Napoleon forsørgede familien for sin løjtnantsgage.
Først som 26-årig kunne Joseph hjælpe sin mor og yngre søskende. Han giftede sig med datteren af en rig silkehandler, og dermed var pengemanglen forbi.
Livet igennem nagede det Joseph, at han var nummer to efter sin yngre, men mere talentfulde og arbejdsomme bror. Det forhindrede ham dog ikke i at tage imod rigdomme og titler fra Napoleon.
Napoleons ordrer blev ignoreret
I 1806 blev Joseph udnævnt til konge af Neapel – dvs. hersker over Syditalien. Den fornemme rang var blot til pynt, og jobbet gik ud på at være Napoleons forlængede arm, der holdt landet besat og inddrev skatter.
Men kong Joseph så bort fra alle ordrer. I stedet for at arbejde hyggede han sig med elskerinder, kunstnere og forfattere, og hans forbrug var så stort, at han måtte tigge Napoleon om penge.
Joseph skuffede fælt, men alligevel fik han tilbudt en ny trone i 1808. Napoleon ville gøre ham til konge af Spanien, og Joseph sagde straks ja – for at fortryde bittert kort efter. Spanierne havde nemlig gjort oprør, og en brutal guerillakrig rasede mod den franske besættelseshær. I 1813 blev Joseph jaget ud af landet, og han levede resten af sit liv i eksil.
Joseph fik masser af muligheder af sin bror, men forspildte de fleste.
Jerôme tænkte kun på morskab
Konge af Westfalen
Napoleon havde et blødt punkt for sin 15 år yngre bror – kaldet “Fifi”. Men Jerôme opførte sig som en ansvarsløs teenager, da han fik et kongedømme i Tyskland. Han gad kun fester, utroskab og dyrt tøj. Heldigvis elskede hans tyske prinsesse ham alligevel, og efter Napoleons fald sikrede hun Fifi et mageligt liv.
Elisa var under opsyn
Storhertuginde af Toscana
Kejseren brød sig ikke om sin ældste søster, men hun forstod at gøre sig nyttig. I hendes italienske stat blev kejserlige ordrer adlydt, og kirkeklokkerne ringede, hver gang Napoleon vandt et slag. Alligevel var han aldrig helt tilfreds. Elisa blev beskyldt for at sende for få penge og soldater.
Louis ville være en rigtig konge
Konge af Holland
Louis forstod aldrig, at han blot var sin bror Napoleons marionet. Han forsøgte at være en god konge i Holland, fyldte sit hof med lokale og gav sig til at lære sproget. I hans mund lød ordet konge dog til forveksling som hollandsk for “kanin”.
Napoleons krige gik ud over hollændernes handel, og Louis gav dem derfor lov til at indsmugle britiske varer. Det kostede ham tronen, og Holland blev en fransk provins.
Louis’ søn blev arving til Napoleons kejsertitel.
Eugène var dydsmønsteret
Vicekonge af Italien
Napoleons stedsøn havde alt det, resten af familien manglede: Han udviste flid, loyalitet, statsmandsevner og talent for at føre krig. Og så klagede han aldrig over, at han kun var vicekonge, mens Napoleon selv bar titlen som konge. Italien bidrog til Napoleons krige med penge og i alt 200.000 soldater.
Selv Napoleons fjender respekterede Eugène, og mange beklagede, at han mistede alt ved sin stedfars fald i 1814. Derfor fik han en hertugtitel og et gods i Sydtyskland.
Italiens middelalder-krone blev genbrugt i det napoleonske rige.
Lucien nægtede at gå fra konen
Stædige Lucien fik ingen krone. Napoleons lillebror giftede sig med en bankdirektørs enke og ville ikke skilles, så han i stedet kunne ægte en prinsesse.
Brødrene skændtes i årevis, indtil Lucien forsøgte at flygte til USA i 1810. Briterne opsnappede hans skib, og som celebrity-fange i England blev han beundret som broren, der sagde nej til Frankrigs kejser. Napoleon, derimod, rasede over Luciens “forræderi”.
Bernadotte kendte ikke til taknemmelighed
Kronprins af Sverige (fra 1810)
Officeren Bernadotte giftede sig med Joseph Bonapartes svigerinde, og det gjorde ham i Napoleons øjne til familie. Han fik forfremmelser og belønninger, selvom han hverken var talentfuld eller loyal.
Svenskerne manglede i 1810 en tronarving, og de valgte Bernadotte for at få et godt forhold til Napoleon. Til deres overraskelse blev de i stedet Frankrigs fjender. Bernadotte tilbød at vende sig mod Napoleon, hvis han fik Norge som belønning, og den handel accepterede Europas stormagter. Hans slægt sidder stadig på tronen i Sverige.
Bernadotte begyndte som revolutionær ekstremist og endte som svensk konge.
Sex var nok for Pauline
Hertuginde af Guastalla
Pauline og Napoleon havde intet tilfælles. Kejserens smukke lillesøster ejede ikke ambitioner og levede blot for morskab, juveler og sex. I 1806 plagede hun sig til et lille fyrstedømme i Italien, som hun straks solgte og ødslede pengene bort.
“Det er umuligt at forestille sig hendes perfekte skønhed”, skrev en fyrstinde. “Hun ejer en beundringsværdig figur – beundret af lidt for mange”. Pauline poserede nøgen for kunstnere og tog imod gæster i sit bad. Napoleon rasede over skandalerne, men tilgav hende altid.
Mælkebad skulle holde den smukke Pauline evigt ung.
Caroline ville op ad rangstigen
Storhertuginde af Berg (1806-1808)
Dronning af Neapel (1808-1813)
Napoleon var ikke glad, da hans søster Caroline giftede sig med hans mest betroede officer. Tilsammen rummede hun og Joachim Murat næsten mere magtbegær end han selv.
Da Napoleon alligevel gav dem et tysk fyrstedømme i 1806, fik han ingen tak, for ægteparret krævede et helt kongerige. Han måtte forfremme dem til dronning og konge af Neapel for at få fred i familien.
Caroline og Joachim sloges om magten over deres nye rige. Men da tronen vaklede under Napoleon i 1814, var de helt enige om at stikke ham i ryggen, så han ikke trak dem med i faldet. Ægteparrets evige intriger kostede dem dog tronen allerede året efter.