Den 18. juni 1815 blev en lille belgisk landsby 15 kilometer syd for Bruxelles legendarisk.
Det skete på dagen, hvor Napoleons franske hære mødte en koalition af britiske, preussiske og andre tyske styrker i det, der senere kom til at hedde "slaget ved Waterloo".
Her kan du få en feltherres overblik over Waterloo med kort over slagets gang, øjenvidneberetninger og storslåede illustrationer.
Indholdsoversigt
Slagmarken Waterloo
Kaptajn John Kincaid har frit udsyn over den kommende slagmark.
Hvor mange andre deltagere i slaget ved Waterloo aldrig ser mere end jorden lige foran deres næsetip, kan den britiske officer skue vidt ud over det bølgende belgiske terræn.
Han tilhører en enhed af grønklædte skarpskytter, der er placeret i en bred sandgrav foran hertugen af Wellingtons slaglinje.
Resten af koalitionshæren står et par hundrede meter længere bagude bag en lav bakkekam: Briter, nederlændere og soldater fra flere tyske stater.
Med den gode udsigt følger en pris, for de britiske skarpskytter er blandt de første til at lide tab denne sommerdag.
“En kanonkugle kom, Gud ved hvorfra, og fjernede hovedet på en officer”, skriver Kincaid i sine memoirer. Hen over kornmarkerne kan kaptajnen se, at Napoleons franske hær er færdig med at stille op til slag.
Snart følger hundredvis af skud, da et mægtigt batteri på 80 kanoner åbner ild stik syd for sandgraven, hvor Kincaids skarpskytter venter med nervøse blikke.
Klokken er omkring 11.30 om formiddagen den 18. juni, og slaget om Europas fremtid er begyndt.
Efter udmattende marcher og hidsige kampe skal den afgørende styrkeprøve vise, om kejser Napoleons tid endegyldigt er forbi, eller om verdens største feltherre vil genetablere sin magt og igen få et helt kontinent til at skælve.
Sådan ser terrænet ud i dag, der hvor slaget ved Waterloo blev udkæmpet.
Forspillet til slaget ved Waterloo
Tre dage forinden, den 15. juni 1815, havde Napoleon krydset den fransk-belgiske grænse med sin hær. Hele Europa var forenet mod ham, og Frankrigs kejser måtte slå først, hvis han ville have en chance i opgøret med den mægtige alliance.
På den belgiske side af grænsen stod to fjendtlige hære som fristende mål: Blüchers preussere og den britiske hertug af Wellingtons sammenrend af tropper fra fem forskellige stater.
Tilsammen talte de allierede hære omkring 230.000 mand mod Napoleons 130.000. Men hvis han kunne møde dem enkeltvis, kunne kejseren besejre dem hver for sig. Den strategi var lykkedes for ham mange gange før.
Med falske rygter fik Napoleon sendt Wellington på vildspor, så han kunne angribe og slå Blücher alene i slaget ved Ligny den 16. juni.
Mens preusserne flygtede, vendte kejseren sig mod den britiske feltherre, som han forfulgte i silende regn hele næste dag.
“Jeg har fået en afskyelig hær, meget svag og dårligt udrustet, og en meget uerfaren stab”. Den britiske feltherre Wellington i et brev, Belgien, 1815
Om morgenen den 18. juni meldte franske spejdere, at Wellingtons tropper var ved at stille op til slag syd for den lille by Waterloo.
Nu havde kejseren chancen for at udslette briternes felthær og måske slå dem helt ud af krigen.
Napoleon tog sig dog god tid, for ifølge spejdernes rapporter flygtede Blücher og det meste af hans hær østpå mod den tyske grænse. De blev forfulgt af marskal Emmanuel de Grouchy i spidsen for en stærk fransk styrke.
Napoleons generaler
Napoleon tog B-holdet med
Emmanuel de Grouchy – Hærens langsomste rytter
Når fjenden var besejret, skulle kavaleri forfølge og udslette resterne. Napoleon mente, at den erfarne rytterofficer Grouchy var den rette til opgaven. Men manden viste sig ude af stand til at handle på egen hånd.
Jean-de-Dieu Soult – Den forvirrede stabschef
Napoleons stabschef gennem mange år var stukket af. Det blev i stedet marskal Soult, der skulle sørge for, at kejserens vilje blev udført. Han var en dygtig strateg, men som stabschef begik han fejl efter fejl.
Michel Ney – Feltherre uden overblik
Napoleon kaldte marskal Ney, chef for hærens ene fløj, “den modigste af de modige”. Ingen kunne som han storme fremad og føre en skare mænd til sejr mod alle odds. Men han var også stridbar, han hadede Soult så meget, at han så bort fra ordrer, og rollen som chef for den ene halvdel af Napoleons hær oversteg hans evner.
Kejseren udskød derfor sit angreb, til junisolen havde tørret de regnvåde marker, så artilleriets tonstunge skyts ikke sank i.
Sidst på formiddagen var kejseren tilfreds med underlaget, og de franske kanoner begyndte at køre i stilling. Snart indledte de deres tordnende symfoni.
Napoleons 100 dage inden Waterloo
Franske soldater sluttede sig til Napoleon i hobetal, mens han går mod Paris. Maleri fra 1818 af Charles Auguste Guillaume Steuben: Napoleon vender tilbage fra Elba.
Kanoner skulle bane vejen ved Waterloo
Napoleon var uddannet artillerist, og en af hans mest brugte taktikker gik ud på at samle sine kanoner på ét sted langs fronten og bruge dem til at blæse et gabende hul i fjendens linje.
“Det er med artilleri, at man fører krig”, havde kejseren for vane at sige.
Når kanonerne havde gjort deres blodige arbejde, kunne infanteri og ryttere rykke frem og bringe slaget til en hurtig og sejrrig afgørelse.
Denne formiddag bugserede artillerikuskene 80 kanoner ud på marken foran Wellingtons østlige fløj. 48 af dem var kraftige bronzemonstre, som i den franske hær var kendt som “Kejserens unge døtre”.
Kanoner fra Napoleonskrigene opstillet på kløvermarkerne ved Waterloo.
De skød med massive jernkugler på 12 pund, hvor almindelige kanoner affyrede kugler på seks til ni pund. Kaptajn Kincaid og de andre mænd i Wellingtons hær, der kunne se Napoleons artillerister gøre klar, havde god grund til at være anspændte.
Jorden rystede, da det store batteri åbnede sit bombardement. Kanonkugler hvinede fladt hen over kornmarken mod Wellingtons tropper, og granater trak hvide røgspor fra brændende lunter, mens de sejlede i en krum bane mod deres mål 700 m væk.
“En fjendtlig granat skar vores oversergent midtover”, berettede en britisk sergent efter slaget, ”fortsatte og rev hovedet af en grenader og eksploderede en meter fra mig, så jeg blev kastet mindst to meter op i luften”.
Sergenten kom på benene med en forbrændt kind og uniformen i pjalter. Han nåede at samle sig tidsnok til at forhindre en ung rekrut i at stikke af.
I løbet af den følgende halve time affyrede artilleristerne 2.700 kugler og 900 granater.
Napoleon betragtede det storslåede bombardement fra sit udsigtspunkt nær kroen La Belle Alliance, og herfra så Wellingtons stilling ud til at være et inferno af ødelæggelse.
Effekten var dog slet ikke så stor, som kejseren troede. Hvor andre feltherrer stillede deres tropper op til forsvar på de højeste terrænpunkter, placerede Wellington altid soldaterne et kort stykke længere tilbage. På bakkedragets bagside var soldaterne skærmet mod kanonernes fulde effekt.
På slagmarken ved Waterloo blev effekten af Wellingtons kneb forstærket af den fugtige jord.
Kanonkugler, der normalt ville slå smut eller trille med høj fart, blev bremset, inden de pløjede sig gennem enheder i tæt formation.
Og granater borede sig halvvejs ned i jorden, inden de eksploderede, hvilket dæmpede virkningen. Bombardementet var derfor ikke så ødelæggende, som den franske kejser forestillede sig.
Preusserne kommer englænderne til undsætning
Maleri af den nederlandske maler Jan Willem Pieneman fra 1824: Slaget ved Waterloo. På billedet ses hertugen af Wellington i det øjeblik, han modtager budskabet om, at de preussiske styrker snart vil komme ham til undsætning.
Kunne Napoleon se hertugen af Wellington, ville han opdage, at modstanderen igen og igen spejdede mod øst. Den britiske feltherre ventede nemlig på preussiske forstærkninger.
Stædige, gamle Blüchers hær var ikke knust, som Napoleon troede. Efter sit nederlag to dage forinden havde han befalet tilbagetog nordpå, så han kunne forene sig med Wellington, når hans lemlæstede hær var kampklar igen.
“I morges havde vi 90 pct. chance for at vinde. Vi har stadig 60 pct. chance”. Napoleon, da han ser preussere nærme sig, Waterloo, 18. juni 1815.
Den altid forsigtige Wellington havde kun valgt at vove en styrkeprøve ved Waterloo, fordi Blücher lovede hjælp. Preusserne stod ved Wavre blot 16 km væk og kunne nå frem i løbet af dagen.
Napoleon vidste godt, at preussiske enheder var i nærheden. Det havde en rapport fra marskal Grouchy oplyst.
Men kejseren tog oplysningen roligt, for ifølge fjendtlige krigsfanger var Blüchers hær stærkt medtaget efter slaget ved Ligny, og flere kolonner trak sig angiveligt tilbage mod den tyske grænse.
Preusserne ved Wavre kunne umuligt udgøre en slagkraftig styrke. For en sikkerheds skyld befalede Napoleon dog Grouchy at tage sig af sagen.
“Hans majestæt ønsker, at du går mod Wavre og dermed tættere på os”, lød instruksen fra Napoleons stabschef, marskal Jean-de-Dieu Soult.
Kl. 13, hvor de franske kanoner havde hamret løs ved Waterloo i mere end en time, indså Napoleon, at det havde været klogere at kalde Grouchys 33.000 mand til sig.
På vejene langt mod øst så han nemlig marcherende preussere i kikkerten.
Kejseren kunne endnu nå at afblæse slaget, men så ville de to fjender forene deres hære, og det var netop, hvad han havde forsøgt at undgå.
Korset på det preussiske hjemmeværns kasketter blev til en eftertragtet medalje.
Tyskerne afgjorde slaget
Slaget ved Waterloo er gået over i historien som en britisk sejr over Napoleon. Men kampen var ikke blevet vundet uden hjælp fra preusseren Blücher og hans tyske soldater.
Og selv hertugen af Wellingtons egen hær var mere tysk end britisk.
38 pct. af tropperne kom fra Hannover, Braunschweig og Nassau eller Kongens Tyske Legion – et korps i britisk tjeneste. Kun 36 pct. var briter, mens hollændere og belgiere udgjorde de sidste 26 pct.
Soldaterne fik Jernkors
Den tyske hærs Jernkors opstod i 1813. Medaljen blev givet til preussiske soldater, der havde udmærket sig i kampen mod Napoleon. Først i 1914 blev den en generel tapperhedsmedalje.
Alternativt måtte Wellington besejres, før Blüchers preussere nåede frem.
Gennem hele sin dramatiske karriere havde Napoleon taget chancer og stolet på, at hans evner ville bringe succes.
Forsigtighed hørte ikke til hans natur, så beslutningen tog næsten sig selv.
“I morges havde vi 90 pct. chance for at vinde. Vi har stadig 60 pct. chance”, betroede kejseren til marskal Soult.
Det ville tage en rum tid for preusserne at nå frem, vurderede Napoleon, og det franske infanteri var klar til angreb.
Planen for slaget ved Waterloo løber af sporet
En halv time efter at kejseren havde set preussere i horisonten, satte 18.000 franske soldater i gang.
Fire divisioner rykkede frem mod den del af Wellingtons linje, som artilleriet havde bearbejdet. Menneskemassen udgjorde et imponerende og frygtindgydende skue.
“Vi så Bonaparte selv tage opstilling i vejsiden umiddelbart foran os”, huskede den britiske kaptajn Kincaid.
“Hvert regiment brød luften med brølet ‘Kejseren leve’, når de passerede forbi”. Trommeslagerne markerede takten, mens den enorme masse af blåklædte franskmænd langsomt nærmede sig.
I de 15 minutter, som det tog at krydse dalen mellem hærenes linjer, skød Wellingtons kanoner løs med kugler, granater og kardæsker – ammunition af små jernkugler, der blev spredt ved affyringen ligesom skud fra et haglgevær.
Én fransk bataljon havde knap gået 100 skridt, før chefen blev dødeligt såret. Et øjeblik senere faldt en kompagnichef efterfulgt af fanebæreren.
Konstant lød råbet “Slut op!”, når huller i formationen skulle fyldes ud af andre soldater.
Trods ildstormen fortsatte de franske soldater fremad, og Kincaids skytter måtte flygte fra deres post i sandgraven foran Wellingtons linje. De stillede op blandt britisk infanteri og gjorde klar til at tage imod angrebet.
“Da spidserne af deres kolonner viste sig over højderyggen, fik de sådan en salve fra forreste geled, at de vaklede”, huskede Kincaid.
“Men så fortsatte de, opmuntret af deres modige officerer, der dansede omkring og svingede med sablerne foran dem”. Franske bataljoner i marchkolonne foldede ud til linjeformation, og musketterne lynede.
Fire typiske kampopstillinger
En bataljon i kamp
Skyttekæden skal svække fjenden
Bataljoner på 500-1.000 mand kæmpede samlet på slagmarken.
- Styrke: Spredte skytter sendes frem for at beskyde fjender i tæt slagorden. Selv er de næsten umulige at ramme.
- Svaghed: Skytterne er chanceløse mod ryttere. Bliver de angrebet, må de søge ly blandt tropper i tæt formation.
Kolonnen kan manøvrere
Bataljonen er inddelt i kompagnier, der står i linjer foran hinanden.
- Styrke: En bataljon kan bevæge sig smidigt, hvis kompagnierne er stillet op foran hinanden frem for på linje.
- Svaghed: Kun den forreste del af bataljonen kan skyde, så i kamp er den svag over for en bataljon i linjeformation.
Karréen beskytter mod kavaleri
Kompagnierne er rykket tæt sammen, så de danner én samlet front.
- Styrke: Bataljonen danner en lukket firkant, så kavaleri ikke kan angribe fra siden eller ryggen.
- Svaghed: Fjendtlige kanoner kan anrette et frygteligt blodbad blandt karréens tætpakkede soldater.
Linjen er bedst i ildkamp
Bataljonen står stille med alle kompagnier trukket op på en linje.
- Styrke: Når kompagnierne står i to-tre mand dybe linjer, kan samtlige soldater skyde mod fjenden.
- Svaghed: Bataljonen kan næsten ikke rykke frem eller svinge for at møde angreb fra en ny retning.
Gennem Napoleons kikkert
Gennem sin kikkert fulgte Napoleon med i dramaet på højderyggen.
“Hans ansigt lyste af tilfredshed”, så en fransk stabsofficer.
“Alt gik godt, og der var ingen tvivl om, at han i det øjeblik troede, at slaget var vundet”.
Også de franske infanterister i forreste linje fornemmede sejr. “Victoire!” jublede nogle allerede.
Sejrsglæden var dog for tidlig. “Pas på, kavaleri!” nåede en fransk soldat at råbe, inden rødklædte britiske dragoner med ét kom til syne. Ledsaget af skingre trompetsignaler kastede 2.600 ryttere sig over franskmændene.
“Et sandt slagteri fulgte”, beskrev en fransk korporal.
Den eneste måde, infanteri kunne modstå rytterangreb på, var ved at skifte formation til karré – en hul firkant med bajonetter til alle sider. Men det var for sent.
Franskmændene kunne kun redde livet ved at flygte, og en flodbølge af soldater og britisk kavaleri skyllede ned fra højdedraget.
Det store angreb var forbi. Kejserens eneste trøst var dragonernes uforsigtighed, der førte dem for langt frem, lige i armene på de franske kavalerireserver.
Kampen om herregården Hougoumont
Franske tropper var tæt på at tage gården via nordporten.
Afledningsmanøvre slog fejl
I et hjørne af slagmarken forsøgte Napoleons bror Jérôme at erobre herregården Hougoumont. Kampen blev et blodigt mareridt, der bandt store franske styrker.
Britiske tropper skulle lokkes væk fra Wellingtons centrum.
Det var årsagen til, at franske tropper under prins Jérôme angreb herregården Hougoumont, der lå midt mellem de to hæres vestfløje.
Men den lille garnison af briter og tyskere bukkede ikke under for første stormløb.
Jérôme forsøgte igen og igen, og kampen om Hougoumont endte med at binde næsten 9.000 franskmænd mod kun 3.500 af Wellingtons tropper. Og det lykkedes aldrig at erobre herregården.
Hæmorider og dårligt helbred
Napoleons slagplan var slået fejl, og de næste franske angreb måtte improviseres.
Initiativet lå ikke hos kejseren. Han tilbragte det meste af dagen bag den franske slaglinje, bøjet over sine kort, mens han modtog meldinger og distræt stangede tænder med et halmstrå.
Træthed og dårligt helbred tappede hans energi, og hæmorider gjorde det smertefuldt for ham at stige til hest og følge sine tropper i kamp. Den opgave overlod han i stedet til marskal Michel Ney.
Ney havde kæmpet konstant i mere end 20 år, og han gik for at være den modigste soldat i Napoleons hær.
Som taktiker var han ingen stor begavelse, men kejseren anså ham for ideel til at anføre de frontalangreb, der skulle bryde gennem fjendens linje og sejre.
Det talstærke franske artilleri havde genoptaget sit bombardement, og konstante tab tvang Wellington til at flytte rundt på sine styrker.
Marskal Ney fører et fransk kavalleriangreb frem. Del af et stort panorama-maleri, der i 14 store lærreder skildrer slagets gang ved Waterloo. Malerierne er udført af Louis Dumoulin og udstillet i en offentligt tilgængelig rund bygning (rotunde), som er en af de største attraktioner ved Waterloo i dag.
Marskal Ney's slagrytteri rider frem
Ney opfangede bevægelsen fra sin plads i sadlen nær fortroppen. Han var i dalen mellem de to hære, hvor udsynet var begrænset, og for ham så det muligvis ud, som om fjenden trak sig tilbage.
Marskallen besluttede sig for at angribe. Men alt det franske infanteri var enten i kamp, ved at komme sig over nederlaget tidligere på dagen eller opstillet, klar til at tage imod preusserne. Hærens store rytterreserve måtte levere det afgørende stød mod fjenden.
Ney satte sig derfor i spidsen for 5.000 såkaldte kyrasserer – Europas bedste slagrytteri. Geled efter geled af heste med kavalerister iført skinnende hjelme og panser satte sig i bevægelse.
“Ingen ord kan beskrive den følelse, vi mærkede ved synet af de svært bevæbnede skikkelser på vej imod os”, skrev en ung britisk officer efter slaget.
Jorden rystede under de tusindvis af hove, mens kavaleriet arbejdede sig op ad skråningen i trav.
Tempoet blev holdt nede indtil videre, for at enhederne kunne holde deres formation og hestene skånes til det afgørende øjeblik.
“Jeg havde aldrig hørt om et slag, hvor alle blev dræbt, men dette tegnede til at blive undtagelsen”. Kaptajn John Kincaid, Waterloo, 18. juni 1815
Da marskallen passerede hen over bakkekammen, blev han mødt af britiske, nederlandske og tyske bataljoner opstillet i karréer, klar til at tage imod stormen.
Bajonetter pegede til alle sider fra de firkantede formationer, så ryttere ikke kunne trænge ind blandt infanteriet. Alligevel fortsatte marskallen fremad med sit kavaleri. 150 m fra fjenden gjaldede hornsignaler, og rytterne slog over i galop.
Musketsalver bragede, og kugler slog mod hjelme og brystpanser. “Som et voldsomt haglvejr, der rammer glasruder”, beskrev et vidne.
Mænd og heste styrtede, men angrebet fortsatte, og frygten alene truede med at få karréer til at gå i opløsning. Soldaterne holdt dog stand, selv de mange rekrutter.
De franske ryttere fandt ingen huller i formationerne, og frustrerede måtte de nøjes med at skyde mod de tætte formationer med deres rytterpistoler. Så drev britisk kavaleri kyrassererne tilbage.
Kampen var dog langtfra slut. Det franske artilleri genoptog sin beskydning, og de tætpakkede karréer udgjorde perfekte mål.
Imens kaldte marskal Ney endnu flere kavalerienheder til og forberedte et nyt angreb. Snart galoperede tusinder af mænd igen frem.
Duellen mellem Neys ryttermasser og Wellingtons infanteri udviklede sig til et blodigt dødvande. Ifølge nogle kilder angreb den stædige marskal 12 gange, og til sidst var nogle enheder for udmattede til at kæmpe.
Infanterister og ryttere stod få meter fra hinanden, for trætte til at bruge deres våben.
Uden infanteri kunne Ney ikke slå hul på karréerne, og efter timers kamp måtte han omsider give op.
Ryttermasser forsøger at bryde igennem
Ingen sårbare flanker
De skotske soldater er opstillet i karré, en firkantet formation. Skudsalver og bajonetter skal holde de franske ryttere på afstand. Lykkes det fjenden at bryde ind i midten, er skotterne dødsdømte.
Britiske artillerister har søgt ly
Efter en sidste salve har de britiske kanonbesætninger søgt tilflugt i karréens midte. Her venter mandskabet på, at de igen kan bemande deres ventende skyts.
Højlænderne bærer skørter i kamp
De skotske højlændere er iført en uniform, der adskiller sig fra alle andre i Europa. Under bæltehøjde bærer soldaterne kilt vævet i regimentets særlige mønster, og på hovedet har de en hat prydet med en stor fjerbusk.
Trompetblæsere er i skrigende farver
Franske rytterofficerer giver ordrer via hornsignaler. De skal let kunne få øje på trompetblæserne, der derfor bærer en opsigtsvækkende jakke. Ofte har uniformen regimentets kendingsfarve, som resten af rytterne kun bærer på deres kraver og ærmeopslag.
Rytterangreb udføres i serier
Kavaleriet slår til i bølger, så infanteristerne ikke kan nå at lade deres musketter igen mellem hvert angreb.
Fransk kavaleri er bedst
Napoleons tunge slagrytteri regnes for at være Europas bedste, men ved Waterloo indsættes det for tidligt. Artilleri og infanteriangreb har ikke gjort Wellingtons tropper møre, og de har endnu kræfter til at modstå de pansrede kyrasserers angreb.
Marskal Ney er med i front
Ney, Napoleons næstkommanderende, er med, hvor kampen er hedest. I løbet af slaget får han fem heste skudt under sig, og hans mod stiver troppernes kampmoral af. Til gengæld har han ringe overblik over den samlede situation, fordi han personligt anfører angrebene.
Kejsergarden skulle redde dagen ved Waterloo
Mens rytterangrebene mod Wellingtons centrum stod på, nåede de første preussere frem og kastede sig mod Napoleons flanke.
Flere nærmede sig på vejene fra øst – netop den situation, som Grouchys 33.000 mand skulle have forhindret.
16 km borte var marskallen i færd med at angribe Blüchers bagtrop ved Wavre.
En general tryglede ham om i stedet at marchere i retning af kanontordenen ved Waterloo, men Grouchy agtede at adlyde Napoleons ordre til punkt og prikke. Wavre var målet.
Kejseren måtte klare sig selv, og tiden var ved at rinde ud. Han havde kun ét kort tilbage at spille, men det var til gengæld også stærkt: garden.
Kejserens elitetropper blev holdt i reserver til netop øjeblikke som disse, hvor alt stod på spil. Ni bataljoner af de erfarne krigsveteraner satte i march mod Wellingtons svækkede centrum.
Napoleon anførte dem personligt til bunden af dalen, hvor han overdrog kommandoen til marskal Ney, der skulle lede dem op ad skråningen til den endelige sejr.
Bjørneskindshuen blev traditionelt båret af elitesoldater. Højden fik dem til at ligne kæmper.
Kejsergarden tabte kun én gang
Napoleons garde var ikke til pynt. Korpset fulgte med, når kejseren drog i kamp, og det vandt et ry som uovervindeligt på Europas slagmarker.
Regimenterne i den såkaldte Gamle Garde var eliten af eliten – krigsveteraner, der havde deltaget i adskillige felttog og bevist deres mod.
“Den Unge Garde” bestod derimod af almindelige værnepligtige, men fordi soldaterne blev trænet og anført af mandskab fra Den Gamle Garde, var de typisk også mere effektive end almindelige franske enheder.
Da Den Gamle Gardes angreb slog fejl ved Waterloo, tabte hele Napoleons hær troen på sejr.
Gardens største slag
- Slaget ved Marengo: 1800
- Slaget ved Austerlitz: 1805
- Slaget ved Wagram: 1809
- Slaget ved Ligny: 1815
Garderne rykkede frem skulder ved skulder, mens trommehvirvler markerede takten. Deres tårnhøje bjørneskindshuer fik dem til at ligne kæmper, og en stigende nervøsitet bredte sig blandt Wellingtons soldater.
“Nu får vi klø”, mumlede en britisk officer. Hertugen af Wellington så til fra ryggen af sin hest, Copenhagen, og på afstand virkede han iskold som altid. “Giv mig nat”, hørte de nærmeste ham hviske, “eller giv mig Blücher”.
De første, der forsøgte at spærre vejen for garderne, var tyske rekrutter fra fyrstedømmet Braunschweig. De blev fejet til side, og det samme skete kort efter for to bataljoner fra Nassau.
Kejsergarden fortsatte fremad, forbi lig og ødelagte kanoner. Næste modstandere var britiske gardere, der gik til modangreb og kortvarigt tvang franskmændene bagud.
En skudduel bredte sig langs fronten, og her havde briterne fordelen. De stod på en lang linje, mens de franske gardere endnu var i kolonne-formation, klar til at fortsætte fremad.
Tab tyndede ud i de franske geledder, og da en britisk bataljon angreb dem i flanken, skete det umulige: Kejserens garde begyndte at vige.
Kort: Slaget ved Waterloo fra start til slut
Spillet kan begynde
Alle gårdene mellem de to linjer er besatte.
Spillet kan begynde
1. 11.30 Napoleon lader 80 kanoner åbne ild mod Wellingtons centrum. De hamrer løs for at svække forsvarerne inden det franske frontalangreb.
2. 13.00 Preussere nærmer sig uventet fra øst. Den franske kejser har nu travlt, hvis han skal nå at vinde, inden Blüchers hær blander sig.
Bønderne bliver ofret
3. 13.30 16.000 franskmænd rykker frem over en bred front. Men Wellingtons infanteri tager imod med dødbringende salver, der får angrebet til at gå i stå.
4. 13.45 Britisk kavaleri går til modangreb. De rystede franske soldater bliver sendt på hovedkulds flugt. Til gengæld kommer briterne for langt frem og lider svære tab til fransk kavaleri.
Springerne sendes frem
5. 16.00 Det franske kavaleri angriber Wellingtons centrum, der vakler, men holder stand. Rytterne lader Napoleons artilleri hamre løs og prøver så igen. Begge sider lider blodige tab, men det lykkes ikke franskmændene at bryde igennem.
6. 16.30 De første 14.000 preussere når frem og angriber Napoleons højre flanke. Han må bruge sine reserver til at forlænge slaglinjen.
Franske tropper har erobret gården ved La Haye Sainte efter en blodig nærkamp.
Wellingtons tropper forsvarer herregården Hougoumont på ottende time.
To bataljoner sørger for, at fjenderne ved herregården ikke blander sig.
Udmattede bataljoner, der har lidt store tab i løbet af dagen, afventer det franske angreb i linjeformation.
Fem bataljoner af den uovervindelige garde rykker frem til angreb i kolonneformation.
Sidste træk slår fejl
7. 19.30 Napoleons garde angriber. Lykkes det at slå et hul i Wellingtons front, kan kejseren endnu nå at vinde slaget. Garderne presser forsvarerne bagud, men de er for få til opgaven og drives snart bagud ned ad skråningen. Synet udløser panik i den hårdt pressede franske hær, og slaget er tabt.
Napoleons hær bryder sammen
Gardens tilbagetog fik franske soldater langs hele fronten til at miste modet. Preusserne på flanken kunne trænge frem, og oppe på højderyggen opfangede Wellington situationen. Han smækkede sin kikkert sammen, løftede sin hat og befalede angreb langs hele linjen.
Napoleon havde tabt. Hans hårdt pressede hær gik i opløsning, mens paniske tropper flygtede sydpå.
Mønter blev historiens slagmark
Preussens mønt
Sejren over Napoleon i 1815 blev fejret med særlige mønter. I Preussen viste de loyalt begge de to mænd, der havde vundet over Frankrigs kejser.
Storbritanniens mønt
På britiske mønter fandtes kun én profil, nemlig Wellingtons. Blüchers rolle gled længere og længere i baggrunden i den britiske erindring om slaget.
Tabstal
Fjender nærmede sig allerede, og han måtte trække sig tilbage, omgivet af en bataljon fra sin garde, som trak sig tilbage i perfekt orden – en ø midt i kaosset.
Tilbage på slagmarken sænkede roen sig, mens preussere forfulgte de franske soldater, og Wellingtons tropper faldt om af udmattelse, hvor de stod.
Tabene var gruopvækkende. “Det 27. regiment lå bogstavelig talt dødt i karré nær os”, beskrev kaptajn Kincaid. “Vores division, der havde talt op mod 5.000 mand ved slagets begyndelse, var reduceret til en enlig linje skytter”.
Wellington og Blücher mistede tilsammen 24.000 mand, mens 41.000 franskmænd blev dræbt, såret eller taget til fange. Slagmarken var forvandlet til en kirkegård, der rystede selv den hårdkogte Wellington.
Denne sidste store blodsudgydelse bragte til gengæld fred til Europa. Mere end 20 års konstante krige var omsider forbi, og Napoleons utrolige karriere slut.
For den store feltherre selv ventede eksil på øen Sankt Helena langt borte i Sydatlanten, hvor han grublede over sit store nederlag ved Waterloo.
Butte du Lion (Løvehøjen): mindehøj ved Waterloo. Rotunden med Louis Dumoulins panorama-malerier ses for foden af højen.
Denne sidste store blodsudgydelse bragte til gengæld fred til Europa. Mere end 20 års konstante krige var omsider forbi, og Napoleons utrolige karriere slut.
For den store feltherre selv ventede eksil på øen Sankt Helena langt borte i Sydatlanten, hvor han grublede over sit store nederlag ved Waterloo.
Wellington stjal sejren
Sejrherrerne mødtes på slagmarken efter Napoleons flugt.
Slaget ved Waterloo eller La Belle Alliance?
Napoleon tabte til Wellington og Blücher i forening. Men efter slaget gjorde den britiske feltherre alt for at sløre preusserens andel i sejren.
Da de to sejrrige feltherrer mødtes efter slaget, foreslog Blücher, at dagen skulle huskes som La Belle Alliance.
Ordene er fransk for “det smukke forbund” og samtidig navnet på den kro, hvor Napoleon havde haft sit hovedkvarter.
Wellington foretrak dog Waterloo – en by fem kilometer væk, men også stedet, hvor hans eget hovedkvarter lå før og efter slaget.
Navnet ledte bekvemt opmærksomheden væk fra preussernes andel.
Via mellemmænd gik Wellington imod al omtale af slaget ved La Belle Alliance i britiske aviser, og felttoget blev hjulpet af, at det flamske Waterloo så engelsk ud på tryk.
Inden nytår 1815 stod slaget ved Waterloo nævnt i de første leksika, og herfra bredte navnet sig til hele verden.