Operation svigersøn: General Patton på hemmelig og risikabel mission

Patton lyver om missionens formål

General George S. Patton er chef for den amerikanske 3. arme, som i slutningen af marts 1945 for første gang har slået sit hovedkvarter op på tysk jord.

Patton ved, at hans svigersøn, oberstløjtnant John K. Waters, sidder i en tysk krigsfangelejr 70 km længere mod øst.

Og generalen har netop modtaget bekymrende rapporter om de usle forhold, som fangerne bydes: sult, kulde og dødsmarcher væk fra de russiske og amerikanske hære, der hastigt trænger frem i øst og vest.

Generalen har brygget et alibi, som skal forsvare Baums mission ind bag fjendens linjer: Han kalder den en afledningsmanøvre, som skal lokke tyskerne til at flytte tropper og kampvogne væk fra Wiesbaden i nord, hvor 3. arme er i gang med et større angreb.

Men i et brev til sin kone hjemme i USA har Patton afsløret missionens virkelige formål: “Jeg håber på, at jeg kan sende en mission af sted for at hente John”.

Tysk fly sender amerikanerne en hilsen

Broen over Saalefloden er ødelagt, og Baum trækker sine folk ud af Gemünden og sætter dem til at følge floden mod nord. I den sønderskudte tank foran broen ligger et kort, som snart vil
afsløre for tyskerne, at Baums styrke er på vej mod Hammelburg.

Et tysk Fieseler Storch-fly observerer omhyggeligt konvojen, da Baum 10 km længere nordpå omsider finder en intakt bro. Nu ved tyskerne også med sikkerhed, at Baums styrke er forholdsvis lille.

Baums folk beskyder flyet, men det holder sig på sikker afstand og sender en hilsen ved at vippe med den ene vinge, før det forsvinder bag trætoppene.

Omvejen har forsinket konvojen med seks timer, og da Baum tillader sine mænd et kort hvil tæt på hovedvejen til Hammelburg, kan de tydeligt høre rumlen fra tyske panserkøretøjer. Fjenden er på jagt efter dem.

Baum går i fælden

Efter det korte hvil kører Baums konvoj videre, og snart har den Hammelburg i syne. Kort før byen svinger de amerikanske køretøjer til højre og begynder en kilometerlang opkørsel mod fangelejren. Missionens mål synes indenfor rækkevidde.

Hvad Abraham Baum ikke ved, er, at kaptajn Heinrich Köhl observerer amerikanerne. den tyske veteran sidder i sin Panserjæger 38 – en pansret og selv-kørende kanon, der er specialudviklet til at bekæmpe kampvogne. Köhl har kommandoen over hele syv af dem, og de er placeret strategisk i en stærkt befæstet forsvarsstilling.

Kaptajn Köhl er en garvet leder med flere års erfaring fra østfronten, til gengæld er hans tropper helt grønne: Panserjægerne bemandes af 17-årige rekrutter med alt for lidt træning i at betjene deres fabriksnye køretøjer. Kanonerne er så nye, at de end ikke er malet i camouflagefarver, men sendt direkte fra fabrikken til fronten.

Köhl er desuden bekymret over, at flere af Baums Shermantanks er forsynet med slagkraftige 105-mm kanoner, der sagtens kan trænge igennem panserjægernes 60 mm tykke frontpanser.

“Hvis naturen kalder, så bare glem det – eller gør det i bukserne”, lyder Köhls sidste kommando til sine tropper, for nu går det løs. Han vender sig mod sin skytte og giver angrebsorden:

“Tag den amerikanske Sherman klokken 2”, lyder beskeden. Den unge nervøse skytte adlyder og retter panserjægerens 7,5-cm kanon ind på målet.

Da den amerikanske konvoj er knap 300 meter væk, falder det første skud.

Köhl bander, da han ser granaten slå ned langt foran Shermantanken. Skuddet får den krigsvante amerikanske konvoj til straks at sætte kampvognene i fart og besvare ilden. Kort efter farer granaterne gennem luften og forvandler slagmarken til et inferno.

Baum beordrer to af sine 105-mm Shermantanks til at dække resten af styrkens fremrykning. Først lægger de et tæt og beskyttende røgslør, herefter skyder de sig ind på de tyske panserjægere, og kort efter står flammerne op af to af fjendens køretøjer.

Kort efter bryder helvede for alvor løs da en af Shermantankenes granater rammer en fjendtlig lastbil fyldt med benzin til tyskernes køretøjer.

Men amerikanerne lider også tab: fem halftracks – lastbiler med larvefødder – sættes ud af spillet, heriblandt den, der medbringer missionens brændstofreserve. Tre jeeps og et par Shermantanks beskadiges.

Efter to timers kamp trækker Köhl sine resterende panserjægere ud af kampen. Baums konvoj overlever angrebet – dog noget svækket – og kan fortsætte direkte mod fangelejren.

Luftstøtte skal bane vejen

Hammelburglejrens fangevogtere sætter sig kraftigt til modværge, da Baums konvoj tromler gennem porten, men klokken 18.30 overgiver de sidste sig. Omsider kan Baum sende den nyhed af sted, som Patton går rundt i sit hovedkvarter og venter på.

“Missionen gennemført. Anmoder om luftstøtte”.

Baum fortæller ikke Patton, at hans svigersøn er blevet alvorligt såret under kampene i lejren. En fangevogter har skudt ham i hoften, og han overlever kun takket være resolut indgriben af en serbisk læge i fangelejren. Waters bliver opereret med grove redskaber: en almindelig bordkniv og papirservietter.

Operationen stopper blødningerne, men Waters er så medtaget, at han ikke længere kan flyttes.

Baum må indse, at hans konvoj i løbet af natten må vende tilbage til Pattons hovedkvarter uden at medbringe generalens svigersøn. For Patton udvikler missionen sig til en fiasko, selvom han endnu ikke ved det.

I ly af mørket strammer tyskerne løkken om den lille gruppe amerikanske kommandotropper. Baum har efterhånden kun halvdelen af sin oprindelige styrke tilbage – soldaterne er trætte, og køretøjernes benzintanke så slunkne, at de måske ikke kan nå tilbage til de allierede linjer ved Aschaffenburg.

Baum har også et andet problem: Han havde regnet med at finde omkring 300 krigsfanger i fangelejren. Men nu står han omgivet af mere end 1.300.

Hans konvoj har ikke plads til dem alle, og Baum må give krigsfangerne den nedslående meddelelse, at nogle af dem må blive tilbage eller forsøge på egen hånd at slå sig igennem til de amerikanske linjer.

Tysk øvelsesområde ligger i vejen

Baum vil ikke køre samme vej tilbage, som de kom fra – af frygt for at rende ind i Köhls panserjægere igen. Derfor kører han vestpå. Men hvad Baum ikke ved, er, at vejen fører ham direkte ind i et tysk øvelsesterræn, som de tyske soldater kender til hudløshed.

Området er fyldt med observationsposter, som tyskerne bruger til at holde øje med amerikanernes mindste bevægelser. De tyske tropper har tilmed oprettet vejspærringer ved alle de veje, der fører ud af området. Fælden er klar til at klappe i om amerikanerne.

Baum sender sine resterende Shermantanks i forvejen for at finde en åben flugtrute. Først bliver de overrasket af fjenden ved byen Höllrich og siden ved Hessdorf. Ved det sidste baghold bliver to Shermantanks sat ud af spillet af tyske panserværnsraketter.

Baum fornemmer, hvor håbløs situationen efterhånden er, men har intet valg. Hans styrke må forsøge at bryde gennem tyskernes linjer, men det må blive uden de mange hundrede krigsfanger.

Kaptajnen samler resten af sin styrke på en højderyg oppe i øvelsesterrænet, og herfra begynder de fleste krigsfanger modløst at traske tilbage til Hammelburglejren få kilometer borte.

Udmattelse lammer Baums mænd

Klokken er 03.00 den 28. mars, og på toppen af højderyggen gør Baum status: Han har mistet det meste af sin styrke, har kun tre almindelige Shermantanks, fire lette Stuarttanks og tre Shermantanks med 105-mm kanoner tilbage.

Ca. 110 soldater er stadig kampdygtige, men de er nu så trætte, at de falder i søvn, hver gang konvojen stopper.

Styrken har kun brændstof nok til at nå tilbage til Pattons styrker, hvis den 3. arme er rykket tilpas langt frem i løbet af de to døgn, som Baum og hans mænd har været i aktion. Når dagslyset vender tilbage, vil Baum gøre et sidste forsøg på at bryde ud af tyskernes jerngreb ved at køre mod syd.

Konvojen sætter sig i bevægelse, men samtidig angriber tyskerne. Fra øst nærmer Köhls fem panserjægere sig sammen med 60 ingeniørtropper. Fra vest rykker 70 tyske soldater bevæbnet med panzerfausts frem, og fra nord et tysk snigskyttekorps på 80 mand.

Overraskelsen bliver total, og den tyske ild er koordineret og effektiv. I løbet af få minutter er alle køretøjerne i den amerikanske konvoj ramt. Soldater i panik springer ud af lastbilerne, mens kampvognene febrilsk skyder i alle retninger. Til ingen nytte.

Amerikanerne er overrumplet, omringet og ude af stand til at forsvare sig. Baum ved, at slaget er tabt: “Hver mand skal forsøge at redde sig, som han bedst kan. Bryd op i grupper på fire, og flygt”, lyder Baums sidste ordre.

Livsfarligt hundetegn smides væk

Små grupper af amerikanske soldater forsøger at flygte ud af tyskernes jerngreb og ind i en nærliggende skov. Klokken 08.40 ophører kampene.

Bortset fra nogle få amerikanske soldater, som har gemt sig i skoven, er alle soldaterne i Baums kommandostyrke sat ud af spillet. Missionen er endt i total fiasko, alle køretøjer er gået tabt og 32 mand har mistet livet.

Baum selv flygter ind i skoven, hvor det lykkes ham og et par andre soldater at holde sig skjult det meste af dagen. Hen mod aften bliver de imidlertid opdaget af en fjendtlig patrulje, som finkæmmer området.

En tysk sergent trækker sin pistol, da han ser den lille gruppe. Så tager han sigte på Baum og trykker af. Skuddet rammer Baum i skridtet og sårer den amerikanske kaptajn i testiklerne og inderlåret.

“Din slyngel. Du har skudt mine nosser af”, skriger Baum til den tyske soldat, der overraskende nok kan engelsk. Sergenten er født i Amerika, men som glødende nazist tog han til Tyskland og meldte sig under Hitlers faner. Nu bryder han grinende sammen over sin træfsikkerhed. Baum og de andre soldater må omsider overgive sig.

Mens sergenten er uopmærksom, får Baum smidt sit hundetegn fra sig i skovbunden, før jødestjernen på det kan bringe kaptajnens liv i fare.

Mission Svigersøns sidste skud er løsnet, og skæbnens ironi sender Baum tilbage til Hammelburglejren som fange – få timer efter hans kortvarige succes med at befri de indsatte.