Slaget på Solsortesletten

Hestene rører nervøst og utålmodigt på sig, da pilene slår ned i jorden omkring dem. De dyr, der bliver ramt, vrinsker højt, og mænd skriger af smerte, da pilespidserne trænger ind i deres kroppe.

Serberne kan ikke vente længere. Den øverstkommanderende for de serbiske styrker – prins Lazar – giver ordre, og rytterne sætter sig i bevægelse, så jorden ryster, og støvet hvirvler op. Kavaleriet deler sig i tre og styrer mod hver deres mål: de to flanker og den centrale del af osmannernes front.

Et brag lyder. Ét til. Og et tredje, da de tre grupper af ryttere rammer deres mål.

Kavaleriet er serbernes stærkeste våben, og Lazar håber, at de kan gennembryde fjendens linjer, som består af erfarne krigere og mure af heste og kameler. Hvis alt går efter planen, vil panikken snart ramme osmannerne.

I den ene side lykkes angrebet – tyrkernes venstre flanke falder sammen i kaos. De serbiske riddere hugger sig frem gennem de skrækslagne osmanniske infanterister, og den tyrkiske leder – sultan Murad 1. – befinder sig pludselig faretruende tæt på de voldsomme kampe.

Sytten år efter, at han første gang sendte sine erobringshære mod serbernes territorier, er han nu tæt på selv at lide døden på slagmarken.

Osmannerne fik fodfæste

I begyndelsen af 1300-tallet begyndte osmannerne – en tyrkisk stamme fra Anatolien – at udvide deres territorium. I løbet af det næste århundrede erobrede de stadig større landområder, indtil turen kom til Balkanhalvøen.

Især Kosovo mod nord var et eftertragtet mål, fordi regionen siden middelalderen havde været den vigtigste vej gennem Balkan.

De slaviske nationer kunne ikke stå imod. Det Osmanniske Rige sendte horder af veltrænede krigere af sted, og ét efter ét måtte de slaviske folk strække våben over for de muslimske hære.

Allerede i 1371 havde osmannerne den første styrkeprøve med serberne, da en række serbiske fyrster blev besejret ved floden Maritsa. Sejren gav tyrkerne fodfæste på Balkan og gjorde et endeligt opgør med serberne uundgåeligt.

De serbiske fyrster så sig selv som Balkans naturlige ledere og troede fuldt og fast på, at de kunne stoppe osmannernes fremmarch.

Flere gange i løbet af de forudgående år havde serberne da også vist, at de kunne kæmpe lige op med – og i visse tilfælde besejre – de osmanniske rekognosceringsstyrker, som foretog stikangreb ind i serbiske områder.

Lazar ledte serberne

I 1388 førte sultan Murad på ny sine styrker mod Balkan. Osmannerne besejrede først den oprørske bulgarske zar, som måtte acceptere, at sultanen oprettede militærlejre på bulgarsk jord. Sejren gav Murad perfekte rammer for et afgørende slag mod de serbiske fyrster.

I nord fulgte fyrst Lazar nøje den muslimske hærs bevægelser. Han var den største af de serbiske krigsherrer og vidste, at osmannerne gjorde klar til et angreb på det centrale Serbien.

Han vidste også, at han måtte lede forsvaret, hvis serberne skulle have en chance for at holde stand. Lazar allierede sig med krigsherrerne Vuk Brankovic og Vlatko Vukovic, som hver havde flere tusind krigere under deres kommando.

En alliance, der kunne true osmannerne, var skabt, og snart sluttede også bulgarere, albanere, bosniere, kroater og andre folkeslag, der ville bremse den muslimske indtrængen i Europa, sig til fyrst Lazars styrker.

Rytterne var nøglen til sejr

I foråret 1389 gjorde sultan Murad sig klar til det store angreb på serberne. Fra byen Plovdiv i det sydlige Bulgarien gav han sine knap 40.000 krigere ordre til at marchere vestpå mod den serbiske grænse. I juni ankom osmannerne til Pristina, den største by i Kosovo.

På samme tid ledte Lazar en hær på knap 30.000 mand mod Pristina – blandt dem tusindvis af veltrænede ryttere, som udgjorde rygraden i den sammensatte kristne hær.

Lazar ville møde osmannerne på Solsortesletten, hvor han kunne udnytte sit kendskab til området og afspærre alle flugtveje, hvis osmannerne i tilfælde af et nederlag forsøgte at flygte.

Den serbiske hærchef vidste, at slaget ville få afgørende betydning, og spillede på de religiøse følelser hos sine mænd. Inden slaget stillede han sig op foran sin hær og opfordrede den til selvopofrelse – for fædrelandet og den kristne tro:

“Hvis døden kommer til os, så accepterer vi den for Kristus og for vores fædreland. Det er bedre at dø i kamp end at leve i skam. Det er bedre for os at acceptere døden end at overgive os til fjenden. Vi har levet lang tid for verden, og nu accepterer vi martyrens kamp; at leve for evigt i himlen. Vi kalder os selv kristne soldater”, tordnede Lazar til stor jubel.

Sammenstødet var nu uundgåeligt. Og tidligt om morgenen den 28. juni 1389 stod 70.000 krigere over for hinanden på Solsortesletten omkring fem kilometer fra byen Pristina.

Bayezid kom til hjælp

Hurtigt blev sultan Murads tropper presset af det serbiske kavaleri. Osmannernes venstre flanke, der blev ledet af sultanens ældste søn, Yakub, faldt hurtigt sammen.

Blødende, døende tyrkere lå i bunker på det grønne græs, mens det serbiske kavaleri huggede sig frem. De forreste ryttere var trængt så langt igennem osmannernes linjer, at de nu udgjorde en alvorlig trussel mod selveste sultanen, der dirigerede sine tropper fra bageste geled.

Også på den centrale del af slagmarken pressede serberne på. Sultanens erfarne krigere vaklede, og nederlaget truede forude.

Imidlertid var krigslykken på osmannernes side. Serbernes rustninger havde beskyttet effektivt mod osmannernes pile, men i kampens hede var de for tunge og udmattende.

De serbiske riddere blev igen og igen overrumplet af det lette osmanniske kavaleri, som var langt mere manøvredygtigt. Tyrkerne sværmede omkring de serbiske ryttere.

Forræder stak af

I en af de mest kritiske faser af kampen fik sultanens yngste søn – Bayezid, som havde ansvaret for tyrkernes højre flanke – samlet sine mænd og kom faderen og broderen på den modsatte flanke til undsætning. Og efterhånden fik den talmæssigt overlegne osmanniske hær overtaget og presset de serbiske krigere i defensiven.

Hvad der siden skete, er omstridt blandt historikerne, men ud af slagets kaos opstod angiveligt en skæbnesvanger situation.

Krigsherren Vuc Brankovic, der ellers var brudt igennem osmannernes venstre flanke, vendte pludselig sin hest og forlod slagmarken. Hærførerens retræte skabte panik, og midt i kampens hede fulgte omkring 10.000 serbiske soldater hans eksempel.

“De, der støttede fyrst Lazar, kæmpede bravt, loyalt og ærefuldt ved hans side; andre betragtede slaget gennem deres fingre. På grund af illoyalitet og uenighed og onde og jaloux mennesker blev slaget tabt fredag middag”, skrev den serbiske soldat Konstantin Mihailovic i 1497.

Brankovics motiv til forræderiet var angiveligt, at osmannerne havde lovet ham tronen i en serbisk vasalstat.

Adelen blev halshugget

Uanset årsagen blev forræderiet skæbnesvangert. Osmannerne omringede – efter serbernes indledende angreb – den serbiske hær. Fyrst Lazar og det meste af den serbiske adel blev taget til fange.

Tyrkerne gjorde kort proces. De vigtigste serbiske adelsmænd – inklusive Lazar, der var udset til at være Balkans forsvarer – blev beordret halshugget på stedet.

“Hen mod slutningen af slaget – jeg ved i sandhed ikke, om Lazar blev forrådt af sine egne, eller om det var Guds vilje – faldt Lazar i Bayezids hænder, og efter megen tortur skar han hans ærefulde, gudfrygtige hoved af”, skrev en anonym forfatter af en af de tidligste serbiske krøniker om nederlaget.

Håbet svandt efter slaget

Ved solnedgang den 28. juni 1389 lå tusindvis af døde soldater på den grønne slette – som nu reelt hørte under Det Osmanniske Rige.

Men sejren havde været dyrekøbt for tyrkerne. Under de blodige kampe var både sultan Murad og sønnen Yakub faldet.

Deres død rystede Det Osmanniske Rige og efterlod et stort magttomrum, som truede med at splitte riget.

Straks efter sejren vendte sultansønnen Bayezid derfor sin hær og sendte den sydpå mod osmannernes hovedstad, Edirne, hvor han ville lade sig udråbe til ny sultan. Erobringen af Europa måtte vente lidt endnu.

Serberne på deres side havde kæmpet bravt, men mistet næsten hele deres elite. Især fyrst Lazars død havde været et hårdt slag – han havde været den eneste magthaver, der var stærk nok til at samle en stor hær og forsvare serberne mod de fremrykkende tyrkere.

Med hans død lå Serbien – og vejen til resten af Europa – for osmannernes fødder.