I april 1937 fik Martin Bormann, en af Hitlers nærmeste medarbejdere en lys idé. Han ville som gave til Hitler bygge et “tehus” på toppen af Kehlstein-bjerget i Obersalzberg-området i de bayriske Alper.
Tehusets placering i 1,834 kilometers højde fik senere de allierede styrker til at navngive det lille tehus “Ørnereden”.
11 år tidligere havde Hitler lejet og senere købt en hytte, Berghof, i området. Her slappede Føreren af og skrev blandt andet her anden halvdel af kamppskriftet “Mein Kampf”.
Kort efter nazisternes magtovertagelse i 1933 opstod der omkring Hitlers Berghof-hytte et kæmpemæssigt kompleks af luksuøse ferieboliger for regimets topfolk.
Martin Bormann stod for byggeriet. Han lod de fleste af de gårde og private huse, der lå i området i forvejen, jævne med jorden. Hele området blev derefter afspærret og inddelt i tre forskellige sikkerhedszoner, der hver især krævede særlige passersedler.
Hitler var dog ikke specielt tilfreds med, at hans fredelige feriested blev ændret på den måde. For at formilde Hitler anlagde Bormann et net af smukke stier og byggede et lysthus på Mooslahnerkopf neden for Berghof.
Lysthuset stod færdigt i efteråret 1937 og blev en stor succes. Når Hitler opholdt sig i Berghof, besøgte han det næsten dagligt, og det blev et yndet udflugtsmål for nazilederne.
På toppen af bjerget Kehlstein lå det te-hus, som Hitler havde fået i gave, da han fyldte 50 år. Ørnereden kaldte de allierede stedet og tillagde det stor symbolværdi. I dag er tehuset en restaurant.
Men lysthuset var ikke nok for Bormann. I april 1937 igangsatte han derfor bygningen af Ørnereden på toppen af Kehlstein i næsten to kilometers højde. Det afsindige projekt blev gennemført på rekordtid.
Der blev arbejdet hele vinteren – trods snefald og laviner – og i september 1938 stod Kehlsteinhaus klar til at tage imod gæster.
Hitler holdt sig væk
Hitler, der besøgte huset syv måneder før den officielle overdragelse, var imponeret, men ikke begejstret for huset.
Han led af svimmelhed og højdeskræk og tålte dårligt den tynde bjergluft, og han brød sig ikke om den elevator, som førte de sidste 120 meter op til huset.
Den store elevators indre vægge var beklædt med blankpoleret messing, der skulle få den til at virke endnu større, men Hitlers klaustrofobi gjorde alligevel opstigningen til en ubehagelig oplevelse. Føreren var desuden bange for, at lynet ville slå ned i den lille bygning på husets tag, hvor elevatorens motor og hejseværk stod.
Kehlsteinhaus var faktisk blevet alvorligt skadet af to lynnedslag under byggeriet, men det fortalte Bormann fornuftigt nok aldrig Hitler.
Alt i alt aflagde Hitler kun 14 officielle besøg i Kehlsteinhaus, det sidste i oktober 1940. Hvor mange gange han var der uofficielt, vides ikke, men det var ikke mange.
Hitlers elskerinde Eva Braun holdt til gengæld meget af tehuset, som hun betragtede som sit helt eget uforstyrrede fristed.
Skånet for bomberne
I slutningen af krigen frygtede de allierede, at Hitler ville forsøge en sidste forsvarskamp i en “Alpefæstning” i Obersalzberg-området. Komplekset blev derfor bombet af Royal Air Force 25. april 1945.
Mange bygninger blev ødelagt af bomberne, og resten blev raseret, da de lokale beboere og senere de allierede tropper plyndrede dem.
De sidste rester af komplekset blev ryddet af vejen, da de amerikanske besættelsesmyndigheder gav Obersalzberg tilbage til de tyske myndigheder i 1952.
Ørnereden skulle også have været bombet, men det lykkedes ikke de allierede at ramme den.
Huset blev skånet i 1952, fordi det ikke på samme måde som Berghof var forbundet med Hitlers person, og fordi den bayriske delstatsregering så de store turistmæssige muligheder i det fantastiske anlæg.