Tordenskjold var svenskernes skræk

Ni måneder senere erklærede Danmark krig mod Sverige. Krigen blev Peter Wessels store chance, og han forstod at gribe den og vandt sejr efter sejr. Som 23-årig sprang han over 27 premierløjtnanter og 24 sekondløjtnanter og blev udnævnt til kaptajn. To år senere, i 1716, blev Wessel adlet af kongen under navnet Tordenskjold.

Men ikke alle var begejstrede for den unge søhelt. Ifølge admiralitetet var mange af de, der var blevet forbigået til fordel for Wessel, “vel så dygtige... og meriterede som han”. De så udnævnelsen til kaptajn som et resultat af “Kongens Naade” snarere end Wessels talent Også Tordenskjolds temperament gjorde ham upopulær. Historikeren C.P.

Rohde, som skrev en biografi baseret på kilder fra samtiden 20 år efter Tordenskjolds død, beskrev ham som “ved godt lune meget vellidt og indtagende, i modgang og ved fortrædeligheder overmåde barsk og vredladen”.

Tordenskjold kunne altså både være charmerende og brutal, hvilket hans underordnede fik at mærke. Fx beordrede han tre matroser til at springe fra råen – en hård straf på en iskold vinterdag – og derefter til 30 slag med tampen. Og hans kahytsskriver blev slået og sparket i en grad, at han bad om forflyttelse.

Værre for Tordenskjolds karriere var hans uforskammethed over for sine officerer, som han ikke veg tilbage for at beskylde for fejhed og titulere “hund”, et af tidens mest krænkende skældsord. Flere klager indløb til admiralitetet og kongen, men Tordenskjold var urørlig.

Flåden havde brug for hans sejre og måtte udholde brutaliteten og frækheden. Og i Dynekilen levede Tordenskjold op til kongegunsten.x

Tordenskjold overrumplede svenskerne

8. juli 1716 stod Tordenskjold over for sit hidtil mest vovede angreb. De otte forsyningsskibe i Dynekilen var godt beskyttet af en stor stykpram kaldet Stenbocken, syv galejer og fem mindre fartøjer. Efter at have rekognosceret den svenske styrke fra klipperne slog Tordenskjold til.

Angrebet overrumplede svenskerne, og først da Tordenskjold var nået langt ind i fjorden, åbnede forsvaret ild. Beskydningen kom dels fra Stenbocken, dels fra en lille ø, befæstet med seks tolvpundskanoner.

Koldblodigt undlod Tordenskjold at besvare ilden, mens hans stykpramme, sværtbevæbnede, fladbundede skibe, gled tættere og tættere på de svenske stillinger. Lidt efter gjorde hans fregat, Hvide Ørn, dem selskab. Først da fartøjerne var tæt nok på til at kunne beskyde svenskerne effektivt, åbnede han ild.

Snart var luften over den smalle fjord fyldt med krudtrøg. Først var kampen jævnbyrdig, men fra sin rekognoscering vidste Tordenskjold, at han havde mere ildkraft end svenskerne, og kort efter begyndte kanonsalverne fra de danske skibe at gøre deres virkning. Især affyringen af skråsække – små metalstykker, som med stor kraft blev spredt, når kanonen blev affyret – var effektive.

På den befæstede ø forlod de svenske soldater deres kanoner i panik og gemte sig, når salverne fejede hen over batteriet. Fra Stenbocken flygtede folkene over på øen eller ind på bredden. Ved middagstid gled det svenske flag ned fra Stenbockens mast. Tordenskjold havde sejret.

Svenske kong Karl 12.s landtropper havde mødt så hård modstand i Norge, at de havde trukket sig tilbage til området omkring grænsefæstningen Frederiksten, hvor de afventede forsyninger for at indtage fæstningen. Men med nederlaget i Dynekilen måtte den svenske konge opgive invasionen, og allerede næste dag opgav han angrebet på Frederiksten.

Søhelten ydmyges

Sejren ved Dynekilen var højdepunktet i Tordenskjolds karriere, og i København gik historierne om den iskolde søofficer og hans modige mandskab. Slaget havde været krigens mest spektakulære, og dets efterspil var lige så dramatisk.

Da svenskerne indså, at de havde tabt, blev besætningerne beordret til at ødelægge skibene, men et sådant spild ville danskerne ikke acceptere. Resolut bordede søfolkene skibene, hvoraf mange var flydende bomber med brændende tjæretønder i lasten og ulmende lunter i krudtkammeret.

På gaderne samledes folk for at dele de dramatiske fortællinger om mænd, der i sidste øjeblik havde revet lunterne ud af tønderne for at forhindre en eksplosion eller kvalt ilden med deres tøj, og fra slottet Kronborg bragede kanonerne 27 skud for sejren. Tordenskjold blev belønnet med titel af kommandør, og i november blev han udnævnt til chef for Norges søforsvar, en af de mest ansvarsfulde flådestillinger.

I maj 1717 – 10 måneder efter sejren ved Dynekilen – så Tordenskjolds held ud til at være brugt op. Som et modtræk mod den truende svenske invasion af Norge planlagde danskerne at angribe Göteborg.

Hvis det lykkedes at komme frem til byen, kunne flåden smadre hele Göteborgeskadren, værftet og magasinet og derved forpurre Karls planer.

Tordenskjold besluttede sig for at gentage succesen fra Dynekilen med et overraskelsesangreb, men planen slog fejl. Svenskerne opdagede den danske flåde og ventede kampberedte ved indsejlingen til Göteborg, og den 14. maj 1717 led Tordenskjold et sviende nederlag.

Bedre gik det ikke to måneder senere i angrebet på Strømstad, hvor svenskernes hovedforsyningsbase lå. Endnu et overraskelsesangreb slog fejl, og Tordenskjold måtte angribe med en styrke, der var dårligt organiseret.

Tordenskjold blev fyret

I begge slag havde Tordenskjold kæmpet bravt – ved Göteborg fik han en chalup skudt i sænk under sig, og ved Strømstad blev han såret i skulderen og låret – men kong Frederik benyttede lejligheden til at fyre Tordenskjold fra posten som chef for Nordsøeskadren.

I en tid, hvor et svensk angreb truede, havde han havde brug for en mand, der kunne samarbejde med sine officerskolleger – en evne, han ikke tiltroede Tordenskjold, så den 7. december 1717 blev Tordenskjold sat på en hukkert med kurs mod København.

Undervejs blev hukkerten angrebet af en kaper, og fire mand dræbt. For at dulme nerverne drak besætningen sig fulde, og da Tordenskjold vågnede af sin brandert, var skibet gået på grund ud for Kullen.

I en gennemhullet jolle stoppet til med klude og tøj sejlede den uheldige helt til Helsingør, hvor han gik i land, nøgen, forkommen og ydmyget.

Karrieren endte imidlertid ikke her. I foråret 1718 stod han igen til søs, og i juli 1719 fik han med en blanding af flådemagt, smiger og trusler Marstrands kommandant til at overgive sig efter blot tre dage, og danskerne fik endelig fingre i den frygtede Gøteborgeskadre.

Tordenskjolds sidste triumf fandt sted 8. oktober, da han for næsen af en svensk garnison på 4.000 mand trængte ind i Göteborgs havn med en otte chalupper og ødelagde en svensk fregat, to galejer og et krudtskib.

Da vagtbåden efter angrebet spurgte, hvem der befandt sig i Tordenskjolds chalup, svarede han: “Tordenskjold. Vend om, og hils jeres kommandant fra mig, og sig, at jeg er her for at lære ham at holde sig vågen!”

Heldet slap op

Slaget blev Tordenskjolds sidste. Den 6. november 1719 indgik Danmark og Sverige våbenstilstand, og 3. juli 1720 blev fredsaftalen underskrevet. Som tak for indsatsen fik Tordenskjold titel af viceadmiral og et portræt af kongen.

Tordenskjold var stadig ung, bare 29 år, og en holden mand. Under krigen havde han taget mange priser, erobrede skibe, og han ejede nu flere handelsskibe og en fin lejlighed i København. Men Tordenskjold kom ikke til at nyde sit nye liv længe; i september 1720 drog han ud på en rejse, der skulle blive hans sidste.

Hvad målet var, ved historikerne ikke, men sikkert er, at Tordenskjold aldrig nåede frem. En råkold novembermorgen i Midttyskland blev søhelten indhentet af sin dumdristighed og sit ustyrlige temperament.

Nogle aftener forinden havde han ved et middagsselskab i Hannover mødt Jacob Axel Staël von Holstein, en svensk adelsmand, der havde slået sig ned som kortspiller og bondefanger i Hamborg.

Tordenskjold busede ud med sin mening om den opførsel, og kort efter var han og Staël i håndgemæng, og Staël udfordrede Tordenskjold til duel.

De mødtes om morgenen den 12. november på en sumpet eng kaldet Sehlwiese, 15 km syd for Hannover. Duellen varede kun få sekunder. Et stik med Staëls kårde borede sig ind i Tordenskjolds højre side lige over brystvorten. Tordenskjold faldt om, rejste sig og faldt igen stærkt blødende og døende.

Tordenskjolds balsamerede lig blev ført til København og nedsænket i krypten under Holmens Kirke. Nogen kristen begravelse kunne han ikke få, for ifølge loven kunne en mand død i duel ikke begraves i kirke eller på kirkegård.

Majestætens anerkendelse manglede dog ikke. Tordenskjold blev begravet om natten i faklernes skær, et særligt ritual, som krævede kongelig godkendelse. Selv i døden kunne søhelten regne med kongens overbærenhed.