En sommernat i 1582 rejser kosaklederen Jermak sig op i sin båd. Hviskende giver han sine mænd ordre til at sejle ind til bredden af Tura-floden, der løber øst for Uralbjergene, og gå i land.
I månens skær har Jermak fået øje på nogle træstammer, der spærrer flodens løb forude. Den snu kosak lugter en fælde, og han har ikke i sinde at lade sin hær ofre i et bagholdsangreb til de fjendtlige tatarer, Sibiriens herskerfolk.
Inde på bredden får Jermak sine mænd til at samle grene til menneskelignende figurer, iklæde dem tøj og anbringe dem i bådene.
“Enhver, der forsøgte at desertere, fik en sæk sand bundet til brystet og blev kastet i vandet”. Anonym krønikeskriver.
Fartøjerne skubber de ned ad floden som lokkemad. Herefter sniger Jermak og hans mænd sig halvnøgne gennem en birkeskov for at angribe fjenden bagfra.
Idet solen står op, lyder et råb, og Jermaks kosakker stormer frem mod fjenden med ladte arkebuser (skydevåben). Mens skuddene runger ud over slettelandet, flygter tatarernes leder, prins Mahmetkul. Med stor tilfredshed ser Jermak, at floden farves rød af de faldne fjenders blod. Kosaklederen har fået til opgave at annektere det uudforskede Sibirien for Rusland, og der er kun to mulige udfald: Sejr eller død.
Tatarerne kontrollerer Sibirien
Midt i 1500-tallet strakte zarens magt sig til de høje Uralbjerge i øst, men grænsen for Storfyrstedømmet Moskva (det senere Rusland) lå ikke fast, og rigets sydlige egne blev jævnligt plyndret af tatarer – et tyrkisk rytterfolk, der udgjorde den sidste rest af Djengis Khans verdensrige. I dette udsatte område levede også kosakkerne, lejesoldater og grænsevogtere af russisk-tatarisk oprindelse.
Kosakken Jermak Timofejevitj blev ifølge Stroganov-krøniken fra 1600-tallet født omkring 1540 ved den øvre del af Volga-floden. Kilderne beskriver ham som høj, bredskuldret, sortskægget og karismatisk. Han indtog rollen som ataman (høvding) blandt kosakkerne, hvilket bl.a. fremgår af en kendt vise:
“Der levede kosakkerne som frie mænd/Alle Don- og Terek- og Jajk-kosakkerne/og deres ataman var Jermak, søn af Timofej”.
Kosakkerne levede på de russiske stepper, hvor mange af dem ernærede sig ved krig, jagt og fiskeri.
Kosakker var Ruslands cowboyer
De elskede det frie liv på stepperne, og i zarens tjeneste beskyttede kosakkerne russerne mod fjendtlige stammefolk. Ydermere var de også pionerer og stifindere, der hjalp med at rykke rigets grænse mod øst.
På stepperne i det russiske riges udkant levede kosakkerne. De var mesterlige ryttere, der som regel bar pelshue og sabel. Kosakkerne var af blandet russisk og tatarisk oprindelse og levede i selvstændige samfund med egne ledere (atamaner). En kosaks liv var en evig kamp for overlevelse, og han var ikke altid så nobel, som nutidige russiske fremstillinger indikerer. En kosak kunne være alt fra trofast grænsevogter til brutal røver.
I 1600-tallet flygtede østeuropæere fra fattigdom og religiøs undertrykkelse til Ruslands yderkant for at blive kosakker – ligesom europæere senere søgte tilflugt i Amerika. På samme måde som cowboyerne skubbede USA’s grænse længere mod vest, var det også kosakkerne, der først nåede Stillehavet for Rusland.
Der var dog en væsentlig forskel på de to grupper: Mens Amerikas nybyggere holdt kvæg og dyrkede jorden, undgik kosakkerne så vidt muligt landbrug. Kosakkerne elskede det frie liv og betragtede de russiske bønders jordbundne tilværelse som det rene slaveri.
Jermaks ry som en dygtig kriger kom den succesfulde købmandsslægt Stroganov for øre. Familien havde i mange år haft en handelspost ved foden af Uralbjergene, hvor de købte salt og dyreskind, som de solgte i Moskva med stor profit. Angreb fra sibiriske stammefolk, der krydsede bjergene, var imidlertid blevet et tiltagende problem, og Stroganov-familien havde brug for hjælp.
Området øst for bjergkæden, det vestlige Sibirien, var på denne tid kontrolleret af tatarer, der fra deres hovedstad, Sibir, herskede over en række indfødte folkeslag. Tatarerne i Sibirien havde tidligere betalt tribut til Moskva, men under khan Kutsjum var betalingen stoppet.
Moskvas hersker, zar Ivan den Grusomme, var derfor yderst lydhør over for Stroganovernes bøn om hjælp. I 1575 indgik zaren en aftale med købmændene: Hvis Stroganoverne knuste Kutsjum, ville de blive fritaget for skat de næste 20 år og få frie hænder til at kolonisere Sibirien.
Ballademagere ryger i vandet
Familien Stroganov var ikke selv i stand til at besejre Kutsjum, og de hyrede derfor Jermak. I 1581 stævnede en flåde af fladbundede flodbåde med 540 kosakker ombord ud på Kama-floden og sejlede mod øst. Kosakkerne var bevæbnet til tænderne med arkebuser, lanser, sværd og dolke. Ifølge en anonym krønikeskriver indførte Jermak fra starten en benhård disciplin for at undgå oprør:
“Enhver, der forsøgte at desertere, fik en sæk sand bundet til brystet og blev kastet i vandet”.
Sibirien vrimlede med nomadefolk
Rensdyrhyrder betalte skat
Folkeslaget mansierne levede mellem floden Ob og Uralbjergene som halvnomadiske jægere og fiskere, der også havde rensdyrhold. De var blandt de første til at anerkende Jermaks herredømme ved at betale tribut til ham.
Multimediecenter NSU
I slægt med indianere
Ostjakkerne levede som rensdyrnomader nord for nutidens Mongoliet og dyrkede shamanisme. I 1914 besøgte den norske polarforsker Fridtjof Nansen stammen, hvis sprog er beslægtet med nordamerikanske indianersprog.
Library of Congress
Krønike omtaler folkeslag
Det finsk-ugriske folk mordvinerne var ikke noget nyt bekendtskab for Jermak – folket nævnes nemlig allerede i den russiske Nestorkrønike fra 1100-tallet. De boede mellem Volga- og Okafloden, og de var ofte tatarernes lejesvende.
Radziwiłł Chronicle
Inuit-naboer jagtede sæler
I det nordøstlige Sibirien mødte Jermaks efterfølgere tjuktjerne. Som deres naboer inuitterne, der var spredt fra Sibirien til Grønland, levede de af sæler og hvaler. Inde på tundraen levede tjuktjerne dog af rensdyravl.
Shutterstock
Urbefolkning ofrede bjørne
Ainuerne levede i Japan, på stillehavsøen Sakhalin og den sibiriske halvø Kamtjatka. De var kendte for deres fuldskæg og en ceremoni, hvor de ofrede opdrættede toårige bjørneunger, der blev set som guddomme.
Shutterstock
Gennem et net af floder krydsede Jermak og hans mænd langsomt Uralbjergene. Indimellem mødte de stejle vandfald eller store kampesten i flodløbet og måtte trække bådene over land. Da bjergkæden langt om længe lå bag dem, efterlod de bådene og fortsatte østover til fods.
Landet var fuldstændig øde, og Jermak øjnede fred og ingen fare, da han ved floden Tagil satte mændene til at fælde træer til en ny flåde. Sent om efteråret i 1581 var bådene klar, og kosakkerne nåede frem til floden Tura i khanens Sibirien.
Stammefolk går til angreb
Rejsen på Tura-floden var alt andet end rolig. En dag under sejladsen blev luften pludselig sort af pile – et bagholdsangreb! Jermak gav ordre til sine mænd om at åbne ild mod bueskytterne inde på bredden, og gennem krudtrøgen kunne han se de skræmte fjender flygte fra skuddene. Kosakkerne gik i land og fulgte i de indfødtes fodspor til deres landsby, hvor Jermak uden at møde modstand overtog høvdingens bolig.
Kosakkerne overvintrede i byen, mens de forstærkede og reparerede deres både. Først da sommeren kom, sejlede de videre ad Tura-floden. Denne gang var Jermak mere opmærksom på farer, og det var på denne del af rejsen, at kosaklederen en sommernat i 1582 fik øje på en spærring af floden forude. Tartar-prinsen Mahmetkul ventede i et baghold, men efter at have fyldt bådene med menneskelignende fugleskræmsler faldt Jermaks kosakker fjenden i ryggen og vandt en knusende sejr.
Blodbad baner vejen
På trods af succesen var Jermak i en presset situation. Af de oprindelige 540 kosakker var kun 400 i live – resten var faldet til sygdom, sult og de indfødtes pile. Da ekspeditionen også næsten var løbet tør for ammunition og forsyninger, vidste Jermak, at han var nødt til at gå forsigtigt frem, og han sendte spejdere ud for at sondere terrænet – en klog beslutning, for mændene rapporterede tilbage om en fjendtlig hær ikke langt borte.
Jermak vidste, at han hverken havde mænd eller ressourcer nok til en lang, opslidende krig med mange kampe, så han tog et dristigt valg: Han besluttede at drage direkte mod khanens hovedstad, Sibir, for at fremtvinge et afgørende slag.
Takket være deres skydevåben havde Jermaks kosakker en fordel i kampen mod de bue-bevæbnede indfødte, da de invaderede Sibirien.
I efteråret 1582 nåede Jermak og de 400 kosakker frem til Sibir ved sammenløbet af floderne Irtysj og Tobol. Khan Kutsjum havde samlet en hær på 2.000 tatarer og stammefolk omkring sig – men kosakkerne havde krudt og kugler. Kampene var blodige, og efter flere dages træfninger var slaget endnu ikke afgjort. Kosakkerne havde lidt tab, men til gengæld var stort set alle de lokale stammer deserteret fra Kutsjums hær.
I det afgørende sammenstød lykkedes det Jermaks kosakker at få ram på prins Mahmetkul, der blev alvorligt såret. Tatarerne trak sig derefter tilbage, og Kutsjum beordrede hovedstaden rømmet. I slutningen af oktober 1582 kunne Jermak, der selv havde mistet 107 mænd under kampene, indtage Sibir.
Pelse overbeviser Ivan
Hen over vinteren styrede Jermak byen med hård hånd, og han sendte kosakken Ivan Koltso vestpå for at bede Stroganoverne om forstærkning. Familien gav Koltso en kølig modtagelse. De var for nylig atter blevet angrebet af sibiriske stammefolk, og både de og zaren var af den overbevisning, at Jermak havde fejlet i sin erobring og derigennem fremprovokeret angrebene.
Zar Ivan den Grusomme sendte forsyninger og friske tropper til Sibirien, da en af Jermaks mænd vendte hjem med dyrebare pelse fra de erobrede områder.
Koltso måtte stå skoleret i Moskva, hvor piben dog fik en anden lyd, da han forærede zaren over 5.000 sibiriske pelse. Ivan den Grusomme øjnede muligheden for at tjene en formue på dyrepelse, hvilket kunne hjælpe ham med at modernisere den russiske hær. Han sendte derfor Koltso tilbage med soldater, våben og gaver til Jermak – inklusive et drikkebæger og to fornemt udsmykkede rustninger.
Zarens rustning bliver fatal
I sommeren 1585, knap tre år efter erobringen, havde Jermak overtaget det meste af khanens magtområde i det vestlige Sibirien. Men Kutsjum var stadig i live, og han pønsede på hævn. Den gamle khan spredte derfor et falsk rygte om, at en karavane fra Bukhara i det nuværende Usbekistan var nået frem til floden Irtysj i Jermaks domæne.
50 kosakker, inklusive Jermak selv, tog afsted for at mødes med karavanen, men da de nåede frem, var der ingen handlende at se. Jermak og hans mænd besluttede derfor at overnatte på en ø ude i floden. Men de fik langtfra en rolig nats søvn. Midt om natten kravlede en flok tatarer – der angiveligt var svømmet over floden med knive mellem tænderne – op fra flodbredden og listede ind i lejren.
Kosakken Jermak påbegyndte den russiske erobring af Sibirien og bliver i dag set som en folkehelt i Rusland.
Mens mange af hans fæller fik skåret struben over i søvne, vågnede Jermak selv. Han indså, at al modstand var nytteløs, og forsøgte at flygte hen til et sted, hvor der lå en båd fortøjet.
Ifølge kilderne blev hans ene øje gennemboret af en pil under flugten, men han fortsatte med at løbe. Da Jermak nåede frem til øens strand, kunne han med sit uskadte øje konstatere, at båden var væk. I desperation kastede han sig i vandet. Efter nogle få halvblinde svømmetag trak den tunge rustning, som han havde fået af zaren, imidlertid Jermak ned under overfladen.
Russerne når Stillehavet
Jermaks død sendte chokbølger gennem den lille russiske koloni i det vestlige Sibirien, og de overlevende kosakker frygtede for fremtiden og forsøgte at holde sig på lang afstand af tatarerne. Men zaren var blevet glad for sibiriske pelse – især fra zobel.
Flere og flere russere og kosakker blev derfor sendt ind i Sibirien, og på kun 50 år nåede zarens folk Stillehavet, hvorfra de kunne spejde over mod Alaska. Jermak selv var ganske vist død, men i det større perspektiv havde han sejret ved én gang for alle at åbne døren til Sibirien – “Ruslands vilde østen”.