I efteråret 1679 stod Tue Trulsen fra Verum Sogn i Göinge i Skåne anklaget i herredsretten. Han var dødsens angst – og det med god grund.
Tue vidste, at der var en stor risiko for, at han ville blive dømt til døden, og derfor fik han tungen på gled.
Omkring 25 personer udpegede han som medskyldige – men til ingen verdens nytte. Myndighederne viste ingen barmhjertighed med den rystende angiver. Tue Trulsen blev dømt til halshugning og stejle.
Årsagen var, at Tue var snaphane – et ord, der i mere end 350 år har affødt stærke reaktioner. Danske patrioter, siger nogle. Skrækkelige banditter, siger andre. I den historiske erindring er billedet af snaphanerne mangetydigt.
Det eneste, alle har været enige om, er, at der var tale om skåninge, som bekæmpede svenskerne i de krige, der førte til Skånes løsrivelse fra det danske monarki og dets sammenslutning med Sverige.
De egentlige snaphaner bestod af fattige og desperate mennesker, som strejfede omkring på stierne og gemte sig i skoven.
Først og fremmest var ordet snaphane et begreb, som myndighederne brugte. Ingen i samtiden anvendte ordet om sig selv.
Det var et skældsord – noget, konger og soldater sagde, når de gjorde vrøvl over folk, de foragtede.
Ordet kan føres tilbage til det tyske schnappen – “snuppe”, det vil sige “røve” eller “plyndre”.
Det ældste kendte eksempel på, at ordet snaphane bliver brugt, er fra 1558, hvor Gustav Vasa anvender begrebet som synonym for landevejsrøvere.
Bag den tankeløse og fordomsfulde fællesbetegnelse gemmer der sig imidlertid tre i bund og grund meget forskellige typer kæmpende mennesker.
Snaphaner var en broget skare
En af disse grupper bestod af almindelige bønder. Så langt tilbage, vi kan følge den skandinaviske krigshistorie, møder vi såkaldte bondeopbud.
Når fjenden nærmede sig, blev egnens voksne mænd således bedt om at gribe til våben.
Mændene adlød som hovedregel, men deres kampvilje afhang af, at deres egne gårde blev ladt uskadte hen, og at krigen ikke trak i langdrag, for missede bønderne deres mulighed for at bjærge høsten i tide, fulgte hungersnød oftest efter.
En anden gruppe snaphaner var friskyttekompagnierne. En sådan styrke udgjorde en integreret del af hæren – i det mindste i teorien.
De skånske bondesønner og håndværkere, som lod sig hverve til et friskyttekompagni, fik altså løn af den danske kongemagt.
Til forskel fra bondeopbuddet kunne et sådant kompagni bevæge sig over store afstande. Friskytterne angreb provianttransporter, blokerede veje og ødelagde broer.
I dag ville vi kalde friskytterne for guerillasoldater – og i lighed med alle andre guerillaer var de stærkt afhængige af naturen.
Friskytterne var aktive om sommeren, hvor de var beskyttet af skoven, mens de holdt sig i ro om vinteren.
Den tredje gruppe, de egentlige snaphaner, bestod af fattige og desperate mennesker, som strejfede omkring på stierne og gemte sig i skoven.
Det var en broget skare. Her var bønder, som ikke havde kunnet beholde deres gårde, deserterede landsknægte og deciderede kriminelle, som blot profiterede på krigen.
Snaphaner fandtes i hele Skåne...
... men fænomenet forbindes først og fremmest med Göinge-regionen og Skånes nordlige skovområder.
Snaphaner endte hurtigt som skurke
Til forskel fra bondeopbuddet og friskyttekompagnierne tog skovens fredløse ikke mod ordrer fra København, men handlede på egen hånd.
Uanset hvad var den danske krone dog givetvis taknemmelig, når de skabte problemer for svenskerne.
Eftersom de ikke kunne kontrolleres, blev de imidlertid et stort problem for alle i lokalområdet. Selv i fredstid kunne de fredløse snaphaner finde på at kaste sig over fredelige bønder og frarøve dem mad og fornødenheder.
Både den svenske hær og flertallet af skåningene kom til at afsky dem. Når snaphanerne er et vanskeligt fænomen at tyde, skyldes det, at de tre hovedgrupper ofte overlappede hinanden.
En gruppe friskytter, som manglede mad, kunne blive tvunget til at opføre sig som fredløse.
Hvis den svenske hær fx brændte en bondes gård af, efter at han havde tjent den danske konge i et officielt indkaldt bondeopbud, kunne bonden blive tvunget til at søge ud i skoven og slutte sig til snaphanerne der for at overleve.
Selv mente bonden, at han fortsat kæmpede på kongens side i en legitim bondekrig, mens omgivelserne så ham som en fredløs snaphane.
Samtidig var det sådan, at en gruppe friskytter, som manglede mad, kunne blive tvunget til at opføre sig som fredløse for at overleve. En og samme skåning kunne i praksis springe mellem de tre snaphanekategorier flere gange.
Jo længere krigen varede, des sværere blev det for danskerne at rekruttere friskytter blandt andre end de fredløse. Samtidig voksede kløften mellem de ikke-kæmpende bønder og snaphanerne.
I lighed med 1600-tallets regulære hære var snaphaneenhederne nødt til selv at skaffe sig føde. I praksis vil det sige, at de måtte konfiskere mad fra civilbefolkningen.
Den skåning, der som udgangspunkt havde forsvaret egnen, kunne ende med at udplyndre den. Gårsdagens helte blev morgendagens skurke.
Skovlandskab hjalp snaphanerne
For svenskerne var det endvidere uden betydning, i hvilken egenskab skåningene kæmpede; for dem var samtlige medlemmer af bondeopbuddet, friskyttekompagnierne og de fredløse bander snaphaner. De blev alle jagtet og slået ihjel med stor brutalitet.
Der fandtes snaphaner i hele Skåne, men fænomenet forbindes normalt først og fremmest med de nordlige skovområder fra Hallandsåsen til den vestlige del af Blekinge. Det er ikke svært at regne ud hvorfor.
I sletteområderne var det svært for de skånske modstandsgrupper at skjule sig og lægge sig i baghold. I skovområderne, hvor de svenske soldater let fór vild, var styrkeforholdet det modsatte.
Her var snaphanerne ofte en formidabel militær modstander. Et tidligt eksempel på en mand, som med held gav sig af med guerillavirksomhed, er Mikkel Pedersen.
Han blev formentlig født i Småland omkring 1510-1520 og kæmpede først for svenskerne, men skiftede af uklare årsager side og gjorde tjeneste under danske Frederik 2.
Han oprettede et friskyttekompagni bestående af 175 skåninge og smålændinge, som skulle beskytte Göinge.
Mikkel Pedersen foretog også strejftog langt ind i Småland og Västergötland, hvor han plyndrede gårde og kirker.
Snaphaner kæmpede mod overmagten
Det var på den tid, at de svenske myndigheder begyndte at anvende begrebet “snaphaner” til at beskrive mænd som Mikkel og hans følgesvende.
Som tak for sine bedrifter under den nordiske syvårskrig (1563-70) blev Mikkel Pedersen adlet i 1571 og tog slægtsnavnet Gyding.
Første gang, vi for alvor møder snaphanefænomenet, er imidlertid under Horns krig i 1644-1645, hvor Skåne blev hærget af den svenske feltherre Gustav Horn.
Den danske hær evnede kun at gøre spredt modstand, og derfor kom forsvaret af egnen til at hvile på lokale kræfter.
Svenskerne blev tvunget til at nedkæmpe adskillige bondeopbud og led stor skade pga. friskytternes angreb på forbindelseslinjer.
Ordet “snaphane” blev nu et almindeligt skældsord og blev brugt om alle deltagere i modstandskampen, som ikke indgik i den regulære danske hær.
En dansk soldat blev på sin vis opfattet som en kollega, mens en stridbar skånsk bonde var en rebelsk snaphane, der skulle behandles derefter.
Ved at sætte den henrettedes hoved og kropsdele på hjul og stejle skulle andre afskrækkes fra at bryde loven.
Afbrænding og spidning tog livet af snaphaner
Svenskernes frygtelige afstraffelse af snaphanerne er berygtet. Den mest bestialske metode var en kombination af brænding og spidning.
Først blev snaphanen tvunget til at placere sine fødder på glødende jern. Dernæst stak svenskerne et spyd ind ved bagdelen og førte det direkte op gennem hans krop.
Til sidst blev snaphanen bundet til et træ, hvor han fik lov at stå, indtil han døde. Allerhelst skulle han spiddes mellem huden og indvoldene, så det tog ham lang tid at dø.
De snaphaner, der blev stillet for en domstol, blev imidlertid sjældent udsat for spidning; det var snarere noget, soldaterne udførte under krigen.
Mange snaphaner endte til gengæld deres dage på hjul og stejle. Værst var radbrækning:
Her lå vedkommende på ryggen, mens arme og ben blev knust med et vognhjul. Kroppen blev derefter flettet ind i hjulet og sat op på en pæl. I andre tilfælde blev snaphanerne hængt eller halshugget.
Efter henrettelsen blev den døde ofte parteret, hvorefter kroppen eller kropsdelene blev placeret ved veje og uden for kirker som advarsel for enhver, der overvejede at gøre oprør mod svenskerne.
Gøngehøvdingen kæmpede under Svenskekrigene
For den skånske civilbefolkning var Horns krig en katastrofe. Svenskernes plyndringer førte til omfattende ødelæggelser, som det tog årtier at rette op på.
Mindet om den svenske hærs hærgen gjorde det let for den danske krone at motivere til nye bondeopbud og rekruttere friskytter under den efterfølgende krig.
Samtidig vænnede nogle af snaphanerne sig så meget til det omstrejfende liv, at de fortsatte med at plyndre også efter fredsslutningen.
Det tog den danske lensmand Ebbe Ulfeldt halvandet år at genoprette roen i området Göinge.
Under Horns krig dukkede den berømteste af alle snaphaner op for første gang: Svend Poulsen – bedre kendt som “Gøngehøvdingen”. Han blev udnævnt til befalingsmand over et friskyttekompagni og gjorde den danske krone store tjenester.
Efter 1645 vendte han tilbage til et fredeligt liv i den sydlige del af Halland, først i Laholm og senere i Knäred. Men da der udbrød krig mellem Sverige og Danmark fra 1657 til 1660, oprettede han et nyt kompagni.
Eftersom de skånske provinser gik tabt som følge af fredsslutningerne i 1658 og 1660, flyttede “Gøngehøvdingen” derefter til det sydlige Sjælland, hvor han bosatte sig på en gård i Lundby.
Selvom Svend Poulsen var oppe i årene under den følgende krig, deltog han i den danske landgang ved Råå i 1676 og etablerede endnu et kompagni af friskytter.
Gustav Karlsson Horn var en svensk feltherre, som i 1644 angreb snaphaner i Skåne.
De danske snaphaner generobrede Skåne
Efter landgangen viste det sig dog, at “Gøngehøvdingen” var blevet for gammel til at slås. Han vendte snart tilbage til Sjælland, hvor han formentlig døde i 1681.
Den rigtige snaphanekrig, som også kaldes den skånske krig, varede fra 1675 til 1679. Baggrunden skal findes i den svenske alliance med Ludvig 14.s Frankrig, som kastede riget ud i en europæisk storkrig.
I begyndelsen mødte den svenske hær stor modgang, hvilket inspirerede den danske kong Christian 5. til at forsøge at vinde Skåne tilbage.
En skånsk bonde havde mange gode grunde til at bande højlydt i 1670’erne.
Invasionen i 1676 blev hjulpet på vej af en udbredt utilfredshed med det svenske styre. Udskrivninger til militæret og overgreb fra skatteopkrævere havde gjort regimet upopulært.
Mange bønder og borgere var blevet fattigere, og også inden for adelen lød der klager. På kort tid erobrede Christian 5. hele Skåne undtagen Malmø.
Da svenskerne senere på året gik til modangreb, kunne Christian 5. regne med militær støtte fra mange bønder, friskytter og mænd, der strejfede om i skovene.
I første del af den skånske krig var de gamle bondeopbud stadig en vigtig faktor med det berømte kup i Loshult – hvor den svenske pengekasse blev stjålet – som et pragteksempel.
En gruppe snaphaner stjal i 1676 den svenske krigskasse under den skånske krig.
Snaphaner stjal den svenske krigskasse
Snaphanernes berømteste bedrift fandt sted i Loshult i det nordlige Skåne i 1676.
Her havde en gruppe snaphane-bønder besluttet sig for at stjæle den svenske krigskasse, der bestod af tynde kobberplader og sølvmønter. I alt var der værdier for ca. 50 .000 svenske sølvrigsdaler.
Kuppet fandt sted kort tid efter Christian 5.s invasion af Skånelandene, hvor de svenske styrker var på flugt og krigskassen dårligt bevogtet.
Under en aktion lykkedes det et par hundrede göingebønder at bemægtige sig krigskassen. Motivet var ikke militært, men økonomisk:
Bønderne øjnede muligheden for at skaffe sig flere penge ved denne ene aktion, end de nogensinde i deres liv kunne have skrabet sammen på lovlig vis.
Smålændingene på den anden side af grænsen skal ifølge troværdige underretninger have stjålet så mange som muligt af de kobberplader, der blev reddet tilbage over grænsen.
Grænseegnens folk holdt sammen. I de kommende år lykkedes det bønderne at opnå benådning – en såkaldt pardon – fra kong Karl 11.
Tyveriet fik derfor ikke nogen større ubehagelige konsekvenser, og bønderne kunne beholde deres gårde.
En årsag til mildheden var sandsynligvis, at det viste sig umuligt at lokalisere størstedelen af udbyttet, der hurtigt blev brugt eller gravet ned på sikre gemmesteder.
I vore dage sker det stadig, at folk støder på kobberplader ved gårde og gamle brønde i det nordlige Skåne.
I 1677 havde de imidlertid udspillet deres rolle.
Friskytter og halvkriminelle bander af snaphaner havde til gengæld stor betydning under hele krigen.
Da guerillaen var størst, omfattede den formentlig mellem 2 .000 og 3 .000 soldater, men tallet er umuligt at fastslå med sikkerhed.
Snaphaner led mest under krigens åg
I foråret 1677 drog en af den svenske kong Karl 11.s nærmeste mænd, Johan Gyllenstierna, rundt i landområderne og tvang alle voksne mandlige skåninge til at underskrive en troskabserklæring til den svenske konge i Stockholm.
Karl 11. havde store problemer med snaphanerne og tvang alle skåninge til at underskrive en troskabserklæring.
De, som skrev under, forpligtede sig til at hjælpe svenskerne i kampen mod snaphanerne.
Til gengæld fik bønderne amnesti for eventuelle forbrydelser, de havde nået at begå under krigen. Hvis ikke de skrev under, blev bønderne truet med hårde straffe.
“Edsopkrævningstoget” jog en skræk i bønderne; næsten alle skrev under – de turde ikke andet.
Men visse steder blev det også mødt med sympatitilkendegivelser. Snaphanernes aktiviteter gik jo også ud over bønderne selv.
En skånsk bonde havde mange gode grunde til at bande højlydt i 1670’erne. Først kunne han blive udplyndret af danske soldater, dernæst af svenske, så af snaphaner, dernæst svenskere igen osv.
Alle krigsførende parter, også skovens folk, ernærede sig via bønderne. I løbet af 1677 udviklede den skånske krig sig til en bitter udmattelseskrig, som ingen af parterne umiddelbart kunne vinde på slagmarken.
Alle forbeholdt sig dog retten til at udplyndre bønderne.
Svend Poulsen Gønge (til højre) med sin tro væbner, Ib (til venstre), spillet af henholdsvis Søren Pilmark og Per Pallesen, fra TV-serien Gøngehøvdingen. Ib er en fiktiv figur, men karakteren er formentlig baseret på den berømte snaphane Svend Poulsens ven, Laurids Hemmingsen.
Snaphaner endte som TV-stjerner
Svend Poulsen blev født i ca. 1609 i Verum Sogn i det vestlige Göinge (på dansk stavet Gønge). Han deltog som teenager i Christian 4.s felttog i Tyskland i 1625-1629 under trediveårskrigen.
Under Horns krig, den svenske invasion i Skånelandene i 1644, var Poulsen blevet overkorporal i et kompagni fra Göinge. Under denne krig blev han kendt som “Gøngehøvdingen”.
Mest kendt er Gøngehøvdingen for sine bedrifter under Karl Gustav-krigene 1657-1660, hvor svenskerne besatte næsten hele Danmark.
Først kæmpede han atter som almindelig officer i Skåne og på Sjælland, men efterfølgende blev han leder af en gruppe partisaner i det besatte Øst- og Sydsjælland.
Mindet om Svend Poulsen Gønge blev bevaret i lokale legender på både Sjælland og i det nu svenske Skåne.
Virkelig kendt blev han dog først i 1853, da Carit Etlar brugte ham som hovedperson i romanen Gøngehøvdingen.
Bogen var i høj grad præget af Etlars samtid, hvor nationalismen nåede hidtil usete højder:
Svend Poulsen blev af Etlar forvandlet til den arketypiske danske frihedskæmper, der stod over for den fremmede svenske overmagt.
Til trods for Svend Poulsens nye status som dansk nationalhelt var den første filmatisering af hans oplevelser under Karl Gustav-krigene den svenske film “Göingehövdingen” fra 1953.
Den var instrueret af Åke Ohberg, der tilbage i 1941 også havde lavet en film om snaphanerne i Skåne.
Danskerne fulgte dog hurtigt trop, og i 1961 kom en filmatisering af Etlars “Gøngehøvdingen”. Jens Østerholm spillede titelrollen, mens Dirch Passer var Poulsens tro væbner, Ib.
Svend Gønge vendte tilbage på TV i 1992 i Peter Eszterhás’ TV-serie. Her spiller skuespillerne Søren Pilmark og Per Pallesen de to hovedroller, mens en række andre kendte danske skuespillere ses i mindre roller.
Serien udmærkede sig ved at være den hidtil dyreste, som Danmarks Radio havde produceret.
På svensk TV viste SVT over julen 2006 en miniserie om de skånske snaphaners kamp mod svenskerne under den skånske krig i 1675-1679.
Snaphaner blev udryddet
For yderligere at afskrække skåningene fra at samarbejde med snaphanerne besluttede den svenske krigsledelse at statuere et eksempel.
Svenskerne udvalgte Örkened Sogn i det nordøstlige Göinge, et af snaphanernes mest berygtede tilholdssteder.
I april 1678 befalede Karl 11., at alle sognets gårde skulle brændes ned til grunden og alle våbenføre mænd slås ihjel.
Heldigvis nåede de fleste i lokalområdet at bringe sig i sikkerhed, men deres gårde gik op i røg og flammer, og kornmarkerne blev ødelagt.
Til snaphanernes berømteste bedrifter hører angrebet på Hovdala, et slot uden for det nuværende Hässleholm, som blev stormet efter hårde kampe.
De danske snaphaners angreb på Hovdala Slot er én af deres mest kendte hævnaktioner.
Ifølge en berømt beretning skal snaphanerne i dette tilfælde være blevet anført af den legendariske kriger Lille Mads, hvis bøsse stadig opbevares på slottet.
Lille Mads faldt senere i kamp ved Sövde Mølle i det sydlige Skåne i 1679.
Efter fredsslutningen i 1679 fortsatte snaphanerne en tid med at angribe både svenske soldater og skånske bønder.
Friskyttekompagnierne blev opløst i marts 1680, men jagten på individuelle snaphaner fortsatte i årtier.
Den sidste snaphane, vi kender til, Niels Tuasen, blev henrettet så sent som i år 1700. Men på det tidspunkt havde forsvenskningen af Skåne stået på så længe og været så effektiv, at snaphanernes tid i realiteten var forbi.
Da en ny dansk invasionshær gik i land i november 1709, måtte den kæmpe på egen hånd uden bistand fra skovens folk.