Sverige stjæler Norge fra Danmark

Danmark og Sverige var i vinteren 1813-1814 havnet på hver sin side under Napoleonskrigene, men i grunden handlede historiens sidste dansk-svenske krig om herredømmet over Norge.

Danmark og Sverige var i vinteren 1813-1814 havnet på hver sin side under Napoleonskrigene, men i grunden handlede historiens sidste dansk-svenske krig om herredømmet over Norge.

Historic Images/Imageselect & Shutterstock

Ved den lille landsby Bornhøved, ca. 20 km nord for Lübeck, indhentede svenskerne deres danske fjender.

Klokken var omkring tre om efter­middagen den 7. december 1813. Snart skulle mørket sænke sig over det frosne landskab.

Den svenske styrke talte omtrent 700 mand, hovedsageligt skånske ryttere. Danskerne, som var i gang med at trække sig tilbage nordpå mod Jylland, var langt talrigere.

Deres 2.000 soldater stod under François Lallemands kommando, en af Napoleons bedste generaler.

Tropperne bestod primært af danske in­fan­te­ri­­sol­da­ter og jægertropper, men bagerst red også polske kavalerister med vimpelprydede lanser.

“Alle kuglerne peb hen over hovedet på os”. Svensk husar om den dansk-svenske træfning ved Bornhøved i 1813.

For at forsvare mændene på tilbagetog tog de danske jægertropper stilling bag et gærde ved siden af marchvejen.

Skarpskytter grupperede sig i linje bag jordvolde og tykke tjørnehække.

Fem kanoner og en haubits blev også rullet i position mod forfølgerne. Efter et stykke tid kom de polske ryttere i kamp med svenske rekognosceringspatruljer.

Kanonerne sigtede for højt

Svenskerne kom farende i et samlet kavaleriangreb.

I den første angrebsbølge rykkede de svenske husarer frem i fuldt firspring med dragne sabler. De danske artillerister fejlbedømte afstanden og sigtede for højt med deres kanoner.

Det samme gjaldt fodsoldaternes geværer.

“Alle kuglerne peb hen over hovedet på os”, fortalte en svensk husar senere.

Men lige før sammenstødet lykkedes det danskerne at få affyret kardæsker fulde af skrot og kardæskkugler.

Slaget ved Bornhøved i 1813 blev historiens sidste større træfning mellem danske og svenske styrker.

© Historic Images/Imageselect

En sværm af dødbringende kugler slog ned på de fremstormende svenskere og fældede flere heste og ryttere.

Sekunder senere stødte husarerne sammen med danskerne. Det blev en rasende kamp.

Svenskernes heste styrede direkte hen over kanoner og volde. Fra deres sadler huggede husarerne mod alt, hvad de så.

Det danske infanteri tog opstilling i tætte karréer, men kunne alligevel ikke stå imod de voldsomme angreb.

Svenskerne fortsatte ad landevejen ind i Bornhøved by. Her stødte de sammen med en dansk bataljon, som var gået i stilling på kirkegården.

Rasende nærkampe udspillede sig herefter i de snævre by­gader med sabler, pistoler og bajonetter.

En afdeling husarer red videre gennem Bornhøved. De fik sig en ubehagelig overraskelse.

På den anden side af byen stod den danske hærfører prins Frederik af Hessen klar med ca. 4 000 mand.

Prinsen af Hessen beordrede sit artilleri til at gå i gang med at skyde.

Svenskerne trak sig tilbage over græsmarkerne under voldsom beskydning.

I 1809 så det kortvarigt ud til, at Danmarks Frederik 6. ville blive konge i en nordisk union.

© Bruun Rasmussen

Sverige og Danmark røg i totterne på hinanden

Forholdet mellem Danmark og Sverige blev bedre op gennem 1700-tallet, men i 1788 kom det endnu en gang til krig i Norden.

1788

Sverige går i krig mod naboen mod øst – Rusland. Danmark slutter sig til russerne.

1794

Danmark og Sverige slutter et neutralitetsforbund.

1807

Briterne bombarderer København, og Danmark allierer sig herefter med Frankrig.

1808

Rusland angriber det svenske Finland. Danmark erklærer samtidig Sverige krig.

1809

Gustav 4. Adolf styrtes. Hertug Karl bliver konge over Sverige.

1810

Jean Baptiste Bernadotte bliver svensk kronprins.

1813

Svenske tropper besætter det danske Slesvig-Holsten. Slaget ved Bornhøved nord for Lübeck bliver den sidste større træfning i de dansk-svenske kriges historie.

1814

Freden i Kiel, Sverige overtager Norge fra Danmark.

Danmark og Sveriges sidste duel

Husarangrebet ved Bornhøved blev den sidste større træfning i den dansk-svenske krigshistorie.

Sammenlignet med tidligere tiders feltslag var slaget en ret begrænset affære.

Selve kampen var overstået på mindre end en time og resulterede i ca. 100 døde og sårede.

I modsætning til 1600-tallets store krige var der heller intet, som tyder på, at det svenske felttog i 1813 resulterede i systematiske overgreb på civilbefolkningen.

Relationerne mellem de gamle ærkefjender Sverige og Danmark var ellers så småt begyndt at tø op i 1700-tallet.

De danske konger havde opgivet håbet om at generobre Skånelandene. I stedet forstærkede de grebet om Norge og Slesvig-Holsten.

For svenskerne var Rusland efter Sveriges katastrofale nederlag ved Poltava blevet den nye hovedmodstander. Alligevel herskede der mistænksomhed mellem de nordiske lande.

En af konflikterne gjaldt Norge, som havde været forenet med Danmark siden Kalmarunionens dage. I 1700-tallet var nordmændene begyndt at drømme om en selvstændig stat.

Strømningerne var stærke nok til at bekymre regeringen i København, der også havde Karl 12.s felttog mod Norge i 1718 i relativt frisk erindring.

I Sverige drømte teaterkongen Gustav 3. samtidig om at fuldføre Karl 12.s planer. Derfor sørgede han for at holde kontakten med forskellige grupper i Norge, som ønskede at løsrive sig fra Danmark.

I 1788 gik Gustav 3. dog i stedet i krig mod Rusland. Danmark blev tvunget til at gå med på den russiske side pga. en gammel allianceaftale.

Gustav 3. svarede igen med en propagandakampagne, som skulle vække det gamle danskerhad til live igen.

Han rejste bl.a. til Dalarna og holdt tale for områdets bønder om 1500-tallets store krige mod danskerne.

© Svante Ström

Finland blev underlagt zaren

Efter en svensk-russisk fredsaftale i 1809 blev Finland omdannet til et storfyrstedømme, der fik den russiske zar som fyrste.

© Svante Ström

Sveriges krigslykke gik op og ned

Finland måtte afstås til russerne i 1809, men blot fem år senere lykkedes det svenskerne at fravriste Norge fra den danske konge under en fredsaftale i Kiel.

© Svante Ström

Norge fik ny ejer

Ingen tog nordmændene med på råd, da landet blev overgivet fra den danske til den svenske krone. En mindre opstand mod de nye magthavere fulgte, men den blev hurtigt slået ned.

© Svante Ström

Danmark endte som taber

Napoleonskrigene faldt ikke godt ud for Danmark. Kongen måtte afstå Norge til svenskerne og fik i stedet Rügen og svensk Forpommern i Nordtyskland.

Englænderne bombede København

På trods af al propagandaen blev krigen en halvhjertet affære.

En dansk-norsk hær på ca. 10.000 mand krydsede ganske vist grænsen til Bohuslän den 24. september 1788, men efter mindre end en måned indgik landene en formel våbenhvile, og danskerne trak sig tilbage.

Året efter erklærede Danmark sig neutralt, og spændingen mellem landene aftog atter. I 1794 indgik landene et dansk-svensk neutralitetsforbund for at beskytte den fælles udenrigshandel.

Svenske og danske krigsskibe begyndte at krydse sammen i Nordsøen.

I 1790’erne blomstrede handlen, især den danske. Men forholdene på verdenshavene forværredes gradvist pga. den tiltagende konflikt mellem Storbritannien og Frankrig.

I september 1807 bombarderede britiske skibe København og beslaglagde den danske flåde.

© DEA/G. Daglig Orti/Getty Images

Danmark holdt sig ganske vist neutralt under Napoleonskrigenes første år, men briterne var bange for, at franske styrker skulle invadere Danmark og erobre landets stærke flåde.

For at forhindre dette forberedte Storbritannien et angreb på Danmark.

I september 1807 bombarderede briterne København og beslaglagde hele den danske krigsflåde.

Efter bombardementet valgte den danske konge, Frederik 6., at alliere sig med Napoleons Frankrig. Og et af kejserens første krav var, at Danmark skulle ruste sig til krig mod Sverige.

© Armémuseum, Stockholm

Sablen var rytteriets foretrukne våben

De svenske og danske ryttere brugte sabler til at hugge med. Sablen havde erstattet kården som det vigtigste ryttervåben i 1700-tallet.

Oprindeligt var sablen kommet til Europa i 1300-tallet med mongolerne og tatarerne.

Armémuseum, Stockholm

© Armémuseum, Stockholm

Riffel kunne ramme på lang afstand

Med i felten var også flintlåsgeværet med riflet løb og langt højere træfsikkerhed end de glatløbede musketter.

Våbnet blev brugt af jæ­­ger­korps og skarpskytter. Riflerne var kortere og lettere end de ældre geværer.

Armémuseum, Stockholm

© Armémuseum, Stockholm

Kardæsk forvoldte stor skade

Det dåselignende artilleriprojektil fyldt med jern­skrot eller kardæskkugler var beregnet til beskydning af levende mål.

Når kardæsken eksploderede, blev dens indhold spredt op til 100 m.

Armémuseum, Stockholm

Sveriges konge hadede Napoleon

Også for Sverige gik det dårligt under Napoleons­krigene.

Den stædige Gustav 4. Adolf nærede et uforsonligt had til Napoleon og kastede sit rige ud i en mislykket krig mod franskmændene, som varede indtil 1807.

Samme år sluttede Rusland fred med Frankrig efter flere års krig.

Nu begyndte det kæmpemæssige land i øst i stedet at forberede et angreb på Sverige.

Den 21. februar 1808 gik en kæmpestor russisk hær over grænsen ind i det svenske Finland.

Nogle uger senere erklærede også Danmark krig mod Sverige. Gustav 4. Adolfs rige var pludselig klemt mellem to fronter.

Manglende kronleverancer førte til hungersnød i Norge under Napoleonskrigene.

© Mariano Garcia/Imageselect

Tusindvis af nordmænd døde af sult

Den danske prins Christian August, som senere blev udnævnt til svensk tronarving, havde befundet sig i Norge siden 1804.

I rollen som statholder var han under krigen mod Sverige landets militære og politiske leder.

I disse år gennemførte den britiske flåde en skrap sø-blokade mod Danmark. Især Norge blev hårdt ramt.

En tredjedel af landets handelsskibe blev beslaglagt af briterne, mens andre blev tvunget til at blive i havn.

Norges søfart blev knust. Blokaden ødelagde korn­importen og førte til alvorlig fødevaremangel og hungersnød.

Utilfredsheden med det danske styre voksede.

I 1810 blev Christian August udnævnt til svensk kronprins.

Det var hans drøm at skabe en skandinavisk union med sine slægtninge i det danske kongehus, men drømmen sank i grus med hans død et halvt år senere.

Fransk general blev svensk tronarving

Et armékorps på ca. 36.000 mand samlede sig i Danmark under ledelse af den franske feltmarskal Jean Baptiste Bernadotte.

Planen var, at tropperne på klassisk manér skulle landsættes i Skåne.

Danske luftballoner blev sendt afsted over Øresund – lastet med propagandaskrifter, som forklarede, hvorfor Nordens tre kroner i grunden hørte hjemme på Frederik 6.s hoved.

Men invasionen blev aldrig til noget. En britisk flådeeskadre dukkede op i de danske farvande og forhindrede overfarten.

Truslen fra den allierede invasionshær var dog håndgribelig nok til at binde svenske tropper til forsvaret af Syd­sverige.

Danskerne bidrog på den måde til, at det gik særdeles dårligt for svenskerne i Finland.

I marts 1809 blev Gustav 4. Adolf styrtet af utilfredse officerer.

Den svenske trone stod pludselig tom, midt i en krig. En overgang var der snak om at oprette et nordisk unionsrige under Frederik 6., men tronen gik i stedet til Gustav Adolfs farbror, den aldrende hertug Karl.

Eftersom Karl ikke havde børn, var der behov for en ny kronprins. Valget faldt på den danske prins Christian August – som også var statholder over Norge.

Desværre led prinsen – som i Sverige kom til at hedde Karl August – af et dårligt helbred og døde pludseligt under en militærøvelse i maj 1810.

Svenskerne måtte nu lede efter en ny tronfølger. Denne gang valgte de Jean Baptiste Bernadotte, den franske militærmand, som nogle år tidligere havde forberedt invasionen af Skåne.

I Sverige fik han navnet Karl Johan.

I grunden var den nye kronprins blevet valgt i håb om at kunne generobre Finland. Som marskal i Napoleons hær havde han stor erfaring med at kæmpe mod russiske styrker.

Men Bernadotte havde helt andre planer.

Totalt uventet forhandlede han i stedet med Rusland – og det lykkedes ham at opnå støtte til en erobring af Norge.

Vikingernes bedrifter blev i 1800-tallet set som et eksempel på eksistensen af en særlig nordisk nationalkarakter.

© Shutterstock

Arvefjenderne endte som broderfolk

Århundreders nedarvet had blev i 1800-tallet erstattet af dansk-svensk samhørighed.

På trods af de mange krige og den hadske propaganda har der altid eksisteret fredelige kontakter mellem danskere og svenskere.

Forestillingen om de skandinaviske broderfolk har altså gamle rødder, men i starten af 1800-­tallet udviklede den sig til en politisk ideologi.

Parallelt med, at landene blev reduceret til ubetydelige småstater i Europas periferi, begyndte digtere og akademikere i både Sverige og Danmark at sværme for Nordens fortidige storhedstid.

Vikinger og asaguder blev højeste mode, og folk begyndte at tale om en særlig nordisk eller skandinavisk “nationalkarakter”.

Tankerne om en fælles identitet fik også politiske konsekvenser.

Da Danmark kom i krig mod Preussen i 1848, sendte Sveriges kong Oscar 1. fx et svensk-norsk hjælpekorps, som imidlertid aldrig kom i kamp.

18 år senere, da Danmark blev angrebet af Preussen og Østrig, ville den nye svenske konge, Karl 15., yde Danmark militærstøtte, men beslutningen blev nedstemt i Sveriges rigsdag.

Norge endte som krigsbytte

På kontinentet rustede stormagterne sig samtidig til den sidste kamp mod Napoleon.

Takket være Karl Johan blev Sverige nu en vigtig aktør i den anti-franske koalition.

Danmark var dog nødt til at holde fast ved sin støtte til den franske kejser.

Karl Johan fik kommandoen over den såkaldte nordhær og deltog med en svensk styrke, da Napoleon blev besejret i det store slag ved Leipzig den 16.-19. oktober 1813.

Med tilsammen 600.000 soldater på de to sider blev træfningen det største feltslag, som blev udkæmpet i Europa inden 1. Verdenskrig.

Efter sejren fik den svenske kronprins grønt lys af de øvrige stormagter til en militær operation mod Danmark.

Da Karl Johans hær marcherede nordpå, brød den dansk-franske front i Nordtyskland sammen.

Svenskerne forfulgte nu danskerne, der var på tilbagetog. Det var under dette tilbagetog, at svenskerne gik til angreb på den danske bagtrop ved Bornhøved nord for Lübeck.

Frederik 6. kom under voldsomt pres, da Slesvig-Holsten blev besat af Karl Johans soldater.

Natten mellem den 14. og 15. januar 1814 underskrev Danmark og Sverige derfor en fredsaftale i byen Kiel.

Med et par hurtige pennestrøg overgik Norge til Sverige.

Nordmændene protesterede, men efter en kort krig i sommeren 1814 blev den svensk-norske union indført. Unionen bestod indtil 1905.

Efter disse stridigheder var krigene mellem de nordiske lande forbi. Snart begyndte både digtere og politikere i såvel Danmark som Sverige at omtale den gamle arvefjende på den anden side af Øresund som “broder­folket”.