Øgruppen San Juan i staten Washington var et lukrativt område for både amerikanerne og briterne. Øerne havde fremragende landbrugsjord og tømmer-rige skove.
Men mens det meste af området omkring San Juan var klart delt mellem Storbritannien og USA ved indgåelsen af en traktat i 1846, lå øerne i en geografisk gråzone. Begge nationer følte, at de havde ret til øgruppen.
Det mægtige britiske handelskompagni Hudson's Bay Company havde etableret lakserøgerier på øernes vestlige kyster og anlagt en stor fårefarm med 4.500 dyr. Også amerikanerne kunne se potentialet i de frodige øer, og i årene før 1859 havde 18 nybyggere bosat sig i området.
Alle med skøder på deres land udstedt af de amerikanske myndigheder. Trods skøderne betragtede de britiske indbyggere tilflytterne som besættere. Og stemningen mellem naboerne kunne til tider være yderst anspændt.
Nabo skød svin
Den 15. juni 1859 opdagede den amerikanske bonde Lyman Cutlar, at et sortbroget svin var gået på kartoffelrov i hans mark. Bonden skød det tyvagtige dyr uden at tøve. Svinets ejermand, den irske nabo Charles Griffin, blev fortørnet, da han hørte om aflivningen af hans svin.
Og da de to naboer ikke kunne blive enige om en passende erstatning, gik Griffin – der var ansat af Hudson's Bay Company – til de britiske myndigheder.
Briternes besked til Cutlar var utvetydig: Hvis han ikke betalte for svinet, ville han ryge i fængsel. Cutlar så ingen anden udvej end at appellere til det amerikanske militær om beskyttelse. Og hjælpen kom hurtigt. Den 27. juli nåede 66 amerikanske soldater frem til San Juan.
Da den britiske guvernør i Vancouver hørte om det amerikanske militærs indblanding, bad han ligeledes om hjælp. Og snart ankom fem britiske krigsskibe til den lille øgruppe.
Turister nød kanonskud
I de følgende uger fortsatte de britiske og amerikanske styrker med at blive forstærket, men ingen af siderne følte trang til at affyre det første skud i den prekære konflikt.
Snart ankom også den britiske admiral Robert Lambert Baynes, som forsøgte at glatte uenighederne ud. Han var briternes øverstbefalende i det østlige Stillehav og var ikke til sinds at gå i krig uden god grund. Som han forklarede den stridbare guvernør:
“Jeg ønsker ikke at kaste to store nationer ud i krig på grund af en uoverensstemmelse om et svin”.
Trods admiralens modvilje fortsatte situationen imidlertid med at eskalere. To måneder efter nedskydningen af svinet havde 461 amerikanske soldater forskanset sig i skovene lige nord for fårefarmen, hvor de forberedte sig på den kommende krig.
Samtidig affyrede briterne dagligt deres 52 kanoner ud over vandet for at holde soldaterne skarpe. Øvelsen var et stort tilløbsstykke for de mange turister, som hver dag sejlede til San Juan for at observere krigsforberedelserne.
I august 1859 briterne fem krigsskibe, 70 kanoner og 2.140 soldater klar til kamp.
Kejser gav øer til USA
Kanonøvelserne gav også britiske og amerikanske officerer noget at tale om, når de mødtes i kirken. Eller når de nød whisky og cigarer sammen, som var de krigskammerater og ikke fjender på kanten af åben krig.
Omtrent to måneder efter svinets død nåede historien om det sortbrogede dyr også diplomaterne i Washington DC. Præsident James Buchanan blev foruroliget over den eksplosive situation og sendte sin dygtigste og mest rutinerede general til San Juan for at forhandle med briterne.
Generalen foreslog, at begge nationer fortsat skulle have styrker på øgruppen, men at antallet af soldater skulle reduceres markant.
Den løsning gik briterne med til. San Juan forblev under delt militært styre de følgende 12 år. Først i 1871 fremlagde de to nationer hævdsspørgsmålet om øgruppen for den tyske kejser Wilhelm 1., der skulle fungere som upartisk dommer i sagen.
- oktober 1872 dømte kejseren til fordel for amerikanerne, og i november samme år trak de britiske styrker sig helt fra San Juan. Freden sænkede sig endeligt over øgruppen, der i dag bliver husket for en krig, hvor den eneste faldne var en sulten, sortbroget gris.