I begyndelsen af 1950'erne foretog opfinderen Robert E. Fulton en række forsøg, hvor modige soldater skulle lade sig gribe af en krog, der sad under et fly – for så at blive hevet til vejrs med et ryk.
Krogen skulle hægte sig fast i et reb, som soldaten spændte ud mellem to træer – eller som i forsøget: mellem to stolper. Snart viste det sig, at rebet skulle være usædvanligt elastisk, hvis soldaten skulle slippe uden mén, når han blev flået op fra jorden. Systemet blev døbt Fulton surface-to-air recovery system, men fik snart kælenavnet skyhook.
Ballon skulle lette pilotens arbejde
I 1960'erne fortsatte udviklingsarbejdet og en særlig Skyhook-pakke blev udviklet. Ideen var, at pakken skulle kastes ned til fx amerikanske agenter på sovjetisk territorium, hvorefter han eller hun gjorde sig klar til evakuering.
I pakken lå: En ballon, der skulle pustes op med helium og stige godt 150 meter til vejrs, et langt nylonreb, der forbandt agenten med ballonen samt en kraftig H-sele, som agenten skulle iføre sig.
Når flyet få minutter senere fløj henover agenten igen, sigtede det efter et punkt lidt under ballonen - og ved hjælp af en særlig gribe-mekanisme fik flyet fat i ballonsnoren og dermed agenten.
Amerikanske enheder benyttede skyhook mellem 1965 og 1996, men efterhånden overtog helikoptere opgaven med at samle soldater op bag fjendens linjer.