Ifølge tal fra USA’s forsvarsministerium mistede 58.220 amerikanere livet under vietnamkrigen.
Konflikten, der varede fra 1955 til 1975, var en borgerkrig mellem kommunister og anti-kommunister i Vietnam, men udviklede sig til en stedfortræderkrig med USA og Sydvietnam på den ene side og Sovjetunionen, Kina og Nordvietnam på den anden.
Militærrådgivere fra USA havde været i Vietnam siden krigens start, men i 1965 blev soldater sendt ind efter et angiveligt angreb på et amerikansk skib.
I 1969 var hele 550.000 soldater udstationeret i Vietnam, men trods overlegen militærteknologi og luftvåben kunne USA ikke besegle sejren.
I Vietnam mødte de unge amerikanere en kamphærdet, dedikeret og fleksibel fjende, der kendte terrænet og havde stor strategisk viden.
USA’s taktik var typisk at sende en fortrop ud for at finde fjenden, hvorefter helikoptere ville bringe flere soldater til slagmarken.
Viet Cong angreb dog ofte fortropperne og forsvandt, før forstærkningerne nåede frem.
Officielle vietnamesiske tal fastslår, at 1,1 mio. nordvietnamesiske krigere og 2 mio. civile døde under krigen. Ifølge USA’s militær døde op mod 250.000 sydvietnamesere.