John McCain: 5 år i vietnamesisk torturhelvede

Vietnamkrigen raser på 12. år, da den amerikanske pilot John McCain flyver ind over Hanoi og rammes af en fjendtlig raket. Han overlever styrtet, men mishandles så grusomt af nordvietnameserne, at den senere præsidentkandidat aldrig bliver den samme igen.

Vietnamkrigen raser på 12. år, da den amerikanske pilot John McCain flyver ind over Hanoi og rammes af en fjendtlig raket. Han overlever styrtet, men mishandles så grusomt af nordvietnameserne, at den senere præsidentkandidat aldrig bliver den samme igen.

Montage: SkjoldW & Shutterstock

Med 885 km/t. tordner John McCain ind over Hanoi i sin Skyhawk.

Synet af jet-flyet i morgendisen den 26. oktober 1967 udløser hektisk aktivitet blandt soldaterne, der forsvarer den nord-vietnamesiske hovedstad. Nede på jorden prøver de at fange Skyhawken med sigtemidlerne i deres avancerede russiske jord til luft-missiler.

Takket være missiler, maskingeværer og kanoner er Hanoi historiens bedst beskyttede storby, og amerikanerne kender risikoen ved at nærme sig.

Alligevel lyder McCains og resten af eskadrillens ordre på at bombe byens centralt beliggende elektricitetsværk. Snart opsnapper Skyhawkens automatiske overvågningssystem, at radarer på jorden er ved at kortlægge hans fart og kurs.

Hurtigt overblik: Vietnamkrigen

Baggrunden: I 1955 bryder krigen mellem det kommunistiske Nordvietnam og det amerikansk-støttede Sydvietnam ud.

Forløbet: Amerikanske fly begynder i 1962 at bombe Nordvietnam. Som modsvar leverer Sovjetunionen moderne anti-luft-skyts til nordvietnameserne.

Konsekvensen: 10.000 amerikanske fly og helikoptere skydes ned. 5.000 piloter og besætningsmedlemmer omkommer, mens 1.000 meldes savnet – mange af dem ender som krigsfanger.

Cockpittet fyldes med en hylende advarselstone, som får den 31-årige pilot til at skrue ned for lyden. McCain er få sekunder fra at skulle kaste sine bomber, og det er for sent at lave undvigemanøvrer.

Himlen foran McCain fyldes af truende sorte skyer fra eksploderende granater, mens amerikaneren ufortrødent fortsætter sin flyvning i 1.000 meters højde. Så slipper han omsider sine bomber og flår rorpinden tilbage for at slippe væk fra beskydningen.

Sekundet før flyet reagerer, lyder et brag. McCain ser til sin rædsel, at et jord til luft-missil har flået hans højre vinge af.

Med over 800 km/t. raser Skyhawken mod jorden, mens den spinner ukontrollabelt om sin egen akse. Om fire sekunder vil McCain blive knust mod jorden, men han bevarer overblikket og melder i sin radio, “jeg er ramt”, hvorefter han trækker i håndtaget til flyets katapultsæde.

John McCain bliver reddet

McCain styrtede ned i en sø i Hanoi. Han blev reddet af civile nordvietnamesere, som holdt ham oppe med bambusstammer.

© Getty Images

John McCain var vant til at styrte ned

To tidligere styrt betød, at McCain havde stor erfaring i at skyde sig ud med katapultsædet.

Allerede under pilottræningen var McCain døden nær to gange. I 1960 sløsede han med sikkerheden under et forsøg på at lande sit A-4 Skyhawk og måtte se flyet blive smadret mod jorden, mens han selv dalede ned i faldskærm.

Året efter slap han nådigere fra at flyve for lavt under en øvelse i Spanien og nøjedes med at kappe nogle højspændingsledninger over. I 1965 mistede han uforskyldt sit andet fly, da motoren pludselig satte ud.

McCain var derfor allerede en erfaren pilot, da han fløj ind over Nordvietnam den 26. oktober 1967. Skyhawkens radar advarede ham straks om, at fjenden scannede himlen efter mål.

Da han nåede ind over Hanoi, fortalte radarens hyletone, at fjendens sigtemidler havde ham på kornet, og til sidst blev larmen i cockpittet overdøvende, da tonen advarede om, at et missil var på vej mod ham. Et øjeblik senere blev McCain ramt.

Med et ryk skydes han ud i den kølige morgenluft og støder øjeblikkeligt ind i et vildfarent stykke af flyet, som brækker begge hans arme og slår amerikaneren bevidstløs.

I den lave højde når McCains faldskærm dårligt at folde sig ud, før amerikaneren rammer Trúc Bach-søen i Hanois centrum.

Mødet med vandet vækker ham til bevidsthed, og panisk forsøger han at holde sig oppe, mens faldskærmen og 20 kg overlevelsesudstyr tynger ham ned mod bunden. Da han omsider får udløst redningsvesten med tænderne, besvimer han igen af smerte.

McCain kommer til sig selv og slår igen øjnene op, mens civile nordvietnamesere er i gang med at bjærge ham ind mod bredden ved hjælp af to bambusstammer.

Portræt af John McCain

John McCain var kamppilot i USA’s flåde. Den 31-årige amerikaner havde rang af orlogskaptajn.

© Getty Images

En mand hiver amerikaneren op på land, hvor hundreder af vrede indbyggere har samlet sig ved søbredden. Spytklatter, slag og spark hagler ned over den sårede pilot, som må undgælde for flere års bombardementer af byen. Rasende flår de tøjet af ham, og til sin gru ser McCain sin højre fod ligge slapt i en 90-graders vinkel ind mod det venstre ben.

“Åh Gud, mit ben! Mit ben!” skriger amerikaneren ved synet af kvæstelserne. En soldat i folkemængden hamrer sin geværkolbe ind i McCains skulder, så knogler knuses, og sender nye jag af smerte gennem piloten. En anden stikker McCain med sin bajonet – i anklen og i skridtet, hvor spidsen borer sig ind i den ene lyske.

Lige da McCain tror, at alt håb er ude, baner en spinkel kvinde sig vej gennem folkemængden og lægger sig imellem. Kvinden er måske sygeplejerske – i hvert fald begynder hun at forbinde McCain og er stadig i gang, da en militærlastbil ankommer.

Soldater springer ud og slår en beskyttende ring om piloten. McCain tror, han er reddet, men hans pinsler er først lige begyndt. Forude venter fem år i Nordvietnams værste fangehuller.

Lægerne opgiver John McCain

Sygeplejersken sætter støttebandager afstivet med bambus-pinde om McCains brækkede ben og arm, og en nordvietnamesisk fotograf tager et billede, da hun slutter af med at holde en kop te op til McCains læber.

Bagefter løfter soldaterne den hårdt kvæstede pilot op på en båre og placerer ham på lastbilens lad. Køreturen bliver kort, for kun et par gader senere ruller den op foran en stor, okkerfarvet bygning. “Maison Centrale” står der med fede bogstaver på det franskbyggede fængsel, som nordvietnameserne omtaler som Hoa Lò.

De amerikanske krigsfanger bag murene kalder mere sarkastisk stedet for “Hanoi Hilton” på grund af de kummerlige forhold bag tremmerne.

“Da de massive ståldøre gik i bag mig, blev jeg ramt af en dybere angst, end jeg nogensinde før havde følt”, skriver McCain senere i sin bog. Han er den nyeste fange i det berygtede fængsel – og tilmed den mest prominente.

Fangevogterne bærer den slemt sårede McCain ind i en tom celle, hvor de placerer båren på det kolde betongulv. Her efterlader de ham nøgen – kun dækket af et tæppe.

Smerterne fra et brækket ben, to brækkede arme og en brækket skulder får igen og igen piloten til at besvime.

“Din far er en stor admiral. Nu får du lov til at komme på hospitalet,” råber en vietnamesisk fangevogter.

Hver gang McCain kommer til bevidsthed og åbner øjnene, slæber vagter ham hen til et afhøringslokale, hvor nordvietnamesiske officerer vil have ham til at afsløre de kommende mål, som amerikanske fly har tænkt sig at bombe. De kræver også, at han indrømmer, at han bevidst har kastet bomber ned over Hanoi for at myrde civile.

For at tvinge fangen til at samarbejde slår officererne til den kvæstede amerikaner, der dog ikke afslører andet end navn, rang og fødselsdato – selvom pinen er frygtelig:

“Jeg begyndte at få stærke smerter i mine brækkede lemmer. Jeg besvimede efter de første par slag og troede, at hvis jeg kunne klare smerterne i nogle dage, ville de give op og sende mig på hospitalet”.

McCain får feber, men fangevogterne viser ingen tegn på medlidenhed. To gange om dagen mader de amerikaneren, fordi han ikke selv kan bruge armene, men når han efter hvert måltid kaster op, fortrækker de ikke en mine.

Fængsel, Hanoi Hilton

“Hanoi Hilton” er i dag et museum, hvor besøgende kan kaste et blik ind i de trange celler.

© Imageselect

Tæv, reb og blyanter tvang fangerne til at tale

Tortur var en fast del af tilværelsen for de amerikanske soldater, som Nordvietnam tog til fange. Mishandlingen skulle gøre dem brugbare for styret.

Nordvietnam mente ikke, at tilfangetagne amerikanske soldater var krigsfanger, som havde krav på at blive behandlet efter Genèvekonventionens regler.

De henviste til, at USA ikke officielt havde erklæret landet krig, selvom tusindvis af amerikanske tropper befandt sig i Vietnam, og amerikanske fly bombede løs.

McCain og andre amerikanske soldater blev i stedet behandlet som kriminelle af nordvietnameserne og udsat for grusom tortur.

Mishandlingen skulle dels få dem til at afsløre militære hemmeligheder, dels knække deres modstandskraft, så de fx var villige til at undsige USA og skrive under på, at de støttede det fredelige vietnamesiske folk.

Håndjernstortur:

Vietnameserne låste håndjern så stramt fast om fangens håndled, at metallet gnavede sig ind i huden. Offerets hænder blev sorte og nerverne beskadiget, fordi blodtilførslen blev afskåret. Mange mistede førligheden i deres hænder.

Tæv:

Helt almindelige tæv var vietnamesernes mest anvendte tortur. Ofte slog og sparkede flere vagter offeret på samme tid, og når fangen lå ubevægelig på betongulvet, hoppede bødlerne på ham. Bambuskøller blev også anvendt, så vietnameserne ikke selv kom til skade under torturen.

Rebtortur:

Fangen fik bundet sine arme bag ryggen med reb, hvorefter han blev hængt op i loftet i timevis. Skuldrene gik som regel af led og gjorde torturen ekstra smertefuld.

Blyanter:

Amerikanerne måtte sidde på knæene i timevis på det hårde betongulv med en blyant under knæskallerne – for at gøre torturen ekstra pinefuld.

Pisk:

Ventilatorremme blev brugt til at piske nøgne fanger. Gummiremmene påførte stor smerte uden at flå huden op og efterlade afslørende ar.

Piloten er frygtelig tørstig hele tiden og beder om væske, men får ikke andet end lidt te under de to daglige måltider. Efter fire dage er hans tilstand alvorlig.

“Jeg lå i mit eget opkast og andre af kroppens affaldsprodukter. To vagter kom ind i min celle og trak tæppet væk for at kigge på mit ben. Jeg kunne se, at knæet var voldsomt opsvulmet og helt misfarvet”.

Synet af benet minder McCain om en pilotkollega, som skød sig ud med katapultsædet under en øvelse hjemme i USA. Kollegaen brækkede lårbenet og døde, da chokket fik hans blodtryk til at falde dramatisk. Til sin store bekymring kan McCain se, at hans blodansamlinger ligner de læsioner, som den afdøde kollega havde.

“Kør mig hen på hospitalet, og jeg vil give jer de informationer, I vil have”, tigger McCain desperat, da en lille, trind officer træder ind i cellen. Officeren svarer ikke, men vender tilbage med en læge, som bare ryster på hovedet efter at have tilset piloten.

“Kommer jeg på hospitalet?” vil McCain vide.

”Nej, det er for sent”, lyder det nøgternt fra officeren, som med ligegyldighed slentrer ud af cellen med lægen.

Slægtsnavnet redder pilotens liv

McCain gribes af panik og er ved at gå i chok, men til sit held besvimer han efter få minutter. Heldet er nok en gang med amerikaneren, da den nordvietnamesiske officer tager sig tid til at tjekke, hvem den døende fange er.

En admiral ved navn John Sidney McCain er øverstbefalende for de hangarskibe, som sender bombefly ind over Hanoi, og den nordvietnamesiske officer regner sig hurtigt frem til, at det må være admiralens søn, som ligger ilde tilredt i cellen for enden af gangen.

John McCain - foran A-4 Skyhawk-fly

McCain blev overført til hangarskibet Oriskany i september 1967 og fløj 22 bombemissioner over Nordvietnam i sit A-4 Skyhawk-fly, før det gik galt.

© Library of Congress

Så vigtig en fange kan blive et uvurderligt aktiv i den propagandakrig, som raser sideløbende med blodige kamphandlinger i hele Vietnam.

Begejstret flår han døren ind til McCains celle op og rus­ker den omtågede fange vågen.

“Din far er en stor admiral. Nu får du lov til at komme på hospitalet!” råber han ophidset.

Fangen køres til hospitalet midt i Hanoi. Undervejs mis­ter McCain atter bevidstheden, og denne gang skal der gå to døgn, før han vågner – blot for at erfare, at hans situation ikke er blevet væsentlig bedre.

Da McCain slår øjnene op på hospitalet, ser han til sin o­ver­ras­kel­se, at stedet er lige så snavset som “Hanoi Hilton”.

I den lille hospitalsstue piler rotter hen over gulvet, og insekter sværmer rundt om McCains sår, som viet­na­me­ser­ne endnu ikke har renset.

“Jeg led af høj feber og dysenteri og havde tabt mig næsten 50 pund”. John McCain

Amerikaneren er stadig møg­be­skidt, men har dog fået sat væskedrop og forskellige injektioner, så hans tilstand er stabil. Under nye afhøringer afslører han navnet på sit skib og sit eskadrillenummer og bekræfter, at målet var kraftværket.

“Indimellem blev jeg slået, når jeg nægtede at give flere oplysninger. Det varede kun kort, fordi jeg hver gang stak i et hårrejsende skrig. Forhørslederen var åbenbart bange for, at hospitalspersonalet ville gøre indsigelser”.

Da nordvietnameserne kræver at få navnene på de andre piloter i McCains eskadriller, stikker han dem navnene på en håndfuld kendte spillere fra det amerikanske fodboldhold Green Bay Packers. Da hans plageånder vil høre om målene for kommende bombeaktioner, angiver han byer, som amerikanerne allerede har bombet.

Vagten spiser John McCains mad

Først efter en uge på sygehuset forsøger en læge at sætte McCains arme på plads og ordne pilotens komplicerede benbrud – uden at bedøve sin patient.

Lægen opgiver dog og nøjes med at indkapsle McCains arme i en gipsbandage, som går hele vejen hen over brystet. Lægen sjusker, og i løbet af de næste uger gnaver gipsen hul ind til knoglen på amerikanerens ene arm. I begyndelsen af december bliver McCain endelig opereret i benet, men lægen skærer alle ledbånd på den ene side af knæet over, så leddet bliver stift.

Efter seks uger på hospitalet, hvor han også sulter, fordi en ung vagt spiser hans mad, sendes McCain tilbage til “Hanoi Hilton”. Men hans tilstand er miserabel:

“Jeg led af høj feber og dysenteri og havde tabt mig næs­ten 25 kg. Jeg vejede blot 45 kg. Gipsen hen over brystkassen generede stadig, og mit ben gjorde helvedes ondt”.

Med bind for øjnene transporteres McCain til et andet af Hanois fængsler, som de amerikanske krigsfanger kalder for “Plantagen”.

“Isolation er forfærdelig. Den smadrer livsmodet og svækker din modstandskraft mere end nogen anden form for mishandling“. John McCain

Efter næsten to måneder uden kontakt til andre end vietnamesere lyser McCains feberblanke øjne op, da han opdager, at den nye celle allerede bebos af to landsmænd: George “Bud” Day og Norris Overly.

McCain snakker som et vandfald det første døgn i ren eufori over at møde amerikanere, men i de næste uger sover piloten 18-20 timer i døgnet for at komme sig.

Mens Day er kvæs­tet efter at have været udsat for tortur og ikke kan deltage i plejen af McCain, vasker og mader Overly den nye cellekammerat samt hjælper ham hen på spanden, der udgør cellens toilet.

I begyndelsen af 1968 kommer McCain sig en anelse. Han får brystgipsen af og bliver i stand til at gå ved hjælp af krykker. Bedringen betyder til gengæld, at piloten til sin store ærgrelse flyttes til en enecelle. Intet kunne være værre for amerikaneren:

“Isolation er forfærdelig. Den smadrer livsmodet og svækker din modstandskraft mere end nogen anden form for mishandling. De første par uger er værst. Desperationen er der med det samme, og den er en frygtelig fjende”, skriver McCain senere.

For ikke at blive vanvittig slår han timer ihjel med at rekonstruere romaner og film i hovedet. Han opfører også små skuespil, som han selv digter og må spille alle rollerne i. Kun når andre fanger eskorteres ned ad gangen og passerer hans celle, får McCain et glimt af andre amerikanere.

Usynlig ven bliver redningsmand

I “Plantagen” er al kommunikation mellem fangerne strengt forbudt, men McCain er villig til at risikere straf, hvis bare han kan veksle nogle få ord med en landsmand. Da ensomheden truer med at gøre ham vanvittig, griber han sit drikkekrus og omsætter viden fra sin militæruddannelse til handling: Han presser krusets bund mod betonmuren i sin celle og trykker munden mod krusets åbne ende.

Så begynder han at tale. Heldigvis får han snart svar fra den anden side af muren, og stemmen taler engelsk.

Fangen i nabocellen hedder Bob Craner og er major i luftvåbnet.

McCain vikler sit lasede tøj om ansigtet og kruset for at dæmpe lyden af den illegale aktivitet. På den anden side af væggen presser Craner sit krus mod væggen og lægger øret mod krusets bund, så han bedre kan høre McCain.

“Jeg frygtede, at jeg kunne komme til at vanære mig selv. Derfor forsøgte jeg at tage mit eget liv”. John McCain

Dagen lang taler de to amerikanere sammen, og hvis en vagt nærmer sig, gemmes drikkekrusene væk. I stedet banker McCain og Craner sagte morsekoder på væggen. Samtalerne giver McCain livsmodet tilbage:

“Craner holdt mig i live. Han var min gode ven, og i to år følte jeg mig nærmere ham, end jeg nogensinde før havde været på et andet menneske”, husker McCain.

En del af deres samtaler kredser om afhøringer og tortur, som amerikanerne frygter, fordi de jævnligt hører skrig fra forhørslokalerne tæt på deres celler.

McCain sveder i timevis af angst for, at det er hans tur – ikke mindst fordi Craner under en af de første samtaler fortæller, at hans tidligere cellekammerat døde i hans arme efter grusom tortur.

McCain bliver jævnligt bragt til afhøringslokalet, men frem til sommeren 1968 føler han, at han slipper “iøjnefaldende mildt” – formentlig på grund af sin fars stilling og den propagandaværdi, vietnameserne tillægger ham.

Nordvietnameserne forsøger at tegne billedet af et fredselskende og humant folk, så USA’s angreb kommer til at fremstå brutale. Kan de få en admirals søn til at hylde det vietnamesiske folks venlighed, har det stor værdi, men nægter McCain at rose sine torturbødler, skal han bruges til at svække de amerikanske soldaters kampmoral.

Ved at frigive McCain – officer og søn af en magtfuld admiral – håber Nordvietnam at plante en mistanke blandt menige soldater i den amerikanske hær: Mens de kæmper og dør i Vietnam, kan overklassens børn flyve hjem, når det passer dem.

I juni 1968 får McCain tilbuddet om at blive frigivet, og amerikaneren er i syv sind.

“Jeg var i en elendig forfatning – stadig meget undervægtig, medtaget af dysenteri og fuld af udslæt på grund af varmen. Tanken om at komme hjem til min familie var frygtelig fristende”, skrev McCain senere.

Craner i nabocellen opfordrer sin landsmand til at tage imod tilbuddet:

“Du ved ikke, om du er i stand til at overleve det her. Alvorligt sårede kan godt tage hjem”, forklarer Craner.

McCains moralske dilemma skyldes det amerikanske militærkodeks, der dikterer, at krigsfanger kun må lade sig løslade i den rækkefølge, som de er taget til fange i – og mange andre fanger står foran McCain i køen.

Nogle dage senere afviser han derfor frigivelsen. I to lange måneder frygter McCain den straf, han må forvente for sin afvisning. Regnskabets time oprinder i slutningen af august.

McCain slæbes over i fængslets store teatersal og får at vide, at han står anklaget for “grove forbrydelser mod folket”. Lejrkommandanten kræver, at piloten tilstår og underskriver en officiel undskyldning.

“Rend mig!” ryger det ud af McCain, og så kaster vagterne sig over ham. De slynger den radmagre pilot rundt i lokalet, mens de på skift slår ham i ansigtet med knytnæver og tramper på ham, når han falder.

“Er du klar til at indrømme din skyld?” råber kommandanten til fangen, der vrider sig i smerte på gulvet.

“Nej”, fremstammer McCain.

Vagterne haler amerikaneren op på en taburet og bagbinder ham, hvorefter de lader ham sidde i teatret natten over. Næste morgen smides McCain ind i en tom celle, som kun indeholder en lokumsspand.

Ofre under Vietnamkrigen

I Sydvietnam førte kommunistiske partisaner guerillakrig mod amerikanerne – og betalte en høj pris i menneskeliv.

© Getty Images

24 års krig forenede Vietnam

Fra 1864 til 2. verdenskrig var Vietnam en del af kolonien Fransk Indokina. I kølvandet på verdenskrigen mistede franskmændene grebet om den nordlige del af landet, som blev til det kommunistiske Nordvietnam.

Efter en blodig krig mellem Frankrig og Nordvietnam trak franskmændene sig ud i 1954; demokratiske valg to år senere skulle genforene Vietnam, men det amerikansk-støttede Sydvietnam nægtede at deltage. I stedet brød vietnamkrigen ud i 1959.

USA blandede sig gradvist mere og mere i striden – midt under den kolde krig ville amerikanerne for alt i verden undgå, at endnu et land blev kommunistisk. En fredsaftale blev underskrevet i 1973, og USA trak sine tropper hjem, men Nordvietnam brød freden og løb Sydvietnam over ende i april 1975. Vietnam var igen ét land.

Tabstal

Civile vietnamesere: 2.000.000 døde (iflg. Vietnams officielle rapport fra 1995)
Nordvietnams hær: 1.011.000 døde (inkl. Sydvietnams kommunistiske partisaner, Viet Cong)
Sydvietnams hær: 266.000 døde
Amerikanske: 58.000 døde

Hver tredje time får han tæv af fangevogterne. De første dage koster ham nogle brækkede ribben og knækkede tænder, men den tredje nat brækker vagterne McCains kvæstede venstre arm. Smerterne er ulidelige.

Da amerikaneren igen er alene, rejser han sig fra blodpølen, vender bunden i vejret på lokumsspanden og stiller den ved cellevinduet.

Med besvær får han skjorten af og vikler det ene ærme om vinduets skodder, det andet ærme binder han om sin hals.

“Jeg havde mistet håbet om at slippe for yderligere tortur og smerte. Og jeg frygtede, at jeg kunne komme til at vanære mig selv. Derfor prøvede jeg at tage mit eget liv”, forklarede amerikaneren senere.

Da McCain skal til at vælte spanden under sine fødder, flår en vagt pludselig celledøren op og trækker ham ned. Slag og spark hagler igen ned over amerikaneren, som et døgn senere giver op og underskriver den præfabrikerede tilståelse:

“Jeg er en forbryder og har udført en luftpirats handlinger. Jeg var døden nær, og det vietnamesiske folk reddede mit liv. Lægerne opererede mig, selvom jeg ikke fortjente det”, står der på erklæringen, som McCain underskriver, inden han ryger tilbage til den tomme celle og efterlades i total isolation i 14 dage.

Amerikaneren er knust:

“Det var de værste to uger i mit liv. Jeg kunne ikke bortforklare min tilståelse og skammede mig. Jeg følte, jeg havde svigtet. Hele min krop rystede, som om min vanære var en feber. Al min stolthed var væk, og jeg tvivlede på, at jeg nogensinde ville være i stand til at se nogen i øjnene igen”, husker McCain.

Tilståelse læses højt i fængslet

Heldigvis skal McCain ikke se Craner direkte i øjnene, da han to uger senere er tilbage i sin gamle celle og skamfuldt beretter om sin tilståelse gennem væggen. Ud over at vietnameserne sender tilståelsen til verdenspressen, læses den også højt i fængselsradioen, så alle fanger kan høre om hans forræderi.

Craner forsikrer dog McCain om, at han har gjort så meget modstand mod overmagten, at han ikke behøver at skamme sig. Efter tilståelsen stopper de voldsomme overfald, og McCain slipper med det daglige knytnæveslag i ansigtet, som han rutinemæssigt tildeles, når han nægter at bukke for en bestemt fængselsvagt.

Efter mere end to år i isolation får McCain i foråret 1970 en ny cellekammerat. De to får sågar lov til at spille bordtennis og billard mod andre fanger i et lille, overvåget fællesrum.

Da McCain en varm sommerdag forsøger at opmuntre en indsat, som sidder i enecelle ved siden af billardlokalet, smides han i straffecellen “Calcutta” – et ækelt fangehul på kun en gange to meter.

“Cellen var så dårligt ventileret, at jeg led frygteligt i den ekstreme varme. Jeg fik dårligere mad, og jeg blev igen syg af dysenteri og begyndte at tabe mig”, skriver McCain om sine tre lange måneder i straffecellen.

Mens efterår bliver til vinter, genvinder han gradvist sin styrke, og efter mere end tre års pinsler byder julen 1970 på en uventet gave: Amerikanerne flyttes til et nyt fængsel og får lov til at bo 30-40 indsatte sammen i en stor sal, hvor fangerne har tilladelse til at tale sammen på kryds og tværs.

“Vi var lykkelige over at være i hinandens selskab. Den første aften sov ingen, vi talte hele natten og langt op ad næs­te dag. Jeg har aldrig før eller siden følt så intens en lykke, som den jeg oplevede i min fjerde jul i Hanoi”, forklarer McCain i sine erindringer.

Senere får amerikanerne også lov til at afholde gudstjenester, fejre helligdage og gå frit rundt i fængslet det meste af dagen. Krigsfangerne formoder, at den øgede grad af frihed skyldes, at nordvietnameserne er ved at være møre.

I april 1972 giver USA’s præsident Richard Nixon luftvåbnet til­la­del­se til at bombe Hanoi og Nordvietnam igen efter en lang pause.

Bombardementerne løfter fangernes humør til nye højder – McCain husker især luftangrebet den 18. december:

“B-52-bombeflyenes destruktive kraft regnede ned over Hanoi, så vores fangevogtere blev lammet af frygt. Mens jorden rystede under os, råbte vi tak op mod himlen”.

Rædslen over USA’s voldsomme bombardementer får sågar nogle af fangevogterne til at blive mindre voldelige over for McCain og de andre.

John McCain og Barack Obama

Under valgkampen i 2008 kaldte en vælger Obama for “araber”. McCain demonstrerede sit menneskesyn, da han irettesatte hende med ordene: “Nej, frue, Obama er en anstændig mand og en amerikansk statsborger, som jeg blot er politisk uenig med.”

© Getty Images

Krigen forvandlede vovehals til ambitiøs politiker

Fem år bag tremmer ændrede John McCains liv. Han vendte hjem med et nyt livssyn, der endte med at bringe ham til tops i amerikansk politik.

I Hanoi indså McCain, at han ville “bruge resten af livet på vigtigere ting” end de fjollerier, han havde spildt sin ungdom med. Nu skulle det være slut med risikofyldte stunts med jetfly, hyppige brud på militærets regler og hans manglende ambitioner.

“I Vietnam lærte jeg, hvor kort livet er. Jeg fik en målbevidsthed, som mine nærmeste tidligere havde haft svært ved at få øje på”, skriver McCain i sine erindringer.

Ved hjemkomsten i 1973 gik han i gang med et intensivt genoptræningsforløb, og selvom piloten aldrig genvandt sin fulde bevægelighed, fortsatte han i flåden frem til 1981.

Året efter blev krigsveteranen valgt ind i Repræsentanternes Hus for Det Republikanske Parti. I 1999 forsøgte han forgæves at blive republikanernes præsidentkandidat, men måtte se sig slået af George W. Bush.

Efter terrorangrebet på World Trade Center i 2001 var McCain en af de få amerikanske politikere, der energisk modsatte sig brugen af tortur under kampen mod terrorisme.

I 2007 stillede McCain igen op til præsidentvalget, men blev besejret af demokraten Barack Obama.

Nordvietnamesernes tro på sejr er rystet, og vagterne virker bekymrede for, hvad der kan ske med dem, hvis amerikanerne vinder krigen.

USA er imidlertid ikke ved at vinde, men leder desperat efter en vej ud af krigen, som bliver mere om mere upopulær i den amerikanske befolkning.

I januar 1973 underskriver USA og Nordvietnam en fredsaftale, som indebærer, at amerikanske tropper skal trække sig ud af Vietnam – til den sydvietnamesiske regerings store forbitrelse.

Nordvietnam lover at indstille angrebene på Sydvietnam og frigive alle krigsfanger. I fire omgange løslades fangerne – i den rækkefølge, som de blev taget til fange i.

VIDEO: Se øjeblikket, hvor John McCain befries

Den 15. marts 1973 hører McCain sit navn blive råbt op. Efter mere end fem års lidelser i Nordvietnam er det omsider hans tur til at komme ud i friheden.

En militærbus kører ham og andre frigivne fanger til Gia Lam lufthavnen i Hanois udkant, hvor et stor amerikansk transportfly venter på at tage ham om bord.

“Synet af den smukke C-141 fik mig næsten til at græde. Da flyet nåede ud over international farvand jublede vi.”