Mens præsident Nixon fastholdt, at sejren var nær, kunne tv vise billeder af dødsangste børn under et napalmangreb mod landsbyen Trang Bang i 1972.

© Corbis

My Lai-massakren: Her tabte USA Vietnamkrigen

Den 16. marts 1968 vågnede indbyggerne i landsbyen My Lai op til den sidste dag i deres liv. Tidligt om morgenen rykkede amerikanske soldater ind mellem hytterne. Få timer efter var landsbyen en rygende ruin, og overalt lå ligene af de dræbte vietnamesere. Da massakren blev kendt i USA, vendte stemningen sig mod krigen.

20. februar 2018 af Stine Overbye

Da de amerikanske soldater nærmede sig landsbyen ved otte-tiden om morgenen, tog indbyggerne venligt imod dem. 

To gange tidligere havde amerikanere været på besøg i landsbyen og havde fået en tår vand at drikke. Som tak havde soldaterne delt cigaretter ud til de voksne, mens børnene fik slik og de syge medicin.

Men denne gang kom amerikanerne i et andet ærinde, dét fornemmede landsbyboerne tydeligt. Og skulle nogen have været i tvivl, blev de overbevist, da en bonde blev mejet ned af en maskingeværsalve. 

Umiddelbart forinden havde han rakt sine hænder frem for at vise, at han ikke havde noget våben.

Samtidig med at manden sank livløs til jorden, begyndte soldaterne at skyde på alt, hvad der bevægede sig: fugle, høns, kvæg – og mennesker. I panik flygtede flere af landsbyens beboere ud i rismarkerne eller ind i deres hytter. Adskillige blev mejet ned under flugten.

Aktion rettet mod partisanerne

Aftenen forinden, den 15. marts 1968, var det amerikanske Charlie-kompagni blevet briefet om morgendagens opgave. 

I al sin enkelhed lød kompagnichef Ernest Medinas ordre til mændene: Find og nedkæmp Vietcong’erne og deres sympatisører.

“Når I forlader landsbyen, skal der ikke være nogen, der kan stå eller gå tilbage, og intet, der kan vokse,” understregede Medina.

Ifølge USA's militære efterretningstjeneste opererede kommunisternes 48. bataljon fra landsbyen Tu Chung, som var en del af den større by Song My i Sydvietnam ca. 100 km syd for Da Nang. 

Det var i denne landsby – som på de amerikanske kort fejlagtigt blev kaldt My Lai – at Charlie-kompagniet skulle jage Vietcong-partisaner.

Klokken var omkring halv otte om morgenen den 16. marts, da de første amerikanske helikoptere landede et par hundrede meter vest for byen. 

Kort efter stormede soldaterne ind i My Lai (Tu Chung), hvor de begyndte at gennemsøge hytterne og genne indbyggerne sammen midt i landsbyen.

Løjtnant Calley og hans mænd fra Charlie-kompagniets 1. deling kunne snart konstatere, at der var masser af ældre samt kvinder og børn i byen, men ingen mænd i den våbenføre alder. 

I Calleys øjne var der ikke skyggen af tvivl:

Mændene var ude at kæmpe – altså måtte landsbyen være et støttepunkt for partisanerne.

Med bange øjne fulgte de forsvarsløse vietnamesere soldaterne, der gik fra hytte til hytte og kastede håndgranater ind i nogle af dem. 

Med bajonetter stak amerikanerne flere af indbyggerne ned, og de, der forsøgte at slippe væk, blev omgående gennemhullet af skud. 

En kvinde, en mand og en lille dreng så deres snit til at løbe, og da en soldat råbte stop til dem på vietnamesisk, reagerede de ikke. Som han havde fået ordre til, skød soldaten dem alle tre.

De vietnamesere, der var forsamlet i grupper, blev kommanderet ned i afvandingsgrøfter, og nægtede de selv at gå derned, blev de skubbet. 

I et desperat forsøg på at skåne deres børn kastede mødrene sig oven på dem og bad om nåde igen og igen, men forgæves. 

Soldaterne stillede sig på række med deres automatvåben, og som den første åbnede Calley ild mod menneskemassen i grøften, hvorefter han beordrede sine folk til at gøre det samme.

De omkring 100 amerikanske soldater ankom til My Lai i helikopter. Deres opgave var at bekæmpe kommunistiske partisaner, men de fandt kun civile i landsbyen.

© RONald Haeberle/Getty

Overgreb på kvinderne

Magasin efter magasin blev tømt ind i bunken af vietnamesere, og først, da der ikke længere var nogen, der rørte sig, indstillede amerikanerne skydningen. 

En lille dreng havde mirakuløst overlevet skudsalverne, men da han grædende kravlede frem fra bunken af lig, blev han puffet tilbage igen og skudt.

Et andet sted i landsbyen havde en skare soldater fundet en gruppe kvinder, heriblandt en pige på cirka 13 år.

“Lad os se, hvordan hun er skabt,” grinede en af soldaterne. “Vietcong-bombom,” grinede en anden og antydede, at pigen lå i med Vietcong’erne.

Sammen begyndte mændene at flå tøjet af pigen, midt mellem brændende hytter og døde mennesker.

Pigens mor forsøgte at skubbe soldaterne væk, men blev sparket omkuld og gennembanket. “Hør, hvad skal vi stille op med dem,” spurgte en af soldaterne. “Skyd dem.” svarede en anden, hvorefter maskingeværilden bragede løs, og knoglestumper fløj gennem luften.

I de følgende timer blev adskillige kvinder massevoldtaget, og efter at have forgrebet sig på en ung kvinde pressede en soldat sit geværløb op i hendes underliv og trykkede af.

Et skrigende barn blev kort efter stukket ned med bajonet, og en gammel mand blev kastet i en brønd sammen med en håndgranat. En dreng på blot et par år løb stortudende hen til en dynge lig og tog en af de døde i hånden. 

Han blev dræbt med et enkelt skud. Nu blev alle husdyr skudt, samtlige hytter brændt ned, og alle afgrøder ødelagt.

Fra luften fulgte den 24-årige Hugh Thompson, der var pilot på en rekognosceringshelikopter, vantro massakren, mens han kredsede rundt over landsbyen og kastede røggranater ned for at markere de steder, hvor der lå sårede civile, som skulle hjælpes.

Chokeret iagttog han, hvordan hans landsmænd fulgte røgsignalerne og dræbte de sårede. I et forsøg på at stoppe myrderierne landede Thompson og hans besætning mellem en gruppe soldater og et beskyttelsesrum, hvor en skare vietnamesere havde søgt tilflugt.

Thompson truede med at åbne ild mod sine landsmænd, hvis de fortsatte deres bersærkergang. I sidste sekund lykkedes det ham og hans mandskab at redde omkring 15 sårede og blødende vietnamesere om bord.

Ved middagstid forstummede våbnene i My Lai. Landsbyen var forvandlet til et rygende inferno af nedbrændte hytter, og overalt lå lemlæstede lig af mennesker i pøle af blod.

Da Charlie-kompagniets ca. 100 soldater trak sig tilbage, efterlod de en spøgelsesby, hvor alt liv var tilintetgjort.

Op mod 500 vietnamesere – hovedsagelig børn, kvinder og ældre og alle sammen ubevæbnede – var blevet dræbt. Den eneste tilskadekomne amerikaner var en soldat, der var kommet til at skyde sig i foden, da han rensede sin pistol. 

My Lai var oversået med lig, op mod 500 civile blev dræbt under amerikanernes jagt på vietnamesiske partisaner.

© Ronald Haeberle/Getty

Massakren blev dysset ned

Allerede samme dag begyndte rygtet om Charlie-kompagniets massakre at løbe i den amerikanske base, men hærledelsen gjorde alt for at dysse sagen ned og slog fast, at der ikke var grundlag for en officiel undersøgelse.

Kun fordi en amerikansk soldat i Vietnam, Ronald Ridenhour, ville det anderledes, nåede sandheden om massakren avisernes forsider.

Den 22-årige Ridenhour havde ambitioner om at blive journalist, og da han et par måneder efter massakren første gang hørte om angrebet på My Lai, begyndte han at bore i sagen. 

Over en øl i soldaterlejren fortalte en af mændene fra Charlie-kompagniet ham om hændelsen. “Vi gik ind i byen og slagtede alle indbyggerne, hele landsbyen blev tilintetgjort,” berettede soldaten ilde til mode.

Stærkt foruroliget begyndte Ridenhour at udspørge andre soldater fra kompagniet om episoden, og brødebetyngede indrømmede de, hvad der var foregået. 

Mange undskyldte sig med, at de havde dræbt de allerede sårede landsbyboere “for at gøre en ende på deres lidelser”. 

Enkelte af soldaterne lagde dog ikke skjul på, at de var stolte over sejren i My Lai. Andre fortalte, at de havde nægtet at deltage i myrderierne og var blevet hånet for deres blødsødenhed.

En af hærens fotografer, Ronald Haeberle, havde været med under angrebet på My Lai for at dokumentere kampen mod Vietcong. I stedet vendte han hjem med fotos af lemlæstede lig – fotos, som han stillede til rådighed for Ridenhours private undersøgelse.

Ridenhour skaffede sig desuden adgang til hærens rapport om My Lai-operationen og kunne til sin forbløffelse læse, at amerikanerne – ifølge Charlie-kompagniets chef Ernest Medina – havde slået 90 mennesker ihjel under hård kamp, alle sammen fjendtlige soldater og ingen civile.

Den oplysning stemte dårligt overens med de vidneudsagn, Ridenhour havde indsamlet.

Da Ronald Ridenhour efter at have udstået sin tjenestetid i Vietnam vendte hjem til USA, satte han sig ned og skrev et brev. 

På tre sider beskrev han i hovedtræk de rædsler, der var foregået i My Lai, og i slutningen af marts 1969 – lidt over et år efter massakren – sendte han 30 eksemplarer af brevet til fremtrædende politikere i Washington, heriblandt til den nytiltrådte præsident Richard Nixon. 

Langt de fleste reagerede overhovedet ikke på skrivelsen, men en af modtagerne, kongresmedlemmet Morris Udall, lagde pres på Pentagon for at få undersøgt sagen til bunds. 

Da alle indbyggere i My Lai var dræbt, gik soldaterne i gang med at ødelægge høsten, slå husdyrene ihjel og sætte ild til hytterne. Efter fire timer var landsbyen lagt i ruiner.

© Ronald Haeberle/Getty

Over 400 vidner skulle afhøres

I sommeren 1969 blev løjtnant Calley, lederen af Charlie-kompagniets 1. deling, kaldt hjem til USA. 

Selv anede han ikke hvorfor, men håbede, at han skulle have overrakt en medalje. Det skulle han ikke. I stedet blev han arresteret og i september 1969 anklaget for mord på civile vietnamesere.

To måneder senere, i november 1969, ryddede massakren alverdens forsider. Time, Life, Newsweek og alle de andre store medier rapporterede indgående om overgrebet, og en avis, Cleveland Plain Dealer, bragte nogle af Haeberles billeder af de lemlæstede lig.

Nyheden ramte den amerikanske befolkning som et kølleslag. I forvejen var amerikanerne og resten af verden gennem længere tid blevet stopfodret med reportager fra Vietnam, og detaljerne fra den hensynsløse krig blev dagligt udpenslet i medierne.

Men at amerikanske soldater kunne gå så vidt som til at slagte sagesløse børn, kvinder og ældre, det kom som et chok. 

På dette tidspunkt var krigsmodstanden ved at vinde frem, efterhånden som tilliden til en amerikansk sejr – eller blot en værdig udgang på krigen – i det lille asiatiske land mere end 11.000 kilometer borte svandt. 

Hyppigt viste fjernsynet nyhedsreportager fra ikke videre ærefulde kampe, og fredsaktivister beskyldte lige så hyppigt USA for at begå overgreb på vietnamesere. 

Hidtil var alle beskyldninger pure blevet afvist af Pentagon, men i tilfældet My Lai var kendsgerningerne ikke til at komme udenom: 

Billederne af døde, lemlæstede børn og bunker med sammenfiltrede lig talte deres eget brutale sprog.

I november 1969 indledte det officielle USA under ledelse af general William R. Peers en omfattende undersøgelse af My Lai-massakren.

I de næste fire måneder blev over 400 vidner afhørt, og bl.a. på dette grundlag blev den såkaldte Peers-rapport udarbejdet. På mere end 20.000 sider blev massakren og hærens forsøg på at dække over begivenhederne gennemgået.

Under afhøringerne forklarede en af hovedrolleindehaverne, løjtnant Calley, at “jeg opfatter kommunismen på samme måde, som en sydstatsmand opfatter negrene.

Jeg er i og for sig ikke rystet over, at jeg dræbte de mennesker i My Lai – jeg kunne ikke finde på at dræbe for fornøjelsens skyld.

Vi var ikke i My Lai for at dræbe mennesker, vi var der for at dræbe en ideologi, der har bolig i – jeg ved ikke rigtig – skakbrikker, klatter, kødklumper. Jeg var ikke i My Lai for at dræbe tænkende mennesker, jeg var der for at ødelægge en uhåndgribelig idé.

Personligt dræbte jeg ikke nogen vietnamesere den dag, jeg repræsenterede blot USA, mit land,” sagde han.

I marts 1970 var Peers-rapporten færdig, og den konkluderede, at soldaterne fra Charlie-kompagniets 1. deling havde dræbt “mindst 175-200 vietnamesiske mænd, kvinder og børn, hvoraf tre eller fire sandsynligvis var Vietcong’er”.

Foruden mord omfattede de ulovlige handlinger i My Lai voldtægt, sodomi samt lemlæstelse og overfald på civile, fremgik det af Peers-rapporten.

Ved det efterfølgende retsopgør blev i alt 14 militærfolk sat på anklagebænken, og den 16. marts 1971 – præcis tre år efter grusomhederne i My Lai – begyndte juryen at votere.  

LÆS MERE: Få alle detaljer om Vietnamkrigen her

Kun én soldat blev dømt 

Efter to uger var juryen klar med sin afgørelse. Langt de fleste af anklagerne blev frafaldet, og som den eneste blev løjtnant William Calley dømt for massakren. Juryen fandt Calley skyldig i mord på mindst 22 civile, en forbrydelse, der blev takseret til fængsel på livstid.

Anklagerne om overlagt mord og beordringen af “en ulovlig handling” (dvs. mord) mod kompagnichef Ernest Medina blev ændret til uagtsomt manddrab, idet juryen fandt, at Medina ikke havde tilstrækkelig kontrol over sine underordnede i Charlie-kompagniet. 

Og eftersom Medina ifølge juryens mening ikke vidste besked om, hvad hans soldater egentlig foretog sig i My Lai, blev han i sidste ende frikendt. Heller ikke de officerer, som var anklaget for at have forsøgt at dække over massakren, blev kendt skyldige.

Livstidsdommen over Calley udløste et ramaskrig i USA, og ifølge en meningsmåling mente otte ud af ti amerikanere, at han ikke burde have været dømt overhovedet. Både krigsmodstandere og fortalerne for krigen hævdede, at der var tale om et justitsmord: 

Calley havde blot gjort sin pligt, fremførte krigstilhængerne, mens modstanderne på deres side indvendte, at Calley var blevet gjort til syndebuk for de massakrer, der efterhånden var hverdagskost i Vietnam. 

Anklagerne burde snarere have været rettet mod regeringen og højtstående militærfolk som for eksempel general Willam Westmoreland. 

Frem til midten af 1968 havde han kommandoen over de amerikanske styrker i Vietnam, og derfor var han den hovedansvarlige for den militære disciplins sammenbrud, lød argumentet.

I sidste ende slap William Calley da også betydeligt billigere: Allerede tre dage efter domsafsigelsen beordrede præsident Nixon ham overført til husarrest i Fort Benning i Georgia, og senere blev dommen ændret til først 20 års fængsel og senere 10 års fængsel. Men efter at have siddet tre og et halvt år i husarrest blev Calley løsladt i 1974. 

Soldaterne var drevet af hævntørst

Det nøjagtige dødstal i My Lai blev aldrig fastslået, men skønnene går fra 109 til 507 dræbte. Det yngste offer havde endnu ikke fejret sin første fødselsdag, det ældste var 82 år.

I tiden efter My Lai forsøgte de soldater, der havde deltaget i massakren, at forklare, hvorfor det var gået så galt den dag – had og hævntørst var ord, som gik igen i begrundelserne. 

Mange havde været vidner til grusomme mishandlinger begået af fjenden, og eksempelvis havde William Calley oplevet, at en af hans soldater blev taget til fange og flået levende af Vietcong. 

Kun huden i ansigtet var tilbage, da Calley dagen efter kidnapningen fandt den døde og lemlæstede mand. Calley havde også set en gammel, sydvietnamesisk mand bryde hulkende sammen, da han åbnede en krukke, som kommunisterne havde efterladt uden for hans dør. 

Den indeholdt en blodig masse af hår, knoglestumper og kød – resterne af hans søn.

Forråelsen gennemsyrede begge lejre i krigen. Eksempelvis skød amerikanske soldater til måls efter civile blot for underholdningens skyld.

Med til historien hører også, at Charlie-kompagniet flere gange inden massakren var blevet beskudt i området omkring My Lai, hvor flere soldater var blevet dræbt af snigskytter og landminer.

Blot to dage inden blodbadet i My Lai blev fire soldater sprængt i stumper og stykker af en mine.

“Et ønske om hævn begyndte at brede sig til også at omfatte folk i landsbyerne, fordi vi følte, at de alle sammen – uanset om de var kvinder, gamle mænd, våbenføre mænd eller børn – var en del af problemet,” forklarede en sergent, Kenneth Hodges.

En anden soldat, Varnado Simpson, sagde, at massakren i høj grad blev udløst af en automatreaktion, som var uundgåelig i krig:

“Den dag i My Lai var jeg personligt ansvarlig for at dræbe 25 mennesker. Gamle mænd, kvinder, børn. 

Fra at skyde dem til at skære halsen over på dem, skalpere dem, skære deres hænder af, skære deres tunger ud. Jeg gjorde det hele. 

Da jeg først var i gang, blev hele træningen, hele programmeringen til at dræbe, aktiveret. Den slags sker, når man går i krig. Jeg skammer mig, jeg er ked af det, jeg føler skyld. Men jeg gjorde det.”

Læs mere

● Nigel Cawthorne: Vietnam – a War Lost and Won, Arcturus Publishing Ltd., 2003 ● Christian G. Appy: Vietnam – The Definitive Oral History Told from all Sides, Ebury Publishing, 2006 ● Stuart Murray: Vietnam War, Dorling Kindersley, 2005

Måske er du interesseret i...

Læs også