Sådan jagtede helikoptere Vietcong
Amerikanske styrker lider store tab, når de snegler sig gennem Vietnams tætte jungle. For soldaterne er lette mål for Vietcong-partisaner, skjulte fælder og bagholdsangreb. I forsøget på at få overtaget kaster USA helikopterstyrker ind i kampen. En ny taktik i fire faser gør det muligt at rette lynhurtige og ødelæggende stød mod den kommunistiske fjende.
Fart er nøgleordet. Amerikanske soldater springer ud af deres helikopter for at angribe, inden Vietcong-guerillaerne kan nå at forsvinde i junglens dyb.
Fase 1: Find fjenden
- Overvågningsfly og patruljer til fods søger efter fjendens spor.
- Observationshelikoptere udpeger mål for angrebsstyrkerne.
Tidligt i april 1968 begynder amerikanske overvågningsfly at flyve over A Shau-dalen i Sydvietnam. Her har de kommunistiske Vietcong-oprørere samlet tropper og lagre, men nu vil 1. kavaleridivision drive dem ud.
Den helikopterbårne elitestyrke har perfektioneret sin taktik for angreb ind i fjendeland, siden amerikanerne ankom til Vietnam i 1965.
I de kommende uger vil alle erfaringerne blive sat på prøve, for en større styrke end nogensinde før skal løftes ind i den bjergomkransede dal.
Inden “Operation Delaware” sættes i gang, flyver en opklaringseskadrille i helikoptere ind for at undersøge terrænet i lav højde.
De luftbårne spejdere er divisionens elite og har som opgave at udpege mål for bombefly og kanoner. De skal også afsløre, hvor meget luftværnsskyts Vietcong har parat til at forsvare dalen.
Senere indsættes en lille patruljeenhed på en bjergtinde 1,5 km over dalens hjerte. Via radio skal gruppen rapportere om fjendens bevægelser og dirigere luftangreb og artilleribombardementer.
Nede i dalen spreder amerikanerne diskret sensorer, som kan afsløre Vietcong-enheder, når de skifter stilling i ly af natten. Fjenden skal ikke vide sig sikker noget sted.
Fase 2: Blødgør målet
- Vietcong-stillinger bombarderes med artilleri og fly.
- Kamphelikoptere hamrer løs på nært hold forud for angrebet på jorden.
Den 14. april 1968 er amerikanerne klar til at rette de første angreb mod Vietcong. Roen i A Shau-dalen sønderflænges af drønende bombeeksplosioner.
Opklaringsenheder har afsløret, at dalen er fuld af lufværnskanoner og maskingeværer.
Fly skal bringe Vietcongs luftforsvar til tavshed, så 1. kavaleridivision undgår et blodbad, når den indsættes med helikoptere.
Selve “Operation Delaware”, angrebet ind i A Shau-dalen, begynder omsider den 19. april.
Luftkavaleriets helikopterpiloter må presse
deres motorer til det yderste for at stige over bjergene med 3. brigade på omkring 2.500 mand. Soldaterne sættes af i landingszoner i dalens nordende, hvor Vietcongs luftforsvar er svagest. Her spærrer amerikanerne også guerillaernes flugtvej over grænsen til Laos.
Snart ankommer store transporthelikoptere med artilleriet. Kanonerne skal bombardere de Vietcong-stillinger, infanteriet støder på i junglen. Kamphelikoptere strømmer gennem dalen for at angribe med raketter og maskingeværer.
En enorm ildkraft er nu samlet og parat til at hjælpe 3. brigade på vej, når kampsoldaterne begynder at rykke frem fra landingszonerne.
Huey'er med store 1.000-W højtalere lovede guerillaer frit lejde, hvis de gav op.
Fase 3: Sæt dødsstødet ind
- Transporthelikoptere sætter kamptropper af på jorden.
- Soldaterne rykker frem fra landingszonen for at indtage målet.
Vietcong-tropperne i A Shau-dalen er omringet. Udmundingen mod nord blokeres af 3. brigade, mens andre amerikanske styrker rykker frem over land fra syd. Nu forbereder luftkavaleriet det lynhurtige og knusende stød, som divisionen er kendt for.
Den 24. april flyver en sværm af helikoptere også 1. brigade over bjergene med kurs mod landingszoner midt i dalen.
På vej ind mødes de af en voldsom beskydning fra de luftværnskanoner og maskingeværer, som
Vietcong har skjult i hele området. Men det standser ikke angrebet. De amerikanske helikoptere lander, og kampsoldater strømmer ud for at nedkæmpe fjendens stillinger.
Luftkavaleriets to brigader indleder en klapjagt på oprørsstyrkerne. Med deres armada af Huey-helikoptere kan de flyttes hurtigt fra område til område og knuse al modstand.
870 Vietcong-soldater dræbes i det intense stormløb gennem dalen.
Vietcongs store lagre af krigsmateriel, som møjsommeligt er blevet ført ad junglestier fra Nordvietnam via Laos, erobres. Bl.a. 67 lastvogne og jeeps samt fire panserkøretøjer. A Shau-dalen vil ikke forsyne oprørshæren med våben i lang tid fremover.
Så snart kampsoldater er ude af deres helikopter, kaster de sig til jorden med skudklare våben. Først når de er sikre på, at fjenden ikke ligger på lur, rykker mændene frem mod målet.
Fase 4: Hent alle ud
- Sårede samles op og flyves hurtigt til operationsbordet på felthospitalet.
- Når fjenden er nedkæmpet, henter helikoptere tropper og materiel.
Målet for “Operation Delaware” erklæres for opnået den 10. maj 1968. De overlevende Vietcong-soldater er flygtet over bjergene uden deres våben. Nu kan den besværlige helikopterevakuering af styrken fra A Shau-dalen gå i gang.
Siden angrebets begyndelse har ambulancehelikoptere fløjet såkaldte “dust off”-missioner, hvor sårede er blevet samlet op i kampzonen og fragtet hurtigt til felthospitalet.
Den korte tid, fra en soldat bliver ramt, til han ligger på operationsbordet, betyder, at 81 pct. overlever mod 71 pct. under 2. verdenskrig 20 år forinden.
Under “Operation Delaware” har luftkavaleriets helikoptere været mål for Vietnamkrigens hidtil voldsomste beskydning fra jorden.
Mange er styrtet ned i junglen, men stærke lasthelikoptere ankommer for at løfte vragene til værksteder på de amerikanske baser. Her må mekanikerne kun opgive 21 af maskinerne.
Den 17. maj stiger de amerikanske tropper om bord i deres Huey'er og flyver ud af A Shau-dalen.
- kavaleridivision har allerede fået udpeget sit næste mål. Elitestyrken er med i alle krigens hårdeste kampe, indtil den trækkes ud i juni 1972 som led i USA's exit fra Vietnam.
Luftkavaleriet letter fra vietnamesisk jord for sidste gang i juni 1972. Divisionen har I alt mistet 5.444 mand.
Taktikken vandt ikke krigen
Amerikanske luftbårne styrker viste vejen for fremtidens krigsførelse, men fik ikke Vietcong til at give op. Vietnamkrigen blev en dyst på udholdenhed.
Gennem otte år var USA's luftbårne kavaleri en evig plage for de dårligt udrustede Vietcong-styrker.
Guerillaerne forsøgte efter bedste evne at svare igen. Oplagte landingszoner blev fyldt med fælder og omringet af skjulte maskingeværstillinger. Vietcong gravede store tunnelanlæg, hvor de var i ly for amerikanernes højteknologiske overvågning og knusende bombardementer.
Alligevel var forskellen i de to siders slagkraft for stor. Når amerikanerne dukkede op, var Vietcongs eneste
effektive taktik at efterlade alt og tage flugten til fods ud i junglen. Guerilla-troppernes vigtigste mål blev at undgå udslettelse, for så længe de var i live, fortsatte kampen. Taktikken betød, at krigen trak i langdrag, uden at en afgørelse kom i sigte. I sidste ende fik det amerikanske samfund nok af endeløse tab, og USA trak sig ud i 1973.
Selv om Vietnamkrigen endte med et amerikansk nederlag, havde det luftbårne kavaleri vist sig som hærens mest slagkraftige styrke.
Helikoptersoldaterne blev en fast del af arsenalet og viste senest deres værd under det amerikanske lynfremstød mod Bagdad i 2003.