Phoenix, Arizona, USA, 29/3 1969
Mine herrer
Det var i slutningen af april, at jeg første gang hørte om “Pinkville”* og om, hvad der angiveligt skete der.
Jeg modtog den første rapport med nogen skepsis, men i løbet af de følgende måneder hørte jeg så mange lignende historier fra så mange forskellige mennesker, at det blev umuligt ikke at tro, at noget meget mørkt og blodigt var sket engang i marts i en lille by i republikken Vietnam, som kaldes “Pinkville”.
I slutningen af april 1968 ventede jeg på at blive overflyttet til Kompagni E under det 51. infanteriregiment, da jeg løb ind i overkonstabel “Butch” Gruver, som jeg kendte fra min tid på Hawaii.
Gruver fortalte mig, at han nu gjorde tjeneste ved Kompagni E, men at han indtil den 1. april havde tilhørt kompagni C.
Under samtalen hørte jeg for første gang historien om “Pinkville”.
Ronald Ridenhour
Levetid: 1946-1998.
Nationalitet: Amerikansk.
Erhverv: Helikopterskytte i den amerikanske hær, journalist og forfatter.
Civilstand: Ugift.
Kendt for: Ridenhour blev berømt, da han i 1969 afslørede forbrydelserne i My Lai. I de følgende år arbejdede han som undersøgende journalist og afdækkede bl.a. korruption i det offentlige. En pris stiftet i hans navn har hædret bl.a. kvinderets-aktivisten Gloria Steinem og USA’s tidligere præsident Jimmy Carter.
Kompagni “Charlie” blev i 1968, som en del af en specialenhed, sendt ud på en søg og ødelæg-mission på Batangan-halvøen.
Styrken opererede ud fra et område omkring 9 km nord for byen Quang Ngai. Gruver sagde, at Kompagni “Charlie” hver dag led tab, især på grund af miner og fælder skjult i landskabet.
Problemerne var koncentreret i et bestemt område, som lod til at være inficeret med skjulte fælder og fjendtlige soldater. Det berygtede sted lå ca. 9 km nordøst for Quang Ngai på koordinaterne B.S. 728795. Mændene kaldte stedet for Pinkville.
En morgen i slutningen af marts begav styrken sig ud fra basen med kurs mod “Pinkville”. Udslet stedet og dets indbyggere, lød missionen, fortalte Gruver.
Jeg troede ikke umiddelbart på historien, men Gruver forsikrede mig om, at han talte sandt. Han beskrev derefter indgående begivenhederne.
De to andre kompagnier, som sammen med “C” udgjorde specialstyrken, slog ring om landsbyen, så “Charlie”-kompagniet kunne komme ind og ødelægge bygningerne og dræbe indbyggerne.
Enhver indbygger, som forsøgte at flygte fra “Charlie”, blev stoppet af soldaterne, som stod for omringningen. Jeg spurgte “Butch” flere gange, om alle blev dræbt. Han sagde, at han troede, at det gjaldt såvel mænd og kvinder som børn.
“Delingen efterlod intet levende, hverken husdyr eller mennesker”. Ronald Ridenhour, helikopterskytte.
Han huskede, at han så en lille dreng på tre eller fire år stå på en sti.
Drengen blødte fra et skudsår på armen. Han klemte hårdt på såret med den modsatte hånd, og blodet piblede ud mellem fingrene.
“Han stod bare der og stirrede med sine store øjne. Han forstod ikke, hvad der skete. Så kom kaptajnens radiooperatør. Han affyrede en salve fra en M16-riffel ind i ham”, fortalte Gruver.
Det var så slemt, sagde han, at en af mændene i hans enhed skød sig selv i foden for at slippe for at deltage yderligere i nedslagtningen.
En af kompagniets officerer, sekondløjtnant Kally (jeg staver det måske forkert), samlede landsbyboerne i grupper. Hver gruppe bestod af ca. 20 personer af begge køn og i alle aldre.
Gruver havde ikke selv set det, men folk, som han betragtede som troværdige, fortalte, at Kally skød hver gruppe ned med et maskingevær. Landsbyen var bebeboet af mellem 300 og 400 mennesker, og kun få slap væk, berettede han.
William Calley (i midten) forsvarede sig i retten med, at han blot fulgte ordrer.
Da jeg ankom til Kompagni “E”, fik jeg flere oplysninger. Overkonstablerne Michael Terry og William Doherty, som før gjorde tjeneste i Kompagni C, fortalte, at deres patrulje var den tredje, som gik gennem landsbyen.
De fleste beboere var da allerede døde, og de, som ikke var, blev fundet og skudt. Patruljen efterlod intet levende, hverken husdyr eller mennesker.
I juni 1968 mødte jeg sergent Larry La Croix i soldaterklubben USO i Chu Lai. La Croix gjorde tjeneste under Kally den dag i “Pinkville”. Han bekræftede historierne og tilføjede noget nyt.
Kallys mænd trak folk ud af hytter og huler og samlede dem i grupper. Der var både mænd, kvinder og børn. Når gruppen var stor nok, gav Kally ordre til, at de skulle skydes med et maskingevær.
Da den første gruppe var klar, gav Kally (som senere viste sig at hedde William Calley, red.) overkonstabel Torres* ordre til at bemande maskingeværet og åbne ild mod landsbyboerne.
Han adlød, men midt i det hele standsede han og nægtede at skyde videre. Løjtnant Kally overtog herefter geværet og skød de øvrige landsbyboere i gruppen.
Hvad der helt præcis hændte i landsbyen “Pinkville” i marts 1968, ved jeg ikke, men jeg er overbevist om, at det var noget meget mørkt.
Jeg er også fuldstændig overbevist om, at hvis du og jeg i sandhed tror på, at principper som retfærdighed og lighed for loven udgør vort lands rygrad, så må vi i fællesskab udføre en omfattende og offentlig undersøgelse af denne sag.
Jeg har overvejet at sende dette brev til aviserne, bladene og fjernsynsstationerne, men jeg mener, at det er mest korrekt at lade Kongressen stå for sagen.
Som samvittighedsfuld borger ønsker jeg ikke at tilsværte den amerikanske soldat i verdens øjne.
At gå til aviserne ville sikkert skabe opmærksomhed, men ville ikke have de konstruktive følger, som vil være resultatet af en indgriben fra USA’s kongres.
Med venlig hilsen
Ron Ridenhour
Se et interview med Ron Ridenhour i 1969:
Efterskrift
Tre kongresmedlemmer tog sagen op, og en militærdomstol kendte i 1971 Calley skyldig i drab på 22 mennesker.
Han blev dømt til fængsel på livstid, men løsladt tre år senere. Sagen vakte afsky i både USA og resten af verden og var med til at vende stemningen mod krigen.