Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

USA tabte vietnamkrigen efter blodige bykampe

En tidlig morgen myldrer 10.000 nordvietnamesiske soldater fra junglen ind i storbyen Huê. Om aftenen den 31. januar 1968 er størstedelen af byen faldet, men Sydvietnam og USA nægter at opgive Huê. Kampene i byen udvikler sig til en udmarvende strid fra hus til hus.

Getty Images

Jim Coolican nyder den svalende vind, der rammer ham i ansigtet, mens han triller gennem Huê i sin jeep.

Kaptajnen har opholdt sig i Vietnam i dampende varme måneder, så det er en befrielse for ham at mærke en snert af frisk luft i den gamle kejserby, der er pakket ind i vinterens grå skydække.

Den 27-årige Coolican fra Pennsylvania har de seneste måneder arbejdet næsten i døgndrift som instruktør for den sydvietnamesiske elitestyrke Hac Bao, “De sorte pantere”.

Men i aften – den 30. januar 1968 – har han fri. Fridagen skyldes det vietnamesiske nytår, Tet.

Højtiden har budt på en midlertidig våbenhvile mellem nord og syd, der har fundet sted hvert år, siden amerikanerne gik ind i vietnamkrigen tre år tidligere.

Coolican har derfor nydt en øl og lidt grillmad ude i Huê, og nu går turen hjem til USA’s base i byen, MACV (Military Assistance Command, Vietnam).

Et par feriedage skal gøre godt.

“Jeg kan næsten ikke vente. Jeg drømmer hele tiden om det. Vi ses meget snart”
Brev til familien fra den 19-årige soldat Frank Dozema, som glædede sig til snart at komme hjem.

Coolican parkerer jeepen i det indhegnede militærkompleks og hilser på sin gode kammerat Frank Doezema, inden han går til køjs. 19-årige Doezema er Coolicans radiomand, men denne nat passer han maskingeværet i MACV-basens nordvestlige tårn.

Doezema har 39 dage tilbage i Vietnam, inden han kan komme hjem til sin familie i Michigan.

“Jeg kan næsten ikke vente. Jeg drømmer hele tiden om det. Vi ses meget snart”, har han netop skrevet i et brev til sine brødre hjemme i USA.

Alt tyder på en begivenhedsløs vagt – indtil nu er Huê gået fri af krigen. Men ved 3.30-tiden fornemmer Doezema aktivitet nede i gaden, og han hører knald, som umuligt kan være fra nytårskrudt.

Lyden af AK-47-geværer runger i natten, og fra sin position syv meter over jorden ser amerikaneren hundredvis af nordvietnamesiske soldater spurte fremad mod basen. Med sig har de Kalasjnikov-geværer og granatkastere.

Uden at tøve trykker Doezema aftrækkeren ind på sit våben. Maskingeværet brøler, og en gruppe fremstormende vietnamesere mejes ned.

Men Doezema kan se, at der er flere på vej. Krigen er med ét kommet til Huê, og forude venter vietnamkrigens hidtil blodigste slag.

© Three Lions/Stringer/Getty Images

Vietnameserne ville have deres frihed efter 2. verdenskrig

Da Frankrig opgav kampen om sin gamle koloni, rykkede amerikanerne ind.

  • 1945

    Under 2. verdenskrig har Vietnam været besat af Japan.

    Efter krigens afslutning i august 1945 udråber frihedsbevægelsen Viet Minh med Ho Chi Minh i spidsen Den Demokratiske Republik Vietnam, der består af landets nordlige provinser.

    På samme tid forsøger Frankrig at genetablere sit koloniherredømme i Indokina. Laos og Cambodia kommer under fransk kontrol, Vietnam er vanskeligere.

  • 1946

    Den 1. indokinesiske krig bryder ud mellem Viet Minh og Frankrig. Kampene finder primært sted i Nordvietnam, hvor Viet Minh holder stand.

  • 1948

    Frankrig indsætter den tidligere kejser Bao Dai som statsoverhoved, og USA begynder at støtte den franske krigsførelse økonomisk.

  • 1950

    Kina og Sovjetunionen anerkender officielt Viet Minhs regering i Vietnam, mens USA beslutter sig for at støtte op om Bao Dais regering.

  • 1954

    Viet Minh belejrer den franske garnison i byen Dien Bien Phu. Efter 57 dage falder byen, og Frankrig beslutter at give Vietnam selvstændighed. Ved en fredsaftale i Genève deles Vietnam i et nord og et syd langs den 17. breddegrad. Ifølge aftalen skal demokratiske valg to år senere genforene Vietnam.

  • 1956

    Valgene gennemføres aldrig. Sydvietnam nægter at deltage, fordi det virker overvejende sandsynligt, at indbyggerne vil stemme for en Viet Minh- regering. I stedet eskalerer konflikten mellem nord og syd, og en borgerkrig bryder ud i 1959.

  • 1962

    USA’s støtte til Sydvietnam vokser, og antallet af militære rådgivere øges fra 700 til 12.000.

  • 1964

    I august meddeler USA’s overkommando i Vietnam, at nordvietnamesiske kanonbåde har skudt mod amerikanske krigsskibe ud for kysten.

    Den såkaldte Tonkinbugt-episode er i virkeligheden det pure op­spind, der skal give præsident Johnson et påskud for at indlede en amerikansk krigsindsats i Vietnam.

    Amerikanske bombefly angriber nordvietnamesiske byer, og USA landsætter styrker i Sydvietnam.

Huê har stor symbolsk betydning

Knap tre år før angrebet på MACV-basen i Huê havde USA sendt de første tropper til Vietnam. Amerikanernes formål med at involvere sig i Vietnam i 1965 var at undgå, at de kommunistiske nordvietnamesere tog magten i landet.

Midt under den kolde krig var en yderligere spredning af kommunismen et skrækscenarie for USA, så præsident Lyndon B. Johnson valgte at yde det kapitalistiske Sydvietnam militær støtte.

Trods bombetogter mod strategiske mål i Nordvietnam havde amerikanerne og sydvietnameserne dog langtfra fået bugt med Nordvietnams hær (NVA) efter tre års kampe.

Situationen blev kun gjort sværere af, at NVA kæmpede sammen med guerilla-hæren Viet Cong, som bestod af vietnamesere fra syd, der støttede den kommunistiske regering i Hanoi.

Fra deres skjul i junglen angreb Viet Cong-militsen igen og igen amerikanske og sydvietnamesiske styrker. I januar 1968 besluttede regeringen i Hanoi, at tiden var inde til en egentlig offensiv.

Ifølge generalsekretæren i det kommunistiske parti, Lê Duân, var Nordvietnams “væbnede styrker modnet gevaldigt”, og de var nu klar til en storoffensiv mod mere end 100 byer i Sydvietnam.

Ingen by havde større symbolsk betydning end Huê, som havde været Vietnams hovedstad i årene 1802-1945.

Byen havde gennem tiden huset både kejsere og konger, og i århundreder været landets åndelige og kulturelle centrum. Med sine 140.000 indbyggere var den landets tredjestørste by.

Nytåret Tet var det perfekte tidspunkt for angrebet på Huê og de øvrige mål i Sydvietnam. Højtiden gjorde det lettere end sædvanligt at smugle våben og guerilla-krigere ind i byerne.

Kontrollen blev nemlig slækket, fordi mange vietnamesere på denne tid rejste rundt og besøgte deres familie under den ugelange højtids våbenhvile.

Tilmed var det almindeligt, at vietnameserne under Tet bragte deres døde hjem for at begrave dem på familiegravsteder – en praksis, der gav mulighed for at smugle våben i kisterne.

Nordvietnam angreb 110 byer nytårsnat

Tet-offensiven i 1967 skulle demonstrere Nordvietnams militære styrke og få sydvietnameserne til at indlede et oprør mod amerikanerne i landet.

Shutterstock

Huê

var med sin status som gammel kejserstad Vietnams kulturelle hjerte, og symbolværdien ved at kontrollere byen var stor.

Bettmann/Getty Images & Shutterstock

Bjergbyen Dalat

havde stort set undgået krigen, men her måtte sydvietnameserne og amerikanerne kæmpe mod Viet Cong i 10 dage.

International Military Antiques & USMC Archives & Shutterstock

I Sydvietnams hovedstad, Saigon,

angreb nordvietnameserne bl.a. den fæstningslignende amerikanske ambassade. Efter seks timer blev angriberne dog besejret.

Three Lions/Stringer/Getty Images & Shutterstock

Angrebet planlægges nøje

Nordvietnams landsfader, Ho Chi Minh, havde tilbragt sine unge år i Huê. Mange af byens indbyggere støttede derfor Viet Cong, og de hjalp i al hemmelighed til med at forberede angrebet.

Store mængder våben og forsyninger blev således smuglet ind i byen på kærrer og i små både i løbet af januar 1968.

En af våbensmuglerne var landmanden Ngu Nguyen, som boede lidt uden for Huê, og hver dag sejlede ind til storbyen for at sælge kyllinger og æg.

I tiden op til Tet-offensiven havde Nguyen bygget et hemmeligt rum i sin båd. Her gemte han bl.a. AK-47’ere, granatrør og granater, og i sine medbragte kurve med hønseæg skjulte han omhyggeligt ammunitionspakker.

Med våbnene gemt væk sejlede han ind til byen, uden at lasten blev tjekket.

“Nu er det showtime!”
Kaptajn Jim Coolican, da slaget om Huê begyndte.

En anden lokal, der ydede Nordvietnam støtte, var Che Thi Mung. Den unge kvinde havde tilsluttet sig en lokal Viet Cong-celle som spion, fordi sydvietnamesiske soldater havde dræbt hendes søster.

Den 18-årige kvinde brugte sit kønne ydre til at komme tæt på de amerikanske soldater, som hun lokkede vigtige informationer ud af.

På natten for Tet-offensivens begyndelse hjalp Mung og en række andre stedkendte fra lokale Viet Cong-celler de nordvietnamesiske tropper sikkert gennem rismarkerne og ind i Huês gader.

På den måde kunne de knap 10.000 soldater fra hæren og Viet Cong overrumple fjenden. Halvdelen af styrken angreb Citadellet (den gamle bykerne) på den ene side af Parfumefloden, der deler Huê.

Imens stormede den anden halvdel den nyere bydel kaldet “Trianglen”, hvor amerikanernes MACV-base lå – og hvor kaptajn Coolican lå og sov.

Amerikanerne vågner til dåd

Da en granat bragede ned i pigtrådshegnet omkring MACV-basen kort efter kl. 3.30 om morgenen den 31. januar, vågnede kaptajn Coolican med et sæt.

Officeren tænkte med det samme: “Nu er det showtime!”

Han trak i tøjet og greb sit gevær – præcis som basens øvrige 400 soldater. Udenfor opfangede Coolican med det samme, at enkelte fjender allerede forsøgte at trænge ind gennem basens stålhegn.

Kaptajnen skød pr. refleks og ramte to af dem. Skudsalver gjaldede ud over størstedelen af komplekset, hvor de amerikanske soldater tog kampen op mod angriberne.

Geværernes brølen blev dog kortvarigt overdøvet, da en granat ramte benzin­tanken på en jeep, som eksploderede.

Før Coolican nåede at reagere, slog en anden granat ned i taget på det vagttårn, hvor 19-årige Frank Doezema sad. Hans maskingevær blev med ét tavst.

Coolican så med rædsel på det rygende tårn, hvor hans kammerat befandt sig. Uden at skænke sin egen sikkerhed en tanke løb kaptajnen hen til tårnet og kravlede op ad stigen.

Amerikanerne måtte kæmpe for hver en meter under generobringen af Huê.

© Bettmann/Getty Images

På tårnets platform fandt han en slemt tilredt Doezema. Skarpe metalfragmenter havde flænset ham op flere steder, og det ene ben hang kun i en las af hud og sener.

Coolican slyngede Doezema op over sin skulder for at bære ham ned, men det dinglende ben forhindrede kaptajnen i at få den sårede ud gennem den smalle åbning i tårnet.

Coolican så ingen anden løsning end at give sin kammerat to skud morfin og derefter tage sin savtakkede kampkniv op af skeden. Sammenbidt savede og skar han resterne af Doezemas ben af.

Først nu kunne Coolican presse sig gennem åbningen og bringe sin unge ven hen til basens militærlæge.

Mens Doezema modtog akut behandling, lykkedes det de 400 amerikanske soldater i komplekset at slå nordvietnamesernes angreb tilbage og barrikadere basen.

Andre steder gik det dog bedre for nordvietnameserne, og da morgenen gryede den 31. januar, havde de fået kontrol med størstedelen af Huê.

Kun MACV-basen og en sydvietnamesisk base i den nordlige del af Citadellet holdt endnu stand.

Kejserstaden på Viet Cong-hænder

Selvom situationen var kritisk, kom det for amerikanerne og sydvietnameserne ikke på tale at opgive Huê.

Ud over byens symbolske betydning passerede Vietnams hovedvej, Vej 1, gennem staden.

Vejen gjorde Huê central for al transport nær den 17. breddegrad, der delte Nord- og Sydvietnam. Parfumefloden – en vigtig vandvej, der løb ud i Det Sydkinesiske Hav – førte også gennem den gamle kejserstad.

I MACV-komplekset anede amerikanerne ikke, hvor mange soldater de var oppe imod, men de havde observeret, at fjenden bestod af både “NVA” og “Charlie”, som amerikanerne kaldte henholdsvis den veltrænede nordvietnamesiske hær i mørkegrønne uniformer og Viet Congs guerillakæmpere, der ofte var klædt i kakifarver eller sorte skjorter med røde bandanaer på hjelmen.

Èt var dog sikkert: Huês gader vrimlede med fjender, og forstærkninger var påkrævet.

Da det stod klart, at kampen om Huê var tabt, flygtede Viet Cong-styrkerne ud af byen.

© Keystone/Getty Images

Hjælpetropper modtager ilddåb

Jim Coolican og hans omringede landsmænd på basen fik at vide, at tre kompagnier i omegnen af Huê ville begive sig mod den gamle hovedstad.

Kaptajnen modtog dog et klokkeklart nej, da han anmodede om luftstøtte. USA’s øverstbefalende general i Vietnam, William Westmoreland, lod kaptajn Coolican vide, at han overreagerede.

Hjælpetropperne kæmpede sig frem til MACV-basen. Kun med støtte fra kampvogne kunne kompagnierne overhovedet nå frem uden at blive udraderet af fjendtlige snigskytter og granater.

Flere køretøjer blev alligevel sønderskudt og havarerede, så da de første kompagnier kørte gennem porten til MACV, manglede mange af enhedernes mænd.

“Angrib gennem byen, og rens ud i NVA’erne!”
Ordre fra den amerikanske hærledelse til “Big Ernie”.

Glæden ved at se forstærkningen rulle ind var derfor afdæmpet hos Coolican og basens soldater.

Bedre blev humøret dog et par døgn senere, da et kompagni med 12 lastbiler og to af de lette Ontos-panserjagere – en type kampvogne udviklet til at udslette andre kampvogne – rullede ind.

Ud af et køretøj steg oberstløjtnant Ernie Cheatham, som var udset til at tage kommandoen over de amerikanske styrker. Cheatham, en tidligere football-spiller for Pittsburgh Steelers, var et brød af en mand og kendt som “Big Ernie”.

Med sig havde han en klar og ganske enkel ordre oppefra: “Angrib gennem byen, og rens ud i NVA’erne!”

Op mod 6.000 civile blev myrdet under slaget om Huê, mener historikerne.

© Granger/Imageselect

Dødspatruljer likviderede civile

En af vietnamkrigens største massakrer fandt sted, da Viet Cong-tropper under slaget om Huê gik på rov i byens gader for at finde “fjender af folket”.

Lokale Viet Cong-medlemmer havde i tiden op til Tet-offensiven udarbejdet en 22 sider lang liste med navne på indbyggere i Huê, der udviste sympati for amerikanerne og det sydvietnamesiske styre.

Øverst stod mennesker, som kommunisterne benævnte som “bøller, spioner og hemmeligt politi”.

Listen rummede imidlertid også navne på helt almindelige indbyggere, der blot var ansat i det offentlige.

De udpegede blev skudt, banket ihjel med køller eller begravet levende i massegrave.

En pedel, som arbejdede på et offentligt kontor, blev skudt sammen med sine to børn. En 48-årig kvindelig cigaretsælger blev henrettet, fordi hendes søster var offentligt ansat.

Også præster, læger, lærere, intellektuelle og udlændinge blev likvideret – herunder tre tyske læger, to franske missionærer samt en amerikaner ansat i USA’s udenrigsministeriums informationstjeneste.

Den 26. februar 1968 blev den første af adskillige massegrave fundet i Huê. I alt dukkede 2.810 lig op, men historikerne vurderer, at endnu flere mistede livet under likvideringerne.

Amerikanerne går til modangreb

Selvom basen med de nye kompagniers ankomst rådede over ca. 1.000 mand, var fjenden talmæssigt overlegen.

NVA og Viet Cong havde desuden haft god tid til at indtage fordelagtige positioner i Huês gader og huse. “Big Ernie” vidste, at tilbageerobringen af kejserbyen ville koste blod.

Soldaterne fik nu til opgave at tvinge nordvietnameserne ud af Trianglen på den sydlige side af Parfumefloden.

Første forhindring var en treetagers bygning med massive ståldøre, som amerikanerne døbte “Treasury”.

Anden forhindring var byens hospital, og kommunisternes tredje stærke position var provinsens hovedsæde, som Viet Congs røde og blå fane vajede over.

Under kampene om Huê rådede amerikanerne over bedre udstyr end nordvietnameserne.

© Polfoto/Topfoto/Ritzau Scanpix

Lørdag den 3. februar stormede amerikanske marineinfanterister ud fra MACV-ba­sen med kurs mod Treasury-byg­nin­gen to gader væk.

Soldaterne var trænet i junglekrig, men i Huê havde de ingen træer at skjule sig bag.

Nordvietnameserne havde frit udsyn fra vinduerne i de øvre etager, og deres geværer fejede nådesløst frem og tilbage over gaderne, så snart amerikanerne rundede det første hjørne.

Stanley Murdock, en 19-årig radiomand, var den første til at blive dræbt.

Murdock havde samme morgen fortalt sine kammerater, at en engel i en natlig drøm havde fortalt ham, at han ikke ville klare den. Englen fik ret.

Amerikanerne lærte, at de var nødt til konstant at have øjne på vinduerne. Under hver fremrykning langs husmurene holdt soldaterne derfor nøje øje med åbningerne i enhver bygning, de passerede.

Så de et lysglimt, åbnede de omgående ild mod vinduet.

Gasangreb sender fjenden på flugt

Selve Treasury-bygningen, målet for det første angreb, var omkranset af en lav mur med et jerngitter ovenpå. Mellem gitteret og selve bygningen havde fjenden forskanset sig i maskingeværreder.

Oppe på taget sad nordvietnameserne også parat til at beskyde amerikanerne. Forsvaret var effektivt, og da solen gik ned over Huê om lørdagen, var Treasury endnu på nordvietnamesiske hænder.

“Big Ernies” styrke havde lidt store tab, og morgenen efter bød ikke på nogen større succes. Ét sølle hul i muren omkring Treasury var det eneste fremskridt. Men så fik officeren John Salvati en idé.

På MACV-basen havde han set en masse opstablede gaskanoner. Adskillige af dem blev bragt hen til Treasury og affyret gennem hullet, så store mængder tåregas væltede ud og trængte ind i bygningen.

Amerikanerne brugte tåregas under kampene i Huê.

© Savagemorrowproject.fandom.com

Iført gasmasker stormede amerikanerne frem og nedlagde de blindede kommunister, der ingen gasmasker havde.

Mange af de nordvietnamesiske soldater nåede at flygte ud gennem bygningens bagudgange, men Treasury var omsider på amerikanske hænder.

Tåregassen blev herefter et afgørende våben for amerikanerne. Senere om søndagen den 4. februar rullede de en 106-mm-kanon i position foran hospitalet vha. et lille, hurtigt køretøj, der lignede en golfvogn.

En fuldtræffer skabte et hul i hovedbygningen, og bagefter sendte en tåregaskanon sit sviende indhold ind i fjendens lejr.

Da gastågen lettede, og amerikanerne var i gang med at rydde bygningen, blev de dog mindet om, at de konstant måtte være på vagt i Huê.

En tilsyneladende uskyldig nonne kom gående hen mod en gruppe soldater på hospitalsgangen, da hun pludselig slog dragten til side og trak en pistol.

Kun en soldats hurtige reaktion med en M16’er sikrede, at den forklædte Viet Cong-partisan endte som offeret.

Huse ryddes rum for rum

Moralen var absolut højnet i den amerikanske lejr, da weekenden gik på hæld.

En krigskorrespondent fra “The New York Times” kunne søndag den 4. februar melde hjem fra Huê, at “ved mørkets frembrud kontrollede marineinfanteristerne otte gader i byen”.

Journalisten meldte dog også om bagsiden af medaljen. Kampene havde kostet “ca. 150 mand i løbet af fem dage”.

I et forsøg på at begrænse tabstallene udviklede “Big Ernie” en strategi, hvor han først bombarderede en bygning med mortérer. Denne del af angrebet døbte han “Forhammeren”.

Efterfølgende skød amerikanerne en sky af tåregas afsted, efterfulgt af skyts fra en af deres tanks, 106-mm-granat­kastere eller bazookaer, inden marinesoldaterne til sidst bevægede sig frem.

Hver bygning rummede dog stor farer. Sikrest var det at skyde hul i væggene med en bazooka, så infanteristerne kunne trænge ind uventede steder i stedet for at bruge dørene, hvor kommunisterne havde sat fælder op.

“Vi trak sikkerhedssplitten ud og begyndte vores ‘bagning’, hvor vi ventede nogle få sekunder, inden vi smed den ind – så var der ingen som helst risiko for, at den blev kastet tilbage”
Amerikansk sergent om brugen af håndgranater i Huê.

Ofte var en håndgranat gemt i en dåse, der balancerede oven på døren. Splitten var trukket ud, så sikringsgrebet kun blev holdt sammen af blikdåsen. Når dåsen faldt ned, røg granaten derfor ud på gulvet og eksploderede.

Håndgranaterne var også et uvurderligt våben for amerikanerne selv, når de skulle sikre en bygning rum for rum. I de situationer lærte marineinfanteristerne hurtigt at “bage” deres granat i hånden, inden de kastede den:

“Vi trak sikkerhedssplitten ud og begyndte vores ‘bagning’, hvor vi ventede nogle få sekunder, inden vi smed den ind – så var der ingen som helst risiko for, at den blev kastet tilbage”, huskede en amerikansk sergent, der var med.

Når håndgranaten var sprunget, stormede amerikanerne ind i rummet og skød løs for at få ram på eventuelt overlevende.

Af og til kunne manøvren dog også koste uskyldige liv, hvis der ulykkeligvis var civile i bygningerne.

Panserjager skræmte livet af nordvietnameserne

Amerikanerne dræber uskyldige

Under sikringen af en boligblok tømte soldaten Eden Jimenez sit magasin ind i et værelse med et højt garderobeskab.

Skabet blev gennemhullet, og da han åbnede det, var en ung vietnamesisk kvinde ved at blive kvalt i sit eget blod.

I favnen holdt hun et spædbarn, der på mirakuløs vis ikke var blevet truffet af amerikanerens kugler. Moren døde, men Jimenez kunne tage barnet med sig og aflevere det til bagtropperne.

Amerikanernes “skyd først”-taktik var desværre nødvendig, for ofte var det fjendtlige soldater, der gemte sig i byens huse. Alene under rydningen af byens hospital den 4. februar mistede amerikanerne 12 mand.

Til gengæld havde “Big Ernies” tropper nu godt udsyn til det sidste af de store mål i Trianglen – provinshovedkvarteret i Huê.

Med det sædvanlige bombardement efterfulgt af tåregas fik amerikanerne tvunget nordvietnameserne på flugt.

Tåregassen var ulidelig for de ubeskyttede asiater, der forsøgte at værge sig mod gassen ved at tisse på klude, som de bandt om hovedet.

De urinvædede klude til trods betød amerikanernes vedvarende gasangreb, at flere NVA-enheder blev blindet og kastede blod op – ude af stand til at yde modstand.

Resultatet blev, at “Big Ernies” mænd efter en uges kampe kunne fjerne det Viet Cong-flag, der vajede over provinshovedkvarteret i Huê.

Nogle gange flygtede vietnameserne alene ved synet af en Ontos-kampvogn.

© International Military Antiques & USMC Archives

Stanken tog til i Citadellet

I løbet af de næste dage sikrede amerikanerne deres kontrol over Trianglen.

Efter succesen kunne de nu rette deres opmærksomhed mod Citadellet på den modsatte side af Parfume­floden, hvor fjenden havde forskanset sig bag de gamle stenmure.

Mens “Big Ernies” marineinfanterister havde kæmpet om Trianglen, var friske soldater ankommet til Huê.

Forstærkningen havde listet sig ind i Citadellets nordende, hvor en gruppe sydvietnamesiske tropper endnu holdt stand mod nordvietnameserne.

Situationen i Huê var dermed vendt på hovedet, og pludselig var NVA og Viet Cong ved at miste grebet om byen.

Kommunisterne trøstede sig dog med, at amerikanerne næppe ville sønderbombe den historiske bydel med dens gamle templer og kongepaladset.

Men Sydvietnams vicepræsident, Nguyen Cao Ky, var på ingen måde sentimentalt anlagt:

“Stanken af død var forfærdelig, og den var overalt – når du spiste dine rationer, var det som at spise døden”
En 20-årig amerikansk soldat, som kæmpede i Huê.

“Disse ting blev bygget af mænd. De kan genopføres af mænd. Bomb dem!” lød hans besked til amerikanerne.

Et tungt, gråt skydække over Huê gjorde imidlertid luftangreb til noget nær en umulighed, og kampene trak ud gennem februar måned.

Kommunisterne bed indædt fra sig, og amerikanernes fremgang på Citadellets brede alléer var træg. Ligene hobede sig op.

“Der er døde NVA’er i gaderne, og de flyder forbi i floden. Stedet lugter af død”, skrev en 20-årig amerikansk soldat, mens en kaptajn noterede, at “stanken af død var forfærdelig, og den var overalt – når du spiste dine rationer, var det som at spise døden”.

Amerikanerne forsøgte at eliminere stanken ved at bruge flammekastere til at forvandle de rådnende lig til aske.

Selvom det virkede usømmeligt, var det en nødvendighed for at begrænse risikoen for epidemier og holde rotterne væk.

Meridian-porten er en af de bygninger i paladskomplekset, der har overlevet 1900-tallets krige.

© Shutterstock

Kejser kopierede sin kollega i Kina

Byen Huê var hovedstad, da kejser Gia Long i 1802 samlede Vietnam til ét rige. To år senere satte han gang i et byggeprojekt, der skulle forvandle Huê til en by, der var en kejser værdig.

Tusindvis af arbejdere gik i gang med at anlægge et enormt citadel – omkranset af en 10 km lang mur samt en voldgrav.

Inde bag murene voksede paladset frem.

Til byggeriet hentede vietnameserne inspiration i Den Forbudte By – et gigantisk paladskompleks i Beijing.

Paladset bestod bl.a. af smukke haver og pavilloner omkranset af mur og voldgrav. Store porte afskærmede paladset fra resten af Huê.

Herfra regerede kejseren, indtil franskmændene overtog Vietnam i 1880’erne.

Mange af paladsets 160 oprindelige bygninger er gået tabt pga. krige, men de tilbage­værende er i dag optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste.

“De sorte pantere” erobrer paladset

Først i den tredje uge af februar 1968 var nordvietnameserne ved at være møre.

Forsyningsvejene til Citadellet var stort set blokeret, og når forsvarerne kiggede ned i ammunitionskasserne, kunne bunden anes.

På det tidspunkt kontrollerede NVA kun to af Citadellets 10 porte. I ly af nattemørket og den tætte tåge forduftede størstedelen af de tilbageværende tropper fra den 20. til den 22. februar.

Byens kongepalads, som var bygget med Den Forbudte By i Beijing som forbillede, holdt fjenden dog stædigt fast i.

Kaptajn Jim Coolican blev nu sat i spidsen for den sydvietnamesiske elite­enhed “De sorte pantere” – som han selv havde stået for at træne – og fik til opgave at erobre paladset

Tidligt om morgenen fredag den 23. februar slog granater mod paladsets porte og mure. Så snart der opstod huller i murværket, stormede Coolican og hans 150 pantere ind.

De få tilbageværende nordvietnamesiske soldater åbnede ild, men de blev hurtigt dræbt.

Panterne fandt ligene af 64 fjender inden for paladsets mure. Nordvietnameserne havde tilsyneladende brugt det relativt sikre område som hospital.

Coolican og hans mænd fandt også resterne af en hest og en hund, der var blevet slagtet for at mætte de pressede NVA-tropper.

Kampene i Huê kostede dyrt

Med indtagelsen af kongepaladset var nordvietnamesernes Tet-offensiv i Huê endegyldigt slået tilbage. Coolican og hans mænd var lykkelige over sejren, men prisen havde været høj.

Kaptajnen fra Pennsylvania modtog trist nyt om sin unge ven Frank Doezema, som han havde båret ned fra MACV-tårnet i Huê-slagets første time.

Den 19-årige soldat havde ikke klaret den, og han var langtfra den eneste amerikaner, hvis lig blev lagt i en pose og sendt hjem til familien i USA.

I alt 216 soldater fra marinen og hæren mistede livet, mens 1.364 blev såret. Ydermere kostede kampene i kejserbyen 458 sydvietnamesere livet og flere end 1.000 sårede.

Hårdest var det imidlertid gået ud over angriberne. Selvom kommunisterne aldrig har frigivet troværdige tal, anslår historikerne, at et sted mellem 2.500 og 5.000 soldater fra NVA og Viet Cong døde i Huê.

Først efter hårde bykampe blev de nordvietnamesiske styrker slået tilbage under Tet-offensiven.

© Bettmann/Getty Images

Begge sider ønskede fred

Slaget om Huê og nordvietnamesernes øvrige angreb under Tet-offensiven blev en brat opvågnen for USA.

For alle stod det nu klart, at styret i Nordvietnam var i stand til at koordinere storstilede angreb, og at en fortsat krig ville koste USA dyrt.

Men også nordvietnameserne gjorde en vigtig erkendelse: De havde forventet, at deres magtdemonstration under Tet automatisk ville få sydvietnameserne til at indse, at det var på tide at gøre oprør mod amerikanerne.

Men det skete på ingen måde. Efter to måneders kampe blev NVA og Viet Cong derfor besejret i alle de 110 byer, de havde angrebet i forbindelse med offensiven.

Hanoi-regeringens og amerikanernes erfaring fra Huê og Tet-offensiven betød, at de to lejre indså, at krigen ikke kunne fortsætte i en uendelighed.

Parterne indledte forhandlinger, og i 1973 underskrev de en fred, hvorefter USA trak sine tropper hjem. To år efter løb Nordvietnam alligevel Sydvietnam over ende.

Læs også:

Vietnamkrigen

Vietnams kulturperle blev bombet til ukendelighed

4 minutter
Vietnamkrigen

Viet Cong udkæmpede krigen i underjordisk tunnel-netværk

12 minutter
Vietnamkrigen

Så mange amerikanere mistede livet i Vietnamkrigen

2 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul