De amerikanske soldater prøvede at rydde tunnelerne med gasgranater, men det lykkedes sjældent. Viet Cong tvang dem ud i bitre underjordiske nærkampe – mand mod mand.

© Polfoto/Corbis & Getty Images

Viet Cong udkæmpede krigen i underjordisk tunnel-netværk

Mens amerikanerne under Vietnamkrigen sønderbombede Cu Chi-provinsen, gravede Viet Cong sig ned. Den kommunistiske guerilla overlevede i avancerede tunnelkomplekser, som indeholdt våbenindustri, lazaretter og skoler. De 250 km tunneler i Cu Chi var en vigtig årsag til, at guerillaen med simple midler og opfindsomhed kunne slå verdens mest veludrustede hær.

22. februar 2018 af Thomas Kokholm

Nam Thuan lå stille og lyttede i den smalle tunnels fugtige mørke. Han kunne høre de amerikanske soldater tale sammen oven over hans gemmested. 

Som kommunistisk partisekretær for landsbyen Phu My Hung havde han fået til opgave at forsinke de amerikanske soldaters fremrykning mod landsbyen. 

Det var ikke gået så godt i første omgang. Han havde haft to fjernudløste miner, men den ene var han kommet til at sprænge for tidligt og uden effekt, og den anden havde slet ikke virket.

Spørgsmålet var nu, om amerikanerne havde fundet indgangen til tunnelen, som han var flygtet ned i. En eksplosion gav svaret. Amerikanerne havde sprængt lemmen til indgangen væk, og lys strømmede ned i tunnelen. Det var lige det, Thuan havde håbet på. 

Nu måtte amerikanerne stoppe og vente på, at tunnelen blev undersøgt og ødelagt. Men først skulle de forbi ham. Og hvis de bare ikke brugte gas, skulle han nok klare sig, tænkte Thuan fortrøstningsfuldt.

Hans far havde i sin tid kæmpet mod franskmændene fra tunneler som denne. Og Thuan selv var en af de få, der kendte hele udformningen af de 12 km tunneler, som landsbyboerne og guerillaen havde gravet i de tre år, der var gået, siden amerikanerne kom i 1965.

Thuan ventede en time, indtil lyden af en helikopter fortalte ham, at fjenden havde tilkaldt deres særlige tunnelsoldater – tunnel rats

Lidt jord dryssede ned gennem indgangshullet. Nu kom de! Et par militærstøvler blev synlige, så et par ben. Thuan løftede sin AK-47 og skød fjenden to gange i underkroppen.

Tunnelrotterne havde et dødsensfarligt job. De udfordrede Viet Cong-soldaterne på deres egen hjemmebane. 

© Flickr

Mens amerikanerne hev deres dødeligt sårede kammerat op af hullet igen, skyndte Thuan sig længere ind i tunnelen til næste kampposition, som var skakten, der førte til endnu en tunnel nedenunder. 

Sekundet efter at Thuan var sprunget ned i skakten, affyrede amerikanerne deres pistoler ind i den øverste tunnel for at bane vejen, før de selv kravlede ind. Lyset fra to kraftige lommelygter afslørede, hvor langt de nåede frem.

Thuan ventede, til de var helt tæt på, så stak han overkroppen op af skakten og affyrede hele AK-47’erens magasin. Tunnelen eksploderede i mundingsglimt og skrig. Så blev der stille.

Kort efter kunne Thuan fra en ny position oppe ved jordoverfladen konstatere, at amerikanerne trak sig tilbage til deres base. 

Det gjorde de altid om aftenen. Om natten kom Viet Cong-guerillaerne op af tunnelerne, og så var de amerikanske soldater udsatte mål.

Thuan satsede på, at fjenden ville komme tilbage næste dag. Det gjorde de også. Denne gang lod han dem trænge længere ind i tunnelsystemet, helt ned i det underste niveau. 

Han ventede på dem oppe for enden af en lodret skakt. Da lyset fra lommelygterne afslørede, at amerikanerne var lige under ham, kastede han en håndgranat ned i hovedet på dem.

Så smækkede han lemmen til skakten i og kastede en sandsæk og sig selv ovenpå, inden granaten eksploderede. Alle amerikanerne blev dræbt.

Et helt samfund under jorden

Tunneler blev brugt mange steder under Vietnamkrigen, men de største komplekser havde man i Cu Chi-provinsen i Sydvietnam, hvor den såkaldte “Jerntrekant” lå. 

Det var et område, som begyndte kun 30 km nord for hovedstaden Saigon og var domineret af den kommunistiske Viet Cong-guerilla.

Omkring 250 km tunnel-er forbandt Cu Chi-provinsens byer og landsbyer, helt fra Saigons forstæder til grænsen mellem Vietnam og Cambodja. Nogle af tunnelerne stammede fra uafhængighedskrigen mod franskmændene fra 1946 til 1954, andre var bygget, efter at krigen mellem Nord- og Sydvietnam var brudt ud.

Cu Chi-provinsens lerede jord var perfekt til udgravning af tunneler, som skjulte og beskyttede Viet Cong-guerillaen i en forbløffende grad. Da amerikanerne gik ind i krigen i 1965, var tunnelsystemet allerede så udbygget, at det kunne modstå angrebene fra verdens mest slagkraftige hær.

Tunnelkomplekserne havde som regel tre niveauer, nogle gange fire. I denne underjordiske verden var der opholdsrum, soverum, køkkener, brønde, latriner, feltlazaretter, værksteder til våbenproduktion, maddepoter og skoler til børnene. 

Under næsten hver eneste landsby i Cu Chi-provinsen lå et større eller mindre tunnelkompleks, som havde forbindelse til andre landsbyer og Viet Cong-baser i junglen.

Den kommunistiske guerilla havde sit udspring i Sydvietnams landområder og nød større opbakning blandt de fattige bønder, end amerikanerne i første omgang var klar over. Tunnelerne blev til i et samarbejde mellem Viet Cong og landsbyboerne. 

At systemerne i Cu Chi blev så omfattende, som de blev, skyldes i høj grad lokalbefolkningens eget initiativ og engagement. Ingen kunne have forudset det, ikke engang de centrale planlæggere i den nordvietnamesiske generalstab.

Udgravningen foregik med håndkraft og simple redskaber. Et gravehold på tre mand kunne nå et sted mellem 30 cm og et par meter på en arbejdsdag.

Forbindelsesgangene skulle ifølge Viet Congs manualer ikke være bredere end 1,2 meter og ikke smallere end 0,8 meter. Højden skulle maksimum være 1,8 meter og minimum 0,8 meter. Desuden skulle der være mindst 1,5 meter fra tunnelens loft til jordoverfladen.

Bortskaffelse af den opgravede jord blev en videnskab. Jorden måtte ikke efterlades i større bunker, der kunne ses fra amerikanske fly eller af fjendens patruljer. 

I områder, der havde været udsat for tæppebombning af amerikanernes store B-52’ere, kunne vietnameserne simpelthen smide jorden i bombekraterne. 

Den kunne også hældes i vandløb eller spredes på markerne. Det skulle bare ske yderst diskret. Nogle gange måtte kvinderne smugle små portioner jord ud i bunden af lerkrukker, lige for næsen af fjenden.

Fælde: Viet Cong lavede simple fælder med opadrettede bambusspyd. 

© Osprey Publishing, Polfoto/Corbis & Flickr

Viet Cong kunne gøre sig usynlig

Tunnelerne havde et utal af ind- og udgange, så guerillaerne ikke risikerede at blive fanget i dem. Alle indgange var skjult med små lemme, der var camoufleret med blade og meget svære at få øje på. 

Lemmene var med vilje lavet så små, at vietnameserne – der er meget mindre og spinklere end amerikanerne – kun lige akkurat kunne klemme sig igennem.

Tunnelsystemerne og de mange ind- og udgange blev brugt taktisk i kamp. Guerillasoldaterne kunne pludselig dukke op og angribe, forsvinde igen og dukke op et nyt sted, for så at forsvinde én gang til. Det skabte i begyndelsen stor forundring og frustration hos amerikanerne, at fjenden ofte var som sunket i jorden.

De amerikanske soldater lærte hurtigt spillet, men for hver tunnel de fandt, forblev tre uopdagede. Og selv når amerikanerne fandt en tunnel, opdagede de ofte ikke kompleksets fulde omfang. 

Der var nemlig også camouflerede lemme mellem de forskellige tunnelniveauer, og amerikanerne nåede sjældent dybere ned end til første niveau.

Lemmene var kun én af mange velgennemtænkte konstruktionsmæssige løsninger. Nogle af tunnellerne var fx fyldt helt op med vand på en kort buet strækning. 

Med dette simple vandlås-princip kunne Viet Cong-soldaterne beskytte sig mod den gas, amerikanerne tit brugte, når de prøvede at rydde et tunnelkompleks.

Hvis amerikanerne vovede sig ned i tunnelerne, var de ikke alene truet af Viet Cong-soldater, som pludselig sprang frem fra et indhak i tunnelen og fyrede løs på få meters afstand. 

De skulle også passe på sindrigt konstruerede fælder. Det kunne fx være faldgrave med opadrettede bambusspyd, som spiddede dem, hvis de faldt derned.

Viet Cong brugte desuden såkaldte booby traps – minefælder, der bestod af en sprængladning, som den indtrængende selv udløste via en snubletråd. Skjulte fælder tog livet af 11 pct. af alle de amerikanere, der døde i Vietnam.

Ironisk nok havde amerikanerne ofte selv leveret sprængstoffet. Viet Cong blev sande mestre i at ombygge og genbruge ueksploderede amerikanske bomber og granater. 

Selv amerikanernes efterladte coladåser kunne bruges. De blev fyldt med sprængstof og omdannet til håndgranater eller booby traps.

Viet Cong-guerillaen kunne kun overleve under jorden, fordi tunnelkomplekserne var så praktisk indrettede.

 Luft- kanaler, sanitet, vandforsyning og køkkenfaciliteter fungerede optimalt, så beboerne kunne opretholde en nogenlunde velfungerende dagligdag.

Alligevel var livet under jorden psykisk og fysisk opslidende for Viet Cong-soldaterne og deres familier. Under bombardementer kunne de være tvunget til at opholde sig under jorden i dagevis, nogle gange endda i ugevis.

Underernæring og sygdomme var udbredt i de fugtige tunneler. Især malaria og parasitter var et stort problem. Derudover var tunnelerne fulde af rotter og giftigt kryb som slanger, skorpioner, edderkopper og kæmpetusindben.

Historiens mest bombede sted

Cu Chi-provinsen blev et af de mest sønderbombede og krigshærgede områder i historien. Amerikanernes kemiske krigsførelse med det berygtede stof Agent Orange, som fik bladene til at falde af alle træer og buske, omdannede sammen med bomberne den frodige jungle til et goldt og trøstesløst landskab.

I januar 1966 iværksatte amerikanerne Operation Crimp. B-52- bombefly tæppebombede Cu Chi-provinsen massivt, inden 8000 amerikanske og en del australske soldater rykkede ind for at drive Viet Cong ud. 

Operationen blev ikke nogen succes. Guerillaen gemte sig under jorden, og de tunneler, amerikanerne fandt, blev kun overfladisk undersøgt og ødelagt.

Til trods for det dårlige resultat iværksatte amerikanerne året efter Operation Cedar Falls efter helt samme model. Denne gang deltog 30.000 mand, og store områder af Jerntrekanten blev ryddet med bulldozere. 

750 Viet Cong- soldater blev dræbt, og 280 taget til fange. Operationens taktiske chef, Jonathan O. Seaman, hævdede over for pressen, at han havde forvandlet den berømte Jerntrekant til “en militær ørken”. 

Men så snart operationen var overstået, kom de mange overlevende guerillasoldater op af tunnelerne og fortsatte kampen.

Drengen her blev såret, da amerikanske soldater smed håndgranater ned i en tunnel.

© Polfoto/Topfoto

Tunnelrotter skulle rydde op

Efterhånden erkendte amerikanerne, at hvis de skulle fjerne Viet Cong fra et område, så var der ingen vej udenom – de måtte selv ned i tunnelerne. Guerillaen tvang dermed verdens mest højteknologiske hær ud i en primitiv mand mod mand-krig i deres egne huler.

De fleste amerikanske soldater fandt de fugtige, smalle og mørke gange klaustrofobiske, og mange gik i panik, når de blev beordret derned. 

Det potentielt dødelige møde med Viet Cong-soldater, kombineret med booby traps og alskens giftigt kryb, var for skrap en cocktail. Det stod klart, at amerikanerne havde brug for soldater med helt specielle egenskaber og instinkter til denne form for krigsførelse.

Kaptajn Herbert Thornton blev sat til at opbygge en ny specialstyrke, som hurtigt fik tilnavnet tunnel rats (tunnel- rotterne). 

Han samlede en gruppe frivillige, som meldte sig til den farlige opgave for at bevise deres mod under ekstreme forhold. Mange af dem var små, vævre mænd af puertoricansk eller mexicansk oprindelse og med en højde omkring de 160 cm.

Tunnelrotternes erfaring viste, at det mest anvendelige udstyr til overlevelse i Cu Chi-tunnelerne var basale ting som en kniv, en pistol og en lommelygte. Det blev hurtigt standardudstyr.

Til trods for, at amerikanerne fik disse specialtrænede tunnelrotter, som afdækkede og ødelagde en stribe tunnel-er, blev brugen af dem aldrig rigtig effektiv og gav ikke det ønskede resultat. Viet Cong kunne stadig ikke fordrives.

Risbønder sled amerikanerne ned

Tet-offensiven, som Viet Cong indledte i januar 1968, blev et klimaks i tunnelkrigen. 

Ved hjælp af forbindelsestunnelerne kunne Viet Cong gennemføre koordinerede og totalt overraskende angreb overalt i Sydvietnam, selv inde i hovedstaden Saigon.

Mod slutningen af krigen mistede tunnelerne til gengæld gradvist deres betydning. Dels blev en del af dem efterhånden ødelagt af de amerikanske bombardementer, dels blev Viet Cong- guerillaen stærkt reduceret på grund af tab og gradvist erstattet af regulære tropper fra den nordvietnamesiske hær.

For de vietnamesiske kommunister er tunnelerne i Cu Chi dog stadigvæk et symbol på det vietnamesiske folks udholdenhed og modstandskraft.

De store amerikanske styrker blev gradvist slidt ned af guerillasoldater, som kunne slå til når og hvor de ville, og som kompenserede for manglen på tanks, napalm og bombefly med opfindsomhed, list og en ganske særlig psyke.

Læs mere

Gordon L. Rottman: Viet Cong and NVA Tunnels and Fortifi-cations of the Vietnam War, Osprey Publishing, 2006. Tom Mangold & John Penycate: The Tunnels of Cu Chi, Hodder and Stroughton, 1985. 

Måske er du interesseret i...

Læs også