Vietnam/1953-54
Under 2. verdenskrig kæmper Vietnams befrielseshær – Viet Minh – mod de japanske besættelsestropper. Efter krigen erklærer Viet Minh Vietnam for selvstændigt. Det får landets koloniherre, Frankrig, til at indlede en årelang og blodig kamp mod Viet Minh.
I det øjeblik en granat slog ned, lyste eksplosionen gult og orange, mens sort røg, metalsplinter og jordklumper sprøjtede i alle retninger.
Soldaterne kastede sig fladt på maven og holdt sig for ørerne. Op imod 60 granater i minuttet regnede ned over de franske skyttegrave og bunkere fra vietnamesernes kanoner i bjergene.
Eksplosionerne flåede de franske soldater i stumper og stykker og fik skyttegravene til at kollapse. Kropsdele lå spredt omkring granathullerne – en afrevet arm eller et ben i en støvle.
Andre soldater blev sprættet op af metalsplinter eller fik indre blødninger i lungerne på grund af trykbølgerne fra eksplosionerne.
En stank af afføring spredte sig over skyttegravene. Det var tarmgasser fra de døde og sårede, hvis maver var blevet revet op.
Den franske militærlæge Paul Grauwin bemærkede, at stort set ingen af de sårede skreg af smerte, fordi de var i en tilstand af chok over det massive bombardement.
Partisaner herskede i junglen
Bombardementet af den franske militærbefæstning i Dien Bien Phu-dalen fandt sted 13. marts 1954 i det nordlige Vietnam. Angrebet indledte et 56 dage langt slag mellem franske kolonistyrker og den kommunistiske uafhængighedsbevægelse – Viet Minh.
Uafhængighedsbevægelsen havde siden 2. verdenskrigs afslutning ni år tidligere ført væbnet kamp mod det franske kolonistyre i Vietnam.
På få år var det lykkedes oprørerne at få kontrol over de jungleklædte bjergegne i det nordlige Vietnam.
Viet Minhs taktik var bagholdsangreb på de franske militærkonvojer, forsyningstransporter og marcherende kolonner. Til sidst blev franske garnisoner i de større bjergbyer fuldstændigt afskåret. Selv store lastbilkonvojer, eskorteret af pansrede mandskabsvogne, blev nedkæmpet, inden de kunne nå frem.
Store franske styrker, bestående af elite-faldskærmstropper og fremmedlegionærer, måtte flygte gennem junglen skarpt forfulgt af Viet Minh. En fransk garnison på 2100 mand havde opgivet at holde stand i en grænseby til Kina.
De trak sig tilbage sydpå for at slutte sig til andre franske styrker. Men kun 185 soldater slap igennem. Resten blev dræbt, taget til fange eller deserterede.
De franske tropper var først i sikkerhed, når de nåede frem til det flade og åbne land i Tonkin-deltaet længere sydpå. Her havde oprørerne ikke en chance mod de franske kamp- og bombefly.
Inde i junglen var Viet Minh til gengæld i sikkerhed for det franske luftvåben. Piloterne kunne ganske enkelt ikke se partisanerne under trækronerne og det tætte løvhang.
I årene efter 2. verdenskrig udkæmpede de franske kolonistyrker i Vietnam en nådesløs junglekrig mod befrielseshæren Viet Minh. Kolonistyrkerne beherskede det meste af Sydvietnam, mens Viet Minh kontrollerede store dele af Nordvietnam.
Viet Minh skulle lokkes i dødsfælde
For at vende krigen i bjergene oprettede den franske general Henri Navarre et såkaldt “luftstøttet brohoved” – en militærbase, hvor alle tropper og forsyninger blev fløjet ind. Det var en helt ny og uafprøvet strategi, der skulle lokke Viet Minh til at angribe over åbent land, hvor erfaringerne viste, at franskmændene var stærkest.
Den 20. november 1953 sprang franske faldskærmssoldater derfor ud over Dien Bien Phu-dalen og jog en Viet Minh-garnison på flugt.
I løbet af tre dage landsatte franskmændene 9000 soldater fra luften. De franske styrker gik straks i gang med at grave skyttegrave og opbygge bunkeranlæg til den kommende kamp mod Viet Minh.
Den franske militærbase i Dien Bien Puh-dalen kom til at bestå af i alt ni befæstede stillinger, der lå spredt på strategiske steder i den 15 kilometer lange og fem kilometer brede dal.
Skyttegravene og bunkerne blev bygget af bjælker, jord og sandsække, og rundt om de befæstede stillinger etablerede franskmændene minefelter og rullede kilometervis af pigtråd ud.
Midt i dalen anlagde de en interimistisk flyveplads, hvor tomotorers transportfly og kampfly kunne starte og lande.
Transportflyene forsynede basen med tonsvis af ammunition samt 10 lette kampvogne, der blev kastet ud med faldskærm i smådele og derefter samlet af mandskabet på jorden. Derudover blev de befæstede stillinger udrustet med kanoner og morterer.
Store dele af dalen bestod af rismarker, som gav frit udsyn over den flade dalbund. Al anden bevoksning blev ryddet. Det var planen, at det flade land mellem skyttegravene og bjergskråningerne skulle blive en veritabel dødsfælde.
De franske officerer forventede, at Viet Minh ville forsøge at storme basen og derfor ville blive fanget i det åbne, hvor bombefly og maskingeværer let kunne nedkæmpe de fremstormende styrker.
Rismarkerne og de ryddede områder skulle være en dødszone, som ingen kunne slippe igennem. Nu skulle Viet Minh én gang for alle få at mærke, hvad en moderne, veludrustet europæisk hær formåede.
Titusinder hjalp Viet Minh
Den militære leder af Viet Minh, general Vo Nguyen Giap, havde kommandoen over i alt 110.000 soldater.
Mange af dem havde været i træningslejre i Mao Zedongs kommunistiske Kina, hvorfra de også havde fået en stor del af deres våben og anden udrustning.
Giap tog den franske udfordring om et afgørende slag i dalen op. Han sendte 40.000 mand gennem junglen og tog selv kommandoen over dem.
Derudover deltog titusindvis af bønder i marchen. De hjalp med at rydde stier, bygge broer og camouflere veje. Fx byggede de broerne under vandoverfladen i floderne, så de ikke kunne opdages af de franske observationsfly.
Jordveje camouflerede de ved at binde reb mellem træstammerne og stramme dem til. Derved bøjede trækronerne over vejene. Bønderne slæbte også tunge kanoner gennem junglen. Ofte måtte snesevis af mænd trække et kanonløb op ad mudrede bjergskråninger og slæbe det videre ad smalle bjergstier.
Atter tusinder bar kasser med granater og patroner frem til bjergene omkring Dien Bien Phu. Hele denne enorme logistiske operation lykkedes stort set, uden at de franske fly kunne gøre den mindste skade.
De 40.000 Viet Minh-soldater sneg sig op på bjergene omkring Dien Bien Phu og gravede huler ind i bjergskråningerne til kanonerne, så de var beskyttet mod granater fra de franske kanoner i dalen og mod bomber fra fly.
Derudover opstillede de antiluftskyts-kanoner, som skulle forhindre de franske transportfly i at lande på de to landingsbaner i Dien Bien Phu samt forpurre alle forsøg på at kaste forsyninger ned i dalen med faldskærme.
Angreb i ly af mørket
Fra radiolytteposter, der opsnappede Viet Minhs radiokommunikation, havde franskmændene fået besked om Giaps fremmarch.
Men de mente ikke, at det var muligt at transportere tunge kanoner hundreder af kilometer gennem junglen til Dien Bien Phu.
Den 13. marts 1954 gav Giap ordre til angreb. Bombardementet af de franske feltskanser begyndte kl. 17.00 og varede i to timer.
Tidspunktet var helt bevidst valgt. De franske fly kunne ikke nå frem til Dien Bien Phu, inden det var mørkt, og de kunne ikke operere i mørke.
Det kunne Viet Minhs stormtropper til gengæld. De var blevet trænet til at manøvrere i mørke og var derfor eksperter i natkamp.
Giap angreb først den befæstede stilling “Beatrice”, som lå på fire bakker i dalens nordøstlige hjørne og blev forsvaret af en bataljon fremmedlegionærer, der talte omtrent 550 mand.
Det var kun en lille befæstning, men Giap ville tage de små franske stillinger først, så han kunne stramme grebet om hovedbefæstningen midt i dalen.
Stormtropper overløb stilling
I flere nætter i træk havde Viet Minhs pionertropper gravet skyttegrave. De gik fra foden af bjergskråningerne og frem til de franske minefelter og pigtrådsruller foran “Beatrice”. I ly af bombardementet gravede Viet Minh-soldaterne sig helt frem til omkring 50 meter fra de franske stillinger.
I solens sidste stråler løb et par tusinde Viet Minh-soldater foroverbøjet gennem skyttegravene. De første, som sprang op af gravene, var stormpionererne, som bar på lange bambusrør fyldt med sprængstoffer.
De løb frem og skubbede rørene ind mellem pigtråden og bragte dem til sprængning og banede dermed stier gennem minefelterne og rullerne af pigtråd.
Eksplosionerne var signal til stormtropperne, der løb frem mod de franske stillinger gennem hullerne i pigtråden.
Fremmedlegionærerne, der typisk var tyske veteraner fra 2. verdenskrig, var alene og kunne ikke få forstærkninger fra andre stillinger, hvor der også herskede kaos pga. vietnamesernes bombardement.
Desuden foretog Viet Minh skinangreb på andre af de franske stillinger for at skabe mere forvirring. Under bombardementet ramte en salve granater “Beatrice”s kommandobunker, som styrtede sammen og begravede majoren, adjudanten samt en løjtnant levende.
Kort efter lød en tysk legionærs stemme over en knitrende feltradio:
“De er alle døde”, hvorpå forbindelsen blev afbrudt.
De andre steder fortsatte kampene til langt ud på natten. Viet Minh løb skyttegravene over ende, og slaget fortsatte i skyttegravene med håndgranater og skydevåben på klos hold.
En vietnamesisk delingsfører kastede en ti-kilos sprængladning ind i en fransk bunker, men stod selv så tæt på bunkeren, at dusinvis af glødende granatsplinter på størrelse med majskorn borede sig ind i hans krop.
Unaturlige hvide lys skinnede med jævne mellemrum over “Beatrice”, når lysraketter blussede op og dalede ned over stillingerne.
Nærkampe med geværkolber, bajonetter og de bare næver opstod. Sporadiske ildkampe fortsatte til langt ud på natten, hvor enkelte grupper af legionærer holdt stand i maskingeværreder eller bunkere med skydeskår.
Men efterhånden ebbede skyderierne ud, og til sidst blev der stille. Af de 550 legionærer på “Beatrice” slap kun omkring 110 soldater bort i ly af mørket og forvirringen.
I morgentimerne nåede de frem til den befæstede stilling “Dominique” en kilometer længere nede i dalen. Resten var blevet dræbt eller taget til fange. Omtrent 600 Viet Minh-soldater havde mistet livet, mens 1000 var blevet såret.
40.000 regulære Viet Minh-soldater og tusindvis af bønder slæbte tonstunge kanoner gennem den tætte vietnamesiske jungle til det endelige opgør med den franske hær.
Thai-styrke flygtede
Næste eftermiddag gentog Viet Minh taktikken mod den franske stilling “Gabrielle”, hvor forløbet og udfaldet stort set blev det samme.
Tidligt om morgenen forsøgte en mindre fransk styrke dog at komme til “Gabrielle” til undsætning . Men styrken blev tvunget tilbage af Viet Minhs kanonstillinger i de omkransende bjerge.
Den tredje befæstede stilling, “Anne-Marie”, faldt uden kamp. Den blev holdt af thaier, som var en etnisk minoritet i Vietnam. De havde et århundredgammelt fjendskab med vietnameserne og foretrak derfor fransk kolonistyre frem for vietnamesisk selvstændighed.
Men thaierne var irregulære soldater, der var vant til at kæmpe som partisaner og ikke i skyttegrave.
Udslettelsen af “Beatrice” og “Gabrielle” havde svækket deres kampmoral, og desuden befandt deres familier sig i landsbyer, som lå i områder, Viet Minh kontrollerede.
I flere nætter havde Viet Minh-soldater sneget sig ind blandt thaiernes skyttegrave og spredt pamfletter, som opfordrede dem til at desertere. I ly af morgentågen den 17. marts forsvandt stort set alle thaierne, og “Anne-Marie” måtte opgives.
Flyvepladsen kom under ild
Frem til slutningen af marts rokerede Giap rundt med sine tropper. Han havde kun få mand i den vestlige del af dalen, som han derfor forstærkede.
Dalen sammenlignede Giap med en skål, hvor Viet Minh sad på kanterne og franskmændene i bunden. Hele vejen rundt kunne Viet Minh skyde ned i de franske stillinger.
Artilleriet kunne dog ikke bruges ustandseligt, fordi lagrene af granater skulle bruges til bombardementer, lige før Viet Minh-soldaterne stormede de franske stillinger.
Den 30. marts var Giap klar til angreb mod det franske hovedkvarter midt i dalen. Det bestod af fem befæstede stillinger, som omkransede flyvepladsen.
Fra den 30. marts til den 5. april løb Viet Minh-tropperne storm på især østsiden, hvor “Elaine” og “Dominique” lå. Taktikken var den samme som på “Beatrice” og “Gabrielle” med aften- og natangreb. Men i langt større omfang.
Viet Minh indtog dele af stillingerne, men blev hurtigt drevet ud igen. Tabene begyndte at svække Viet Minh-soldaternes moral.
Omtrent 5000 døde i masseangrebene, mens 8000 blev såret. Giaps hær havde ingen lazaretter eller læger. De sårede modtog derfor stort set ingen behandling. Enkelte Viet Minh-enheder nægtede derfor at angribe, men blev truet med henrettelse.
Viet Minh skifter taktik
Giap indså snart faren fra sine egne rækker og skiftede taktik. I stedet for storstilede masseangreb anlagde pionererne kilometervis af angrebsskyttegrave.
Samtidig var franskmændenes hovedflyveplads i den centrale del af dalen blevet sat ud af spillet med artilleribeskydning. Det sidste transportfly landede 28. marts.
Det blev kort efter skudt i stumper og stykker af Viet Minhs artilleri. Herefter fik basen kun forsyninger nedkastet med faldskærm, hvilket også betød, at tusindvis ikke kunne evakueres med fly.
Viet Minh fik efterhånden placeret antiluftskyts tæt på den franske hovedbase, hvilket tvang piloterne til at flyve højere, når de kastede forsyninger ud. Hidtil var de gået helt ned til 600 meter. Nu måtte de holde sig i 2,5 kilometers højde.
Det betød, at mange faldskærme med de livsnødvendige forsyninger til de franske tropper blev grebet af vinden og landede blandt Viet Minh-enheder i stedet. Der fandtes en reservelandingsbane nær den sydlige stilling “Isabelle”, men den var også ubrugelig pga. artilleri og antiluftskyts.
Kampfly og transportfly fløj dog stadig fra de franske baser længere sydpå. Transportflyene kastede napalmbomber ud over de steder, hvor der var spottet mundings-ild fra kanoner. Ifølge en af de vietnamesiske generaler tog den brændende napalm dog ikke modet fra hans enheder:
“Fjendens napalmbomber satte ild til både sten og jord. Men trods de brændende klumper på mændenes kroppe kæmpede de videre. Vores kanoner fortsatte med at skyde mod fjenden”.
Napalmbomberne havde faktisk ingen større effekt. I bjergene var junglen ofte indhyllet i fugtig tåge, og napalmen satte sjældent større områder i brand. Når de ramte et mål, var det ofte rent held, fordi napalmbomberne reelt set kun var store tanke, som blev skubbet ud af transportflyene med håndkraft.
Kampfly med bomber under vingerne havde større træfsikkerhed. De dykkede i lige linje mod et mål, smed bomberne og drejede af i sidste øjeblik, før de ramte bjergskråningerne.
Men Viet Minhs kanonstillinger var gravet ind i skråningerne eller stod i kalkstenshuler, så det krævede en direkte træffer at sætte en kanonstilling ud af spillet, hvilket kun meget sjældent skete.
Kun omkring 3000 ud af 11.000 tilfangetagne franske soldater fra Dien Bien Phu overlevede Viet Minhs fangelejre. På det lille foto ses den franske officersstab få dage før det sidste slag. Ingen af dem blev nogen sinde set igen.
Desertører gravede sig ned
Situationen var nu ved at blive desperat ved den franske hovedbase i Dien Bien Phu. Uden for basens feltlazaret lå lig stablet i bunker. En granat slog på et tidspunkt ned mellem kroppene og slyngede lig og lemmer ud til alle sider. Store blåglinsende spyfluer sværmede over de døde og sårede.
Adskillige enheder, som bestod af marokkanere og vietnamesere i fransk tjeneste, opgav kampen. De gravede små huler ind i Nam Yum-flodens skrænter, hvor de gemte sig.
Om natten sneg de sig ud for at finde forsynings-containere, som var landet i nærheden af floden. Dem slæbte de tilbage til hulerne og blev derfor kaldt for “rotterne” af de soldater, som fortsat kæmpede.
Efterhånden som antallet af døde og sårede steg, ankom nye tropper til basen i faldskærm, så antallet af franske tropper, der reelt gjorde tjeneste i Dien Bien Phu, til sidst kom op på 15.000.
Giap modtog også forstærkninger fra Viet Minh-styrker i nabolandet Laos. I løbet af april fortsatte Viet Minhs pionerer arbejdet med at grave skyttegrave, så hovedbasen tilsidst stort set var omringet af vietnamesiske skyttegrave.
Nægtede at hejse det hvide flag
Med Viet Minhs skyttegrave en snes meter fra de franske var det på det nærmeste umuligt at forsyne basen med ammunition, fødevarer og medicin.
Nedkastningszonen var alt for lille. Den 1. maj beordrede Giap endnu en gang masseangreb. Viet Minh-tropperne løb igen store dele af de franske stillinger over ende, og denne gang kunne de franske soldater ikke drive dem væk igen.
Kampene fortsatte i mindre omfang til den 7. maj, hvor Giap slap alle sine mænd løs. I den franske kommandobunker underrettede den øverstbefalende Christian de Castries det franske hovedkvarter i Hanoi om den håbløse situation over radioen:
“Vieterne er overalt. Situationen er yderst alvorlig. Kampene er kaotiske og foregår rundt omkring. Jeg tror, at enden er nær, men vi vil kæmpe til det sidste.”
Den øverstbefalende i Hanoi, general Cogny, svarede tilbage:
“Det er forstået. I vil kæmpe til det sidste. Det kommer under ingen omstændigheder på tale at hejse det hvide flag efter en så heroisk indsats.”
Nederlaget var et faktum. Alligevel kunne officererne ikke få sig selv til at overgive sig til en vietnamesisk pjaltehær. Men i løbet af et par timer overgav de franske enheder sig dog én efter én.
Over 2000 soldater fra de franske styrker var blevet dræbt under slaget, mens 12.000 blev taget til fange. Af dem var 1000 så hårdt sårede, at Viet Minh overdrog dem til Røde Kors, som fløj dem ud af kampzonen. Viet Minh havde på deres side mistet 8000 mand under slaget, og omkring 15.000 var blevet såret.
Mere end 11.000 franske soldater blev ført til Viet Minhs fangelejre i junglen. Tre måneder senere lykkedes det den franske regering at få omkring 3000 af fangerne udleveret. De resterende franske soldater døde i fangenskab af sult og sygdom.
Nederlaget ved Dien Bien Phu tvang Frankrig til at opgive Vietnam. Kort efter gjorde også algerierne i Nordafrika oprør. Det førte til endnu en blodig uafhængighedskrig, som Frankrig ligeledes tabte. I de følgende år faldt hele det franske koloniimperium fra hinanden.