Mesterskytten Carlos Hathcock blev i 1966 optaget i en lille snigskytte­enhed, som var oprettet som et forsøg. Snart viste enheden sig aldeles effektiv i Vietnams jungle.

© Iron Bridge Armory & Shutterstock

Vietnamkrigens mest tålmodige morder var snigskytte

Camoufleret og klar til kamp ligger snigskytterne gemt i Vietnams vildnis – og Carlos Hathcock er en af de bedste. I 1967 er tjenestetiden slut, men før han kan rejse hjem, skal han på en sidste livsfarlig opgave.

20. februar 2018 af Esben Sylvest

Den muskuløse kaptajn fra marinekorpset griber sergenten Carlos Hathcocks fremstrakte hånd og ryster den energisk.

“Jeg har hørt meget om dig”, siger han. De to amerikanske soldater befinder sig denne dag i 1967 på Hill 55 – en amerikansk base nær byen Da Nang i det centrale Vietnam.

“Vi har en risikabel opgave, og vi tror, at du er den eneste mand, der kan løse den og overleve”, forklarer kaptajnen. “Jeg ved, at du skal hjem om få dage, så jeg vil ikke beordre dig. Du kan acceptere eller afvise opgaven”.

Hathcock kender kun alt for godt historierne om marineinfanterister, der dør på deres sidste mission inden hjemsendelse. Hjemme i North Carolina venter hans elskede kone og deres lille søn.

Men siger han nej, vil de blot sende en mindre kvalificeret snigskytte med ringere chance for at overleve.

“Hvad er det for en opgave, sir?” spørger Carlos Hathcock. “Det kan jeg ikke sige”, svarer kaptajnen.

“Sir, jeg gør det. Jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg sagde nej”. Kaptajnen viser ham kort og rekognosceringsfotos. Målet er en betydningsfuld nordvietnamesisk general, som Hathcock skal snige sig ind på og likvidere – ene mand dybt inde i fjendeland.

“Oh Carlos, oh Carlos, dén kommer du ikke tilbage fra i live. Du og dine dumme ideer”, siger Hathcock for sig selv efter mødet med kaptajnen.

Amerikas bedste riffelskytte

Et år tidligere har den da 23-årige Carlos Hathcock for første gang sat fod på Vietnams blodplettede jord. 

De første måneder tilbringer han i militærpolitiet langt fra de værste kampe, men i løbet af efteråret 1966 bliver han indlemmet i en nyoprettet snigskytteenhed på militærbasen Hill 55 nær Da Nang.

Hathcock er vokset op med en riffel i hånden. Som ung knægt har han tilbragt hundredvis af timer på jagt i skovene nær sit barndomshjem i Arkansas, og i 1965 er han blevet amerikansk mester i 1000-yard riffelskydning. Intet kan spolere hans koncentration, når han først sigter på målet.

Hvor hans mål tidligere har været skydeskiver og skovens dyr, viser han sig nu også at være knusende effektiv til at slå mennesker ihjel. 

Han kan ligge gemt i et buskads i dagevis og vente på sit offer, mens sult, træthed og tørst gnaver i ham, og insekter kravler rundt på hans krop. Med sig har han som regel sit foretrukne våben, en Winchester model 70 med Unertl-kikkertsigte.

Med et Browning M2- maskingevær ramte Hathcock mål over to km væk. 

© PicsDigger

150 soldater fanges i en grøft

I marts 1967 er han på patrulje og ligger med sin makker, John Burke, på en skråning i dalen Elephant Valley nær Da Nang, da ca. 150 nordvietnamesiske soldater kommer marcherende gennem dalen. Friske, men uprøvede rekrutter på blot 16-17 år, omkring 600 m væk fra de to snigskytter.

Hathcock betragter spændt den lange kolonne af mænd. Han overvejer at tilkalde artilleriet, men dropper hurtigt tanken om hjælp fra den front.

Rammer de første granater ikke præcist, vil de nordvietnamesiske soldater hurtigt være spredt for alle vinde – og samtidig er Hathcock og Burke så tæt på fjenden, at de i værste fald selv kan blive ramt af såkaldt friendly fire.

I stedet tager han sigte på enhedens kommandant, der går forrest, og hvisker til sin makker:

“Jeg skyder ham helt til højre, skyd ham længst til venstre”. 

Da to hurtige skud runger gennem dalen, ligger kommandanten og en soldat bagest i kolonnen døde på jorden. Resten af de nordvietnamesiske soldater stopper op og kigger sig forvildede rundt efter ly.

Det eneste sted, de kan søge dækning, er i en knap 100 m lang grøft, og mens de løber mod ly i grøften, flænser nye skud dalens ro, og flere soldater styrter døde til jorden.

Fem dage i et dødsgreb

Efter et stykke tid rejser en nordvietnamesisk soldat sig ængsteligt op fra grøften for at lokalisere den skjulte fjende, men øjeblikkeligt runger et nyt skud gennem dalen, og et projektil borer sig gennem hans hals.

Mens Hathcock og Burke diskret flytter til en ny position for at forvirre fjenden, overvåger de nidkært grøften. På skift hviler de og holder vagt. I timevis venter de uden at mæle et ord. Hver eneste gang nordvietnamesiske soldater stikker hovedet frem, affyrer Hathcock og Burke nye dræbende skud.

Da aftenen falder på, anmoder Hathcock om, at det amerikanske artilleri gør natten til dag med lysgranater. Natten igennem er dalen oplyst af flammende granater på himlen, så Hathcock og Burke kan holde de skræmte nordvietnamesiske soldater i grøften i skak.

Næste dag fortsætter stillingskrigen – og næste dag igen. Snigskytterne holder den fjendtlige deling i et dødsgreb og slår hårdt ned på ethvert flugtforsøg.

På femtedagen er de to marineinfanterister ved at løbe tør for både mad og ammunition. Omsider sniger de sig væk og tilkalder det tunge artilleri. 

På sikker afstand hører de bragene fra de første granatnedslag, der rammer nordvietnameserne med stor præcision. Hverken Hathcock eller Burke får registreret såkaldte confirmed kills – bekræftede drab – for massakren i Elephant Valley.

Bagefter er det umuligt at se, hvilke soldater der er dræbt af skud eller artillerigranater. En nordvietnamesisk soldat, der overlever granatregnen, bliver senere taget som krigsfange. 

Han fortæller, at delingen i grøften ikke havde den fjerneste idé om, hvad de var oppe imod. De vidste blot, at det ukendte var dødbringende. 

Hathcocks drabstal stiger hurtigere end alle andre snigskytters. I løbet af nogle måneder runder han 50 dræbte, og for hvert confirmed kill dræber eller sårer han formentlig yderligere tre-fire fjender, som ikke kan bekræftes.

Inden Vietnamkrigen markerede Carlos Hathcock sig som en dygtig riffelskytte og vandt indtil flere skydekonkurrencer.

© Iron Bridge Armory

Fjenden udlover stor dusør

Vietnam er den perfekte krig for snigskytter. Terrænet byder på fortræffelige skjulesteder, og amerikanerne har luftherredømmet, så fjendtligt artilleri kun udgør en begrænset trussel, og skytterne ikke skal bekymre sig om angreb fra luften. 

Folk som Carlos Hathcock kan koncentrere sig om at slå ihjel.

Hathcock jager aldrig fra samme position flere gange i træk og bevæger sig altid ad nye ruter gennem landskabet. Uforudsigeligheden er hans livsforsikring. 

Nordvietnameserne udlover en rekordstor dusør på hans hoved. Hvor drab på andre amerikanske snigskytter normalt indbringer, hvad der svarer til otte dollars i dusør, er der flere tusinde dollars til den, der får ram på Carlos Hathcock – en uhyrlig sum efter vietnamesiske forhold.

Da marineinfanterister nær Hill 55 pågriber en lokal kvinde, der samarbejder med fjenden, finder Hathcock ud af, hvor indædt de ønsker ham død. 

Ifølge kvinden er en hel snigskytteenhed på 12 mand sendt fra Nordvietnam ned til området omkring Hill 55 med Hathcock som deres primære mål, og især én af snigskytterne er af en særlig støbning. 

Kvinden fortæller, at han lever i junglen af rotter, insekter, orme og firben. Angiveligt er han den snigskytte, der allerede har påført amerikanerne tab helt inde på Hill 55-basens område.

Snigskytte jager snigskytte

Da en ny amerikansk soldat inden længe bliver ramt af skud inde på basen, kommer Carlos Hathcock og hans makker John Burke på sporet af den berygtede nordvietnamesiske snigskytte.

Neden for Hill 55 spotter de to mænd fodaftryk og knækkede plantestængler, der afslører snigskyttens flugtvej gennem junglen. Men en tanke plager Hathcock under jagten.

“Burke”, hvisker han til sin makker. “Det er for nemt. En nordvietnamesisk snigskytte – måske den bedste af dem –ville ikke efterlade så tydelige spor”. Han lægger sig ned på maven.

“Fra nu af ormer vi os frem”. 

De fortsætter med at følge sporet, langsomt og lydløst, stopper ustandseligt for at lytte. 

Snuser efter selv den mindste lugt, der kan afsløre et fremmed menneskes tilstedeværelse. Da de nærmer sig en lille grotte med et spartansk sengeleje ved en lysning, hvor beplantningen er trampet ned, fornemmer Hathcock en fælde.

Et sted derude i det kuperede terræn ligger den nordvietnamesiske snigskytte formentlig med sigtekornet rettet mod lysningen. De to amerikanere kravler videre til en position med udsyn til det område, hvor Hathcock regner med, at deres modstander ligger i baghold.

Flest drab i Vietnam

  1. Adelbert F. Waldron huserede i 1969 som snigskytte i Mekongdeltaet med en semiautomatisk riffel.
    Dræbte: 109

  2. Chuck Mawhinney elskede at gå på jagt og fandt i 1968 nye jagtmarker i Vietnam som snigskytte.
    Dræbte: 103

  3. Eric England blev som 19-årig national mester i riffelskydning og brugte siden sit talent i Vietnam.
    Dræbte: 98

Skudt gennem kikkertsigtet

Pludselig sker det, der ikke må ske. Da Hathcock vil rejse sig op i siddende stilling, skrider grunden under hans fødder, og med et højt knas fra kviste og blade falder han til jorden. Straks efter brager et skud mod dem.

“Jeg er ramt”, udbryder Burke: “Jeg kan mærke blodet løbe ud over mig”.

Lettelsen skyller gennem Hathcock, da han inspicerer sin makker.

“Det er ikke blod, men vand. Kuglen er gået igennem din feltflaske”. Hathcock og Burke hører lyden af deres modstander, der et sted derude bevæger sig hurtigt gennem skoven, og så sænker stilheden sig igen.

Eftermiddagssolen kaster lange skygger, da Hathcock første gang ser lysglimtet på en skråning et par hundrede meter forude. Solens stråler bliver reflekteret i noget, måske metal eller glas, men selv med deres kikkerter kan de ikke se, hvad der gemmer sig deroppe. 

Et skud vil afsløre deres position, men alligevel træffer Hathcock beslutningen. Omhyggeligt tager han sigte og trykker roligt aftrækkeren ind, indtil projektilet med et smæld forlader riffelmundingen.

I et langt øjeblik sker intet, så falder en skikkelse til jorden. Da de når frem til liget, ser de, at Hathcocks kugle er gået igennem riflens kikkertsigte, ind i øjet på den nordvietnamesiske snigskytte.

>> Læs alt om Vietnamkrigen i vores store tema

Slutspillet bag fjendens linjer

Flere dage senere sidder Carlos Hathcock i sikkerhed på basen, da en kaptajn opsøger ham og beder Hathcock om at påtage sig en sidste, livsfarlig mission inden hjemsendelsen. 

Hathcock siger ja og bliver fløjet til de høje bjerge ved grænsen til Laos. Derfra eskorterer marineinfanterister ham videre frem mod det punkt, hvorfra han må klare sig selv i forsøget på at slå den nordvietnamesiske general ihjel. Han er blot udrustet med sin riffel, en feltflaske i bæltet og en kniv.

Hathcock bevæger sig videre alene, indtil han fra skovbrynet kan se generalens militærbase på den anden side af en ca. 2000 m bred mark uden skjulesteder. 

Hathcock har tidligere skudt fra denne afstand og ramt sit mål, men han ved, at han kun får én chance. Ét skud. 

Han skal inden for en afstand af 750 m eller mindre for at være sikker – og det uden at blive opdaget af de soldater, der til stadighed afpatruljerer marken omkring basen.

Kryber fremad i dagevis

Smurt ind i camouflagemaling og med græsstrå og kviste stikkende ud af hvert et knaphul i sin uniform lægger han sig ned på maven og begynder at krybe fremad. Centimeter for centimer.

Hans fremdrift er knap synlig. Det beskyttende mørke har sænket sig, og fra nu af og flere dage frem vil han ikke få noget af spise, ingen søvn og kun ganske lidt vand om natten i ly af mørket. Hathcock er kun nået omkring 10 m frem, da den første patrulje af nordvietnamesiske soldater passerer tæt forbi.

Ud af øjenkrogen fornemmer Hathcock soldaternes bevægelser. De snakker sammen, og selv om han ikke forstår vietnamesisk, kan han høre på deres stemmer, at de er afslappede og pjatter.

Om eftermiddagen på dag to har Hathcock stadig kun tilbagelagt knap 500 m. Hans krop klør fra hundredvis af insektbid, men irritationen må han ignorere. 

Flere gange er soldater på patrulje nærmest ved at trampe hen over ham, men stadig nyder han godt af den ubekymrede sikkerhed, de føler i deres egen baghave.

Snigskytter kunne ikke forvente en blid behandling, hvis de blev taget til fange af fjenden.

© All Over Press

Den afgørende fjerdedag

Da Hathcock er inden for en afstand af 900 m, begynder det at klø i hans aftrækkerfinger. Kroppen smerter i alle led, og hans knæ, hofte og arme er dækket med pinefulde vabler.

“Du kan gøre det herfra”, siger han til sig selv. Men fornuftens indre stemme beordrer ham til at holde sig til planen for at få ram på generalen og komme levende væk. 

Han kryber stædigt videre. I hovedet er han allerede begyndt at foretage udregninger af luftfugtighed, vindretning og vindhastighed – de forhold, der vil påvirke skuddet.

Ved daggry på fjerdedagen ligger han omsider parat med riflen rettet mod militærbasen og et lille stofstykke bredt ud under riflens mundingsstykke, så lufttrykket fra skuddet ikke hvirvler støv op og afslører hans udsatte position. 

De foregående dage har han fået flere glimt af generalen inde på basen, og efter en rum tid ser Hathcock ham nu igen træde ud af en døråbning for at gå over mod en ventende bil et stykke væk. 

Hathcock retter kikkertsigtets kors mod generalens brystkasse, og som havde han hørt Hathcocks indre bøn, stopper han op på vej mod bilen. 

Da Hathcock trykker af, mærker han rekylen forplante sig ind i sin skulder, mens generalen falder bagover. Død. Omkring generalen kaster nordvietnamesiske soldater sig i sikkerhed.

Hathcock dræber 93

De følgende timer kryber Hathcock tilbage over marken mod skoven, ikke hurtigt, men meget hurtigere end de foregående dage. 

Ingen patruljer kommer i hans retning. De har til Hathcocks held tilsyneladende ikke set mundingsilden fra skuddet.

Han når træernes befriende sikkerhed og rejser sig for første gang i dagevis. Gennem skoven løber han mod det aftalte opsamlingspunkt, hvorfra marineinfanterister eskorterer ham væk.

Hathcock har gjort det umulige og er sluppet levende fra at sætte et af fjendens stærkeste kort ud af spillet. Kort efter tager Hathcock hjem til sin kone og søn i North Carolina.

I 1969 tog Hathcock til Vietnam igen, men blev snart efter svært kvæstet, da han om bord i et pansret køretøj kørte på en mine. Krigen gik i det hele taget dårligt, og fire år senere underskrev USA en ydmygende fredsaftale med Nordvietnam. 

Hathcock kom aldrig i krig igen, men fortsatte i militæret. Han nåede op på 93 confirmed kills. Om de mange drab i Vietnam sagde Hathcock selv: 

“Jeg nød aldrig at slå nogen ihjel. Det var mit job. Hvis jeg ikke fik ram på dem, ville de dræbe en masse unge knægte klædt ud som marineinfanterister. Det er sådan, jeg ser på det”.

Læs mere

Charles Henderson: Marine Sniper – 93 Confirmed Kills, The Berkley Publishing Group, 1986. Roy F. Chandler & Norman A. Chandler: White Feather – USMC Scout Sniper, Iron Brigade Armory, 1997. Charles Henderson: Silent Warrior, The Berkley Publishing Group, 2000.

Måske er du interesseret i...

Læs også