Den 26. april 1975, bag de nordvietnamesiske linjer, 50 km nord for Saigon
Den sydvietnamesiske hovedstad Saigon er omringet. 140.000 sejrssikre nordvietnamesiske soldater står klar til at indtage byen og afslutte 30 års krig i Vietnam.
Solens første stråler skinner over landskabet, da den nordvietnamesiske general Van Tien Dung springer ind i sin pansrede bil nord for Sydvietnams hovedstad.
Fuglene synger omkring bilkortegen i et skovfyldt terræn, og en frisk forårsbrise stryger hen over landet, men den øverstbefalende har ikke tid til at nyde den smukke årstid. Han spekulerer over, hvordan han skal knække den sidste modstand.
De er ufatteligt tæt på at vinde krigen, men slaget skal afgøres, inden monsunen sætter ind og gør terrænet ufremkommeligt. Hans hær har kun få dage. Meget kan stadig gå galt.
Omkring sig har general Dung sine nærmeste underordnede og sine livvagter. De ved alle, at det resterende Sydvietnam er tæt på sammenbrud; tusinder af dets soldater er deserteret de seneste måneder, USA har trukket så godt som alle sine styrker ud, og præsident Gerald Ford har afvist mere hjælp til regimet i syd – den amerikanske imperialismes marionetdukker, tænker Van Tien Dung med foragt.
Han ser tankefuldt frem for sig, mens bilen i høj fart kører sydover i solopgangen. Det går over stok og sten ad hullede veje, indtil de når en samling primitive hytter – en gammel guerillabase, hvorfra generalstaben nu skal lede angrebet på Saigon.
Den 26. april kl. 05.00, nordøst for Saigon
Offensiven mod Saigon indledes med et voldsomt bombardement.
Flere hundrede kanoner brager løs ved den østlige front og sender en regn af granater ned over de sydvietnamesiske styrker.
Endnu inden krudtrøgen har lagt sig, sætter store sovjetisk-byggede kampvogne sig tungt i bevægelse hen over skovbunden.
Bag dem myldrer i tusindvis af soldater frem mellem træerne. De går efter det vigtigst tænkelige mål: et magtcenter, som i årtier har været kontrolleret af først franske, siden amerikanske soldater. Nu skal Saigon endelig erobres af en vietnamesisk hær.
Nogle steder yder de sydvietnamesiske soldater hårdnakket modstand, men nordvietnameserne angriber byen fra alle verdenshjørner og trænger dem støt tilbage. En jernhånd har grebet fat om Saigon, og nu klemmer den til.
De sydvietnamesiske styrker led store tab i forgæves forsøg på at holde broer og indfaldsveje til Saigon.
Den 27. april om eftermiddagen, USA’s ambassade i det centrale Saigon
Det sydvietnamesiske styre er ved at bryde sammen. Præsident Huong vil træde tilbage efter kun syv dage på posten.
Graham Martin, USA's ambassadør i Sydvietnam, sidder alvorstynget på sit kontor i den bastante rektangulære bygning, som udgør ambassaden.
Den nordvietnamesiske hær kommer tættere og tættere på hovedstaden. Graham Martin ved, at det bliver ekstemt svært at redde situationen, men nærer stadig håb om at undgå det totale nederlag.
Den sydvietnamesiske præsident Tran Van Huong har annonceret, at han går af den følgende dag efter kun en uge på posten. Hans forgænger er allerede flygtet ud af landet.
Ambassadøren tilkalder sin sekretær og dikterer en kort rapport til USA’s udenrigsminister Henry Kissinger: Sydvietnams nye præsident bliver general Duong Van Minh, som menes at have kontakt til kommunisterne.
Den 28. april kl. 17, præsidentpaladset
Mens kampene raser i Saigons udkant, indsættes Sydvietnams tredje præsident på en uge.
Et tordenvejr sender sit første fugtige pust ind over Saigons øde gader, mens de 3,5 mio. indbyggere stimler sammen om tv-apparaterne og tuner ind på den statslige kanal.
Billedet fra det stærkt bevogtede præsidentpalads i byens centrum flimrer ind i stuerne til det anspændte folk. Sydvietnameserne holder vejret. De ønsker svar på, hvad der nu skal ske. Måske vil den nye præsident allerede i dag overgive landet til kommunisterne.
Verdenspressen er samlet i paladset, men vietnameserne dominerer, og de tager knap notits af den afgående præsident Huong, som kun taler et øjeblik, inden han vender sig om mod Duong Van Minh med ordene:
“Deres ansvar er stort, general”.
Minh bliver siddende. Tavs. Han venter, mens to soldater hurtigt fjerner det sydviet- namesiske flag fra talerstolen og hænger et flag med kinesiske fredssymboler op i stedet.
En sagte mumlen ruller som en bølge gennem salen, og i samme øjeblik flænger et tordenbrag luften uden for paladset, mens lynene glimter i vinduerne og regnen pisker ned. Endelig rejser Minh sig. Han går op mod talerstolen med ansigtet i alvorlige folder.
“Jeg kan ikke love jer noget”, begynder han langsomt og ser ud over forsamlingen.
“De kommende dage vil bringe store vanskeligheder, forfærdelige vanskeligheder”, siger han, mens millioner lytter i total tavshed. Og så kommer det:
“Ordren til vores soldater er at blive, hvor de er, at forsvare deres positioner, at forsvare vort resterende territorium af al kraft. Jeg accepterer ansvaret for at nå frem til en våbenhvile, fredsforhandlinger, fred på baggrund af Paris-aftalen”, siger præsidenten.
Han henviser til fredsaftalen fra 1973, som indebar en to-statsløsning og fik USA til at trække sine styrker ud. En aftale, som sikrede USA’s og Nordvietnams forhandlere Nobels fredspris. Og en aftale, som hurtigt gik op i krudtrøg.
Minh lægger pludselig sit talepapir fra sig, og hans stemme skifter toneleje.
“Landsmænd! Brødre! Patrioter!” næsten råber han. “I disse vanskelige timer kan jeg kun bede jer om én ting: Fat mod, forlad ikke landet, løb ikke bort. Vore forfædres grave er her. Dette er vores land. Det er her, vi hører hjemme”, siger han, og salen bryder ud i jubel.
Den 28. april kl. 18, Saigons militære og civile lufthavn, Tan Son Nhut
Amerikanerne har lovet at evakuere deres sydvietnamesiske hjælpere. En gigantisk luftbro skal bringe dem ud af landet.
En snes sydvietnamesiske mænd, kvinder og børn er samlet i en af de mange små træbygninger i “Dodge City”. Området ligger i lufthavnens udkant og er fyldt med tennisbaner og swimmingpools til de amerikanske soldater, men det er længe siden, de har været i brug.
Siden midten af april har Dodge City i praksis været opsamlingssted for vietnamesere, som har samarbejdet med amerikanerne. De forsamlede venter på at blive fløjet i sikkerhed.
Pludselig lyder en række drøn, og snart bliver bragene voldsommere; træbygningen rys-ter, småbørn græder, og kvinder skriger. En lampe falder ned fra loftet og lander på en amerikansk embedsmands skrivebord.
Han skubber den nonchalant til side og arbejder videre med sine papirer. Udenfor hamrer antiluftskytset løs på de angribende nordvietnamesiske fly, mens bomberne eksploderer.
En ung, blond fyr kommer til syne i lokalet og begynder at råbe ordrer til højre og venstre. På under fem minutter har den 27-årige diplomat og assistent for ambassadør Martin – Ken Moorefield – fået de forsamlede og 60 andre flygtninge evakueret til et mere sikkert sted.
Da Moorefield er færdig, går det op for ham, at han har glemt sit stempel. Et stempel, som skal bruges på indrejsepapirer til USA. Han skynder sig tilbage. Amerikanerne har højtideligt lovet at beskytte alle deres hjælpere.
Amerikanerne forlod Vietnam som en splittet nation, økonomisk svækket af de enorme krigsomkostninger og med store tab. Fire amerikanske studerende blev dræbt af nationalgarden under en demonstration.
Den 28. april kl. 18.30, Saigons centrum
Langsomt, men sikkert kæmper den nordvietnamesiske hær sig frem mod selve Saigon, hvor nerverne er på højkant.
Den unge australske kameramand Mike Mar- riott sidder på den amerikanske tv-station CBS’s kontor på Caravelle Hotel, da han hører brag.
Han reagerer instinktivt, griber sit filmkamera og løber ned ad Tu Do-boulevarden for at få nye optagelser i kassen.
Biler og scootere kører endnu i gaderne. Nogle steder bliver forretninger plyndret, men de fleste mennesker holder sig forsigtigt inden døre i deres hjem.
Marriott hører skud lige i nærheden, denne gang fra håndvåben. Et par blokke mod nord er trafikken gået helt i stå. En taxa står midt i det hele med chaufføren bøjet over motoren. Ved siden af står en kaptajn fra den sydvietnamesiske hær og fægter med sin pistol.
“Flyt den forbandede bil!” skriger han.
Chaufføren svarer igen, men det gør bare kaptajnen endnu mere hysterisk. Han retter pis-tolen mod taxaens bagsæde og skyder.
Marriott lægger kameraet til rette på skulderen og filmer optrinnet, men pludselig opdager kaptajnen ham.
Mens chaufføren råber med armene over hovedet, sætter kaptajnen et nyt magasin i pistolen og går tre skridt hen mod Marriott, som vender sig selv og kameraet bort fra den gale mand. Men for sent.
Kaptajnen har et vanvittigt smil på læberne, da han løfter pistolen og skyder direkte mod Marriotts hoved. Den australske fotograf falder om og bliver liggende livsløs i en blodpøl.
Den 28. april om aftenen, nordvietnamesernes hovedkvarter ved Ben Cat, nord for Saigon
Generalerne planlægger slagets sidste fase. Lufthavnen skal erobres, og angrebsstyrker med tanks trænge helt ind i Saigons centrum.
Et enormt kort dækker træbordet, og en lille radio står ude ved siden. Papirer og logbøger ligger stablet oven på kortet, hvor der nu er plads.
På en træbænk sidder general Dung sammen med Pham Hung fra politbureauet i Hanoi og den kommunistiske leder i syd, Le Duc Tho.Omkring dem står en række højtstående officerer med optimistiske smil på læben.
Flere læner sig sejrssikkert ind over kortet og studerer de røde pile, som fra alle sider peger mod den sydvietnamesiske hovedstad.
General Dung har opholdt sig ved Ben Cat i to dage for at være så tæt som muligt på fronten – og på den forjættede by, hans livslange mål: Saigon.
Nu udsteder han de afgørende ordrer om en storoffensiv på alle frontafsnit, startende om morgenen den 29. april.
Den 28. april, sen aften, USA's ambassade
De amerikanske diplomater planlægger evakueringen i en dyster atmosfære af nederlag.
Ambassadør Martin kigger bleg ud i luften. Han sidder i sit store kontor i et ulasteligt jakkesæt, men ser alligevel træt og slidt ud.
Hans bronkitis generer, men det til trods pulser han løs på en cigaret, mens CIA-agent Wolfgang Lehmann opridser situationen.
Ambassadøren har givet ordre til, at 10.000 mennesker skal evakueres fra luftbasen Tan Son Nhut den følgende dag. Hvis det altså er muligt. Martin ser træt på Lehmann.
“Jeg tror, vi begge skal hjem og have noget søvn”, siger han med lav, næsten hviskende stemme.
“Vi skal være udhvilede i morgen. Jeg tror, vi kommer til at tage flere liv eller død- beslutninger”.
Desperate flygtninge forsøgte med alle midler at forcere hegnet omkring USA's ambassade, som blev beskyttet af marinekorpset.
Den 29. april kl. 04.00, Saigons lufthavn og flybase Tan Son Nhut
Bombardementet genoptages, mens amerikanerne er ved at laste tre transportfly i mørket.
Kaptajnen på det vældige C-130 Hercules-transportfly, Arthur Mallano, er en erfaren pilot. Han er landet nogle timer forinden og er nu klar til at gå på vingerne med sin last af flygtninge.
Han ser ud af cockpittet. Klappen til lastrummet på en anden C-130'er er langsomt på vej ned, og i mørket kan han lige skimte lange rækker af vietnamesere, som bliver holdt tilbage af amerikanske marineinfanterister.
I samme sekund ser kaptajn Mallano lysglimt i det fjerne. Han stirrer ud mod horisonten.
“Det tordenvejr kommer vist nærmere”, siger han til sin andenpilot.
Det glimter igen i horisonten, og piloterne bliver straks klar over, at det ikke er noget tordenvejr. Det er nordvietnameserne!
Sekunder efter rammer en raket basens kontroltårn, en anden slår ned i en tankvogn, som øjeblikkelig forvandles til et flammehav, mens en tredje eksploderer lige under vingen på et af C-130-transportflyene. Det bryder i brand, og besætningen springer for livet, mens sydviet-nameserne i de lange køer skriger i rædsel.
Arthur Mallanos fly tager 80 ekstra flygtninge om bord, inden kaptajnen siger stop.
“Luk lugen, vi letter nu!” råber Mallano.
Den store maskine sætter sig langsomt i bevægelse, mens paniske flygtningene på landingsbanen råber og skriger efter dem. Marineinfanteristerne skyder op i luften for at kontrollere mængden, mens fjendtlige artillerigranater eksploderer omkring dem.
Det er nu eller aldrig, tænker Mallano. Landingsbanen er beskadiget, men det lykkes alligevel at få flyet op i fart. Netop som maskinen går i luften, eksploderer den ramte C-130’er i et ildhav under dem.
Den 29. april ved daggry, Saigons centrum
Nordvietnameserne bombarderer ikke selve Saigon, hvor hundredtusinder af deres egne sympatisører befinder sig, men en gang imellem slår en enkelt vildfaren granat ned.
Den amerikanske ambassadørs assistent Ken Moorefield vågner med et sæt, da en granat slår ned et sted i nærheden af hans lejlighed. Han bor øverst i en etageejendom – et udsat sted, hvis flere granater skulle falde.
Det er kun få timer siden, Moorefield vendte tilbage fra lufthavnen i en jeep, og han har ikke fået meget søvn.
Alligevel springer han ud af sengen, skynder sig i tøjet og smider de sidste få ting ned i en kuffert, som ligger klar. Han må af sted til ambassaden i en fart.
Den 29. april kl. 17, USA's ambassade
Panikken breder sig i folkemængden omkring den indhegnede bygning.
Foran gitterporten står hundredvis af sydvietnamesere og vifter med deres papirer. De vil i sikkerhed for kommunisterne og ud af landet sammen med amerikanerne.
Et stort træ er lige blevet fældet på ambassadeområdet, og vietnameserne kan godt regne ud, hvad det betyder: Der gøres plads til de store marinehelikoptere, som må være på vej.
En midaldrende kvinde river i gitteret af al kraft, mens tårerne løber ned ad hendes kinder.
“Jeg har et pas! Jeg har et pas!” råber hun.
En ung kvinde står i nærheden og skriger, at hele hendes familie allerede er inden for hegnet, og at hun vil ind til dem.
De stressede amerikanske soldater ved hegnet venter utålmodigt på forstærkning fra lufthavnen, som i dette øjeblik er ved at blive evakueret af de sidste amerikanske marinere. Tan Son Nhut er ikke længere værd at beskytte. Startbanerne er bombet i smadder. Ingen kommer ud den vej.
Endelig høres den karakteristiske lyd af rotorblade. Store helikoptere bringer 130 hårdt tiltrængte marineinfanterister ind. Evakueringens omdrejningspunkt er nu flyttet fra lufthavnen til den amerikanske ambassade.
Marinerne er glade for at slippe væk fra lufthavnen, hvor de har været under heftigt bombardement, men ambassaden er heller ikke noget rekreationshjem.
Mens desperate sydvietnamesere truer med at vælte hegnet, makulerer og brænder febrilske ambassadefolk tophemmelige papirer indenfor.
Ken Moorefield er en af de få amerikanske diplomater, som er synlig uden for ambassadebygningen. Han løber rundt til de unge marineinfanterister ved de forskellige porte og instruerer dem, mens de heldige vietnamesere, som er blevet lukket ind på ambassadeområdet, forsvinder ind i de store helikoptere på pladsen bag dem. De er på vej til USA.
Moorefield ser med smerte i sjælen ud på de desperate mennesker på den forkerte side af pigtrådshegnet. Amerikanerne har lovet ikke at svigte nogen, som har hjulpet dem, men det er åbenlyst, at løftet ikke kan holdes.
Dette billede er kommet til at symbolisere hele evakueringen. En helikopter henter flygtninge fra en bygning nær USA's ambassade.
Den 29. april kl. 19.30, USA's ambassade
Sydvietnams nye præsident beder amerikanerne forlade landet inden for 24 timer.
En ung sydvietnamesisk løjtnant overbringer den yderst kortfattede meddelelse fra den nyindsatte vietnamesiske præsident. Budskabet er ikke til at misforstå:
“Kære ambassadør! Med al respekt vil jeg anmode om, at alt amerikansk militærpersonel forlader Vietnam inden for 24 timer, så freden kan indfinde sig i landet hurtigst muligt”.
Ambassadør Martin betænker sig ikke et øjeblik. Han tilkalder sin sekretær og dikterer et kortfattet svar, som imødekommer ønsket. Han har allerede modtaget de afgørende ordrer fra Det Hvide Hus: fuld retræte!
Verdenshistoriens største helikopter-evakuering er allerede sat i værk.
Den 30. april kl. 02 .00, Nordvietnams fremskudte kommandopost ved lufthavnen
Sydvietnams præsident har sendt tre af sine generaler ud for at forhandle fred, men de har reelt ingenting at forhandle med.
Med alvorlige ansigtsudtryk ankommer tre sydvietnamesiske generaler til nordvietnamesernes stillinger ved lufthavnen, som nu er delvist erobret efter hårde kampe. Nordvietnamesernes lokale øverstbefalende, Dong Giang, møder dem i sin bunker.
De sydvietnamesiske forhandlere får lov at fremføre deres ærinde, men afvisningen er hurtig og klar. Dong Giang behøver ikke engang konsultere sine chefer i generalstaben.
Forhandlinger er totalt udelukkede. Der er ikke mere at forhandle om. Regeringen i Saigon skal overgive sig betingelsesløst.
De tre sydvietnamesiske generaler har parlamentærstatus og dermed frit lejde. Men efter det korte møde råder Dong Giang dem til at blive i bunkeren, da det vil være ekstremt farligt at bevæge sig tilbage mod den sydvietnamesiske del af lufthavnen.
Nordvietnameserne har lige indledt et nyt voldsomt angreb. De tre generaler accepterer tilbuddet og bliver.
Den 30. april kl. 03.30, taget af USA's ambassade
USA's præsident vil sikre sig, at hans ambassadør i Saigon dropper planen om at blive tilbage og forhandle med nordvietnameserne. Alle amerikanere skal ud, inden byen falder.
Et C-130-transportfly cirkler højt over byen. Maskinen kan ikke lande i byens sønderbombede lufthavn, men det er heller ikke meningen. Flyet skal blot udsende en radiomeddelelse, da de normale kommunikationslinjer ikke længere er pålidelige:
“Den følgende meddelelse er fra USA’s præsident og skal videregives af den første, som kommer i kontakt med ambassadør Martin. Kun 21 helikopterafgange tilbagestår. Og kun amerikanere kan nu blive fløjet ud. Ambassadør Martin skal om bord på den første helikopter, som skal udsende løsenet ‘Tiger, Tiger, Tiger’, så snart den er lettet fra ambassaden”.
På taget af den amerikanske ambassade opfanger major Kean beskeden. Han springer ned på 3. etage, hvor han finder ambassadør Martin.
Ambassadørens plan har hele tiden været at blive og forhandle med kommunisterne. Han føler sig ansvarlig over for de mange sydvietnamesiske hjælpere. Men i lyset af de seneste døgns begivenheder accepterer han hurtigt.
“Ja… vi kan ikke gøre meget mere”, konstaterer han modvilligt, inden han dikterer en besked, som – måske – vil nå Washington:
“Planen er at lukke evakueringen kl. 04.30. Grundet nødvendigheden af at ødelægge kommunikationsudstyret vil denne besked være den sidste fra ambassaden i Saigon”.
Sekretæren noterer hastigt, mens Martin går med op til helikopterplatformen på ambassadens tag, som er fyldt med håbefulde sydviet-namesere. Major Kean går rundt og videregiver dæmpet ordren til marineinfanteristerne:
“Kun amerikanere fra nu af! Er I med – kun amerikanere”.
I halvmørket ved landingspladsen ser ambassadøren pludselig ind i øjnene på sin assistent Ken Moorefield, den lovende unge officer og diplomat, som han selv havde hentet til Vietnam 21 måneder tidligere.
“Hej Ken”, siger han afmålt.
“Hr. ambassadør”, nikker Moorefield.
Efter nogen tid hører de en helikopter, som langsomt går ned på tagets landingsplatform. Rotorlarmen er infernalsk. Piloten råber et eller andet til Moorefield, som dernæst vender sig mod ambassadør Martin.
“Ambassadør, De skal med denne helikopter”, råber han. “Det er en præsidentiel ordre”.
Martin ved det allerede. Han nikker og ser rundt på medarbejderne omkring ham.
“Okay. Lad os komme af sted”, siger han.
Klokken er blevet fem, da helikopteren letter i mørket over Saigon og sætter kurs mod de amerikanske krigsskibe ud for kysten.
Hundredtusinder festede i gaderne efter den nordvietnamesiske hærs indtog i Saigon, men blandt det tidligere regimes tilhængere var stemningen angstfyldt.
Den 30. april kl. 07.00, taget af USA's ambassade
USA's overkommando er overbevist om, at evakueringen er afsluttet for længst.
“De ved det. De må for pokker vide det!”
Dagslyset er brudt igennem til major Kean og de 10 andre marineinfanterister, som er alene tilbage på ambassaden.
De kigger på hinanden. Er de blevet glemt i forvirringen? Næsten to timer er gået, siden den sidste helikopter forsvandt i mørket, og nervøsiteten breder sig. Nogen må da komme og hente dem?!?
Soldaterne har barrikaderet sig på toppen af bygningen, de har kastet tåregasgranater og affyret varselsskud, men alligevel mærker de konstant presset fra de desperate flygtninge.
Pludselig hører de en rude blive knust. En vietnameser har hamret en knytnæve gennem vinduet ved siden af den aflåste dør til de nedre etager. En mariner løber hen og flår hårdt i armen. Vietnameseren skriger og trækker armen til sig, men nye arme kommer straks til syne.
Major Kean beordrer en mand på vagt ved ruden. Det strammer til. Han kan stadig ikke tro, at de virkelig er blevet glemt, men er nødt til at tage højde for også den situation. Han siger til sine mænd, at hvis ikke en helikopter viser sig inden for en time, må de forlade ambassaden og flygte mod havet til fods.
En lille time senere hører de endelig en velkendt lyd i det fjerne. Rotorblade. De ser en helikopter nærme sig og smiler til hinanden. På høje tid! Kort efter lander maskinen.
De 11 marineinfanterister springer om bord på få sekunder, og helikopteren letter med kurs mod havet. Klokken er præcis 07.53. Undervejs i helikopteren finder marineinfanteristerne ud af, at deres bekymring havde været velbegrundet. De havde været glemt i flere timer.
Nogle øjeblikke efter at helikopteren er lettet, bryder flygtningene på ambassaden gennem den låste dør og myldrer op på landings- pladsen. De kan ane den sidste helikopter som en prik i det fjerne. USA har forladt Vietnam.
Den 30. april kl. 11.30, kommunisternes hovedkvarter nord for Saigon
Nordvietnamesiske tanks er lige kørt gennem hegnet om præsidentpaladset i Saigon.
General Dung har samlet sine folk omkring radioen. Han ved, at sejren nu kun er minutter borte, og alt er gået perfekt.
Det, han havde frygtet mest, var en sidste blodig og helt overflødig konfrontation med USA. Derfor har hans styrker haft ordre til at vende det blinde øje til evakueringen og ikke skyde på helikopterne.
Pludselig lyder en stemme i radioen. Det er Sydvietnams præsident, general Minh. Han beordrer sine resterende styrker til at nedlægge våbnene. Sydvietnam overgiver sig betingelsesløst med øjeblikkelig virkning!
General Dungs stabsofficerer springer i vejret og kaster sig så i hinandens arme, mens tårerne får frit løb. Årtiers kamp er forbi. De har vundet den totale sejr.
Dung trækker sig lidt tilbage fra virakken og tænder en cigaret. Det er den friskeste, klareste og smukkeste dag, han i sit liv har oplevet. Mens han står og ryger, modtager hovedkvarteret et opkald fra regeringen i nord.
“Tillykke med den store sejr!” lyder en euforisk stemme. “Kan I høre, det larmer i baggrunden? Fyrværkeriet brager i hele Hanoi”.