Wien afventer sin skæbnetime

Jorden skælver under husene i Wien, da en kraftig underjordisk eksplosion pludseligt flænser et 10 meter bredt hul i bymuren.

I næste nu vælter flere tusind ­janitsharer – osmannernes elitetropper – frem mod åbningen. Angriberne er overbeviste om, at de netop i dag, den 4. september 1683, langt om længe kan bryde gennem byens sidste bastion og trænge ind i den østrigske storby.

Dermed vil de muslimske osmanner opnå deres endelige mål: Erobringen af de katolske habsburgeres hovedstad.

Kampråbet “Allah! Allah! Allah!” ­gjalder gennem luften, mens janitsharerne affyrer byger af pile og kaster håndgranater lavet af glas og fyldt med krudt mod de østrigske soldater, der desperat forsvarer sig med musketter. Samtidig ­arbejder de febrilsk på at lukke hullet i bastionen med sandsække og planker.

De tyrkiske stormtropper synes ustoppelige. Gennem de løbegrave og underjordiske tunneller, som osmanniske ingeniørsoldater har anlagt de seneste uger, myldrer friske angrebsforma­tioner frem til bymuren.

Kampen ved ­bastionen bølger frem og tilbage i to timer, men takket være forstærkninger inde fra byen kan forsvarerne til sidst slå de blodtørstige osmanner tilbage.

Den lille sejr er imidlertid blot en stakket frist. Soldaterne i Wien er udmattede og udsultede efter næsten to måneders belejring, hvor osmannerne igen og igen har løbet storm mod bymuren.

Forsvarsstyrken på 15.000 mand er om­ringet af 140.000 krigsvante tyrkere, og det er et spørgsmål om tid, før murene falder.

Kun hjælp udefra kan redde det kristne bolværk mod muslimerne, og forsvarerne forsøger hver dag desperat at alarmere omverdenen. Johann Peter Vael­ckeren, advokat ved militærets ­auditørkorps, oplevede belejringen indefra og skriver i sine erindringer:

“Omkring klokken 9 om aftenen blev der igen sendt raketter op fra Stephans­katedralens tårn for at signalere, at det var på høje tid at undsætte os; byen er i den yderste nød”.

Osmannerne ønsker revanche

Angrebet på Wien var kulminationen på 300 års konflikter mellem osman­nerne og deres europæiske naboer.

Det kristne Europa fik sin første store forskrækkelse, da tyrkerne erobrede den græske havneby Thessaloniki i 1387. Siden da havde osmannerne været en konstant trussel mod deres naboer, som de underlagde sig én efter én.

Osmannerriget voksede sig så stort, at det efterhånden grænsede helt op til habsburgernes Østrig. Det skete bl.a. ved at bemægtige sig østrigernes svage nabo Ungarn.

Tyrkernes omfattende erobringer hang sammen med, at de osmanniske sultaner så sig som de retmæssige arvinger til de romerske kejsere.

De så Osmannerriget som en fortsættelse af Det Østromerske og Byzantinske Rige – ikke mindst efter erobringen af hovedstaden Konstanti­nopel i 1453. Sultanerne mente, at de havde ret til at underlægge sig områder langt oppe i Centraleuropa.

Også sultan Mehmed 4., der mobiliserede sin hær i 1683, havde læst om Cæsar og Alexander den Store. Og nu ville han leve op til sine to idoler ved at opnå et mål, som ingen anden sultan havde formået: Erobring af Wien.

Hermed ville Mehmed 4. desuden rette op på den tort, det var, at Süleyman 1. – den mægtigste sultan nogensinde – i 1529 måtte opgive sin belejring af Wien.

Habsburgernes hovedstad var blevet den vesteuropæiske kristendoms bolværk mod øst og et oplagt mål i den kamp for islams udbredelse, som profeten Muhammed havde udstukket.

Erobringen af byen ville bevise, at islam var alle andre religioner, specielt kristendommen, overlegen, og at det kristne Europa vaklede under Osmanner­rigets pres.

Sultanen satte derfor storvesir Kara Mustafa Pasa, der var hans chefrådgiver og leder af centraladministrationen, til at samle en mægtig hær.

Den talte soldater fra hele Det Osmanniske Rige. 1. april 1683, efter 15 måneders forberedelser, kunne soldaterne endelig indlede den mere end 1.000 km lange march imod Wien. Ifølge osmannernes egne dokumenter bestod styrken af 170.000 mand.

En uendelig række af spraglet klædte krigere bevægede sig målrettet op gennem Sydøsteuropa. Verdens største og mest velsmurte krigsmaskine var på vej mod Østrig.

Østrigerne beder om hjælp

Østrigs hersker, Leopold 1., vidste godt, hvad der ventede, for diplomater i Konstantinopel havde længe informeret ham om osmannernes krigsforberedelser. Leopold havde imidlertid hverken soldater eller penge nok til at hamle op med horden af osmanner.

I stedet måtte han forsøge at udnytte, at han var kejser i Det Tysk-Romerske Rige, der talte omkring 300 hertugdømmer og bystater. Kejseren havde kun den formelle magt i den løse sammenslutning, der udgjorde riget – alligevel sendte Leopold allerede i slutningen af 1682 gesandter ud til rigets medlemslande.

Af alle kræfter skulle de forsøge at få hele Det Tysk-Romerske Rige til at stå samlet mod den osmanniske fare.

I marts 1683 havde Leopold held til at indgå en forsvarspagt med kongen af Polen, Jan 3. Sobieski. Kongen havde nemlig brug for en forbundsfælle, der kunne skærme Polen imod fremtidige osmanniske angreb.

Tilbage i 1670’erne havde tyrkiske styrker invaderet den sydøstlige del af Polen – det ­nuværende Ukraine. Den krigsvante polske konge havde dengang personligt anført sine styrker i forsvaret af landet og slået tyrkerne tilbage.

Men han vidste, at hvis osmannerne indtog Wien, kunne Polen hurtigt blive deres næste mål.

Østrigerne kunne også glæde sig over opbakning fra Vatikanet. Den katolske kirke gav Østrig og Polen astronomiske summer, der kunne bruges til at rejse hærstyrker mod dem, kirken opfattede som de vantro.

Kampen mod osmannerne var for alvor blevet en krig mellem de to religioner.

På trods af mange positive deklara­tioner havde resten af det katolske Europa dog ikke særlig travlt med at hjælpe Østrig, som følte sig meget alene.

Snart blev landet plaget af osmannernes fortrop – det frygtede asiatiske rytterfolk tatarerne, der i begyndelsen af juli 1683 kunne observeres fra Wiens tårne.

Tatarerne begyndte straks at hærge området omkring hovedstaden. Landbefolkningen blev dræbt, huse brændt ned og marker raseret. Den voldsomme fremfærd udløste en panisk flugt til Wien.

Flygtninge strømmer til Wien

Mens folk fra landområderne flygtede ind til hovedstaden for at søge beskyttelse bag bymurene, hastede Wiens egne indbyggere ud af byen for at søge tilflugt længere mod vest.

Også Leopold følte jorden brænde under sig. Om aftenen den 7. juli flygtede han med sit hof til byen Linz. ­Leopolds afrejse fik Wiens kampgejst til at styrtdykke og udløste en masseflugt blandt de paniske indbyggere.

“Så stor var frygten, at ingen mennesker var villige til at blive tilbage; alle de heste og kærrer, som kunne findes, blev øjeblikkeligt lejet, og vognene blev fyldt med fornemme damer og deres børn, som kun tog det mest værdifulde med sig. Skrig og jammer blev hørt overalt, som om tyrkerne allerede var herrer i Wien”, fortalte et øjenvidne.

Beretningerne fortæller, at op mod 60.000 indbyggere stak af fra byen i ­dagene efter Leopolds flugt.

Truslen fra osmannerne havde til alt held medført, at der var investeret enorme summer på at udbygge byens forsvar. Der var også fremstillet store mængder krudt og kugler, som fyldte byens to store våbenarsenaler.

Kort før osmannernes belejring for­søgte en formodet tyrkisk sabotør klædt i kvindetøj at sætte ild til det ene arsenal.

Nogle hurtigt tænkende borgere fik lagerrummet overøst med vand, inden flammerne fik fat, men den påsatte brand fik hævntørsten til at eksplodere i byen.

En rasende menneskemængde pågreb den mistænkte sabotør og flåede ham i stumper og stykker. Bagefter drog skaren gennem byens gader og fremviste den sønderrevne krop til skræk og advarsel.

Følelsesudbruddet hjalp dog ikke meget på kampmoralen i byen, hvis indbyggere følte sig ladt i stikken og isolerede, da de fra bymurene 14. juli kunne se, den osmanniske hær dukkede op i ­horisonten.

Foreløbig havde ingen stater i Det Tysk-Romerske Kejserrige givet tilsagn om at komme til hjælp. Kun Polens konge var bundet af forsvarspagten med habsburgerne – men der var stadig ikke skyggen af en polsk hjælpehær at se.

Hovedstad bliver omringet

Efter fire en halv måneds march kunne de osmanniske tropper omsider se deres mål. Sultanen havde for længst forladt hæren og overladt positionen som øverstbefalende til sin storvesir, Kara Mustafa. Sådan kunne den osmanniske hersker fralægge sig ansvaret i tilfælde af en tyrkisk fiasko.

Stor­vesiren ville helt naturligt påtage sig skylden for et nederlag, hvorimod sultanen kunne sole sig i succesen, hvis hans hær erobrede Wien.

Tyrkerne oprettede en ­gigantisk lejr med 25.000 telte, der strakte sig rundt om byen. Storvesiren flyttede ind i det prægtigste telt og kastede sig over planlægningen af belejringen.

Wiens svage punkt var forsvarsværkerne mod sydvest, hvor hverken grundvand eller bække kunne forhindre tyrkerne i at ­anvende deres faste belejringstaktik: Tunneller under byens forsvarsværker, som blev fyldt med sprængstof.

Wiens høje kirkespir var et oplagt mål for osmannernes artilleri, der udsatte byens centrum for et konstant bombardement. Samtidig arbejdede tyrkiske ingeniører sig gennem jorden ind mod Wien og etablerede et net af løbe- og skyttegrave.

Gennem løbegravene kunne soldaterne i nogenlunde sikkerhed komme tæt på byens befæstning uden at blive ramt af skud.

På kun to dage nåede løbegravene helt tæt på palisaden – Wiens yderste forsvarslinje – hvorfra de spredte sig ud og blev til skyttegrave, der gik parallelt med forsvarsværket.

Fra forreste grav stormede bølger af tyrkiske janitsharer bevæbnet med spyd og sabler mod ­palisadehegnet, hvor flere rækker af østrigske geværskytter affyrede dræbende kaskader af skud og slyngede granater mod den fremstormende fjende.

De første angreb slås tilbage

Over for tyrkerne stod 15.000 soldater under ledelse af stadskommandant Ernst Rüdiger von Starhemberg. Han befandt sig utrætteligt på bymuren, hvorfra han betragtede slagmarken.

Så tæt på kampen var Starhemberg, at han allerede tidligt under belejringen blev såret af tyrkisk artilleri.

Herefter blev Starhemberg båret rundt på bymuren i en stol.

Østrigernes dygtige og stædige forsvar lønnede sig, også selvom tyrkerne fra den 23. juli begyndte at sprænge miner under palisaden.

Storvesirens tropper myldrede frem mod de åbninger, minesprængningerne forårsagede, men ­forsvarerne formåede igen og igen at stoppe angrebene. 29. juli forsøgte ­osmannerne derfor at fordoble virkningen af eksplosionerne ved at antænde to miner samtidig.

Den enorme sprængning så et øjeblik ud til at gøre udslaget. Minerne væltede et langt stykke af ­palisaden, ødelagde brystværnet bagved og begravede mange af forsvarerne under en stor bunke jord.

Situationen var ­kritisk for Starhembergs tropper. De ­vidste, at hullet i palisaden hurtigt måtte stoppes med sandsække og træpæle for at forhindre et tyrkisk stormløb ind i fæstningsgraven.

200 østrigere hoppede derfor resolut ned i bombekrateret og tog kampen op kun knap to meter fra modstanderens skyttegrave. Selvom osmannerne udløste byger af geværsalver og slyngede granater mod østrigerne, lykkedes det på to timer forsvarerne at lukke åbningen.

“Snart besejrede de tyrkerne, skar ­de­res hoveder af og satte dem på pæle ­in­den for fjendens synsvidde”, skrev Johann Peter von Vael­­ckeren om kampene.

Først den 7. august – ca. tre uger efter belejringens begyndelse – brød storvesirens tropper gennem palisaden og ind i fæstningsgraven, Wiens inderste forsvarsværk.

Men foran angriberne lå stadig kanonstillinger, geværskytter og den seks-otte meter høje bymur. I løbet af de næste 37 dage blev fæstningsgraven forvandlet til en kaotisk slagmark, der var arret af dybe og ufremkommelige bombekratere og oversået med dynger af dræbte soldater.

Gennem luften, der var tyk af ruinstøv, krudtrøg og stanken af rådnende lig, ­forsøge osmannerne at bryde ­igennem Wiens sidste forsvarsværk.

Fjender mødtes i dybet

Tyrkerne var dog ikke de eneste, der ­gravede tunneller. Starhemberg indledte sin egen kontramineringstaktik, hvor østrigerne gravede sig under Wiens ­forsvarsværker og ud mod osmannerne.

Her sprængte de miner under bl.a. skyttegrave og kanonstillinger.

Østrigerne brugte også kontramineringen til at bore sig op i modstanderens tunneller, hvor de sprængte granater eller krudttønder for at få tyrkernes gang til at bryde sammen.

Nogle gange ramte tunnellerne hinanden, mens begge parter gravede, så væggen af jord ind til fjendens tunnel med ét smuldrede, og parterne uventet stod ansigt til ansigt.

Så tæt var de på hinanden, at de kunne se genskinnet fra tællelysene i modpartens øjne.

I den efterfølgende kaotiske kamp huggede parterne panisk løs på hinanden med deres hakker, før de skyndte sig ud af tunnellerne, der truede med at styrte sammen hvert øjeblik.

Taktikken med kontraminering var effektiv, men ­kunne ikke ændre på, at tyrkerne vha. tunneller og storm­angreb arbejdede sig stadig tættere på Wiens bymur.

Katte kom i gryden

Situationen for byens befolkning blev også forværret dagligt. Manglen på mad var så stor, at indbyggerne efterhånden havde spist alle byens katte og endda begyndte at fortære rotter. Desuden kunne borgerne ikke komme ud af byen, så affaldet hobede sig op og betød, at sygdomme spredte sig som en steppebrand.

Samtidig var østrigerne under maksimalt mentalt pres, for ikke kun det ­konstante bombardement, men også frygten for tyrkernes tunneller sled på indbyggernes nerver.

Da der gik rygter om, at osmannerne gravede tunneller helt ind under selve byen, befalede ­Starhemberg, at alle kældre skulle overvåges og bevogtes, samtidig med at ­indbyggerne skulle lytte efter under­jordiske lyde fra skovle og hakker.

Alle klokker i byen skulle også være tavse, undtagen kirketårnenes timeslag. Wien var derfor præget af en sær ­blanding af en rugende stilhed og den ­infernalske larm fra kanonnedslag, mi­ne­spræng­nin­ger og krigsråb.

Soldaterne og borgerne i Wien var på udmattelsens rand, og håbet om hjælp udefra svandt dag for dag.

Da den inderste del af forsvarsværkerne endelig faldt i tyrkernes hænder 3. september, var der ikke meget håb om, at østrigerne kunne holde bymuren bagved.

De næste dage intensiverede os­mannerne angrebet, og da tre miner sprængte hul i muren, stod østrigerne skulder ved skulder og forsvarede sig i en blodig nærkamp og modstod kun med nød og næppe tyrkernes angreb.

Situationen var kritisk, og alle vidste, at byen ikke kunne stå imod mange dage endnu.

Derfor troede borgerne i Wien knap deres egne øjne, da de natten til den 8. september kunne se raketter stige til vejrs nordvest for hovedstaden. Efter to måneders belejring var en ­undsætningshær endelig på vej.

Undsætningshæren når frem

Leopold 1. havde ikke siddet på hænderne, siden han flygtede ud af Wien. Sammen med det habsburgske statsapparat havde han præsteret at få bl.a. hertugdømmerne Bayern, Sachsen og Hannover til at forpligte sig til at sende tropper.

Men appellen til de tysk-romerske ­staters loyalitetsfølelse havde ikke været nok.

Staterne ville betales godt for deres indsats, så da aftalen endelig kom på plads, stod kejseren på fallittens rand.

Til alt held viste de kolde kontanter deres virkning, og i løbet af august bevægede flere tusind tyske soldater sig mod Wien. Samtidig var en kavalerihær undervejs fra Polen med Jan 3. Sobieski i spidsen, og den samlede undsætningshær rundede dermed 75.000 mand.

Tyrkernes øverstbefalende, Kara ­Mustafa, kunne i løbet af dagen overvære, hvordan fjenden samledes på bjergsiderne oven for den tyrkiske lejr. Storvesiren fik dermed bekræftet, hvad tilfangetagne østrigske soldater i begyndelsen af september havde afsløret: En stor, kristen hjælpehær var på vej.

Den 8. og 9. september holdt osmannerne et krigsråd, hvor flere officerer ­argumenterede for at hæve belejringen og vende hele den tyrkiske hær mod undsættelseshæren. Men trods officerernes anbefalinger og fangernes afsløringer holdt Kara Mustafa fast ved, at belejringens skulle fortsætte, og kun dele af de osmanniske hærenheder måtte vendes mod den angribende fjende.

Og selv da storvesiren med egne øjne så europæernes hær slå lejr, ændrede han ikke sin beslutning. Det eneste, han tog initiativ til, var at forberede nogle få, nødtørftigt befæstede forsvars- og kanonstillinger, især vendt mod europæernes forventede angreb fra bjerget Kahlenberg nord for osmannernes lejr.

Storvesiren undlod at etablere en egentlig forsvarsmur mod fjenden, sandsynligvis fordi han mente, at osmannerne kunne nå at bryde gennem Wiens forsvar inden det europæiske angreb.

Men som de følgende dage skred frem, stod den tyrkiske øverstbefalende med et problem: Synet af undsætningshæren havde givet de resterende forsvarere modet tilbage, og under de blodige kampe var de i stand til at holde tyrkerne ude af byen.

Nu var de tyske og østrigske soldater næs­ten klar til at angribe, og osmannerne havde kun et ringe forsvar. De havde planlagt med Sobieski, at de polske tropper ville angribe fra sydsiden, men de var forsinkede pga. vanskeligt terræn. Det betød til gengæld, at osmannerne var helt uvidende om de polske tropper.

Europæerne går til modangreb

Da solen stod op i de tidlige morgen­timer søndag den 12. september, indledte den kristne hær på venstre flanke et ­angreb ned ad bjerget Kahlenberg. Den angribende styrkes offensiv så ud, “som om en flod af sort beg flød ned ad skråningen, der begravede og destruerede alt”, fortæller et tyrkisk øjenvidne.

I begyndelsen rasede kampene primært om landsbyen Nussdorf. Osmannernes krigsråb “Allah! Allah! Allah!” genlød mellem huse og træer og blandede sig med de kristnes kampbrøl “Jesus! Maria!”. Osmannerne havde forskanset sig i landsbyens ruiner, hvor de stædigt forsvarede sig bag de ødelagte husmure og havernes træer.

Men undsætningshæren samlede en stor styrke af dragoner og infanteri, der støttet af kanonild pressede ­osmannerne ud af byen.

Den kritiske situation fik storvesiren til at tage af­fære. Sammen med sit personlige janitsharkorps og sin rødfrakkede albanske livgarde rykkede han ud til en fremskudt kommandopost for at være i nærheden af slaget.

Dermed bragte Kara Mustafa sig personligt i fare, hvilket skulle vise at være en fatal fejl.

De hårdeste kampe havde hidtil udspillet sig på europæernes venstre flanke og fastlåst størstedelen af storvesirens tropper, men i løbet af de tidlige eftermiddagstimer flyttede slagets tyngdepunkt sig til europæernes højre fløj, hvor de forsinkede polakker efterhånden stod klar i deres angrebsstillinger. Kl. 13 ­rykkede Jan 3. Sobieski med sine tropper ned ad bjerget. I ly af kanonilden kunne kongens tropper rykke frem mod ­fjendens linjer.

Selvom Sobieskis mest frygtede våben – elitekavaleriet kendt som De Vingede Husarer – først rigtig kunne komme til sin ret, når det nåede den flade slette foran Wien, pressede de polske styrker osmannerne tilbage.

Efter en time lød et øredøvende ­glædesbrøl fra soldaterne i den tyske undsættelseshær, da de så Sobieskis tropper nærme sig. Og da polakkerne ved 16-tiden nåede jævnt terræn, kunne Sobieski forbedre sig på at rette det af­­­gø­ren­de angreb mod storvesirens tropper.

Osmannerne sendes på flugt

Fra sin fremskudte kommandopost så Kara Mustafa katastrofen nærme sig: Med polakkernes vellykkede fremrykning truede europæerne med at omgå hans styrker og afskære dem vejen til­bage til Wien – og i sidste ende flugt­vejen mod øst i retning af Ungarn.

Tyskerne indsatte nu en ny offensiv imod de tyrkiske tropper og udsatte storvesirens kommandopost for heftige ­angreb og bombardementer, som gjorde det svært for osmannernes øverstbefalende at få overblik over slagmarken.

Til sidst var polakkerne klar til at sætte dødsstødet ind: Med 18.000 ryttere igangsatte Sobieski det største kavaleriangreb i verdenshistorien, direkte imod fjendens lejr. Med kongen i front buldrede husarerne afsted med lanserne pegende frem. De tyrkiske forsvarere kunne ikke finde dækning mellem teltene, og de polske rytteres ­lanser splintredes, når de hamrede ind i deres ofre.

Angrebet knækkede fuldstændig den tyrkiske hær, hvis forsvar nu blev opløst i en kaotisk flugt. Også ­stor­vesiren måtte sande, at slaget var tabt. Han hastede fra kommandoposten til sit telt i hovedlejren, hvor han greb sin egen private finanskasse og flygtede ud af teltet med sådan en hast, at han tabte sin turban.

Efter godt 12 timers kamp var slaget forbi – Wien var befriet og Vesteuropa reddet fra den osmanniske invasion. Aldrig mere skulle tyrkerne forsøge at trænge så langt ind i Europa.

Indbyggerne hylder Sobieski

Da dagen gryede den 13. september, ­afslørede sollyset osmannernes forladte lejr. Snart myldrede Wiens indbyggere ud gennem byens sønderskudte befæstning for at plyndre teltene.

Polske kavalerister havde dog allerede om natten taget for sig af lejrens kostbarheder, og Jan 3. Sobieski havde personligt gjort krav på rigdommene i storvesirens telt.

Om de mange døde og sårede osmanniske soldater, der lå efterladt tilbage, skrev han til sine kone:

“De var ikke værdige at sløve vores sværd på, så vi byggede et bål og ­brændte dem alle”.

I et brev til paven samme dag om­formulerede kongen Cæsars berømte ord og skrev: “Vi kom, vi så, og Gud sejrede”. Samme dag red han stolt igennem Wien som en romersk kejser i et triumftog omgivet af erobrede osmanniske faner.

Overalt mødtes slagets store helt af hyldestråbet “Længe leve kongen af Polen” fra de store menneskemængder i gaderne. For at ydmyge den besejrede storvesir fuldstændigt blev hans ­erobrede hest trukket efter kongens.

Selvom Kara Mustafa i første omgang havde held til at flygte fra nederlaget i Wien, kunne storvesiren ikke undslippe sultanens straf. Tre måneder efter yd­mygelsen blev han henrettet – kvalt med en silkesnor af sultanens mænd.