Togrøvere bliver afsløret af et spil matador
For togføreren Jack Mills er det en helt almindelig sommernat, da hans posttog glider gennem det bakkede landskab på vej fra Glasgow til London.
Men nogle kilometer længere fremme, skjult i nattens mørke, sorte elefanthuer og mørke kedeldragter, ankommer 15 mand i to Land Rovere og en lastbil til jernbanebroen Bridego.
Den lille stenbro krydser landevejen nord for Sears Crossing på strækningen mellem Glasgow og London. Klokken er 01:30 den 8. august 1963.
Straks deler de sammensvorne sig i to hold. Ét hold går i gang med at klippe telefonledninger over og stjæler brækjern og hakker i et arbejdsskur. Det andet hold løber længere ned ad togsporene og gør klar til at standse toget.
Klokken 03:00 lyder den karakteristiske dunken fra togets dieselmotor – byttet er på vej. En af mændene lægger en handske over det grønne lys og tænder for en rød lygte.
Sekundet efter skærer en hvinende lyd af metal mod metal igennem natten, da togfører Mills bremser hårdt for det røde lys.
Røverne springer op i lokomotivet og tvinger Jack Mills til at sætte det i gang igen. Ved Bridego får han ordre til at atter at standse toget, hvor det andet hold står klar til at gå løs på postvognene med hakker og brækjern.
De truer de fem postarbejdere, der er om bord, til at forholde sig i ro. 128 sække fulde af pengesedler bliver lastet på de ventende biler, der transporterer alle 15 røvere til en nærliggende gård.
Hverken togføreren Mills, fyrbøderen eller de fem postarbejdere kan give et signalement af røverne, der alle var maskerede. Men postarbejderne fortæller, at deres overfaldsmænd bad dem forholde sig i ro i en halv time.
Det tyder på, at røverne gemmer sig et sted i nabolaget, mener politiet. Få dage efter finder politiet gården, der er forladt, men fuld af madrester, soveposer, tomme postsække og et spil matador fuld af fingeraftryk. Londons underverden bliver endevendt, og politiet går i gang med at sammenligne fingeraftryk.
Efterforskningen fører til, at 14 ud af femten røvere bliver identificeret. 11 af dem kommer for retten – tre bliver aldrig fundet.
LÆS MERE: Det store togrøveri sætter nye standarder for pengekup
Politiet finkæmmer jernbanebroen Bridego, hvor de 15 sammensvorne lastede deres køretøjer og stak af med 128 postsække. En af røverne, Ronald Biggs, flygtede til Brasilien. Han kom først hjem i 2001, da han fik brug for behandling på et britisk hospital.
Tømrer tager Mona Lisa under armen
Vincenzo Perugia er italiener og har igennem nogen tid arbejdet som tømrer i bl.a. den sal, hvor Mona Lisa hænger.
Han føler et nationalt fællesskab med maleriet og mener, at det uretmæssigt hænger i Frankrig.
En plan tager langsomt form i hans hoved. En søndag aften, da museet lukker, gemmer Vinzenzo sig i et skab og venter tålmodigt til næste morgen.
Mandag er museet lukket for publikum, og tidligt om morgenen går Vincenzo ind til Mona Lisa og fjerner maleriet fra krogen på væggen.
Han bærer maleriet ud i en trappeopgang, skærer forsigtigt billedet fri af rammen, ruller det sammen og stopper det ind under tøjet.
Neden for trappen bliver han stoppet af en låst dør. Samtidig hører han nogen komme ned ad trappen et par etager oppe. Han skruer håndtaget af døren og gemmer det i lommen. Da en håndværker kommer ned ad trappen, beklager Vincenzo sig over, at nogen har fjernet håndtaget.
Håndværkeren tager en nøgle og låser døren op. Der skal gå to år, før mesterværket vender tilbage.
Museet bliver lukket i en hel uge, mens alle ansatte afhøres – også italieneren Vincenzo Perugia. Han er ganske rolig under afhøringen, og politiet mistænker ham ikke det fjerneste.
Den italienske tømrer arbejder videre på museet. Hans plan er at bringe Mona Lisa hjem til Italien, hvor hun hører til. Maleriet ligger dog på hans værelse i to år, før han tør føre den sidste halvdel af missionen ud i livet.
Han rejser endelig til Firenze og tilbyder maleriet til en kendt kunsthandler, som ser måbende til, mens Vincenzo haler maleriet frem fra den dobbeltbundede kuffert. Kunsthandleren beder om lov til at undersøge maleriet og kontakter straks politiet.
Tyven bliver af mange italienere betragtet som en helt. Han ville bringe damen med det kendte smil tilbage til Italien.
Bande fra New York starter bølge af togrøverier
En bande på otte overfalder en nat i januar 1866 et tog på vej fra New York til Bridgeport i Conneticut.
Toget transporterer blandt andet pengeskabe. Røverne bryder to pengeskabe op og flygter med 700.000 dollars.
Detektiven Pinkerton opklarer sagen vha. hårdhændet behandling af kriminelle stikkere.
Røveriet er det første kendte togrøveri. På trods af at røverne ikke får andet end en lang fængselsstraf ud af deres gerning, så inspirerer byttets størrelse til en bølge af togrøverier, der topper omkring 1870.
De forskellige bander deler områderne imellem sig. Reno-brødrene holder sig til det sydlige Indiana, Farringtongs tager sig af tog i Kentucky og Tennessee, mens Jesse James hærger i Midtvesten.
Jernbaneselskaberne begynder at hyre vagter, som tager med togene, og togrøverierne ebber ud omkring år 1900.
Indiens Stjerne var totalt ubeskyttet
En Cadillac glider op langs kantstenen ved det naturhistoriske museum I New York. Det er den 29. oktober 1964.
Den monumentale bygning, verdens største museum af sin art, står lukket og mørk mod aftenhimlen.
Det ligner et uindtageligt fort, men det skal vise sig, at museet er mere end almindelig sløset med sikkerheden.
To mænd stiger ud af bilen og går hen imod museet. En tredje bliver siddende og sætter sig til rette med en kikkert og en walkie-talkie.
De tre kommer fra Florida. Roger Clark er manden i bilen, mens Alan Kuhn følges med Jack Murphy, også kaldet “Murph the Surf”, en notorisk surferbums og levemand.
For to måneder siden har Jack Murphy set en film om et juveltyveri, der foregår på et museum i Istanbul. Nu vil han kopiere, hvad han har set i biografen.
Han kender håndværket, for han finansierer det glade strandliv med indbrud, men det her er noget ganske særligt. Inde i museet findes en kostbar samling af juveler, og blandt dem verdens største safir, “Star of India”.
Bygningen er omkranset af to hegn. Mens Clark holder øje med gaden, går Kuhn og Murphy hen til museet og kravler ubesværet over det yderste hegn.
Den næste forhindring er et tre meter højt smedejernsgitter forsynet med spydspidser. De kaster et tov over hegnet og dumper ned i en gård.
Kuhn og Murphy løber langs bygningen og finder en dør, som de slår ind. De står nu ved bagtrappen og løber op til femte sal.
I lokalet nedenunder står montrerne med juvelsamlingen. Fra bagtrappen kravler de igen udenfor og står nu på en gesims højt over gaden. Klamret til muren sniger de sig sidelæns hen ad gesimsen til et vindue, der står på klem.
Museet holder altid vinduet på klem af hensyn til luftcirkulationen.
De åbner det helt, fastgør tovet til det og sænker sig selv lige ned til juvelerne. Egentlig regner de med, at de skal skynde sig for at slippe af sted, inden politiet kommer. Men der sker ikke noget.
Alarmsystemet er slået fra, fordi museet skal spare på strømmen.
De begynder at tape montrerne til, så skærer de hul, slår glasset ind og stikker en behandsket hånd ind for at snuppe de største juveler.
Kun montren med “Star of India” er tyverisikret med en alarm, men igen er heldet med dem. Batterierne i alarmen er døde.
Den funklende blå stjerne, verdens største safir, i omfang som en golfkugle, er nu i hånden på Jack Murphy. “Murph the Surf” har indskrevet sig i indbrudstyvenes “Hall of fame”.
Det lykkes de tre gerningsmænd at slippe af sted med 24 af de mest værdifulde ædelstene i verden. Ud over Star of India Ørnediamanten og Midnatssafiren, den største sorte safir i verden.
De tager straks til Miami for at fejre det store kup, men bliver set af en politistikker og bliver anholdt.
Indbruddet, der er inspireret af en film, danner i 1974 selv forlæg for en film. Jack Murphy
bliver fremstillet som en genial og karismatisk klatretyv.
Fjendskab afslører gerningsmænd
Syv maskerede røvere bryder ind i en bank og slæber af sted med sække fulde af kontanter. Et reb, noget tape og en kasket er alt, hvad politiet har at gå efter. “Brinksrøveriet” i Boston
- januar 1950 giver genlyd over hele USA.
Først seks år senere kommer sandheden for dagen. Italieneren Pino leder en bande på ni mand. Han og chaufføren sidder i bilen, mens de syv andre låser sig ind i Brink's Bank i Boston.
I forvejen har de møjsommeligt lirket cylinderen i fem låse ud og lavet nøgler til dem.
Røverne låser sig ind på anden sal, hvor fem bankmedarbejdere er ved at tælle dagens kontanter op. Alle bliver bundet og kneblet.
En halv time senere slæber de syv af sted med sække fulde af kontanter og værdipapirer.
Aftalen mellem de ni er, at de ikke rører pengene de næste seks år. Det betyder, at alle ni er nødt til at fortsætte deres kriminelle løbebane.
Nogle af dem bliver da også fængslet kort efter.
Blandt dem James O'Keefe. Han beder fra fængslet Pino om at betale kaution og får et mindre beløb.
Men O'Keefe vil pludselig have hele sin andel. Det får han ikke, og da han bliver løsladt, begynder en dødelig fejde mellem ham og resten af banden. Den kulminerer, da O'Keefe tager et bandemedlem som gidsel og får en løsesum.
Pino hyrer lejemorderen Elmer “Trigger” Burke til opgaven, men O'Keefe er på vagt, og det lykkes ham at overleve en maskingeværsalve.
Af frygt for at dø sladrer han om hele røveriet til politiet.
USA's aviser var i 1950 fulde af mere eller mindre gode bud på, hvordan det indbringende
røveri gik for sig.
Ekspert i låsekoder hjælper røverne – og forråder dem
Natten til den 26. januar 1876 ligger ægteparret Whittelsey og sover på anden sal i deres hus på Elm Street i Northampton.
Kort efter efter midnat trænger syv maskerede mænd ind ad flere af husets døre og vinduer. Ægteparret og deres tjenestefolk bliver gennet sammen i et soveværelse.
Derpå bliver mr. Whittelsey ført nedenunder, hvor to af de maskerede mænd begynder et ubehageligt forhør.
Whittelsey er kasserer i byens bank, og mændene vil have ham til at røbe koden til penge-skabet. Det er forsynet med kombinationslås, det sidste nye inden for sikkerhed, og kræver derfor både en nøgle og en kode.
Den ene røver sætter ham en pistol for panden, mens den anden står klar med pen og papir for at skrive koden ned, men kassereren nægter.
De truer ham og slår ham, og på et tidspunkt giver han en forkert kode, men røverne lader sig ikke narre. Pludselig hakker manden med pennen spidsen af den ned i brystet på Mr. Whittelsey. Omsider giver han efter.
Dagen efter møder bestyreren op i banken og opdager, at boksen er tom.
Godt nok er der små skader omkring låsen, men intet tyder på, at låsen er blevet brudt op.
Ingen forstår noget.
Politiets afslører, at låsesmeden William Edson fik 50.000 dollars for at skaffe et voksaftryk af boksnøglen og adressen på den mand, der har koden : mr. Whittelsey.
Julemanden bliver hængt på åben gade
Børnene i Cisco har aldrig rigtigt troet på julemanden, siden den dag han viste sig fra sin værste side midt i hovedgadens julemylder.
Den lille Texas-by Cisco er den 23. december 1927 fuld af lys og guirlander.
Julemanden er der også, og børn hiver deres forældre i buksebenene for at komme hen og hilse på ham. Han snakker med dem og klapper dem på hovedet.
Pludselig drejer han om på hælene og forsvinder ind i banken, tæt fulgt af tre mænd.
Kunderne i banken tror ikke deres egne øjne, da de ser julemanden i selskab med tre bevæbnede mænd, som trækker deres våben og truer dem, mens julemanden braser ind til kassereren og begynder at stoppe penge ned i sin gavesæk.
Da røverne flygter fra banken, er politiet allerede på stedet, og der bliver skudt fra alle sider. Mange af borgerne i Texas er som sædvanlig bevæbnede, og flere giver politiet massiv ildstøtte.
Men røverne tager nogle af kunderne som gidsler og flygter i en bil. Under flugten bliver flere såret, og politichefen samt en af røverne bliver dræbt.
I dagene derefter bliver banden jagtet af politi og hundredvis af borgere. Alle tre levende medlemmer bliver fanget. En folkemængde hiver Ratliff ud af arresten og klynger ham op.
Forklædningen og den voldsomme efterfølgende menneskejagt har gjort episoden berygtet. Julemandsrøveriet har fascineret forfattere og historikere.
Smeden bliver uskyldigt fængslet
Mens den gule feber hærger, og folk flygter ud af byen, bliver banken i Philadelphia
lænset for kontanter.
Byens smed, der netop har udskiftet låsene til bankboksen, kommer straks under mistanke.
At sidde bag tremmer i Walnut Street Prison i Philadelphia i 1798 er ikke nogen
søndagsudflugt. Fængselscellen er lille, kold og fugtig. Og den gule feber hærger.
For Patrick Lyon er det dobbelt hårdt, for han er en uskyldig mand.
Han sidder i fængsel for at have begået, hvad der siden er blevet kaldt Amerikas første bankrøveri.
Om det er tilfældet, ved vi ikke, men i hvert tilfælde er røveriet som det første dokumenteret i aviser og domsudskrifter.
Af dem fremgår det, at Patrick Lyon som byens smed netop på bankens ordre har skiftet låsene i bankboksen ud få dage før røveriet, hvor 168.821 dollars forsvinder fra banken, uden at låsene er brudt op.
Da han kort efter er flygtet ud af byen, har banken ment, at han måtte stå bag. Også selv om mange andre af byens borgere flygtede på det tidspunkt på grund af gul feber.
Siden viser det sig imidlertid, at det er to andre mænd, som har begået røveriet med hjælp fra bankens nattevagt. Smeden bliver løsladt og får erstatning.
Smeden Patrick Lyon stod for reparation og udskiftning af mange af byens låse. Mistanken rettede sig derfor straks mod ham, men han viste sig at være uskyldig.
Tre tons guld mangler stadig
Det er en travl efterårsmorgen i Heathrow lufthavn. Ingen finder det bemærkelsesværdigt,
at en varevogn fuld af mænd iklædt lufthavnens vagtuniformer kører op foran en stor lagerhal.
Mændene springer ud af bilen.
Lige før de trænger ind i hallen, trækker de elefanthuer på. Vagterne i hallen bliver overmandet og får håndjern på.
Inde i hallen står et stort pengeskab. Røverne mangler bare koden til det. De truer vagterne, men kan ikke få koden ud af dem.
Så hiver røverne benzindunke frem fra varevognen og hælder indholdet ud over to af vagterne. Med benzinen drivende ned ad tøjet ser vagterne, hvordan en af røverne hiver en lighter frem og sætter tommelfingeren klar til at tænde for den. Det virker.
Vagterne åbner pengeskabet. Røverne troede, de ville finde nogle kasser med kontanter. Men i pengeskabet står 76 kasser fulde af guldbarrer og to med diamanter.
Politiet har ingen spor at gå efter, men to ting står klart: Det er et professionelt hold, der står bag, og det er et insiderjob.
De begynder at lytte til rygterne i det kriminelle miljø. Snart dukker interessante navne op. To hårdkogte kriminelle, Mickey McAvoy og Brian Robinson, har søgt efter folk til et stort job i ugerne op til røveriet.
Politiet opsøger de to og finder ud af, at selv om de er erfarne kriminelle, begår de den klassiske fejl at skilte med deres nye rigdom.
Før røveriet boede de beskedent i Sydlondon. Få uger efter sidder de pludselig i store huse i Kent, som de har betalt kontant. Og rygtet vil vide, at McAvoy havde anskaffet sig to rottweilere og døbt dem “Brinks” og “Mat”. Robinsons svoger er ansat i lagerhallen og har tippet dem om pengeskabet.
Brutal pirat stjæler formue i guld og bliver adlet
Den 18. januar 1671 marcherer kaptajn Morgan ud af den brændende Panama City med 200 pakæsler i sit følge.
Alle er de tungt lastet med guld, sølv og andre værdier. En af kaptajnens kirurger noterer sig, at der formentlig er værdier for 70.000 pund – en gigantisk formue.
Morgans styrker efterlader omkring 500 dræbte spanske soldater og en kædereaktion af brande, der raserer byen i en hel måned. Henry Morgans vej til en karriere som succesfuld pirat er behæftet med en del usikkerhed.
Ingen ved med sikkerhed, hvorfra på de britiske øer han stammer, eller præcis hvordan han havner i Caribien.
Måske vokser han op i Wales. Og måske drikker han sig en dag meget fuld, bliver slået ned og bortført over Atlanten for at blive solgt som billig arbejdskraft.
Sikkert er det, at han omkring 1654 slutter sig til den britiske flåde i Caribien og ender med at blive valgt som admiral over de pirater, der erobrer det flådefartøj, han har kommandoen på.
Det store rov i Panama kan kun lade sig gøre, fordi briterne byder enhver metode i kampen mod de spanske rivaler i Caribien velkommen. Morgan bliver i 1667 hyret af den britiske guvernør på
I slutningen af 1600-tallet kæmper England og Spanien en indædt og blodig kamp om herredømmet i Caribien.
Fribytteren Henry Morgan bliver hyret af en engelsk guvernør til at stjæle løs fra alle spaniere i området.
Jamaica, sir Thomas Modyford, der stikker et såkaldt kaperbrev i håndenpå den erfarne fribytter. Morgan har dermed tilladelse til at udøve kaperi, et pænt ord for godkendt pirateri; så længe det kun går ud over fjendens interesser i området.
Betalingen er ethvert bytte, der måtte falde i hans hænder.
I fire år hærger han den ene spanske koloni efter den anden, og i 1671 går han løs på Panama: en blomstrende handelsby.
Morgan deler sine mænd i to grupper og har held til at at lokke de uerfarne spanske tropper til at fare imod den ene gruppe. Morgan kan dermed nemt flankere spanierne og skyde dem ned. Derefter nedslagter han civilbefolkningen, sætter ild til byen og stikker af med alle værdier.
I 1674 blev fribytteren Henry Morgan adlet for sin mange ædle gerninger i sin tjeneste for den britiske trone.
Flere af ruinerne af de nedbrændte bygninger står stadig i Panama City.