10 makabre massakrer
I 1637 blev mere end 400 mænd, kvinder og børn af Pequot-stammen dræbt af en gruppe englændere. Læs om 10 historiske massakrer, som har det til fælles, at uskyldige befolkninger betalte en blodige pris.
Pequot-krigen mellem englænderne og Pequot-stammen varede i fire år og resulterede i, at Pequot-stammen næsten blev udslettet.
En massakre forstås som et vilkårligt og brutalt drab på mennesker, og den slags byder historien på mange eksempler på. I visse tilfælde har massakren tjent et formål, i andre har det været formålsløs blodsudgydelse, og i alle tilfælde har en uskyldig civilbefolkning betalt den blodige pris.
Men ordet massakre har også været misbrugt, for grænsen mellem massakre og historiens andre brutaliteter er somme tider hårfin.
1. Romernes krig mod overtroen
År 60
I forbindelse med den romerske erobring af England i år 60-61 besluttede hærføreren Gaius Suetonius Paulinus at slå hårdt ned på de keltiske præster, druiderne, for at få bugt med, hvad han betegnede som lokal overtro.
Et stort antal druider havde søgt tilflugt på Isle of Anglesey ud for det nordlige Wales. Da de romerske legionærer ankom til øen blev de forskrækkede over at se druiderne stå helt stille med løftede arme, men ifølge historikeren Tacitus tog romerne sig sammen ”for ikke at tabe modet overfor en flok vanvittige kvinder,” og nedslagtede dem alle sammen.
Massakren førte til spredt modstand landet over, men den regnes også som afslutningen på druidernes æra i oldtidens England.
2. Usædvanlig antisemitisme
1066
Berberkongen Badis al Muzaffar stolede på den jødiske Josef ibn Naghrela, som han havde udnævnt til visir af Grenada.
Men de lokale arabere var utilfredse med Josef ibn Naghrelas arrogance og brutalitet, og den 30. december 1066 gik de amok. De korsfæstede visiren og gik til angreb på byens jødiske befolkning. Antallet af ofre er ukendt, men vurderes at være omkring 4.000.
Historikere som Bernard Lewis kalder Grenada-massakren en pogrom, men fremhæver den også som et usædvanligt tilfælde af anti-jødiske optøjer i arabisk historie.
3. Oprør mod mor kostede 60.000 menneskeliv
1182
Da den byzantinske kejser Manuel 1. døde i 1180 så hans enkekejserinde Xene stort på sit løfte om at gå i kloster. I stedet sørgede hun for at give magten til en fætter til hendes søn, som var den egentlige tronarving, den mindreårige Alexius Komnenus.
Men en kreds omkring Alexius startede et oprør mod det nye styre, og da oprørerne i 1182 rykkede ind i hovedstaden Konstantinopel slap de folkets vrede på byens latinere løs. Det var de velhavende og forhadte italienske købmandsfamilier, der havde støttet Xene.
Det lykkedes nogle få at flygte, mens omkring 60.000 blev ofre for massakren og omkring 4.000 overlevende blev solgt som slaver.
Alexius blev kejser (indtil han blev stranguleret af en fjende i 1183), men latinermassakren udløste en serie krige mod vesten, der gjorde ende på Det byzantinske Riges tid som stormagt.
10 makabre massakrer II
Guernica i ruiner efter den tyske terrorbombning af byen i 1937.
4. Middel mod overbefolkning
- århundrede 486 indianere blev dræbt under en massakre, og mindst 90 procent blev skalperet. Ofrene havde været udsat for tortur og mishandling, tunger var blevet skåret ud og arme og ben hugget af.
Arkæologerne tolker de makabre fund ved Crow Creek i det centrale South Dakota som en massakre på en hel landsby, og man mener, at gerningsmændene kom fra en anden stamme.
Undersøgelserne af massegravene viser, at de dræbte i forvejen har været syge og alvorligt underernærede, og teorien lyder derfor på at massakrer som denne var med til at regulere overbefolkningen af Nordamerika, mere end hundrede år før Columbus ”opdagede” kontinentet.
5. De fik nok af baskerne
1615
I 1614 forliste tre baskiske hvalfangerbåde på den islandske kyst. Islændinge og baskere samarbejdede om hvalfangsten, så de overlevende fik lov til at overvintre på øen.
I det efterfølgende forår lånte baskerne en islandsk båd, men da de stod ud for at fange hvaler, var det slut med øboernes tålmodighed. De beskyldte baskerne for at have stjålet båden, og ifølge en islandsk lov fra 1281 var det derfor rigtigt at dræbe så mange som muligt. I alt 31 baskere mistede livet.
Islandske historikere diskuterer stadig om det kan betegnes som en massakre, men er det tilfældet, betragtes Spánverjavígin som den eneste af arten i Islands historie.
6. Mystisk bibelfortolkning
1636
”Vi har tilstrækkeligt lys fra Guds ord til vore handlinger!” skrev kaptajn John Underhill. Den 26. maj 1637 havde han i spidsen for en gruppe engelske puritanere angrebet en indianerlandsby i Massachusetts.
I løbet af en time var mellem 400 og 700 mænd, kvinder og børn af Pequot-stammen dræbt og landsbyen nedbrændt.
Massakren var en del af Pequotkrigen, som englænderne førte, fordi stammen handlede med hollænderne og ikke med dem. Og de kristne englændere hentede støtte i deres egen fortolkning af Bibelen for at retfærdiggøre deres handlinger.
Efter massakren lod de floden i nærheden skifte navn fra det indianske Missituk til Mystic River.
10 makabre massakrer III
Ofre for Wola massakren under opstanden i Warszawa, 1944.
7. Var det en massakre?
1770
Amerikanske nybyggere var vrede over ny britisk lovgivning, der banede vejen for mere beskatning, og 5. marts 1770 kulminerede protesterne med sammenstød i Boston.
Tre demonstranter blev dræbt, da de britiske soldater åbnede ild med musketterne, og to døde senere.
Dagen betragtes som en af udløserne af den amerikanske uafhængighedskrig og er gået over i historien som Boston Massakren.
Men moderne historikere påpeger, at det er misbrug af ordet massakre, fordi folkemængden så vidt skønnes angreb soldaterne, der derfor må have handlet i selvforsvar.
8. Tyskerne øvede terrorbombning ved Guernica
1934
Mellem 200 og 400 civilister mistede livet, da den tyske Condor Legion rettede luftangreb den baskiske by Guernica. Operationen blev iværksat for at hjælpe fascisterne i den spanske borgerkrig.
Men den egentlige anledning var formentlig at træne Luftwaffes piloter i terrorbombning, som skulle blive en integreret del af den tyske Blitzkrieg i begyndelsen af anden verdenskrig fem år senere. Formålet med denne doktrin var at nedbryde fjendens kampmoral ved at rette morderiske angreb på civilbefolkningen.
Kampformen blev først opgivet i 1942, da tyskerne konkluderede, at den tværtimod opildnede til civil modstand. Det blev også resultatet af Guernica, hvor baskerne benyttede anledningen til at hævde, at tabstallet var 1.654.
9. Drabene styrkede modstanden
1944
Mellem 40.000 og 100.000 polakker mistede livet da den tyske Dirlewanger SS brigade i dagene 5.-8. august 1944 gik amok i Warszawa-bydelen Wola.
Hensigten var at standse opstanden i byens jødiske ghetto ved at terrorisere den polske civilbefolkning, men resultatet blev det modsatte.
Brigadechefen Oskar Dirlewanger blev efter krigen torteret ihjel af polske vogtere i Altshausen fængslet. Men herudover blev ingen straffet for udåden, der går for at være den blodigste massakre i Polens historie.
Brigaden bestod af tidligere straffefanger.
10. Sejrsparaden endte i blod
1945
Det skulle have været en glad dag. Da Nazi-Tyskland kapitulerede 8. maj 1945 gik 5000 mennesker i Setif i Algeriet i sejrsparade gennem byens gader. Men det franske gendarmeri brød sig ikke om paradens budskab om at slutte kolonistyret og paraden endte i sammenstød.
De følgende dage angreb lokale muslimer franske bosættere, de såkaldte pieds noirs, hvilket førte til 103 dræbte, og da den franske hær blev sat ind for at genoprette roen, endte det i en massakre.
Luftbombardementer, vilkårlige henrettelser, lynchninger og voldsomme gadekampe førte til omkring 6.000 dødsfald. Det officielle franske tal var 1.020, mens Radio Cairo satte det til 45.000.
Kilder:
http://www.snjafjallasetur.is/basque2.html
http://www.bostonmassacre.net/academic/essay3.htm
http://www.pequotwar.com/