Hestevognen skramler gennem kløften. Klokken er 16 den 11. april 1870, og en begivenhedsrig udflugt nærmer sig sin afslutning for vognens otte passagerer.
Blandt de otte er den kun 23-årige Frederick Vyner, søn af enken lady Mary Vyner og håbefuld dimittend fra eliteskolen Eton. Ligesom de øvrige har han tilbragt dagen med at udforske Grækenland. Kun 20 km ligger der mellem dem og hotellet i Athen. På begge sider af vejen rejser høje frodige skrænter sig.
Men selskabet når næppe at beundre stedets skønhed, før et skud runger gennem kløften. Flokke af skæggede mænd vrimler ud fra buskadset.
“Så snart de (gidseltagerne, red.) hørte, at der var tale om to udenlandske diplomater, begyndte de at danse og hoppe omkring i overstrømmende glæde”. Josslyn Pennington, baron Muncaster, 1870.
Med geværer i hænderne omringer de vognen og tager passagererne som gidsler. Dramaet, som følger, skal give genlyd langt ud over Grækenlands grænser.
Gidseltagninger var rutine
Overfaldet var ikke enkeltstående. Grækenland var i slutningen af 1800-tallet ludfattigt, og landet vrimlede med bander, som bortførte rejsende med det formål at aftvinge en løsesum fra ofrenes familier.
Men episoderne forløb ofte fredeligt, og de typisk velhavende gidsler fik lov at gå, når løsesummen var betalt.
I begyndelsen gik alt da også glat. Selskabets to kvinder og et barn blev straks frigivet og kørt til Athen af en lokal bonde. Med sig bragte de frigivne en seddel, som angav gidseltagernes krav om 32.000 pund – 18 mio. i nutidskroner – i løsesum.
At den enorme sum ville blive betalt, var sikkert. Gruppen af gidsler bestod af engelske og italienske diplomater og aristokrater – en kendsgerning de højlydt bekendtgjorde.
Formålet var sandsynligvis at få forhandlingerne til at glide. Uheldigvis opnåede gidslerne det stik modsatte.
“Så snart de (gidseltagerne, red.) hørte, at der var tale om to udenlandske diplomater, begyndte de at danse og hoppe omkring i overstrømmende glæde”, berettede et gidsel, baron Muncaster, senere.
Et så rigt bytte havde banden dårligt turdet drømme om. De løslod straks baronen og sendte ham til Athen med besked om, at kravet nu lød på 50.000 pund samt frit lejde til alle bander i hele Grækenland.
“Sagen rejser mange spørgsmål. Om Grækenland burde eksistere, er ét af dem”. Avisen The Globe, 28. april 1870.
Grækerne slog hårdt ned
Sædvanligvis blandede regeringen sig uden om bandernes aktiviteter, men kravet om amnesti kunne de ikke ignorere. Svaret var et blankt nej. I stedet samlede regeringen en styrke, som kunne befri gidslerne, hvis bortførerne ikke gav sig.
Imens fortsatte forhandlingerne. Men den 20. april spidsede situationen til. Regeringen hørte, at bortførerne var i færd med at flytte gidslerne til et ukendt sted. .
Nyheden fik regeringen til at beordre soldaterne i aktion. Den følgende dag fandt styrken bortførerne ved byen Dilessi.
Soldaterne åbnede straks ild og dræbte to bortførere. De andre gjorde gengæld ved at skyde et af gidslerne. I den efterfølgende skudveksling dræbte soldaterne seks bortførere.
De øvrige slap væk med gidslerne, som de kort efter skød et for et. Frederick Vyner døde som den sidste.
Begivenheden fik briterne til at rase, både mod banden og mod den græske regering. “Sagen rejser mange spørgsmål. Om Grækenland burde eksistere, er ét af dem”, skrev avisen The Globe den 28. april.
Landet var tæt på at erklære Grækenland krig – en konflikt, som kun blev afværget, fordi Rusland truede med at komme Grækenland til hjælp.
Men de græske myndigheder havde fået en lærestreg. Igennem de følgende måneder arresterede og henrettede de adskillige bandemedlemmer – tiltag, der fik antallet af bortførelser til at falde markant.