Da de ansatte i banken Société Générale forsøger at åbne døren til boksrummet i kælderen, er det, som om den binder.
De trækker af alle kræfter, men den tonstunge ståldør vil ikke rokke sig. En tilkaldt låsesmed kan heller ikke hjælpe.
Nu beslutter bankdirektøren, at døren må brydes op. Møjsommeligt borer låsesmeden sig igennem den tykke dør og kigger igennem det lille hul.
“Merde! Jeg tror, at I har været udsat for et røveri”, udbryder låsesmeden dybt forbløffet.
Da personalet omsider får adgang til boksrummet, kan de se, at alle bankbokse er brudt op og indholdet smidt omkring på gulvet.
Alle vægge er oversprøjtet med skum fra en pulverslukker for at slette fingeraftryk, og på gulvet står resterne af et overdådigt picnicmåltid.
Med sig har røverne taget kontanter, smykker og værdipapirer for op mod 60 mio. franc.
Kloakker fører alle steder
Omtrent to år tidligere trasker Albert Spaggiari ind på Café de la Mairie i centrum af Nice.
Han bestiller en kop kaffe og slår sig ned ved baren ved siden af en mand, der er i gang med at udbrede sig om dagens store emne – planerne om at bygge en metrolinje under byen.
“Sikke en småborger”, tænker Spaggiari foragteligt. Men da manden bliver ved med at kloge sig, kan Spaggiari ikke dy sig for at blande sig i samtalen.
Han har altid hørt, at jorden i Nice er for blød til underjordiske byggerier på grund af fugten fra Middelhavet, forklarer han.
“Jesus!” udbryder manden med himmelvendte øjne. “Er De ikke herfra? Har De aldrig set byens kloakker?”
Det har Spaggiari ikke.
“Man kan gå fra Avenue de Saint-Sylvestre helt op til Place de la California gennem kloakkerne”, forklarer manden pædagogisk.
Pludselig er Spaggiari lysvågen. Han vælter ud på gaden. Lige foran ham kravler en mand, iført blå overalls og gummistøvler, ned igennem et mandehul.
Alt står lysende klart for Spaggiari: Gennem kloakken kan han nå frem til banken Société Générale, som ligger lige ovre på den anden side af gaden.
Ved at grave en tunnel og bore igennem bankens fundament kan han komme ind til kælderen, hvor bankboksene – fyldt med guld, sølv, juveler og masser af klingende franc – befinder sig.
Fascineret bliver Spaggiari stående på fortovet.
“For pokker da!” udbryder han for sig selv. “Det er jo så let som at klø sig i nakken”.

Røverne forstærkede deres tunnel med bl.a. planker for at sikre sig, at den ikke styrtede sammen.
Lejesoldaten begynder at kede sig
Tanken om et bankrøveri er ikke helt fremmed. Allerede som barn slog Albert Spaggiari, der kommer fra en pæn middelklassefamilie, ind på en kriminel løbebane.
“Det er svært at sjæle fra sine forældre. Du bliver nødt til først at lære at lave voksaftryk, kopiere nøgler, dirke en lås op og snige dig ind i det værelse, hvor din mor og far ligger og sover. Og så undgå at blive fanget”, praler Spaggiari senere i sine erindringer.
Som ung mand slutter han sig til faldskærmstropperne og kæmper i Vietnam.
Derefter rejser han rundt i verden og ernærer sig som lejesoldat. Indimellem sidder han i fængsel for småkriminalitet – mest røverier.
På det sidste er Spaggiari, der nu er 44 år, dog faldet til ro. Han er gift og ejer en lille fotohandel.
For første gang i sit liv er han lovlydig. Og han keder sig bravt.
Spaggiari begynder at dagdrømme om at gøre det store kup, men ingen af hans planer forekommer realistiske, indtil den dag, han hører om kloakkerne under Société Générale.
Marseilles underverden hjælper til
Spaggiari indsamler alt det materiale om banker og sikkerhed, som han kan få fat i.
Brochurer om pengeskabe, bokse og alarmer flyder i huset sammen med brancheblade og tidsskrifter om bankbygninger.
Om eftermiddagen følger han diskret efter Société Générales medarbejdere, der hver dag kl. 17.30 tager en fyraftensdrink på en lokal fortovscafé.
Han smuglytter til deres samtaler og finder ud af, at banken ligger inde med millioner af franc, og – vigtigst af alt – at sikkerheden har en alvorlig brist.
Én af væggene – den, som vender ud imod kloakken – er ikke forsynet med en alarm.
Det samme gælder hele boksrummet. For at afprøve den oplysning – og i det hele taget udforske banken indefra – lejer han en bankboks.
Gentagne gange anbringer han et vækkeur i boksen, som bør sætte en eventuel alarm i gang. Men intet sker.
Og til sidst er Spaggiari overbevist: Han kan færdes frit i boksrummet, når han først er kommet derind.
Spaggiari indser, at han måske er ved at gabe over for meget.
Røveriet vil kræve masser af udstyr og muskelkraft, og han beslutter, at han må have hjælp udefra.
En kontakt i Nice sætter ham i forbindelse med en bande i Marseille.
Byen er kendt for sit “miljø” – en pæn betegnelse for en underverden, der lever højt på våbensalg, narkohandel, prostitution og hvidvaskning af penge. På en restaurant mødes Spaggiari med bandelederen Pierre.
Han er en hårdkogt og selvsikker gangstertype, men Spaggiari får ham omsider overtalt til et samarbejde.
Ifølge aftalen skal Pierre levere udstyr og penge til at gennemføre kuppet.
I alt kommer han til at stille med syv mand, som bl.a. skal stå for dele af gravearbejdet.
Spaggiari selv skal skaffe eksperter som blikkenslagere og elektrikere. Rovet skal de dele lige over.
Spaggiari har ikke svært ved at samle folk.
I sine yngre dage har han været en del af OAS, Organisation de l’Armée Secrète – en højreorienteret gruppe, der med terror og guerillakrig har bekæmpet oprørere i Algeriet.
Gennem OAS har han fået en del venner, som han nu kalder sammen.
En af dem – en mand, som Spaggiari blot kalder “68”, fordi de har mødt hinanden under studenteroptøjerne i Paris i 1968 – bliver hans nærmeste betroede.
Tidligt i april 1976 er de klar til at begynde forberedelserne. Første opgave er at lære kloakkerne at kende.
Første tur i kloakken
Spaggiari gyser af klaustrofobi, da en af mændene fra Marseillebanden ved navn Joseph med en skrabende lyd trækker kloakdækslet i over hovedet på ham.
Klokken er lidt over 20 den 7. april 1976, og han, Pierre og 68 er lige klatret ned gennem mandehullet, som ligger ved en fodgængerovergang på vejen mellem banken og den café, hvor Spaggiari første gang hørte om kloaksystemet.
Bortset fra de svage lyskegler fra lommelygterne er her bælgmørkt. Kloakken er snæver på dette sted: kun 1,2 m høj og mindre end 1 m bred.
De går foroverbøjet, vadende gennem strømmen af brunligt, urenset vand.
Bortset fra lejlighedsvise gurglende og rumlende lyde, når en ny sending af kloakvand bliver skyllet igennem labyrinten af rør og hvælvinger, er her helt stille. Stanken er ulidelig.
“Ved Jesus Kristus, jeg håber, der er nok luft hernede i dette forbandede hul”, gisper 68 stakåndet.
Spaggiari føler sveden pible frem.
Siden han som dreng fik at vide, at folk døde, når “de glemte at trække vejret”, har han haft en stærk angst for at blive kvalt. Han bider tænderne sammen og tæller sine skridt.
Imens følger Pierre nøje tiden på sit armbåndsur. Kl. fem er de næsten tilbage ved mandehullet.
Spaggiari peger på væggen nogle få skridt fra udgangen: “Det er her, vi skal grave”.
“Og det fortæller du mig nu – efter at vi har tilbragt hele natten i det her lortehul”, bander Pierre og stirrer med vantro på Spaggiari.
“Du bliver nødt til at kende det her sted. Vi kommer til at arbejde hernede i dage, måske endda uger”, svarer Spaggiari bedrevidende.
Pierre ved, at Spaggiari har ret. De vil vække mistanke, hvis de kravler ind og ud af mandehullet ud for banken. Hvis de skal have en chance for succes, skal de lære kloaknettet at kende som deres egen bukselomme.
“Kun få meter bag dette lort ligger paradiset”, mumler Pierre, mens han kravler op i morgengryet.

De 120 postsække, som røverne fik med, indeholdt pengesedler til en værdi, som svarer til 425 mio. kr.
Røverbanden går i aktion
I de følgende par uger kryber Albert Spaggiari og 68 hver aften ned i kloakkerne under Nice.
De kortlægger rørnettet og finder en udgang, som leder ud til en stor byggeplads tæt ved en arabisk café. Pladsen er øde om aftenen og derfor velegnet som indgang.
Når de ikke befinder sig i kloakkerne, bor Spaggiaris mænd i en lejlighed, som 68 har lejet under falsk navn.
Lejligheden har fem værelser og – bedst af alt – to indgange, hvoraf bagindgangen går igennem p-kælderen.
For ikke at vække for meget opmærksomhed bruger kun to af mændene elevatoren. De andre seks benytter sig af den store fragtelevator, der fører ned i p-kælderen.
I lejligheden planlægger mændene kuppet til mindste detalje. Efter planen skal de grave en tunnel fra kloakken og ind i banken.
Hvis de graver tæt ved mandehullet ved fodgængerfeltet, vil de lande midt i den kælder, hvor bankboksene står, har Spaggiari beregnet. Han tegner en detaljeret plantegning og uddeler et eksemplar til alle.
Imens stjæler og rapser mændene fra Marseille alt det udstyr, som Spaggiari har brug for til røveriet: varevogne, blæselamper, lommelygter, hakker og andet værktøj.
I begyndelsen af maj er alt klart. Klokken er 21.30 fredag den 7. maj, da Spaggiari gennemgår udstyret en sidste gang. Det hele er der. Så er det nu.
I to varevogne kører banden hen til indgangen ved den arabiske café. Mens to af dem holder vagt, går de andre, tungt belæsset med udstyret, ned i kloakkerne.
Banden finder en base i kloakken
Indskyllet jord og småsten har dannet dæmninger, der opfanger genstande, som normalt ville flyde gennem kloakken og ud i floden: Bildæk, døde dyr og endog indkøbsvogne har lagt sig til hvile i kanten af det mudrede vand.
Et sted danner sand og småsten en lille ø. Den har Spaggiari og 68 udset sig som holdets base.
Her kan de opbevare deres udstyr under gravearbejdet og hvile ud i pauserne.
I alt skal de gå omkring en km hen til det sted, hvor de skal grave. Omkring dem piler rotterne.
Én af dem krydser lige foran Pierre. Han bliver så forskrækket, at han langer ud efter den med sit værktøj.
“Jesus Kristus! Jeg kommer aldrig til at kunne klare de møgbeskidte skiderikker”, udbryder han.
“Jeg vil hellere nærme mig en maskingeværrede med en slangebøsse end vade bare én meter mere gennem dette lort!”
Først efter tre timers vandring er de fremme.
“Hvor lang tid tror I, at det vil tage at komme igennem den væg?” spørger en af mændene fra Marseille.
“Et par dage...” begynder én optimistisk.
“Tre dage, måske en uges tid”, vurderer en anden.
Spaggiari er helt stille. Han ved, at opgaven vil tage dem mindst tre uger, men er bange for, at sandheden vil skræmme hans kumpaner væk. Han tier stille.
Snart står det klart for alle, at selv de mest pessimistiske skøn har været alt for optimistiske.
Arbejdet med at grave tunnellen er både anstrengende og møjsommeligt.
Først skal jorden fjernes med hakker og skovle, og derefter skal klippestykker og lerjord bæres de over 100 m til en stor kloakledning, som mændene dumper affaldet i.
De store hampkurve med affaldet vejer over 25 kg, en betragtelig byrde selv under normale forhold.
Men intet er normalt i kloakkerne. Blot det at gå dernede kræver det yderste af mændene, der må gå foroverbøjede i de blot 1,5 m lave rør.
Rustne rør med en glat, slimet bund og udføringer, der udspyer en lind strøm af kloakvand, gør turen ekstra strabadserende.

Under sin flugt mødtes Spaggiari med bl.a. Ronald Biggs i Brasilien. Biggs var på flugt efter det store togrøveri i England i 1963.
Sover om dagen, arbejder om natten
Overvågningen af Société Générale foregår fra en varebil parkeret tæt ved bygningen.
Arbejdet bliver snart ren rutine, efterhånden som mændene lærer personalets rutiner og rengøringsfolkenes arbejdstider at kende.
Røverne selv falder også ind i rutiner. Om dagen sover mændene.
Spaggiaris folk i den lejede lejlighed, og mændene fra Marseille i en villa, de har lånt af en kæreste til et af bandemedlemmerne.
Hver aften kl. 22 går de ned i kloakkerne, ofte fulgt af muntre tilråb fra niceborgere, der er overbeviste om, at de er kloakarbejdere på overtid.
“Godaften, d’herrer, tag nu ikke for hårdt fat”, råber én.
“Byrådet burde virkelig snart se at få gjort noget ved alt det rod dernede”, siger en kvinde til de forklædte røvere, tydeligt indigneret over behovet for overarbejde i kloakkerne.
Mændene griner, så snart de er ude af syne.
Alt går dog ikke lige glat. Søndag den 16. maj har mændene hakket og boret i 30 timer og er nået godt tre m ind til bankboksen – næsten halvvejs, kan Spaggiari regne ud.
Undergrunden er imidlertid fyldt med klippestykker, og mændene må hele tiden ændre kurs i udgravningen for at styre uden om de største.
“Hvis vi bliver ved med at zigzagge på denne måde, ender vi i skide Kina”, bander Spaggiari irriteret, da graverne igen må ændre retning.
Nogle sten er dog så store, at de er umulige at omgå. Allerede næste nat støder mændene ind i én af dem. I løbet af fire timer knækker de hele fire store borehoveder.
Hvad værre er, er tunnellen slet ikke egnet til langvarige arbejdsophold. Mændene må arbejde på knæ eller ligge ned, mens de graver og hakker.
Heden fra de medbragte lamper er ulidelig, og sten og støv hvirvler rundt mellem mændene og rammer dem i ansigtet.
Uden for selve borehullet er vinden kold, og mændene har derfor altid et bål tændt på deres lille ø.
Her sætter de sig for at blive tørret, få lidt kaffe eller suppe, læse avis eller få en snak. En af mændene skaffer en radio, så de kan høre musik, mens de slapper af.
Arbejdet tager hele ugen og en del af den næste. Først tirsdag den 25. maj er de igennem klippen og møder igen lerjord.
To dage senere lyder den umiskendelige klang af metal mod solidt murværk, da mændenes hakker rammer Société Générales fundament.
Røverne kan næsten ikke tro deres egne øjne, da de ser stenvæggen. Euforisk dunker de hinanden i ryggen og slår ud med armene.
Den overstrømmende latter runger gennem kloakkens hvælvinger og dør langsomt ud. Så bliver mændene pludselig stille.
Andægtigt kravler de, én for én, ind gennem hullet for at røre ved muren.
Spaggiari anslår, at det vil tage en uge at grave igennem muren, men endnu en gang slår hans antagelser fejl.
Fundamentet, der er mere end 50 år gammelt, er meget stærkere, end mændene har regnet med.
Hver eneste sten er lagt ind i beton forstærket med jerndragere, så det former en masse, der er hårdere end granit.
Tre kraftige trykluftsbor og ca. 100 borehoveder bliver ødelagt, inden mændene til sidst lykkes med deres forehavende.
Klokken 21 lørdag den 26. juni er røverne omsider igennem.
Flugtbilen bliver stjålet
Igen kaster mændene sig efter hinanden for at røre ved bagsiden af boksanlægget, der indeholder kundeboksene. Hver og én smiler frem for sig.
De er alle allerede i fuld gang med at regne størrelsen på deres andel ud.
Senere samme nat kravler Spaggiari og Joseph under trådhegnet omkring den nærliggende brugtvognsforhandler. Her stjæler de en Land Rover, som de fylder med ilttanke.
Tankene skal de bruge til de skærebrændere, som skal skære pengeskabene op. Bilen synker sammen under vægten, da de kører ned til den store sluse-port, som Spaggiari har udset som flugtudgang efter røveriet.
Området ligger ved et kongrescenter og er om dagen fyldt med hundeluftere, legende børn og petanquespillere.
Nu – om natten – er stedet øde, men da det er synligt fra byens politistation, kører røverne med lygterne slukkede, indtil de er inde i selve sluse-porten.
De losser tankene, trækker dem ind i kloakken på en gummibåd og gemmer dem i kloakgangene.
For at tankene ikke skal blive for iøjnefaldende, og for at mindske risikoen for at miste dem alle på én gang, hvis de bliver fundet af udenforstående, fordeler mændene dem i gangene.
Nu, hvor de borer tæt på bankens væg, kan de ikke arbejde på hverdagsaftener, hvor rengøringsfolkene vil kunne høre dem. De må vente til næste weekend.

Politiets efterforskere fandt et stort udvalg af bankrøvernes udstyr nede i kloakken.
Bokse gemmer på overraskelser
Fredag den 2. juli kl. 22 er røverne klar til det endelige gennembrud, men igen melder problemerne sig.
Det gigantiske boksanlæg, som spærrer for hullet i væggen, lader sig ikke rokke.
Røverne formår at presse det en anelse til siden, men arbejdet kræver så meget tid, at operationen bliver udsat til den følgende fredag.
Også denne gang har røverne forregnet sig: Et indkøbscenter skal åbne nær banken, og det hedder sig, at selveste præsidenten skal deltage i indvielsen.
Området vil sværme af politi, så røverne må udskyde operationen én gang til. Da de om lørdagen får at vide, at præsidenten alligevel ikke kommer til indvielsen, er det for sent at genoptage arbejdet.
Fredag den 16. juli kl. 21.30 oprinder det store øjeblik endelig.
“Kysten er klar”, melder vagterne over for banken. Med et brækjern tipper en af mændene det store pengeskab lige akkurat nok til, at de kan sætte en kile i og mave sig forbi det.
Holder ædegilde i kloakken
Røverne står nu i selve boksrummet og ser sig omkring i andægtig tavshed. Pierre lader lommelygtens lyskegle glide hen over de skinnende metalskabe.
“Intet palads i verden kan indeholde så megen herlighed”, tænker Spaggiari, ør i hovedet.
Han har gjort det. Dét, som millioner af mennesker må nøjes med at drømme om. Han har fået jackpot. Hans nummer er blevet udtrukket.
Da han ser sig omkring, opdager Spaggiari, at de andre røvere griner lige så fjoget som ham selv.
Han kan også se, at han ikke er i det boksrum, som han havde planlagt, at de skulle være i.
Heldigvis er røverne blot endt i et af de andre boksrum i kælderen.
I hast går mændene i gang med at skære boksene op. Det tre mm tykke stål får røverne til at svede, og selv de mest erfarne pengeskabstyve i selskabet vånder sig under opgaven med at banke, bore og skære boksene åbne.
Spaggiari bander og svovler, og hans raseri stiger blot, da muggent kaffepulver og en pakke gamle kiks vælter ud af en af de første bokse.
En anden gemmer på en pose linser, mens andre bokse afslører smuldrende breve og gulnede nøgenfotos af kvinder.
Spaggiari er ved at være desperat, men endelig viser værdierne sig.
Diamantsmykker, rubiner og kontanter – gode, redelige, knitrende franc dukker frem fra de små stålgemmer. Spaggiari godter sig.
Næste morgen – om lørdagen – forlader Spaggiari krypten for at køre ud til sin butik.
Han snakker til kunderne, det bedste han har lært, for at sikre sig, at de vil huske ham. Bagefter tager han forbi sin stamcafé, hvor han giver adskillige omgange.
I sikker tiltro til at have sikret sig et vandtæt alibi går han tilbage til kloakken.
Spaggiari er tilfreds.
På gulve og borde begynder store dynger af guld, juveler og kontanter at tårne sig op.
Søndag aften spiser mændene et overdådigt måltid med lækre pølser og leverpaté.
Få timer senere, kl. et natten efter søndag, åbner de boks nr. 307. Det skal blive den sidste.
Pierre bruger sin blæselampe til at svejse den armerede kælderdør til. Så pakker de pengene og de andre værdier ned i store tasker og rygsække.
Inden de går, efterlader Spaggiari en pralende besked på opslagstavlen i kælderen:
“Intet had, ingen vold og ingen pistoler”.
Da den sidste røver har forladt boksrummet, tømmer 68 skumslukkerne over de steder, hvor mændene kan have sat fingeraftryk. Så kravler han også tilbage i kloakken.
Regnen har styrtet ned hele weekenden, og vandstanden i kloakken er steget betydeligt.
Vandet hvirvler, syder og suger om mændene, da de trasker mod udgangen.
Selv de største og stærkeste må holde sig til rørene for ikke at blive revet med af strømmen.
Til sidst må de binde en line i en medbragt gummibåd og trække byttet ud på den.
I de tidlige morgentimer beslutter Spaggiari sig for ikke at køre Land Roveren så tæt på kloakken som planlagt. Ikke flere chancer.
Klokken er over seks, da den sidste del af rovet er ombord. Mændene sætter straks kurs mod lejligheden. De har lige gjort det – gennemført le fric-frac du siècle – århundredets kup.
Få timer senere, kl. 9.15, sveder en låsesmed over ståldøren, som fører ind til kælderen i Société Générale.
Låsen rokker sig ikke, og til sidst må han bore igennem døren. Han kigger ind gennem hullet.
“Merde! Jeg tror, at I har været udsat for et røveri”.