Tichborne, Frederick Sargent, Thomas Castro

Adelsmand vendte tilbage fra de døde

Lady Tichbornes 25-årige søn, Roger, blev meldt omkommet efter et skibsforlis i 1854. 12 år senere vendte han tilbage i en højst usædvanlig skikkelse.

Lady Tichbornes 25-årige søn, Roger, blev meldt omkommet efter et skibsforlis i 1854. 12 år senere vendte han tilbage i en højst usædvanlig skikkelse.

Art Collection 2/Imageselect

Den 25-årige Roger Tichborne var i godt humør, da han den 20. april 1854 gik ombord på damperen Bella i Rio de Janeiro.

Efter en 10 måneder lang rundrejse i Sydamerika var han på vej hjem til England. Her ventede det gode liv i overklassen som arving til gods og barontitel.

Men Tichborne nåede aldrig England. Fire dage efter Bellas afsejling drev skibets vrag i land ud for Brasiliens kyst. Ingen overlevende var at se.

Rygter om overlevende gav håb

Den barske melding fik ikke Rogers mor, lady Henriette Tichborne, til at fortvivle. Hun var sikker på, at hendes søn var i live.

Håbet blev næret af et besøg hos en clairvoyant samt vedholdende rygter om, at overlevende fra Bella var blevet samlet op og sat i land i Australien.

“Min kære moder, den lange tid, som er gået siden mit seneste brev, den 22. april 1854, gør det meget svært for mig at indlede dette brev”. Thomas Castro i et brev til lady Tichborne, 1866.

Da ægtemanden i 1862 afgik ved døden, blev tanken om at finde Roger nærmest en besættelse.

Lady Tichborne indrykkede en annonce i den australske avis The Argus. I annoncen lovede hun “en rundhåndet dusør” til enhver, som kunne bringe nyt om sønnen.

Nogle måneder senere fik lady Tichborne et brev.

“Min kære moder, den lange tid, som er gået siden mit seneste brev, den 22. april 1854, gør det meget svært for mig at indlede dette brev”, lød indledningen fra brevskriveren, som udgav sig for at være Roger.

Brevskriveren fortalte, at han efter Bellas forlis var blevet sejlet til Melbourne på et andet skib. Han boede nu i byen Wagga Wagga, hvor han arbejdede som slagter under navnet Thomas Castro.

“Der er kun én mand i hele verden, der er mere sikker på, at denne mand ikke er Roger Tichborne, og han sidder der”. En ven af familien Tichborne.

Forklaringen på navneskiftet gav Castro ikke, men han bad om 200 pund, så han kunne rejse til England.

Castro ankom til England juledag 1866. Lady Tichborne var overbevist om, at han var hendes forsvundne søn, og modtog ham med åbne arme samt løfter om 1.000 pund – ca. 1 mio. nutidskroner – om året i lommepenge.

Resten af familien måbede. Mens den skibbrudne Roger talte flydende fransk og var velbevandret i latin og græsk, genkendte Castro ikke ét ord på nogen af sprogene. Sin tid på universitetet huskede han intet om.

Mest foruroligende var det imidlertid, at Castro ikke lignede Roger det fjerneste. Roger var ikke bare slank, men så mager, at han måtte sy kroge i sin jakke for at holde bæltet oppe. Castro, derimod, vejede 108 kg.

Tichborne, Arthur Orton, Thomas Castro

Begivenhederne i retssalen i London blev foreviget af maleren Frederick Sargent.

© Art Collection 2/Imageselect & The Tichborne Claimant: A Victorian Mystery by Douglas Woodruff

Bizar retssag blev et tilløbsstykke

Castro badede sig i rampelyset

Den anklagede måtte ifølge engelsk lov ikke selv afgive vidneudsagn. Men Castro nød opmærksomheden fra de mange fremmødte journalister.

Advokat Kenealy var desperat

Castro hyrede en berømt advokat, Edward Kenealy, som forsvarer. Kenealys sag var imidlertid så dårlig, at han måtte ty til løgne og fornærmelser mod vidner – et valg, som kostede ham bestallingen.

Portræt skulle modbevise Castros påstand

Som bevis på, at Thomas Castro og Roger Tichborne ikke var den samme person, fremlagde anklageren et foto taget under Tichbornes rejse i Sydamerika. Billedet viste tydeligt Tichbornes spinkle skikkelse.

Ingen turde imidlertid for alvor gøre indvendinger, så længe lady Tichborne levede.

Hendes død i 1868 ændrede alt.

Retssag gav berømmelse

Da Castro ikke kunne arve lady Tichborne, før hans identitet lovformeligt var fastslået, gik han rettens vej ved at anlægge sag mod en bonde, som boede på godsets jord. Hvis retten godkendte ham som part i sagen, betød det, at de anerkendte hans identitet, mente han.

Sådan skulle det ikke gå.

Familien Tichborne satte nu alt ind på at afsløre Castro.

“Der er kun én mand i hele verden, der er mere sikker på, at denne mand ikke er Roger Tichborne, og han sidder der”, fastslog en ven af familien, mens han pegede på Castro i retssalen.

Henriette Tichborne, Roger Tichborne, Thomas Castro

Lady Henriette Tichborne var nært knyttet til sin søn og nægtede at tro, at han var død.

© Morse, John Torrey (1874) Famous Trials: The Tichborne Claimant

Snart væltede beviserne da også frem.

Advokaten fremlagde Castros vielsesattest fra Wagga Wagga. Af attesten fremgik det, at Castro var født i 1834 og ikke som Roger i 1829. Dokumenter viste desuden, at Castro i virkeligheden hed Arthur Orton og var en slagtersøn fra Wapping uden for London.

Orton var emigreret til Wagga Wagga, hvor han giftede sig med en tjenestepige.

Blot en halv time tog det juryen at kende Castro skyldig i mened – en forseelse, som kostede ham 14 års fængsel.

Retssagen gjorde Castro til en folkehelt blandt arbejdere, som morede sig over, at overklassen var blevet snydt. Men berømmelsen varede kort.

Efter at have udstået sin straf åbnede Castro en tobaksforretning, som dog gik fallit. Han hævdede til sin dødsdag, at han var Roger Tichborne.

Roger Tichborne, Tichborne claim, daguerreotypi

Det sidste portræt af Roger Tichborne blev taget under rejsen til Sydamerika i 1853 eller 1854.

© The Tichborne Claimant: A Victorian Mystery by Douglas Woodruff